Netværk på godt og ondt, Inhabilitet i kulturlivet

Klaus Kjøller forside à bogmenu à Netværk på godt og ondt à Uddrag af del IV ”Netværks brug af officielle organisationer”

[senest opdateret 28/12 05]

Inhabilitet i kulturlivet

Roterende kasketter

I miljøer med mange småjobs og freelance-arbejde er inhabilitet yderst almindeligt. En advokat, revisor, medierådgiver og konsulent arbejder for mange kunder som normalt ikke ved hvem de andre kunder er. Det stiller yderst store krav til etikken at sige nej tak til en god kunde fordi kunden muligvis er i et konkurrenceforhold til en anden kunde man også har.

Der er fx i revisorbrancen regler som forhindrer de mest grove situationer hvor samme person optræder med forskellige kasketter. Fx må et aktieselskabs revisor eller advokat ikke samtidig være medlem af virksomhedens bestyrelse. Men at det overhovedet er nødvendigt at have en sådan regel, viser jo hvor stor sandsynligheden er for at hverken den pågældende revisor eller selskabet af egen kraft vil kunne få øje på problemet i at samme person kontrollerer virksomhedens regnskab og er med til at ansætte og eventuelt fyre virksomhedens ledelse.

Kulturlivets nødvendige hvide klatvask af sorte tjenester

Inden for kulturområdet slås mange mennesker om ret små penge i et ocean af små job. Nogle forlag benytter eksterne freelance-redaktører, grafikere og tegnere. Disse kan så have flere opgaver samtidig for forskellige forlag som er på vej med konkurrerende produkter. Det er almindeligt accepteret at samme person er forfatter for et forlag og anmelder på en avis af samme forlags produkter – bare vedkommende ikke selv anmelder sine egne bøger. Men da konsulentarbejde er anonymt, kan en anmelder sagtens først varmt have anbefalet et manuskript eller en idé i et betalt responsum til et forlag og derefter stærkt rosende anmelde den som betalt anmelder i en stor avis når værket udkommer. Og man kan også have afvist et manuskript som senere udkommer på et andet forlag, hvorefter man som anmelder kan rakke det ned.

I bogbranchen spiller den gratis avisomtale i de rette aviser en stor rolle for salget. Derfor er det guld værd at have en velanskrevet professor parat med en stor anmeldelse i det rette medium til rette tid. Det kan bl.a. sikres ved at vedkommende også selv helt naturligt får sine bøger udgivet på forlaget. Denne åbenlyse inhabilitet med hvid klatvask af sorte tjenester vækker kun sjældent offentlige protester. Formentlig hænger det sammen med at folk der arbejder inden for kulturområdet, indser at inhabilitet er en overlevelsesbetingelse i branchen. De mange kortvarige småjobs på kryds og tværs gør det nødvendigt for alle at demonstrere ekstrem samarbejdsvilje over for de muligheder som måtte vise sig.

Men pengene kan blive så store at ofrene vånder sig offentligt. Det sker ofte når kulturbranchen skal fordele store offentlige støttebeløb, fx i forbindelse med Kunstfonden eller Filmstøtten, se om ”fætterøkonomien” s. 219. Branchens moralske inhabilitetsgrænse går et sted mellem den daglige hvide klatvask og den store hvidvask af sorte tjenester som fører til noget der ligner fast arbejde.