|
Politikerne taler
og handler for at få vælgerne til at synes, at de har fire dyder
·
ærlighed, dvs. at det, man
siger, faktisk er sandt, og at det, man lover, faktisk holdes
·
idealisme, dvs. at det, man
siger og gør, er drevet af hensynet til andre mennesker eller indgår i
en velgørende, idealistisk bevægelses aktiviteter
·
stabilitet, dvs. at man
handler og taler med sammenhæng og konsekvens, som tegner en fast
identitet, herunder at personer i samme parti eller organisation ikke
siger noget forskelligt om væsentlige ting
·
kompetence, dvs. at man er
inde i sagerne (sagkompetence), og at man kan kommunikere til
almindelige mennesker (kommunikationskompetence).
Hver gang en
politiker optræder, gælder det om at score disse dyder – uanset hvilket
konkret mål politikeren i øvrigt måtte have.
Disse dyder er enhver vælger kompetent
til at vurdere hos politikeren. Og disse dyder er på spil ved hver
optræden, uanset hvilken sag der er den officielle grund til, at
politikeren optræder. Dydstaxametret tikker
altid. Derfor står og falder en politiker med sine dyder. Sager kommer
og går. Men dyder består.
Af dyderne følger vinderreglen:
|
Få altid det, der
sker, til at se ud som en sejr for dig.
|
Vinderreglen
følger direkte af jagten på kompetencedyden. Jo flere
mål man når, jo mere kompetence scorer man. Og jo færre nederlag man
har, jo mere scorer man. Derfor konkurreres der om at være mest mulig
optimist og
udstråle energi og aldrig ligne en taber. Herved scores samtidig
idealismedyden: Man tror det bedste om sine medmennesker og om
fremtiden. Kun katastrofer og fejl, som ikke kan skjules i sproglige
tåger eller på anden vis bortforklares, må erkendes som nederlag for at
undgå, at man også mister point på ærlighedsdyden.
Vinderreglen gælder ikke kun politikere,
men også studieværter og kommentatorer. Det er langt mere stimulerende
for vælgerne at være i selskab med energiske optimister, end med
figurer, der er præget af sortsyn eller bare helt udtryksløse, således
som de første oplæsere i TV Avisen var i monopoltiden.
Hvis en pessimist eller taber optræder,
er det ikke en, der tilhører det faste personale, men en medvirkende i
en offerhistorie eller en tilfældig amatør f.eks. i en voxpop med
tilfældige mennesker på en gågade.
Dyderne gælder
ikke kun for politikere og andre optrædende. Dyderne bruger vi også til
at vurdere andre mennesker ansigt-til-ansigt i hverdagen. Derfor bruges
de automatisk til også at forstå politikere og politiske situationer
med.
Og heldigvis kan dyderne og den
historie, som politikeren indgår i, forstås og vurderes, uden det er
nødvendigt i detaljer at forstå den konkrete politiske sag, den
såkaldte politiske substans. Det er det, der
gør demokrati muligt.
Dyderne eksisterer ikke i sig selv. De
eksisterer kun i modtagerne. Det er modtagerne, der er dommer over
enhver politikers dyder.
Det betyder, at to politikere, som er
afhængig af to forskellige grupper blandt tilskuerne, kan optræde vidt
forskelligt for at erobre samme dyd.
Flere af dyderne
har USA's præsident, Donald Trump, tilsyneladende
et utraditionelt forhold til. Det kan se ud, som om han nærmest søger
væk fra dyderne, ja bekæmper dem aktivt.
Det er sådan det politiske establishment
opfatter ham: Gang på gang begik han tilsyneladende i begyndelsen af
sin kamp for at blive præsidentkandidat grove fejl, som ødelagde hans
dyder, og som derfor ville fælde ham. Men til alle etablerede mediers
undren blev han ved med at vokse og blev præsident.
Det skyldes ikke mindst, at medier,
kommentatorer og analytikere systematisk fejlvurderede hans brug af de
fire dyder. Fordi de fejlvurderede den gruppe, han appellerede til.
Enhver dyd, som en
mand (eller kvinde) måtte have, er udelukkende en dyd, som en bestemt
gruppe opfatter, at han (eller hun) har. Og Trumps målgruppe er jo
netop ikke The Establishment, som også omfatter lederskribenter og
førende kommentatorer.
