|
Flere
undersøgelser havde vist, at stadig færre unge mennesker gider læse en
ordentlig bog i dag. Og det ville kun blive værre de kommende år. Folk
vil have krimier, biografier om kendte, især studieværter på TV og
kongelige, og bøger med sund mad eller om, hvordan man får succes uden
at gå ned med stress. Og selvfølgelig bøger om hunde og andre husdyr.
Både mine litterære universitetskolleger
og forlagsbranchen var fortvivlet.
Og en splinterny undersøgelse havde
vist, at bøger keder mere og mere, uanset af hvilken art de er. Folk
savner en skærm med billeder og lyd. Når de finder noget i en bog, som
interesserer dem, så sætter de fingeren på det og presser. Og bliver
sure, hvis der ikke straks popper alt muligt tant og fjas op på
papiret.
— Det, vi skal, sagde formanden for
udvalget, Lennart Ladeport. — Er at indføre kedsomhedsknapper i
bøgerne. Ligesom de lige har gjort på Nationalmuseet.
Flere nikkede alvorligt.
Simon Foxtrot, som ud over at være
professor er toneangivende anmelder i dagspressen, så bekymret ud og
rystede på hovedet.
— Ren idioti, sagde jeg fnysende. — Hvis
man ikke mere kan sove på Nationalmuseet eller med en god bog, hvor
finder man så fred?
Alle så trætte og irriteret på mig.
Idioterne forstod ikke engang, at det
var en vittighed.
Efter jeg har fået min psykiske
diagnose, kan jeg heldigvis gøre, hvad jeg vil. Og det gør jeg også. De
er selv ude om det, narrehovederne.
Latterligt, at fordi man siger
sandheden, så får man diagnosen ”selvhævdelsespsykotisk
aggressionssyndrom”. Alt, hvad jeg siger, er nu blevet til
sygdomssymptomer. Godmorgen!
Sandheden er, at jeg er
sandhedsterrorist. Med stor succes. Systemet skælver. For terrorisme
virker. Ikke kun ude i virkeligheden, men også på universitetet.
Man har ikke givet mig nogen
alternativer. Senest har man sendt mig en umulig ph.d.-studerende på
halsen med et projekt om IT-producerede seksuelle samtaler. Latterligt.
Da jeg protesterede, blev jeg tvunget.
Ellers ville jeg blive fyret. Det er straffen for at være langt fremme
med IT. Både Foxtrot og Ladeport vader i ph.d.-studerende, der dyrker
dem som guder. Men alligevel skal de have hjælp til at scanne en tekst
og kopiere en fil.
— Men de har mange erfaringer med
seksuelle samtaler, sagde jeg til institutlederen. — Og ikke kun
samtaler.
— Det er der jo så mange, der har, sagde
hun. — Men du er den på instituttet, der har størst erfaring med at
skrive kode. De andre skriver udelukkende i klar tekst.
— Klar tekst? gentog jeg. — Hvornår er
de begyndt at skrive klare tekster?
— Du har tidligere afvist at vejlede
ph.d.-studerende, som ikke kan sætte kommaer, fortsatte institutlederen
med et svagt lidende smil.
— Det manglede bare, sagde jeg. — Det
burde alle have lært i underskolen.
— Ja. Og hende her kan faktisk sætte
kommaer.
— Mmh. Må jeg se hendes ansøgning?
— Desværre har jeg den ikke liggende her
på bordet. Men Hasebarth sad i bedømmelseskomitéen, og han har fortalt
mig om det. Havde aldrig oplevet noget lignende.
— OK.
— Hertil kommer, fortsatte
institutlederen uanfægtet. — Denne ph.d.-studerende er finansieret af
penge fra den særlige institutfond, hvortil licens-indtægterne fra
brugen af jeres såkaldte bullshit-generator Algot går.
— Bullshit-variator,
rettede jeg. — Vi kombinerer kun gammelt bullshit til nyt. At sige
andet er bullshit.
— Ja ja. Men det er flere millioner euro
årligt. Derfor er det nærliggende, at du vejleder. De to andre i
bullshit-projektet er ude af billedet. Kuller er ikke mere ansat, og
Hasebarth sidder i alle mulige kommissioner og udvalg. Desuden er du
den eneste senior-lektor uden en ph.d.-studerende.
