|
Det er
ikke første gang jeg holder foredrag på disse seminarer for jer
studieværter.
Derfor har jeg
denne gang taget en stor teleprompter med.
Den unge mand I
ser sidde dér, optager nemlig ikke kun hvad der sker nu. Han optog også
hvad der skete sidst. Og nedskrev det, så det bl.a. kan afspilles på
teleprompter.
En kæmpe fordel.
Det ved I. Hvad er en studievært uden sin teleprompter? Et stakkels,
forvirret menneske der pludrer om tilfældige ting der falder ham eller
hende ind. Og det er det samme med foredragsholdere.
Der blev klaget
over at jeg talte usammenhængende sidst. Latterligt! Tiden skal jo gå
med noget. Men jeg respekterer at ikke alle åbenbart forstod mine
pointer.
Det er velkendt at
studieværter ikke hører ordentlig efter når folk svarer på deres
spørgsmål.
Derfor kan jeg i
dag begynde med at fortælle hvad der skete sidst.
Det er et velkendt
trick i jeres egen verden. Betragt mig som en båndsløjfe.
Som nogen måske
husker, begyndte jeg med at sige:
Jeg er ofte blevet
spurgt om man taler bedst når dem man taler til, i forvejen er enige
med en og bare skal bekræftes i deres meninger. Eller taler man bedst i
modvind, dvs. når dem man taler med, er spruttende uenige i alt man
siger?
Nu siger jeg fx
til jer:
— Jorden er flad!
Og hvad siger I?
[Ingen reagerede.]
— I er mere
fladpandede end folk jeg normalt taler til. Det er uforskammet at møde
frem så sløve. Ved I overhovedet at dronningen hedder Bengerd?
— Uforskammet!
udbrød en mand i tweedjakke og cowboybukser. Han rejste sig og så sig
søgende omkring.
— Nej, hvor
morsomt, udbrød jeg. — Jeg ved hvad du søger. Du ser efter dit
vejrkort, for du er manden, der hedder ”Giv mig et vejrkort, og jeg går
rundt som en stivbenet, oppustet hanekylling og råber som en
gymnastikpædagog.” Ingen ved hvad I hedder i navneregistret, men I har
alle lange navne som alle kender når de hører dem.
— Sæt dig ned!
sagde en kvinde med lang hestehale til hanekyllingen uden vejkort — Han
siger det jo kun for at provokere.
— Provokere? Ha.
Nåh, så det er derfor I bare sidder og glor, sagde jeg. — Vil I hellere
have noget folkedans? Og du hedder i øvrigt ”Kvinden som forgæves
skjuler sin kedsomhed bag sygeligt veloplagte ansigtsgrimasser”.
— Der er et
højtryk på vej fra de kanter, sagde hanekyllingen uden vejrkort som
havde stillet sig ved siden af et gammelt kort over slaget ved Dybbøl
som hang på væggen.
— Stop ham! skreg
flere.
— Nu løsner
forsamlingen, sagde jeg. — Godt.
— Du taler til
landets mest fremtrædende TV-studieværter, sagde ”Nu har jeg dig, din
svindler, og ligegyldigt hvad du svarer, er du færdig.”
Det
virker som regel når jeg truer med folkedans. Folk bliver til at snakke
med.
— Du skal
lige vide at vi er vant til at alle fedter for os.
— Godt, sagde jeg.
— Hvorfor råber I altid til folk? Det er jo hele ideen med jeres job at
elektronikken hjælper jer med at komme ud i hele landet?
— Uforskammet.
— Tåbe.
— Ha ha.
— Vi kræver
folkedans.
Det var ved at
udarte.
— Ok, sagde jeg. —
Alle tager deres tamburiner frem.
Så var der en
moden, velhængt kvinde som rejste sig.
— Du skal lige
vide at vi er vant til at alle fedter for os.
Hendes stemme skar
igennem mine hørenerver. De hang som sammenfiltrede julelyskæder fra
forrige jul ud af begge mine ører.
— Hvor er
fjernkontrollen? råbte jeg for at skrue ned for lyden.
— Velkommen til
virkeligheden, sagde hun til fleres jubel. — Når jeg optræder som
studievært har jeg altid mit blødgøringsfilter på. Det giver mig en
stemme som fløjl.
— Tak, råbte jeg
til alles overraskelse og fortsatte:
— De første tre
minutter af et foredrag går let. Jeg siger bare noget, og det ene tager
det andet. Men så kan der komme et dødt punkt. Så er det jeg må spørge
ud i forsamlingen om folkedans, Jordens krumning eller andet for at få
mere stof. Dialog! Dialog!
Engang
var jeg ude i medvind. Rædselsfuldt. Folk hang ved mine læber.
Men det bedste er
hvis der sidder nogle komplette tåber i forsamlingen. De kan se
latterlige ud, stille idiotiske spørgsmål eller komme med vanvittige
oplysninger. Så ved jeg den er hjemme. Så er der stof nok. Tankerne
myldrer frem og kan kun stoppes ved at blive udtalt ord til andet,
nøjagtigt som de falder.
Og det bringer mig
øjeblikkeligt til talens klare konklusion: Man taler bedst i modvind.
Klart bedst. Jeg kan tale i timevis, hvis der sidder en enkelt
storhedsvanvittig stønner blandt tilhørerne. Og her hvor I alle sammen
er megalomaniske skrighalse er jeg slet ikke til at stoppe.
Engang var jeg ude
i medvind. Rædselsfuldt. Folk hang ved mine læber. Hvert ord blev ætset
ind i deres hjernemasse. Der lugtede brændt.