Trumps målgruppe
hader det politiske establishment og afskyr dermed også politikeres
traditionelle håndtering af de fire dyder.
I Danmark er vi vant til, at ca. 87 % af
de stemmeberettigede stemmer ved vores landsdækkende valg. I USA er man
glade, hvis man når 50 %. At Trump scorer præsidentposten med sin
særlige håndtering af dyderne, skyldes, at denne halvdel af vælgerne,
som almindeligvis står ret fremmed for selv en minimal deltagelse i
politik, aktuelt er gjort ekstra aggressive ved globalisering,
indvandring og en, ifølge dem, passiv og svag præsident Obama.
Det er disse
vælgere, som Trumps utraditionelle, politiske figur fænger blandt. Hans
løfter, f.eks. om at bygge en mur til Mexico og lade mexicanerne betale
den, vil være dødelige for en ordinær politiker, fordi løftet jo straks
vil nedbryde en ordinær politikers ærlighed og kompetence. Enhver kan
se, at det ikke kan lade sig gøre i praktisk politik. Men når Trump
igen og igen lovede det i sin kampagne, vakte det stor jubel – med
klimaks, når han også lovede, at Mexico selv skulle betale den.
Der skal nok være enkelte af tilhørerne,
der tror, at det skal lykkes at få bygget og betalt muren således. Men
det, folkemassen jubler over, er Trumps oprør mod de traditionelle
fedtspillende politikere og deres artige, rituelle dans om dyderne og
den medfølgende bullshit.
Det væsentlige ved enhver Trump-optræden
i kampagnen var den tætte kontakt, han etablerede og intensiverede til
folkemassen. Det skete ved at improvisere over nogle få, grove,
letfattelige løfter med en masse gentagelser.
Selvfølgelig kunne han ikke have lovet
hvad som helst, f.eks. medvind på cykelstierne, og alligevel have
opnået samme kontakt. Jublen over ham på hans velbesøgte valgmøder
byggede på hans dygtige fodring af hadet mod Washingtons politiske
elite med provokerende udspil. Hans løfte om Mexico-muren og de andre
løfter var faste akkorder, som han kunne improvisere meget frit over,
for hele tiden at skabe den tættest mulige kontakt til tilhørerne. Som
da Margrethe Vestager og Inger Støjberg udviklede deres figurer,
spillede substansen også for Trump en stor rolle. Men der skal meget
lidt substans i
grov udskæring til at skabe udtalelser, som vækker opsigt og scorer
dyder.
Når Trump vandt præsidentposten, var
det, fordi han fuldstændig suverænt med denne enkle teknik kunne skabe
en tæt kontakt til de folkemasser, som mødte frem for at få udløst
deres had og få håb om noget nyt.
Kun fordi
offentlig politisk debat er verbale slagsmål og ikke en slags akademisk
diskussion, kan Trump med succes sige snart det ene, snart det andet -
overdrevet i modsatte retninger, men altid overdrevet. Og af samme
grund kan han hele tiden ”go negative” og angribe enhver personlig
svaghed og dumhed hos sin modstander. Derfor praler han mere end
almindeligt over sin rigdom og sine (påståede) bedrifter. Og han gør
det med medvind – for hver gang, han optræder således, signalerer han
klart: ”Jeg er ikke som de andre (= dem i eliten, som I hader).” For
han gider i modsætning til dem ikke skjule, at den politiske offentlige
debat er et verbalt slagsmål. Og hans målgruppe elsker ham for det, og
har gjort ham til præsident.
Men der er stadig,
selv hos Trump, tale om de samme fire dyder – set med hans målgruppes
øjne. Han erobrer ærlighed ved hele
tiden at holde tæt kontakt til tilhørerne, reagere på alt, der sker i
folkemassen, og tale uden teleprompter og manus. Også hans intensive
brug af Twitter signalerer ærlighed og åbenhed med spontane,
følelsesstærke reaktioner. Som milliardær, der kunne leve fedt resten
af sine dage uden at gå ind i politik, blev enhver optræden i
valgkampen en demonstration af idealisme:
”Make America Great Again.” Han lovede stabilt
de samme fem-seks ting, hver gang han optrådte, og forsynede ved hver
lejlighed sin modstander med de samme nedladende tilnavne, f.eks.