— I er selv ude om det, sagde jeg.
Jeg var
helt tør i munden over at høre, hvor mange penge de havde narret fra
mig og de to andre bag Algot ved at lede alle bullshit-indtægterne ind
i en fond til fremme af unge talenter. En svinestreg.
Institutlederen hev luft ind for at
irettesætte mig, men så ringede hendes telefon, og hun tog den, mens
hun nikkede afsluttende til mig og hviskede: — Vi tales ved.
Det er også derfor, jeg skriver tingene
ligeud her i denne formidlende rapport om mit projekt. Jeg har fået
nok. De er selv ude om det. Dette skal ikke være en af de sædvanlige
løgnerapporter. Det skal være sandheden. For en gangs skyld.
Aftalen med universitetet er, at bare
jeg følger behandlingen og vejleder min ph.d.-studerende, så beholder
jeg min lektorstilling indtil videre.
Behandlingen er, at jeg skal sidde og
sludre med Alice om mit liv en gang om ugen. Kedsommeligt, men hvad gør
man ikke for at bevare sit job? Og de har magten. Og har stjålet alle
indtægterne fra Algot fra mig. Derfor sidder jeg stadig her i sumpen.
Algot var min sidste chance for at slippe ud af dette galehus og leve
et liv i rigdom.
Komisk, at de regner med, at det, de
kalder min sygdom, en dag går over. Sandheden er, at de ikke kan finde
en bedre IT-lingvist i Nordeuropa. I hvert fald ikke offentligt ansat.
Men det bliver de nødt til, når denne rapport udkommer som bog og
bliver en succes, som gør mig uafhængig. Endelig får jeg min frihed. De
skal ikke få succes med igen at franarre mig de indtægter, som gør mig
fri. De kan rende mig. Det bliver en kioskbasker.
*
Der er sket meget
i maskinel tekstproduktion, siden jeg og Max Kuller lavede det danske
kommateringsmodul til De Europæiske Fællesskabers oversættelsesprogram.
Og Kullers og mit danske
kommateringsmodul dannede skole for andre lande, bortset fra
Storbritannien, som altid lod som om de ikke kunne finde ud af at sætte
komma efter tysk forbillede. Barnligt. Men nu er de så ude med Brexit,
og så er det problem løst.
Og komma-succesen fortsatte med
Hasebarths, Kullers og mit fælles projekt med at udvikle en
bullshit-variator.
Vi ramte en guldåre. Det viste
sig, at der i EU-systemet var en kæmpe efterspørgsel efter
lynproduktion af ny bullshit-taler, som overgik alle de gamle. Alle
ledere helt ned til kontorchefer havde hele tiden brug for talepapirer,
som ikke måtte fornærme nogen, men tværtimod skulle skabe begejstring
blandt alle, uden at de bandt taleren til noget konkret.
Alt gik allerede
dengang ad helvede til i EU. Derfor var behovet for verbal
optimismespanking enormt. Det tændte Hasebarth, Kuller og jeg straks
på.
Vi havde i årevis kørt offentligt
støttede kampagner med titler som ”Tænk klart!”, ”Skriv ligeud!”,
”Bekæmp manipulation!” Alt sammen uden målbare forbedringer. Tværtimod
blev alt tydeligt værre.
Det hånede skønlitterære fyrtårne som
Foxtrot og Ladeport os jævnligt for. De tjente imens formuer på at
anmelde skønlitteratur i dagspressen og levere konsulentydelser til
store forlag og fonde, som støttede selv de mest håbløse projekter.
Men det er klart, at litterære tågehorn
ikke kan se værdien i metoden. De taler altid om store ting som skæbne,
livsmening og kunst. Rent bullshit – ud fra enhver klar og nøjagtig
definition af hvad bullshit er. Men fordi de aldrig præciserer noget
som helst, så kører deres opgejlede plidder pladder i sløjfe og skaffer
dem hædersmedaljer og store indtægter.
Jeg havde håbet, at jeg kunne holde
disse personer, specielt min rival, Lennart Ladeport, ude af denne
populære, formidlende rapport om mit projekt. Men det går altså ikke.
