|
|
|
|
|
senest
opdateret 01-06-2021
13:51:34
|
|
|
18-02-2014:
E-version af p-bogen som udkom i 2001 med samme titel (se nedenfor).
Bogen som allerede i foråret 2001 forudsagde Foghs magtovertagelse
omkring juletid. Og som helt sensationelt profeterede at
Socialdemokratiet først ville vende tilbage til ministerierne ti år
senere. Bogen som formulerer og begrunder de ti simple regler som spin
kører efter - uanset om årstallet hedder 2001 eller 2014. Og som bl.a.
fastslog:
”Kombinationen
af spindoktorers løse ansættelse, deres forbigående nærhed til magten
og deres gode formidlingsevner gør det let at forudsige at vi i de
kommende år vil se flere interessante bøger udkomme […]Også Henrik
Qvortrup kan skrive mindst én interessant bog om sin tid hos Venstre,
men så længe han er en central person i mediebranchen må han både følge
følge reglen om kilders ydedygtighed og reglen om at den bedste
fremtidssikring er gode historier på lager.”
Køb
e-bogen på SAXO.com
|
|
|
|
|
|
|
Bagside:
Vores
børnelærdom var at politikere laver politik, journalisterne formidler
kritisk og vælgerne tager stilling ud fra grundig oplysning.
I
dag må børnelærdommen være: En politiker som ikke ser ud af noget i
medierne, eksisterer slet ikke og kan derfor ikke udrette noget som
helst.
Denne
regel har længe været kendt og respekteret af politikere. Aldrig
tidligere i dansk politik har der været så meget professionel
instruktion af politikere i medieoptræden som i øjeblikket. Aldrig
tidligere har så mange kommunikationsfolk været hyret af partier og
organisationer til at sørge for den bedst mulige dækning i medierne.
Den tid er forbi hvor en pressechefs ambition var at stå til rådighed
for journalisterne med oplysninger. Nu er ambitionen at journalisterne
står til rådighed for pressechefen. Han er blevet spindoktor.
Når han er god, kan han få sin politiker i tv-studiet. Når han er
bedst, kan han få hele medieorglet til at spille sine melodier. Og hvis
han ikke selv kan, står pr-firmaer parat.
Bogen
giver et praktisk indblik i spindoktorarbejdet som det foregår i
Danmark i disse år. Den fortæller en række autentiske historier som
analyseres og kommenteres: Blev medierne håndteret vellykket? Opnåede
spindoktoren hvad han ville, eller blev det et selvmål? Lod
journalisterne sig manipulere eller gennemskuede de spillet? Måske
gennemskuede de det, men var ude af stand til at yde et modspil på
grund af deadline og knappe ressourcer? Og hvad med borgerne: Var det
etisk forsvarligt, hvad er foregik? Kan der udledes nogle generelle
indsigter af forløbet? Svækker eller styrker det vores politiske system
at der foregår den slags?
Du
kan hade dem, eller elske dem. Men du er nødt til at leve med dem; for
de har dig allerede i deres spin.
|
|
|
|
Synspunkt
i Søndagsavisen d. 3/6 01:
Fremtidens danske
politik med spindoktorer
En
spindoktor er én der rådgiver en politiker om hvorledes han eller hun
skal optræde i medierne, og hvordan man bedst får medierne til at
bringe sit eget positive nyt og fortælle skadeligt om modstanderne. Da
enhver politiker gerne vil tage sig fordelagtigt ud i medierne, er
politikerne gennemgående tilhængere af spindoktorer. Enhver god
politiker er jo modtagelig for gode råd, også om mediehåndtering.
Og
hvadenten man kan lide dem eller ej, så er spindoktorerne kommet for at
blive – også selv om de fyres ret ofte. Statsministeren har haft mindst
5 i løbet af otte år, Anders Fogh Rasmussen har haft 2 inden for det
sidste år og Pia Kjærsgaard har haft én længe.
Nogle
vælgere føler sig utrygge ved spindoktorer, fordi man har en
fornemmelse af hele teatersiden af politik mere og mere kommer til at
dominere over indholdet, det saglige.
Men
det nytter ikke at jamre over det. Det bedste vi kan gøre er at forstå
hvad der sker og hvorfor.