”Crooked Hillary.” Og ingen tvivler på, at Trump er en yderst kompetent kommunikator, som når alle
tilstedeværende.
Jo mere adskilt tilskuerne er i sociale
klasser eller
parallelsamfund, jo tydeligere
vil det være, at ærlighed, idealisme, stabilitet og kompetence er
forskellige ting for de optrædende politikere. Det intensiverer
striden. Hvis der er meget had mellem grupper af tilskuere, så vil
dette had derfor blive afspejlet i de verbale stridigheder i
realityshowet. Det vil give mere fanatisme og
mindre humor i
replikkerne.
Identifikation med
politikerne er det, der bærer politik ud til almindelige vælgere.
Samtidig er det vælgerne, der afgør, hvor godt en politiker klarer sig.
Politik er altså et realityshow, hvor virkelige
personer, politikere, konkurrerer om at overleve. Og vælgerne
bestemmer, hvem der udgår af showet, og hvem der fortsætter.
Realityshowet går ud på, at forskellige politikerhold konkurrerer om at
få magten i landet, så de kan gennemføre deres løfter til befolkningen.
Politiske indslag i tv’s
nyhedsudsendelser er det, der bærer showet. Public service-tv kan løfte
ethvert emne op til at have landsdækkende betydning. Og public
service-tv kan vise politikere i fuld figur med ansigtsmimik,
betoninger, bevægelser og kropssprog.
Men omkring public service-tv’s
nyhedsudsendelser findes en sværm af konkurrerende medier, som indgår i
showet.
Det
politiske realityshow i tv’s nyhedsudsendelser er en kaotisk produceret
komedieserie med dårligt castede figurer i ret få kulisser uden action:
·
kaotisk
produceret, fordi flere manuskriptforfattere, instruktører og
produktionsselskaber konkurrerer om at spinne føljetonen i deres
retning mens den foregår. Hertil kommer, at de medvirkende ofte
improviserer for åben skærm.
·
Komedie fordi
1.
alle medvirkende
skal fremtræde som dynamiske vindere for at score idealisme og
kompetence.
2.
vælgerne frygter
fanatisme og ekstremisme. Det medfører, at de medvirkende skal pakke
alle hårde verbale angreb på hinanden ind i humor. Her vil store
desperate vælgergrupper, som føler sig uden for, dog finde håb i
fanatisme og ekstremisme og det vil give mindre humor i realityshowet.
3.
tv’s studieværter
skal score de samme fire dyder som politikerne, bl.a. ved at fremtræde
som dynamiske vindere med humor, charme og optimisme. Denne personlige
fremtræden bliver samtidig en løbende kommentar til begivenhederne, som
derved bliver en komedie.
4.
Vælgerne er
tryghedssøgende og kræver derfor, at skurke straffes, ofre hjælpes og
helte belønnes. Herved manes enhver trussel mod den bestående trygge
tilstand væk. Men store desperate vælgergrupper, som føler sig uden
for, vil finde håb i en ekstrem figur, som truer det bestående.
·
dårligt castede
figurer, fordi mange politikere slet ikke ligner den figur, de skal
spille, men noget helt andet. Thulesen Dahl f.eks. som nævnt en
bankmand. Løkke en handelsrejsende. Mette Frederiksen en skolelærer.
·
ret få kulisser,
som især er interiører fra Christiansborg, nyheds- og debatstudier.
·
uden action:
næsten alle episoder består i, at figurerne snakker.
Realityshowet
Demokrati er officielt nedvurderet og udskældt af den politiske elite
af eksperter og kommentatorer. I stedet dyrkes forestillingen om den
saglige argumentation, som alle vælgere egentlig burde forstå.
Den offentlige fortrængning af det
politiske realityshow sker bl.a. med denne begrundelse: ”Lad os nu ikke
undervurdere vælgerne.” Og: ”Vi bør undgå populisme.” Det
underforståede budskab er, at der indeni alle vælgere ligger en hel del
viden om og interesse for økonomi, jura, administration og diverse
tekniske anliggender, som jævnligt dukker op i politik.
