|
Det er ikke meget der vides om hans liv. Lige
så gavmildt han delagtiggjorde sine omgivelser i sine meninger, lige så
sparsom var han med oplysninger om sin egen biografi. Vi kender kun de
spredte privatlivsdetaljer som indgår i visse af foredragene.
— Hvis først mit
hemmelige liv bliver offentliggjort, hvor er jeg så henne? sagde han.
Hans ideal var at
han kom, holdt sit foredrag – og så drog afsted igen:
— Hvis først folk
lærer mig at kende, hvor vil så ikke mediegalskaben føre os hen? Det er
mine meninger der kan gøre godt. Min person er ren støj.
Rigtigt, måske.
For ingen kendte ham. Selv jeg kunne kun få lov til at følge ham fordi
det var et forskningsprojekt.
Men jeg fik aldrig lov at følge ham hjem. Han sendte en sms med adresse
og tid for foredraget. Så kunne jeg møde op ”hvis jeg gad.”
Provokationen var karakteristisk.
Nogle
foredrag ophørte næsten inden de var begyndt. Det gjorde pauser
meningsløse.
Han var ellers en
indadvendt, ret tavs mand. En grel modsætning til den han var på
talerstolen. Vi tilbragte pauserne sammen, så jeg kom efterhånden lidt
ind bag hans facade.
Men ofte holdt han
slet ingen pause. Nogle foredrag ophørte næsten inden de var begyndt.
Det gjorde pauser meningsløse. Andre foredrag kunne vare timer uden at
han tog pauser. Men når han holdt pause, tilbragte jeg dem sammen med
ham.
Da jeg mødte ham,
kunne han mageligt leve af sine indkomster som foredragsholder. Han var
booket op 2 1/2 år frem, selv om han havde et noget blakket ry. Han var
ikke ublu i sine priser, men modsatte sig heller at man betalte ham.
Kontant, på stedet.
— Jeg taler til I
betaler, sagde han engang i Thisted.
Så kom pengene
hurtigt på bordet. Allerede ved den første mønt på bordet stoppede han,
også selv om han var midt i en sætning. Han var professionel.
— En
foredragsholder som opgiver sin frihed til at stoppe, vil snart også
miste resten, sagde han engang i en pause på Koldingfjord
Konferencecenter.
— Men de betaler
dig og forventer at du udfylder tiden, sagde jeg.
— Udfylder tiden,
vrængede han. — Netop. Det er det jeg aldrig bare vil. Det er en
prostitution jeg nægter at udføre. Et foredrag har sin nødvendighed
ellers må det stoppe. Intet er mere afskyeligt end disse tvangstalere som
har lært alt udenad og taler efter urskivens gang. Jeg lover derfor
aldrig andet end at jeg kommer, og at jeg begynder. Og at jeg stopper,
men aldrig at jeg afslutter.
Men de er velkomne til at stille spørgsmål. De ved at jeg aldrig har
været ude af stand til at tale ud fra noget spørgsmål.
Han var en
ejendommelig blanding af noget gennemrationelt og regelbundet og så
noget oprørsk, uforudsigeligt.
Umiddelbart kunne
man tro at det var udslag af en ulykkelig, uharmonisk personlighed. Men
når man lærte ham nærmere at kende, fandt man ud af at de to ekstreme
sider af personen eksisterede i perfekt balance – som to sole der
cirklede om hinanden. Forsøg på at føre dem nærmere sammen ville føre
til systemets undergang og livløshed.
— Jeg ender som et
sort hul, udbrød han
engang efter et foredrag i Slangerup Missionshus da jeg fulgte ham til
bussen. Han kørte altid med de offentlige transportmidler til og fra
foredrag. Det var et princip.
— Suger alt det
til mig som jeg har udspyet igennem et langt liv som foredragsholder.
---Der er
så megen storslået skønhed i et sort hul. Jeg har besøgt så mange sorte
huller i mit liv som aktiv foredragsholder
— Årh, helt så
slemt behøver det vel ikke at gå, sagde jeg. Det begyndte at regne.
— Slemt? sagde han
og så desorienteret på mig. — der er så megen storslået skønhed i et
sort hul. Jeg har besøgt så mange sorte huller i mit liv som aktiv
foredragsholder. Og til sidst vender alle foredragene tilbage.
Fuldstændig som hele universet: Vi kollapser og ender i det samme punkt
som vi begyndte i. Det er smukt. Og alle de tilhørere jeg har haft, vil
også klaske ind i mit sorte hul. Hvordan kan et enkelt menneske rumme
sine flere tusinde tilhørere gennem tiderne? Men jeg vil selv være ude
om det. Jeg kunne jo bare have holdt min kæft. Heldigvis vil selv de
smækfedeste tilhørere med de mest blævrende flæskefjæs være som
støvfnug på grund af min enorme tyngdekraft som presser alt sammen, så
her er plads til alle. Jo flere der klasker sammen i mig, jo flere vil
der derfor være plads til. Godt. Alle skal være velkomne. Lad os klaske
sammen!
Jeg nikkede.