Det var min meget livagtige forestilling om deres stille hoveren, hvis
jeg blev endegyldigt fældet, som fik mig til at fortsætte, hver gang
jeg fik anfægtelser.
Muligvis ville Ladeport også få
Hasebarths professorat, hvis jeg opgav – selv om han snedigt foregav
ikke at være spor interesseret.
Nogen videre produktion har han ikke,
men han er meget populær.
Måske hænger de to
ting sammen.
Læste engang noget, han havde skrevet.
Hed noget i retning af ”Introduktion til følsomhed”. Brugte Bamse og
Kylling fra børne-TV som eksempel hele vejen igennem.
”Bamse og Kylling!” Min mor så ofte
programmet og havde fortalt mig udførligt om karaktererne, især
Kylling, som hun fandt, var en stor personlighed. Så jeg skulle lige
se, hvad Ladeport kunne bidrage med. Der var vist to videnskabelige
referencer. Én til Hasebarth, som han hyldede, og én til mig, som han
ret indpakket tog afstand fra. Men i fjorten dage kunne man ikke åbne
for TV uden, at han viste sig som ekspert. Vammelt.
Men jeg må ærligt tilstå, at jeg ikke
hader ham nær så meget som for nogle år siden.
Det lykkedes mig efterhånden at
kanalisere min græmmelse og mit had til Ladeport ind i frugtbare baner:
Jeg
kastede mig over mit doktorprojekt med at anvende Anthony Upps episke
kvanteteori på danske medieforhold. Det var efter mit
skøn den mest effektive måde at få dødeligt ram på Ladeports
middelmådedige forskning på. Og efterhånden som projektet skred frem
med rimeligt held, blev jeg mere og mere taknemmelig over for Ladeport,
fordi jeg jo skyldte ham min iver og overmenneskelige koncentration om
opgaven.
Jeg kunne blive så blidt stemt, at jeg
faldt af på forskningen. Men så sørgede jeg for at støde ind i ham, og
min iver vendte styrket tilbage.
Vi var altid meget høflige og venlige,
ja nærmest kærlige, over for hinanden, når vi mødtes. Objektive
iagttagere af vores samvær ville tro, at vi var venner.
Han var gerne omgivet af en broget
kødrand af studenter, selv når han færdedes på gangene. Det var ikke
muligt at undgå at bemærke, at de berørte hinanden mere end normalt.
Sandsynligvis havde han også kønslig og lignende omgang med dem,
enkeltvis og i flok, uden køns anseelse.
Men det var nu aldrig lykkedes mig at
overraske ham i en sådan situation. Heller ingen metoo-klager. Men
mange kardinaler i den katolske kirke er jo også først blevet dømt for
pædofili årtier efter udåden skete.
Engang, jeg var braset ind på hans
kontor, fordi jeg var overbevist om, at der foregik noget, havde de
bare siddet og spillet kort, ham og så Vera Wahr, en studine som havde
svigtet mig som specialeskriver til fordel for ham.
— Nej, er det dig, Herman, udbrød han. —
Kan du spille gris?
— Undskyld, sagde jeg. — Men det var den
eksamensopgave, jeg ville tale om. Jeg ser ind lidt senere.
— Men Herman ...
Jeg lukkede døren.
Meget bedre gik det ikke med
bullshit-projektet.
Ganske vist nåede vi hurtigt langt med
at proppe gamle bullshit-taler ind i computeren og få nye ud, som
faktisk lød, som om de var helt friske. Men så stoppede man pludselig
projektet.
Ikke fordi det var en fiasko. Tværtimod.
Vores
program bevirkede i løbet af få måneder, at kommissærer og ansatte –
især fra nordeuropæiske lande – blev så gode til bullshit-taler, at
kommissærer og ansatte fra andre sprogområder på Balkan og i Grækenland
tog sig ekstra sølle ud. Vi bønfaldt om
flere ressourcer til et Balkan-modul, men projektet var desværre
sluppet ud i pressen og havde skabt skandale.
Det spillede også ind, at Kuller i
mellemtiden havde lavet bestselleren Fedt dig
frem! som formidlede vores bullshit-algoritmer til alle i
hans særlige friskfyragtige stil. Og med komiske eksempler. Den var
blevet så stor en succes, at han – ud over at forlade vores projekt –
forlod universitetet og i flere år kommenterede alting på TV. Forræder.