Denne holdning dominerer i medier, i den
politiske elite – og derfor også i uddannelsessystemet. Derfor er denne
holdning indoktrineret i alle vælgere. I skolen har vælgerne lært at
foragte det realityshow, som gør politik let forståeligt. I steder skal
de elske og dyrke politik, således som landets højst 6 % politiske
nørder gør.
Og 6 % er højt
sat. Det svarer som nævnt til 250.000 af de i alt godt 4 mio. danske
vælgere, dvs. rundt regnet det antal seere som TV 2 News ”Mogensen
& Kristiansen” havde i sin storhedstid i det særligt fine
valgår 2011: 265.000. I 2012 faldt tallet til 233.000.
"Mogensen & Kristiansen" har indtil
videre været TV 2 News’ største succes.
2016 havde programmets afløser,
”Tirsdagsanalysen”, ugentligt
105.000 seere, heraf ca. 50.000 til første visning. Det blev overgået
af "Besserwisserne", der i 2016 sås
af ca. 125.000 ugentligt - heraf knapt 40.000 ved første udsendelse.
Til disse seertal for nogle af landets
mest populære politiske magasinprogrammer, kan man lægge den
kendsgerning, at cirka 180.000 danskere for øjeblikket er medlem af et
politisk parti.
Men det nøjagtige antal af politiske nørder i landet er ikke så
interessant. Det væsentlige er, at det er et lille mindretal af
vælgerne.
Det er en hån mod
landets mindst 94 % ikke-nørdede vælgere at pådutte dem en særlig viden
om og interesse for politik. Det er en arrogant undertrykkelse af
almindelige vælgere at tillægge dem egenskaber, som kun et særligt
interesseret mindretal har. Vælgerne i demokratiet er gode nok, som de
er. Alle vælgerne. Det er jo hele pointen.
Selvfølgelig undervises skoleelever også
i proces og historiefortælling. Men pointen i denne undervisning er at
advare mod spin. Eleverne lærer,
at der findes en højere, spinløs virkelighed, som man skal sætte sig
ind i. Og den findes i Nørdeland. Samtidig lærer man, at den offentlige
debat bør ligne en videnskabelig, saglig diskussion mest muligt.
Denne officielle
holdning i skolen stemmer med den officielle holdning blandt politikere
og i medier. Holdningen strider mod den politiske kommunikations
realiteter, som de kort beskrives her i bogen og mere detaljeret i Den politiske komedie.
Modsætningen mellem realityshowets
officielle værdier og dets realiteter, resulterer i et paradoks,
Forståelsesparadokset:
|
Den officielle
forventning om, at borgerne har ressourcer (uddannelse, tid,
motivation) til at fatte den politiske substans, strider mod den
politiske kommunikations realiteter. Denne modstrid udgør
forståelsesparadokset.
Paradokset manes væk ved hjælp af erklæringer, som hylder borgerens
dyder, og som tager stærkt afstand fra ”procesjournalistik”.
|
I stedet for at
lære eleverne, at de er for dumme og dovne til demokrati, hvis de ikke
forstår substansen, bør eleverne lære, at de er superkompetente. Og at
deres kompetence ligger et helt andet sted end i at være discount-DJØF ’er
og små professorer i statskundskab.
Vælgerne er eksperter i at vurdere det
politiske realityshow og dets personer på grundlag af et minimalt og
meget groft input af substans: Hvordan ligger figurerne på dyderne,
hvilke udviklingsmuligheder har de, hvordan klarede de et interview
eller en debat?
|
Det er ikke spor
mere indviklet at forstå politik end at forstå en tv-serie som
”Matador”, eller et realityshow som ”X Factor”.
|
Det er det
politiske realityshows store fortjeneste, at det på denne måde gør
politik interessant og forståeligt, uden at det er nødvendigt at
interessere sig for og forstå sagen.
Men ustandseligt
jamrer kommentatorer
og eksperter over realityshowet.
Jamrer over, at politikere jagter stemmer og medier modtagere. Og
hævder, at personer i politik er ret ligegyldige, mens substansen altid
får det sidste ord. Og længe leve Den store leder, som giver pokker i
stemmetal og gør det nødvendige.