I
øjeblikket har vi en tilstand hvor medierne har magten over
politikerne. Politikerne konkurrerer om at komme i medierne og ofte
handler det om at slukke brande som medierne har antændt og holder i
gang. I de kommende år vil politikerne blive mere udfarende, bl.a.
takket være spindoktorer og de partisekretariater som den statslige
partistøtte har gjort det muligt at udbygge kraftigt. Politikerne vil
udnytte at det er dem der har fat i den lange ende, fordi det er dem
der sidder på det politiske råstof: de politiske informationer som de
politiske journalister skriver deres artikler og kommentarer ud fra.
Ingen journalist kan i længden overleve på at hente sine informationer
i andre, konkurrerende medier.
Partierne
vil overvåge journalisterne systematisk og belønne de artige og straffe
de uartige. Partierne vil blive mere topstyrede og disciplinerede fordi
det er en forudsætning for at kunne matche pressen med hurtige
målrettede udmeldinger som ikke ødelægges af "politisk ukorrekte"
udtalelser på lavere niveaer. Partierne og specielt selvfølgelig
regeringspartierne vil således kunne udnytte mediernes og
journalisternes rivalisering til i høj grad at styre den samlede
mediedækning. Det er ikke fri fantasi, men har allerede længe været
virkelighed i Storbritannien under Tony Blairs New Labour.
Selvfølgelig
vil pressen stadig være på vagt og de kritiske politiske reportere gå
alting efter i sømmene. Men det er allerede i dag meget begrænset hvad
selv den mest ihærdige politiske journalist kan kontrollere uden hjælp
"indefra" i form af politikere som lækker interne informationer, enten
om andre partier eller om deres eget. Eller i form af embedsmænd der
røber hemmeligheder fra et ministerium eller en styrelse. Den
regeringsledelse som kan få disse lækager under kontrol og erstatte dem
med en målrettet dagens historie, har taget magten fra medierne.
Danskere
er et antiautoritært folkefærd, så det vil ikke ske let, og aldrig
lykkes fuldkommen. Men tendensen er klar og tvingende.
Det
er en politisk handling i sig selv at fortælle om spindoktorer på en
måde som er interessant og underholdende for dem det hele handler om:
vælgerne. Som offentligt ansat forsker forsøger jeg herved efter bedste
evne at styrke det demokrati som jeg er glad for at dele med læserne.
De eneste der kan være interesseret i at nedvurdere spindoktorers
betydning og holde dem væk fra mediernes opmærksomhed, er dem som
scorer på at vælgerne ved så lidt som muligt om dem.
|
|
|
|
|
|
|
|
JyllandsPosten d. 31/5 01
Ralf
Pittelkow anmelder Spindoktor i JyllandsPosten d. 31/5 01. Overskriften
er "Politik i spin. Klaus Kjøller har skrevet
en letlæst og stimulerende bog om spindoktorernes arbejde. Den går ikke
i dybden med sit emne, men giver et ganske informativt bidrag til at
forstå, hvor langt moderne politik er kommet i spin."
Pittelkow
skriver bl.a. at "bogens styrke i høj grad [ligger] i, at den ikke
professionelle læser får en både livlig og redelig
anskuelsesundervisning i, hvordan "doktorerne" sætter politiske
historier i spin". Og han konkluderer anmeldelsen med at "bogen kan
anbefales. Den giver et letlæseligt og jordnært og informativt bidrag
til at forstå, hvor langt moderne politik er kommet i spin."
Pittelkow
har også et par kritikpunkter. Bl.a. mener han at bogens billede af
spindoktorerne giver et godt indblik i, hvordan
fænomenet fungerer. Det står svagere Hvorfor vi har
dem, og hvor det fører os hen og bør føre os hen.
Han mener ikke at spindoktorerne i bogen ses i sammenhæng med den
kolossale forandring der er sket i vælgernes forhold til politik --
blandt andet med den kraftige svækkelse af partibåndene. Og han synes
at bogen derfor nærmest giver det indtryk af det er den politiske
professionalisering med spindoktorerne, som bestemmer de politiske
forandringer -- og ikke omvendt.