*
Kullers personlige
succes ødelagde projektets gode ry så meget, at ikke engang den danske
regering ville bruge vores bullshit-variator. I hvert fald ikke
officielt. Heller ikke selv om vi tilbød dem at kalde den
”Pep-talk-inspirator.”
Men det var med betydelig stolthed, at
Hasebarth og jeg hvert år overværede
dronningens nytårstale, som Algot i hemmelighed har produceret i flere
år, end de fleste forestiller sig. Efter særlig mundtlig aftale med
Statsministeriet.
Hasebarth sagde efter sidste nytårstale,
at han var begyndt at løbe kondiløb hver dag. Af hensyn til pensionen.
Med høretelefoner med rytmisk musik.
— Men også med dronningens nytårstaler,
Herman, sagde han leende. — Dem, Algot har lavet. Og de virker, når jeg
er ved at opgive. Du bør også holde dig i form, så du kan få mest
muligt ud af dine pensionspenge. Vi må alle løbe for pensionen.
— Jeg har cyklet i mange år, sagde jeg.
— Jeg måtte opgive cyklen, fordi hjelmen
altid ødelagde frisuren.
— Jeg cykler uden hjelm.
— Chancerytter! lo Hasebarth.
Og så meddelte han, at hans mange
kommissioner og bedømmelsesudvalg desværre ikke mere levnede mulighed
for, at han brugte tid på Algot.
Så nu er det kun mig, der i min fritid
stadig udvikler Algot. Ikke noget, der giver en orden eller indtægter,
da alt selvfølgelig er top secret.
Men der er også andre ting, der tæller end ordner og titler. Sådan må
det være, når man elsker sit arbejde, og universitetet ved et kup har
fået alle rettighederne.
Det går tjept. Fra jeg trykker på
knappen, går der vel højst tre minutter, før Algot spytter årets helt
nye nytårstale ud. Vi har allerede alle de gamle liggende i
maskinlæsbar form. Også TV-billederne. Hvis Hendes Majestæt bliver
forhindret nytårsaften, så kan vi derfor teoretisk set alligevel bringe
nytårstalen, uden nogen mærker, hun ikke selv er til stede i fysisk
forstand.
Og nu er
det så ude. Dumt. Men jeg er nødt til at gøre denne rapport hudløs
sand. Den skal svare så nøjagtigt til virkeligheden som muligt. Derfor
er jeg nødt til at røbe alle løgne og fortielser.
Denne rapport er nemlig ikke kun
formidling til den danske befolkning. Den er først og fremmest input
til en computer, der skal træffe en beslutning af største betydning.
Hvis denne rapport ikke fortæller sandheden, hele sandheden, og kun
sandheden, så bliver computerens beslutning heller ikke den rigtige,
fordi inputtet er råddent.
Efter inspiration fra det litterære
bønnemøde kastede jeg mig ind i arbejdet med at udvikle Algot til Algot
version 2, så man i stedet for gamle nytårstaler, fyldte ældre
skønlitteratur ind og fik spritny litteratur ud. Jeg hjemlånte fra
eReolen seneste bogsæsons mest solgte skønlitterære bøger, hackede dem
uden besvær – rystende at man ikke sikrer sig bedre mod den slags -- og
indlæste dem i Algot.
Tanken var særdeles nærliggende. Jeg
kendte jo algoritmens overvældende evne til at forny gammelt bullshit.
Og selv om det ikke handlede om bullshit, men litteratur, så handlede
det stadig om at skabe nyt ud fra gammelt og velprøvet. For algoritmen
er det hip som hap.
Alligevel gav projektet store skuffelser
i begyndelsen.
Det første skønlitteratur, jeg kunne få
algoritmen til at frembringe, var kæder af helt meningsløse brokker, ja
ikke engang ordene kunne med sikkerhed bestemmes som danske. Det kunne
se således ud:
Hark!
Tolv two elf
kater ten (it can’t be) sax
Hork!
Pedwar pemp
foify tray (it must be) twelve.
Ren gylle, bortset
fra udråbstegnene og parenteserne.[i]
|