Disse ”kloge Åge”r er dømt til altid at
jamre forgæves. For realityshowet er demokratiets vigtigste
institution. Og kommentatorer og eksperter indgår endda selv som
iøjnefaldende personer i showet – hvor de tappert opfører
forestillingen ”Mens vi venter på substansen og Den store leder.” Et
stykke, som er lige så absurd-komisk som Samuel Becketts berømte
teaterstykke ”Mens vi venter på Godot”.
Mere om kommentatorernes særlige
realityshow for nørder, ”Politik i dansktimen”, s. 73.
Men realityshowet
er ikke givet for evigt. Det skal praktiseres dagligt af os alle sammen
for at leve. Ellers er der let spil for dem, der møder frem med højere
sandheder og ekspertiser.
Hvis store grupper af vælgerne
lidenskabeligt tror på hellige tekster, ophøjede doktriner eller
oversanselige, guddommelige væsner, så er demokratiet i krise. Hvis man
har den absolutte sandhed, hvorfor så spilde tid på et dårligt
komedie-realityshow i tv’s nyhedsprogrammer? Så skal man jo i stedet
bede de særligt skriftkloge udlægge den hellige tekst eller eksperter
fortolke det oversanselige væsens planer og værdier. Eller simpelthen
bare handle på eksperternes bud uden at spørge befolkningen.
Og erstatte det kaotisk producerede
politiske realityshow med en veltrimmet, topstyret heltehistorie om
ledelsens fortræffeligheder. Sådan som man finder det i de topstyrede
medier i oplyst enevælde, præstestyre og diktatur.
Gennem trusler og
terror kan
selv ganske små grupper af selvmordsvillige fanatikere styre dele af
showet. De kan få medvirkende til at undgå visse emner og lade være med
at angribe dyderne hos ”Den store Leder som frelser”, som er helten i
den heltehistorie, fanatikerne tror på.
Tegneren Kurt Westergaard blev
i januar 2010 i sin dagligstue angrebet af en terrorist, som ville
hævne hans flere år gamle, satiriske tegning af profeten Muhammed. Men
i dansk presse så man ikke meget til tegningen i den anledning. For
Politiken, Berlingske Tidende og Jyllands-Posten enedes om
ikke at vise tegningen. Andre medier fulgte med, og også public
service-medierne holdt sig tilbage. Jyllands-Postens
daværende chefredaktør, Jørn Mikkelsen, forklarede
at
|
”truslerne er rykket tæt på, og de er
blevet meget håndgribelige. Bladet er nødt til at tage højde for, at vi
ikke kun kan tænke på os selv rent sikkerhedsmæssigt.”
Samtidig understregede han at avisen
rent principielt forbeholdt sig ret til at trykke tegningerne igen, for
”hvis vi ikke gjorde det, ville vi have tabt.”
|
Med lignende
begrundelser vil medier, medvirkende og kunstnere og andre, som
deltager i det politiske realityshow, kunne indføre selvcensur, som vil
holde en åndelig, politisk lederfigur fri for angreb.
På denne måde opnår en meget lille,
fanatisk minoritet at beskytte deres helt. Helten styrkes herved som
Stor leder som frelser. Han er fredet for den kroniske spidsrod, som
statsministeren og andre topfigurer dagligt må løbe i det respektløse
realityshow Demokrati.
Jo mere splittet
et demokrati er, jo mere hadefuldt og humorforladt bliver demokratiets
realityshow. Jo flere medvirkende, der søger at score dyder hos det
samme homogene publikum, jo mere humor vil fanatiske angreb være pakket
ind i. Derfor kan graden af humor i
realityshowet anvendes som målestok for et demokratis sammenhængskraft.
Realityshowet bygger på vælgernes sunde
fornuft. Realityshowet gør dansk politik til en succes. En succes som
måles på, hvor megen latter showet
rummer. Demokratiet ebber ud i takt med, at latteren forstummer. Og
styrkes i takt med, den klukker.
Og tæerne krummes stadig mere hos dem,
der hader showet og drømmer om Nørdelands velsignelser.
© KLAUS KJØLLER
|