Jeg
mener at det er helt rigtigt at sige at Spindoktors fokus ligger på
hvordan spindoktorer arbejder og hvilke problemer de kan løse. Men der
findes immervæk et stort kapitel 14 (bogens største): "Hvordan
politikerne tager magten fra medierne" som rummer en historisk
perspektivering som klart modsiger at spindoktorerne træder direkte ud
af den blå luft. Jeg kan derfor ikke give Pittelkow ret i at bogen ikke
giver et meget klart bud på hvordan og hvorfor de opstår, og hvor det
fører os hen. Det er faktisk kapitels 14's emne. Kapitlets overskrift
er, det må jeg indrømme, så praktisk drejet hen i retning af noget
håndværksagtigt, at det nok skjuler sit historisk perspektiverende
indhold lidt for godt. Også kapitlets placering kan virke slørende.
Normalt vil man jo placere den historiske og samfundsmæssige ramme
først. Jeg mener også at Berlingske Tidendes anmelder, Karsten
Svensson, undervurderer dette kapitels væsentlige betydning i bogen.
Jeg skriver 'undervurderer' fordi jeg nægter at tro at de ikke har
bemærket det.
Burde
jeg have været mere eksplicit og tydelig angående dette kapitel? Jeg
synes det ikke. Der henvises til kapitlet og gives en kort
karakteristik af det i forordet, og kapitlet står som det første i
bogens anden del der hedder: "Perspektiver, regler og råd". Hvorfor er
det placeret som kapitel 14 og ikke som kapitel 1? Fordi jeg gerne
ville gå direkte løs på det konkrete. Efter min opfattelse er det en
bedre pædagogik at skabe oplevelser først, og derefter få overblik over
sine oplevelser og forklare dem. Bogens del 2 giver 3 (vidt)
forskellige overblik: det historiske (kap. 14), praktiske anvisninger
for arbejdende spindoktorer (kap. 15) og håndbog for nye politikere som
i begyndelsen jo må klare sig uden spindoktor (kap. 16).
Pittelkow
mener at vi stadig har til gode diskussionen om hvordan politik kan og
bør foregå i forhold til vælgere der løsgør sig fra partisystemet og
hvilken relevant rolle professionelle rådgivere kan spille i den
forbindelse. Jeg er enig. Jeg anlægger intet sted i bogen en ophøjet
attityde. Min ambition er at beskrive hvad der faktisk foregår, og så
vidt muligt , bl.a. med min bog, sørge for at demokratiet holdes
stærkt. Jeg præker ikke moral, hverken over for politikere, medier
eller vælgere -- og dermed heller ikke over for systemet som helhed.
|
|
|
|
Weekendavisen, d. 1.-7. juni
2001:
Troels
Mylenberg anmelder Spindoktor på ca. 1/3 side i Weekendavisens
bogtillæg. Overskrift: "På spindoktorens briks. Medierne er til at sno
om lillefingeren, politikerne er magtliderlige. Sådan ser demokratiet
ud anno 2001, i stadig større grad styret af højt gagerede
spindoktorer. Eller hvad?"
Mylenberg
giver en udmærket orientering om bogens idé og indhold. Det er en
anmeldelse som først og fremmest orienterer læseren. Anmeldelsens
væsentligste vurdering udtrykkes således: "Kjøllers bog er en art
spilleregler til det nye politiske spil. Den er god og brugbar læsning
for alle, der beskæftiger sig med journalistik og politik." Om bogens
anden del siger Mylenberg at "det er i og for sig ganske underholdende
læsning, men man sidder altså det meste af tiden tilbage med følelsen
af at have hørt det meste før." Bogen får Mylenberg til at få lyst til
at læse nogle britiske og amerikanske bøger om emnet, for "i de lande
er der spindoktorer til" og derfor også langt bedre eksempler end dem
der findes i denne bog.