— Er der en
brandslukker til stede? spurgte jeg.
Straks var der ti
der rejste sig og marcherede ud og kort efter kom marcherende tilbage
med en stor brandslukker.
— Hvor har I lært
at gå i takt? spurgte jeg.
— I frøken
Petersens danseskole, svarede de som i kor, flerstemmigt.
— Hvor har I lært
at svare i kor, flerstemmigt, spurgte jeg så.
— De kan synge
”Jeg ved en lærke-rede” ti-stemmigt, var der en i lokalet der sagde.
— Ti-stemmigt som
kanon, sagde andre gysende.
— Ja, det gør vi
gerne.
Koret satte
brandslukkeren og begyndte at synge.
— Nåh, I synger
åbenbart ikke med brandslukker, sagde jeg for at være morsom.
Det faldt til
jorden. De var allerede væk i sangen.
De vuggede rytmisk
erotikdræbende mens de sang. Flere i lokalet holdt sig for ørerne.
Et par store mænd
i mørkeblåt jakkesæt, direktørtyper, gik op til brandslukkeren og fik
skummet til at flyde. De rettede skumstrålen mod koret.
Eneste
kor i verden der behersker teknikken med at lukke overskudsluft ud
gennem tarmen, mens de synger
Men koret lod sig
ikke slå ud. De begyndte tværtimod at indflette stepdans mellem
versene. Flere i lokalet skreg.
— Nu er der da
endelig ved at ske noget, råbte jeg ud i lokalet. — Jeg håber at alle
virkelig suger dette til sig.
Bagefter fortalte
koret at de havde det sorte bælte i korsang under umulige forhold,
herunder modvind der er så stærk at lungerne bliver sprængfyldt med
luft hvis man åbner munden mod vindretningen.
— Vi er det eneste
kor der behersker teknikken med at lukke overskudsluft ud gennem
tarmen, mens vi synger, forklarede de stolt. — Og ikke kun ved de høje
toner. Andre kor er nødt til at holde munden helt lukket i
lungeudvidende modvind eller orkan. Og det er snyd at synge ud gennem
næsen.
— Men hvorfor
ødelagde I så mit foredrag ved bare at sidde og lappe det i jer?
spurgte jeg. — I måtte vide hvor vigtig modvind er. Og se nu hvordan
lokalet er fyldt med hvidt skum.
— Vi ønskede ikke
at hjælpe dig, forklarede de. — Vi er flere kor tilstede der er ved at
tage duelighedsprøven i kedsomhed. Din kedsommelige sludren overgik alt
vi havde fået stillet i udsigt. Vi skylder dig stor tak.
Flere i lokalet
nikkede og så taknemmeligt smilende på mig.
— Men I hoppede
alligevel på tricket med brandslukkeren, sagde jeg triumferende.
— Ja, vi bukkede
under for kedsomheden, indrømmede de slukøret.
—
Folkedans! Folkedans! Folkedans! lød det taktfast fra studieværterne.
— Men nu har I i
stedet bevist at I kan synge mod skumslukker, opmuntrede jeg dem.
Flere i koret så
taknemmeligt på mig.
— ”For he’s a
jolly good fellow”, begyndte de syvstemmigt, men jeg hævede hånden
afværgende. For det vil jeg ikke udsætte jer studieværter for. I har
rigeligt udfordringer allerede. Derfor vil jeg stoppe nu.
— Folkedans!
Folkedans! Folkedans! lød det taktfast fra studieværterne.
— Meget morsomt,
sagde jeg bare og holdt i øvrigt min kæft mens jeg søgte mod udgangen
som jeg fandt spærret.
— Vi har hørt at
du har det med at stikke af hurtigt, sagde en Hitleragtig studievært
som råbte usædvanligt højt selv om han stod lige ved siden af mig. —
Derfor har vi låst dørene. Du hænger på den.
“Studerer
din teknik med at få alt det irrelevante til at fylde det hele. Du skal
være den bedste i landet.”
— Det er rigtigt
at jeg er kendt for mine hurtige exitter, indrømmede jeg. — De kommer
næsten altid uventet.
— Netop, sagde
markskrigeren som i øvrigt hed ”Odense nede. Vi råber derfor
nyhederne”. — Bag på alle.
— Mest mig selv,
lo jeg for at vinde tid. Jeg havde set at et vindue stod på klem ud til
et buskads.
— I øvrigt er det
officielle emne bare et dækemne, fortsatte ”Odense nede”. — Vi studerer
din teknik med at få alt det irrelevante til at fylde det hele. Du skal
være den bedste i landet. Og vi er ikke blevet skuffet. Topledelsen er
også til stede. Du har fundet den hellige gral for moderne TV. Glæd os ved at
fortsætte foredraget imod enhver lagt plan.
Jeg skrev mig det
åbne vindue bag øret og fulgte ”Odense nede” tilbage mod podiet.
Dem der var til
stede ved forrige foredrag, ved at jeg undslap snart efter.
Og hermed er jeg
så kommet frem til det foredrag jeg skal holde til jer nu. Og jeg skal
gøre det kort. Med et enkelt ord.
Tiden er nemlig
løbet fra os.
”Gør det ikke! Tak
fordi I kom”
[En mandlig
studievært der ligner en pantelåner som om lidt sender rockerne ud for
at indkassere: — Hvad er det vi ikke skal gøre?]
Beklager. Tiden er
udløbet. Tak fordi I kom.
|
