|
Tak,
fordi du spørger,
for det får mig til at tænke over ting som jeg ellers ikke har tænkt
nærmere over. Det enkle svar er, at jeg siden jeg var ca. 20 år har
satset på at blive forfatter. Men ikke bare en forfatter som skrev
bøger. En forfatter som solgte bøger.
Da
jeg så ved mødet med universitetet hurtigt indså at filosofi, som jeg
studerede de første 3 år på universitetet og har som bifag, var
brødløst, valgte jeg danskfaget, som i høj grad handler om danske
forfattere, altså sådan én som mig, mente jeg selv allerede dengang.
Selvom jeg aldrig havde fået noget antaget hos et forlag. Og allerede
dengang havde James Joyce og Samuel Beckett som mine litterære
inspiratorer. (Det eneste, jeg havde fået udgivet, var et langt, John Lennon-inspireret, fiktivt interview med en reaktionær professor i
studenterbladet Q, 1968).
Og
et par år senere blev jeg så ansat på universitetet ved danskfaget
efter at have skrevet et absolut ikke-litterært, sprogvidenskabeligt
speciale med titlen Sætningsskemaernes Teori. En skitse til
en analytisk beskrivelse af dansk syntaks. Og et par år
senere udkom så min første bog, Vælgeren og partiprogrammerne,
og blev en pæn faglitterær succes.
Hvis
du ser spalte 4 i oversigten over bøger i mit forfatterskab,
så fremgår det at jeg i løbet af forholdsvis få år (1973 – 96), havde
afprøvet stort set alle mere eller mindre akademiske boggenrer. Og det
havde lært mig, at jeg især tændte på genre-eksperimenterende,
formidlende fagbøger som – ud over Manipulation I. En håndbog
-- omfattede Sprogets vej til sindets fred
I, Snyd ikke dig selv ved eksamen
I, Skriv bedre opgaver I. Og
den humoristiske roman Aktiv seer eller: Hvordan jeg lærte at elske
politikerne. Alle bøger som havde scoret pæn
omtale og/ eller godt salg.
Alle
disse bøger havde også lært mig at det, der vækker pressens interesse
for mine bøger, er, at jeg optræder som oprørsk universitetslektor.
Universitetslektor, fordi det sikrer bøgernes faglige kvalitet.
Oprørsk, fordi bogen så har en klar, kontroversiel pointe som det er
let for journalister at interviewe mig om, og anmeldere at tage
stilling til.
Men
aldrig et bittert, hadsk oprør. Altid oprør med let til fræk,
respektløs humor, som det passer sig for en oprører som kæmper for det
gode = læsernes livskvalitet og evne til at overleve.
Oprørsrollen
og appetitten på at udfolde mig på grænsen mellem de interne
faglitterære genrer og formidlende genrer til befolkningen havde jeg
tidligt hentet på universitetet hos professor i dansk sprog, Erik Hansen.
Ham kan jeg aldrig takke nok for inspiration til – som
universitetsansat -- at turde kaste mig ud i provokerende fagbøger til
almindelige mennesker. Jeg har altid følt at de udadvendte bøger jeg
skrev, simpelthen var en mere provokerende udgave af en danskfaglig
tradition som han var ophavsmand til.
Det
korte svar på dit spørgsmål om hvad der ligger bag mine
skriveprocesser, da jeg skrev bøgerne Manipulation og Netværk på godt og ondt, er,
at jeg
intet problem har med at spille denne oprører dag efter dag i de mange
måneder det tager at lave bøgerne. Jeg synes det er skægt, og glæder
mig mere og mere til at blive færdig med bogen, fordi min tro på at
have ramt den produktive balance mellem saglighed, brugbare råd og
inspirerende humor vokser dag for dag.
Det
helt korte svar er måske, at hverken universitetet eller den litterære
institution nogensinde har fået pillet mit oprør ud af mig. Et oprør
som formentlig skyldes, at min mor tidligt lærte mig at jeg var noget
særligt. En kærlig indoktrinering som stadig holder. Jeg er derfor aldrig faldet
rigtigt til patten nogen steder efter min mest spæde barndom. Men begge
institutioner har været nødvendige som grundlag for det oprør som jeg
har udført med enhver af mine faglige og fiktive bøger.
Så jeg er dybt taknemmelig over for begge. Læs eventuelt mere om det i Det, jeg aldrig kan gå ud med. Mit forfatterskabs
uanstændige dagbog.
|