Det
er jeg enig i. Men nu var opgaven at skrive om Danmark. Desuden har jeg
da en del amerikanske eksempler inde og inspirationen fra
Storbritannien er vist også helt klar. Det er nok gennem disse
udenlandske indslag at Mylenberg har fået lyst til at læse videre i et
par af de udenlandske kilder jeg har benyttet. Og det kan jeg ikke
fortænke ham i.
|
|
|
|
Jakob
Fuglsang koncentrerer sin lange anmeldelse i Politikens tillæg Bøger
lørdag d. 2/6 af 'Spindoktor' om forudsigelsen om at politikerne i
løbet af 2-3 regeringsskift eller 8-15 år tager magten fra medierne. I
bogen er forudsigelsen ledsaget af en række forudsætninger og forbehold
som forståeligt nok ikke alle kan komme med i en anmeldelse. Men Jakob
Fuglsang forvrænger bogens forudsigelse til at være at spindoktorerne
vil tage verdensherredømmet. Dette udnævner han til at være vrøvl hele
to gange i anmeldelsen. Det er jeg helt enig i. Men den der vrøvler, er
anmelder Fuglsang selv. Og vrøvlet er farligt fordi det skjuler den
væsentlige sandhed som er at partierne i de kommende år vil tage mere
og mere magt fra medierne, bl.a. ved at hyre nogle talentfulde
politiske journalister.
Kernen
i det lidenskabelige indlæg er at anmelderen mener at bogens
forudsigelse er forkert: "Fejlslutningen er, at fordi der bliver flere
skriverkarle og informationsmedarbejdere i ministerier og politiske
organisationer, som laver rugbrødsarbejde med pressemeddelelser og er
ghostwritere på politikernes læserbreve, så vil det føre til
spindoktori i stor stil." Han supplerer med sine erfaringer som
debatredaktør som viser at ganske mange af disse
informationsmedarbejdere ikke engang kender omfang eller form på
almindelige debatindlæg. Han anfører også at antallet af kendte
spindoktorer herhjemme er meget begrænset.
Anmeldelsen
er meget underholdende, men som læserorientering er den ikke særlig
god. Bogens forudsigelse bygger på 1) de øgede statsmidler til
partierne som er en følge af de faldende medlemstal, 2) partiernes
stigende bevidsthed om de resultater der kan nås med professionel
mediestyring, 3) inspiration fra udlandet, specielt Storbritannien.
Udviklingen hænger sammen med tendensen til at vælgerne bruger mere tid
på tv, som om kort tid vil være fuldt integreret med internettet, og
mindre på papirsmedier som aviser. En væsentlig pointe i bogen er i
hvor høj grad selv meget bevidste politiske journalister er underlagt
de mekanismer som beskrives ret udførligt i bogen. Det er partiernes
mere professionelle udnyttelse af disse mekanismer som vil sætte
medierne i defensiven.
Følelsesudbrud
som Jakob Fuglsangs er forståelige, men de får ikke spindoktorerne og
det de står for, til at forsvinde. Der er ikke brug for besværgelser og
ønsketænkning, men for nøgtern beskrivelse for at forstå. De eneste der
kan være interesseret i at holde spindoktorer ude af søgelyset, er dem
der scorer på vælgernes uvidenhed.
|
|
|
|
Berlingske Tidende d.
23/5 01
Karsten
Svensson anmeldte d. 23. maj. Desværre rummede anmeldelsen et par
misforståelser.
Svensson
skriver at jeg "tilsyneladende er noget bekymret for, hvordan det dog
skal gå med demokratiet, når spindoktorerne i større og større
udstrækning manipulerer med demokratiet." Nej, jeg er ikke spor
bekymret. Jeg mener ikke der er belæg for at hævde det i bogen.
Alligevel har jeg mange gange over for journalister måttet afvise at
synke hen i klynkeri, når de lokker. Det er åbenbart blevet en
journalistisk kliché at forskere er bekymrede, for man får næsten altid
spørgsmålet. Jeg betragter i bogen fuldstændigt lidenskabsløst vores
faktisk eksisterende demokrati og trækker nøgternt en udvikling op for
de næste 8-15 år hvor partierne vil tage magten fra medierne -- i
øvrigt en central pointe i bogen som der ikke er plads til i den ellers
ret fyldige anmeldelse.
