|
|
Fakta
om bogen: Titel:
Aschehougs store bog om at holde tale Forfatter:
Omfang:
346 sider Indbinding:
Indb. Pris:
originalpris 249 kr. 2.oplag
2005: Pris:
ca. 129 kr. Udkom
i ordinærudgave tirsdag den 1. oktober 2002 Udkom i Gyldendals Bogklub i februar 2003, i Bogklubben Samtid juni 2003. Begge steder til en pris af 149 kr. Marts 2005 er bogen med i nedsættelsen og kostede herefter ca. 129 kr. Er desværre udsolgt. Mere
om bogen på www.KlausKjoeller.dk >>
|
Anmeldelse af Lars Bukdahl i Weekendavisen d. 11. – 17. oktober 2002. Referat og svar. Se
i øvrigt ”Sidste nyt” i dagene op til og perioden efter
udgivelsesdagen, d. 1. oktober 2002 * Særligt tilbud til folk i Århus-området (november 2008): 1-2-3 TAL! er en ny, århusiansk forening, der vil løse menneskers problemer med at tale for en forsamling ved at give mulighed for øvelse >> |
|
|
Pressemeddelelse udsendt fra forlaget d. 23/9 2002:Ud over rampenLektor Aschehougs store bog om at holde tale er en praktisk og underholdende håndbog i at holde de taler, der fænger publikum og leverer et budskab. Her er skabeloner, som man kan opbygge sin egen tale efter, gennemgang af nyttige teknikker, spændende viden om de signaler, man sender med sit kropssprog. Og tips og gode råd til såvel taler som toastmaster. Bogen
rummer også gennemgang og analyse af berømte taler. Bl.a.
Dronning Ingrids tale til Margrethe i anledning af hendes
regentjubilæum, Kronprins Haakons tale til Mette-Marit og Martin Luther
Kings 'I have a dream'. Endelig
foreslår forfatteren bogen igennem en række øvelser, for den der vil gå
konstruktivt til værks. Alle kan have glæde af øvelserne, men de retter
sig ikke mindst mod den, der også har behov for at holde taler uden for
familien. Bogens sidste afsnit er målrettet dem, der har som en del af
deres job at tale i forsamlinger. F.eks. ledere og andre ansatte i
erhvervslivet og i det offentlige, undervisere, politikere og
foredragsholdere. Anmeldelse af Lars Bukdahl, Weekendavisen 11-17/10 2002 – og mit svar
Bukdahl er modstander af at lave sådan en bog. Han mener at voksne mennesker stadig bør have mulighed for at fumle virkelig katastrofalt med at formulere sig, så vi undgår den samme blanke professionalisme overalt: ”Hvor den helt store famlen pågår, er der også en reel chance for at snuble sig frem til noget nyt og sandt,” skriver han. Han mener at Klaus Kjøller er en mærkelig mand: Bogen har et helt afsnit om humor, men forfatteren ejer tydeligvis selv ikke skyggen af samme. Det underbygges med et eksempel på en vittighed fra bogen: ”’Der er tre slags revisorer. Dem som kan tælle, og dem som ikke kan.’ Hvorpå en af hans spøjse pokerface-kvalificeringer følger: ’Vittigheden er særlig god hvis talen holdes af en revisor.’ No shit?” Det mærkelige ligger endvidere i at forfatteren indledningsvis besværger den udbredte angst for at holde tale og derefter udøser en sådan syndflod af formaninger om alt fra påklædning over research til vejrtrækningsteknik, at enhver taler in spe stensikkert vil løbe skrigende bort. Lars Bukdahl undrer sig umiddelbart over at taler skal forestille at være en så utrolig vigtig foreteelse at det er nødvendigt at skrive en tyk vejledning i det. Men så indser han at bogen ikke bare er en praktisk instruktionsbog. ”Talen er et emblem på, hvordan vi i det hele taget bør gebærde os i forhold til de fællesskaber, vi indgår i, og så bliver det for alvor uhyggeligt. For det, Kjøller igen og igen understreger, er, at talen skal være et professionelt og overbevisende stykke hykleri (det sidste ord benytter han naturligvis ikke), overbevisende for ikke bare tilhørerne, men også for taleren selv, lidt ligesom når Winston Smith i 1984 ikke bare skal sige, at 4 + 4 = 5, men også mene det.” Anmelderen mener at ”Kjøllers bog er millimetertæt på at springe ud som en afslørende sociologisk-retorisk analyse af vores kalkulerede italesættelser af hinanden, men han er på samme tid for kynisk og naiv til at tage det afgørende skridt.” Ifølge Bukdahl er ”Skrækvisionen et samfund bestående af lutter naturligt smilende, hyperkompetente talere.” Men han håber at ”den eneste reelle konsekvens af Klaus Kjøllers monstrum er, at det lige bliver den tak kedeligere at deltage i Onkel Zæbedeus’ 115 års fødselsdag.” Kommentar til anmeldelsen:Man tror måske det er hykleri når jeg nu siger tak til Lars Bukdahl for anmeldelsen, men jeg gør det alligevel. Det er tydeligt at bogen har gjort indtryk, og at der er ting i den som fascinerer ham – og andre som frastøder ham. At blive udnævnt til at være en mærkelig mand, er ikke så helt ringe igen, når den der udnævner, er anmelder Bukdahl som jo udsættes for en del. I betragtning af at Lars Bukdahl er erklæret, stærk modstander af at udbrede professionalisme blandt talere, og ganske særligt når det handler om familietaler, så er det klart at han må se med ret stor skepsis på en bog som netop har til formål at hjælpe talere med at holde en tale. Også i dette lys er hans