— Men vi er stadig
i udvidelsesfasen, fortsatte han. — Det er først når jeg løber tør for
brændstof at mine fusioner stopper. Når
digressionerne svækkes,
styrkes tyngdekræfterne. Alt ender i et
punkt.
— Ja, sagde jeg.
— Det er når jeg
mærker at tyngden er ved at låse mig fast i et punkt, at jeg skifter
til noget andet. Eller stopper. Jeg må væk. Ellers er det hele færdigt.
Det er en stadig kamp mod tyngdekræfterne. Den dag jeg ikke kan flygte
ud ad tangenten, er jeg færdig. Så begynder sammenklaskningen.
Efter at have
vinket farvel til ham mens han kørte væk i bussen, skrev jeg vores
samtale ned så nøjagtigt jeg kunne huske den.
Det var det
nærmeste han nogensinde kom på at forklare mig kilden til sin
foredragspraksis. Sin energikilde. Normalt fremhævede han ellers at det
var et tilfælde der gjorde ham til foredragsholder.
Han gav
ordet ’dialektik’ et nyt, uforudset indhold
Det var det måske
også. Men der var gennemgående raffinementer som ledte tanken hen på
nøje planlægning. Fx denne særlige omvendte taleart hvor han brændende
forsvarer et synspunkt på en måde som overbeviser mere og mere om at
det modsatte synspunkt er rigtigt. Han gav ordet ’dialektik’ et nyt,
uforudset indhold.
Og det var derfor
jeg fattede forskningsmæssig interesse for ham. Jeg ville finde hans
formel. Det vil jeg stadig.
Hans argumentation
var dristig og uforudsigelig. Altid båret af rene, stærke følelser.
Altid centreret om væsentlige emner, men i alle retninger.
— Der er vel 10,
højst 20 emner det er værd at tale om, betroede han mig engang i
Vorbasse. — Og jeg taler aldrig om andet. Det ville være tidsspilde.
Men det er jo ikke til at holde ud for nogen, så jeg varierer de 10 til
20 gamle travere så meget jeg kan. Ofte er det ikke nok, så må jeg
variere mere end jeg kan. Ikke emnerne, for de ligger fast. Det eneste
jeg kan variere, er alt det andet. Sidespringene er nok min varigste
indsats. Og de er væk så snart jeg vender tilbage til emnet, hvis jeg
kan huske det. Ellers varer de ved. Et rent helvede. En ørkenvandring
mod en slutning på et ukendt emne. Som livet. Af samme grund har jeg
været nødt til at lære en totalafslutning udenad som kan bruges på
ethvert emne. Livets mening inden det hele er forbi. Ofte når jeg det
ikke.
Hans
indfaldsvinkler overraskede fra første ord.
Foredraget var kun
få sætninger gammelt før ingen vidste hvor det bar hen. Og man var så
opslugt af at digte med at man glemte hvorfra man kom, og hvortil det
hele egentlig tjente. Således var det at være tilhører: på vej fra et
sted man havde glemt, mod et sted man end ikke anede eksisterede. Og
som man efterhånden fandt ud af at heller ikke foredragsholderen kendte.
Det er efter et
betydeligt folkeligt pres at hans foredrag hermed udgives af én der
fulgte ham gennem mange år.
Han havde
omhyggeligt udarbejdede manuskripter,
men holdt sig næsten aldrig til dem. Der skete som regel noget som
inspirerede ham og sendte ham afsted i en uforudset retning. Og det er
det talte ord der gælder.
Var mest
tændt når han skældte tilhørerne ud
Heldigvis
medbragte jeg altid diktafon og tog noter, bl.a. gode råd han gav til
foredragsholdere. Derfor giver det følgende et rimeligt realistisk
indtryk af foredragene som begivenheder. Men for de titusinder som
oplevede ham live, kan det aldrig
blive andet end en bleg afglans af den dramatiske kæde af
fødselsøjeblikke som foredragene var.
Det er ikke for
meget sagt at han var elsket. Men han var også hadet.
Det hang sammen
med at han var mest tændt når han skældte tilhørerne ud. Han brugte
udskældninger som narko. Men det kostede.
— Holder du
foredrag? spurgte han mig engang.
— Næh, men jeg har
engang forsvaret min ph.d.
— Hvis du synes
det er ved at blive kedeligt, så skæld ud, fortsatte han. — Mange tror
det er bedre at fedte. Nej. Giv dem et møgfald som de aldrig glemmer.
Så stryger tiden af sted.
— Er du ikke bange
for at blive upopulær?
— Mine
digressioner bliver aldrig bedre end når jeg raser. Det forstår folk.
Ofte råber de ”Skæld os ud!” Komplet sygeligt. Det myldrer med
retoriske sadomasochister i
landets foredragssale. De kræver at det gør ondt.
Man kunne let
finde foredragsholdere med en mere glat, professionel iscenesættelse.
Med mere moderigtige meninger og med langt større overensstemmelse
mellem det sagte og det intenderede indhold i deres foredrag. Og
sikkert også med større betydning for dansk åndsliv og folkelig
rejsning.
Men man fandt ikke
andre som ham.
|