Svensson
skriver også at jeg i forbindelse med udgivelsen har vist udmærkede
anlæg for mediemanipulatorisk virksomhed, og at jeg "måske selv går med
en spindoktor i maven". Nej tak, jeg er analytiker og teoretiker. Jeg
har i mere end et kvart århundrede forsket i politisk kommunikation i
min gode stilling som universitetslektor. Hvis
jeg skulle blive en god spindoktor, skulle jeg for længe siden have
søgt over i tabloidpressen som politisk reporter og kommentator. Og jeg
skulle have opdyrket et vidt forgrenet personligt netværk på
Christiansborg og i toppen af de politiske partier. Som
universitetsansat er jeg ikke fedtet ind i noget i partierne eller i
medierne. Det forsøger jeg bedst muligt at udnytte til at skrive
klarøjede bøger til glæde for alle der gider læse og forhåbentlig til
styrkelse af demokratiet.
|
|
|
|
Information d. 26/5 01
Lars
Mogensen anmeldte d. 26. maj. Anmelderen savner svar på spørgsmålet:
Hvorfor er der ikke kommet spindoktorer til Danmark -- til trods for,
at danske partier har været på flere studieture til udlandet?
For
det første fremgår det udtrykkeligt at jeg mener de faktisk er ankommet
i skikkelse af henholdsvis Søren Espersen og Michael Kristiansen som de
mest klare eksempler. (s. 108). Mogensen citerer også fra bogen s. 106
hvoraf det skulle fremgå at jeg ikke mener de er ankommet, men det er
en del af et ræsonnement som altså først afsluttes s. 108-9.
Men
så kan man jo spørge: Hvorfor er de ikke kommet i et større tal? Det
bedste svar jeg kan give er at de kommer i løbet af de næste 8-15 år.
Det er én af bogens hovedpointer, men den er helt fraværende i
Mogensens anmeldelse. Det historiske rids bag bogens eksempler og
regler findes i kapitel 14: Hvordan politikerne tager magten fra
medierne. I dette rids redegøres for de mekanismer som styrer
udviklingen. Traditionelt placeres et overordnet kapitel med historisk
ramme måske nok som første kapitel, men jeg har altså gerne i stedet
villet starte med et sciencefiction-scenarie og derefter gå direkte løs
på eksemplerne.
I
øvrigt giver anmeldelsen et dækkende indtryk af bogen, selv om jeg
selvfølgelig ikke er enig i samtlige vurderinger. Dog må jeg på det
bestemteste afvise tankerne om at bogen skulle være en uopfordret
ansøgning til de politiske partier om at hyre forfatteren til at
rådgive dem i moderne mediestrategi. Som universitetsansat forsøger jeg
at udnytte at jeg ikke er fedtet ind hverken i medier eller i partier.
Min ambition er at give et nøgternt billede af den politiske
kommunikation her i landet nu og i de kommende år. Et billede som skal
være forståeligt og underholdende for almindelige, interesserede
vælgere. Min pædagogiske teknik er mest muligt at få læseren til at
leve sig ind i de parter der deltager i spillet fordi det meget bedre
end abstrakte forklaringer giver en forståelse af sammenhængene. Bl.a.
derfor er der et kapitel med regler og råd til kommende spindoktorer
'Spindoktorens grønspættebog' og et kapitel med titlen 'Next
generation: politisk praksis for begyndere'. Flere journalister har i
øvrigt mere end antydet over for mig at bogen mangler et kapitel med
råd til politiske journalister. Det kunne have heddet 'Antispin for
journalistaspiranter'.
|
|
|
|
|
|
|
|
Januar 02: Anmeldelse af
Spindoktor i gymnasielærernes foreningsblad Gymnasieskolen nr. 2, 2002.
Anmelder:
Benny Jacobsen.
Bogen
anmeldes sammen med Ralf Pittelkows Det personlige samfund som også kom
i foråret 2001. Det hedder bl.a. ”[Kjøller] har en flydende pen og
skriver i det hele taget meget underholdende. Der er elementer af
fiktion, der er råd til kommende spindoktorer – spindoktorens
grønspættebog, og endelig er der en række gode eksempler på, hvad
spindoktorer har gjort – og kunne have gjort. […] Kjøller er god til at
fremdrage eksempler, men man savner en mere politologisk
tilgangsvinkel, der kunne analysere, hvorfor vi er vidne til fænomenet,
og hvor det fører os hen, alt set i lyset af de nye vilkår, politikken
fungerer under, således som Pittelkow så grundigt har analyseret.”