anmeldelse bemærkelsesværdig. Det har rystet mig at han frakender mig humor. ”Han ejer tydeligvis selv ikke skyggen af sans for samme [altså humor],” skriver han. Det dokumenterer med citater fra bogen flere steder i anmeldelsen, citater som jeg selv synes helt klart viser det modsatte. Det samme gør de læsere jeg har talt med. Men det kan jeg ikke bruge som argument for at jeg faktisk har humoristisk sans. For om eksempler i bogen som alle kan se er morsomme, der oplyser Bukdahl: ”Se det er jo morsomt, det er bare ikke meningen.” Hertil vil jeg svare at hvis det er mærkeligt at Lars Bukdahl bedre end jeg selv kan fortælle hvad meningen med noget jeg skriver er, ja, så er jeg en mærkelig mand. Det væsentlige er at Bukdahl ikke anfægter ét eneste af bogens råd. Han er utilfreds med at bogen vil afskaffe dilettantismen og at den ikke tager de sidste millimeter med og ”springer ud som en afslørende sociologisk-retorisk analyse”. Han mener at bogens ærinde er at gøre talen til et overbevisende stykke hykleri. Heri ser han en uhyggelig totalitær tendens. Hertil er der kun at sige at Lars Bukdahl er helt galt afmarcheret. Men han er ikke alene. Der er mange der marcherer taktfast i geled med ham. Der er sådan set ikke noget originalt i anmeldelsen, bortset fra Bukdahl og mig. Den er en variation over de angreb som retorikken har været udsat for igennem 2500 år, endda i en ret blid udgave. Sagen er at for at tale om hykleri må man have særlig adgang til en højere sandhed: en sådan adgang er der faktisk mange der hævder at de har. For dem er retorikken en alvorlig trussel. Hvis man tror på sandheden som noget der enten åbenbares for den enkelte (religion), eller som noget der afdækkes gennem undersøgelser af en objektivt foreliggende virkelighed (videnskab), så er der ikke plads til retorik. Det gælder jo så om at opdage virkeligheden som den er, ikke om at overbevise andre om at den er på en bestemt måde. Ovenikøbet kan veltalenhed lede til at en forkert virkelighed sejrer over den rigtige fordi folk så kan blive besnakket og manipuleret. Hertil kommer den nylancering af kunstnerrollen som skete i romantikken (omkring 1800) og som stadig er dominerende – også i Lars Bukdahls verden: Kunstneren som én der har særligt dybe indsigter om menneskelivet, så dybe at de kun kan udtrykkes dækkende i form af kunst. I denne profilering af kunstneren som et særligt beåndet eller inspireret medium for højere indsigter, dvs. som geni, får retorikken en meget underordnet, teknisk rolle. Kunstværket udspringer jo af rene følelser og indsigter, hvor retorikken handler om hvordan kunstneren – typisk gennem hårdt arbejde og stor snilde – opnår ønskede effekter hos dem der udsætter sig for kunstværket. Og retorikken handler også om hvordan kunstneren, herunder den kongeniale anmelder, uvægerligt iscenesætter og skaber sig selv i sit værk. På denne måde truer retorikken med at reducere enhver selvforståelse til selviscenesættelse. Den afvisende holdning til retorik har været på retur de seneste årtier. Erkendelsen af at
virkeligheden og det sprog vi bruger til at beskrive virkeligheden med, hænger intimt sammen, er voksende overalt. Sproget er ikke bare noget man hænger på som pynt på et juletræ. Med sproget skabes virkeligheden. Hverdagens hårde kendsgerninger må vi acceptere uanset hvilken religion, politisk bevægelse, organisation eller videnskab vi kommer fra. Det kan objektivt afklares om dronningen af Danmark hedder Margrethe, om Lars Bukdahl er anmelder på Weekendavisen og om Solen går ned efter kl. 20 i aften. Men alle de mange bløde kendsgerninger – om Nationalmuseet behøver flere midler, om statsministeren er dygtig og om Kjøller har humor – det er dem vi strides om og søger at overbevise hinanden om. De eksisterer kun gennem sproget. De er grunden til at det giver mening at have ytringsfrihed, føre valgkampe og stemme. Hvis verden kun bestod af hårde kendsgerninger, så ville demokrati være rent tidsspilde. Hvordan denne skabelse af virkelighedens bløde kendsgerninger: sammenhænge, vurderinger og helhedsforståelser, sker i praksis når man holder en tale, er emnet for Aschehougs store bog om at holde tale. Men virkeligheden skabes ikke kun i festtaler ved familearrangementer eller i andre taler. Det sker overalt hvor mennesker bruger sproget. I denne forstand skaber ethvert menneske sin verden sammen med andre. At kalde denne aktivitet for hykleri forudsætter at man har en eller anden direkte adgang til en sandhed som almindelige mennesker ikke har. Det kan ikke udelukkes at Lars Bukdahl tror han har en sådan adgang til en autoritær sandhed. Faktisk ligger det i den litterære institution og dyrkelsen af døgdaren at den må findes derude ét eller andet sted. Men i min verden er den store forkromede sandhed en fiktion – som ovenikøbet bør omgås med ekstrem retorisk varsomhed for at undgå at verden eksploderer. |
|
|
Senest
opdateret 12-11-2018
11:42 |
|
Klaus
Kjøller, © klaus@kjoeller.dk
|
|
|
|
|