Min
kommentar: Spindoktorerne er perspektiveret historisk og som politisk
kommunikativt fænomen i bogens kapitel 14. Og hele bogen er jo
fremtidsorienteret, handler altså netop om hvor det fører os hen. Så
jeg må nok indrømme at jeg ikke helt fatter hvad det er der mangler.
Men jeg er glad for at være behandlet i mine dansklærerkollegers blad,
og for den venlige anmeldelse.
|
|
|
|
Erfarer
via forlaget at Spindoktor er anmeldt i SLAGMARK nr. 33, 2001.
Tidsskrift for idéhistorie. Slagmark rapporterer fra og bidrager til
aktuelle og specielle diskussioner inden for kultur, videnskab og
filosofi. Udkommer vist 4 gange årligt med basis på Århus Universitet.
Anmelderen er Henrik Borup Nielsen.
Anmeldelsen
har overskriften Til rekonstruktion af den machiavelllistiske
snusfornuft.
Det
hedder bl.a. ”Kjøller er ikke ude på kynisk at nedgøre de demokratiske
idealer. Han vælger blot at fokusere på det felt, hvor det
parlamentariske sytstem forandrer sig med størst hastighed, og hvor
dets problemer derfor tydeligst kommer til udtryk, nemlig i
kommunikationen mellem politikere og befolkning.” og ”For at disse
forbrugere [borgerne] ikke skal være helt ”lost” i al markedsgøglet,
sætter han sig for at blotlægge ”konkurrencebetingelserne” for dem. Det
er der kommet en underholdende bog ud af, som samtidig vil være håndbog
for såvel spindoktorer og politikere som ”forbrugere”.
”Bogens
første hovedafsnit med eksempler og analyser er det mest vellykkede.”
”I andet hovedafsnit kondenseres disse erfaringer i en række
perspektiver, regler og råd. Mange af pointerne forekommer trivielle,
men den systematiske opstilling gør alligevel bogen til et interessant
studie i, hvordan en machiavillistisk logik stadig sætter sig igennem i
et samfund, der har været i stand til at udrydde politisk vold. Her kan
en idéhistoriker finde materiale for et sammenlignende studie, der
rækker ud over de sædvanlige kyniske betragtninger om det politiske
spils amoral og intet nyt under solen.”
|
|
|
|
Jeg
er selvfølgelig særdeles godt tilfreds med at være blevet anmeldt så
meget, så fyldigt og af så mange forskellige slags mennesker. Jeg føler
mig dybt taknemmelig og ydmyg. Samtidig er jeg noget vemodig med hensyn
til fremtiden. For hvis jeg igen opnår den store tilfredshed det er at
færdiggøre og få udgivet en bog man er glad for at have lavet, vil jeg
så nogen sinde igen blive anmeldt (og omtalt) så vidt og bredt som det
er sket med denne bog? Tvivlen nager.
Det
er heller ikke noget mål i sig selv at blive omtalt og blive anmeldt.
Det kommer helt an på hvad man er udkommet med. Men jeg opfatter
Spindoktor som et meget klart og stærkt udtryk for mig som forfatter:
valg af emne, vinkel og de forskellige genrer som faktisk er til stede
i bogen. Desværre har ingen anmelder beskæftiget sig med formen, ud
over at bogen er velskrevet, letlæst og lignende. For mig er formen
meget vigtig – også når jeg laver faglitteratur. Hvis det ikke havde
været for min redaktør, havde formen været endnu mere anderledes – men
det var helt rigtigt at den fik den form den nu har. Et sikkert tegn på
det, er at ingen anmelder har fundet formen mærkelig. Men som jeg har
antydet, er der vist et par af dem der har undervurderet betydningen af
kapitel 14.
Jeg
har her svaret på og kommenteret de anmeldelser som jeg har kendskab
til. Jeg holder af alle anmeldelserne, også dem der finder nogle
mangler. Det gør jeg fordi de tilsammen udtrykker et svar fra
offentligheden på det jeg har lavet, og dermed bekræfter at det jeg har
lavet, er værd at sætte på vores fælles dagsorden som diskussionsemne.
Det giver en dejlig fornemmelse af at have ydet noget af en vis
interesse til dine samtidige danske. En bog som muligvis vil gøre en
forskel, hvem ved.
|
|
|
|
klaus@kjoeller.dk
|
|
|
