|
|
Politisk satire
Serien
Publicisterne om lektor i politisk
kommunikation Ivar Olavson
|
Først lagt
op i 2007, senest opdateret 03-04-2024
11:18:21 |
Lingos lov
|
|
Lingos lovDer er ting man ved, og som man ved, og så er der ting som man ved, men ikke ved. Uden om det hele ligger så alt det man ikke ved, og som man faktisk heller ikke ved. [Romanen har
navn efter denne lov som er formuleret af den legendariske, nu afdøde
chefredaktør på dagbladet Døgnet, Thomas Lingo.] |
|
|
|
Serien Publicisterne
Denne roman indgår i den satiriske romanserie Publicisterne. Serien omfatter Dronningens hund (1999), Lingos lov (2005) og Den åndelige Akse (2007). Bøgernes gennemgående hovedperson er lektor i politisk kommunikation ved Københavns Universitet, Ivar Olavson. Andre dominerende personer er toppolitikere, deres rådgivere og ledende personer fra medieverdenen. Seriens bøger kan læses uafhængigt af hinanden. |
|
Bagsideteksten
|
[Teksten
genfindes i redigeret form på bogens omslag:] Regeringens
stærke kort, den unge justitsminister Ann Jepsen, er udbrændt. I dagene
lige op til afstemningen om den forbedrede EU-traktat i 2007 begynder
hun at få blackouts og taler ved flere lejligheder uden rigtigt at vide
hvad hun siger. Statsministeren og hans rådgivere afslår hendes bøn om
at måtte melde sig syg. Et ikon kan ikke melde sig syg. De overtaler
hende til at fortsætte til efter valglokalerne er lukkede. Få timer
efter forsvinder hun. Er hun stukket af fra ræset, eller er hun brudt
sammen? Eller myrdet? Alle midler
sættes ind for at hindre at denne katastrofale nyhed og de rygter og
spekulationer som den vil vække, spredes i Ivar Olavson
finder ikke alene ud af at justitsministeren er myrdet, og at alle
prøver at holde det hemmeligt til afstemningen er overstået, men han
begynder også på egen hånd jagten på morderen. |
Anmeldelse: 4 stjerner med pil opad i Ekstra Bladet, d. 3/10 05
|
Anmeldelsen har overskriften ”Han myrder Lene Espersen” og går over fem spalter med foto af forfatteren. Anmelderen, Det meste af anmeldelsen består i referat af centrale dele af handlingen og oversættelse af hvad romanens personer hedder i virkeligheden. Fx oplyses det bl.a. at Helle Thorning-Schmidt kaldes Halli Holliday, Anders Fogh Rasmussen kaldes Alex Ota Poulsen og Michael Kristiansen Bart Smilas. Endvidere at Tøger Seidenfaden skulle hedde Tue Fejder. Bedømmelsen ”læner sig op ad fem stjerner. Når den kun får fire, skyldes det, at man skal være overordentlig velbevandret i det politiske liv og medieverdenen for at få det fulde udbytte af dette meget veloplagte værk. Men bogen skal nok blive læst af politikere og journalister!” |
Anmeldelse: DBC, Lektørudtalelse, uge 45, 05
|
Det meste af udtalelsen består i et kort, udmærket referat af bogens handling. Det oplyses bl.a. at hovedpersonen Ivar Olavson også kendes fra Dronningens hund. De centrale vurderende passager lyder således: ”Den politiske satire over især spindoktorer, pressechefer og deres indbyrdes magtspil er rigtig underholdende. […] Den indbyggede spændingshistorie om en myrdet justitsminister, der erstattes af en dobbeltgænger i de sidste, for valget afgørende døgn, drukner lidt i spin og nærmest kafkask kludder for den stakkels lektor. Men der er pæn fart på fortællingen, og tilhængere af genren vil føle sig godt underholdt.” Udtalelsen er skrevet af Annemette Schønberg Johnsen og offentliggjort i uge 43, 2005. Jeg er godt tilfreds med denne udtalelse. I øvrigt har jeg gennem årene generelt fået gode anmeldelser i bibliotekernes lektørudtalelser. Men det er ikke kun fordi de er positive jeg synes de er gode. De er også holdt i en nøgtern tone med en kort og præcis karakteristik af det pågældende bogprojekts kerne. |
Anmeldelse: Netstedet Politiskkommunikation.dk, d. 15/3 06
|
Anmeldelsen er skrevet af Derefter gives der en interessant analyse af tilladelig og utilladelig brug af faktiske figurer i en roman. Når Lingos lov’s brug af virkeligheden og dens offentligt kendte personer er i orden, skyldes det efter anmelderens mening den ironiske distance, herunder fortællerens selvironiske distance. Centrale vurderingscitater er disse: ”Bogen
er så overdrevet, at man griner, når at tænke ”det er da for langt ude”
og alligevel efterfølgende oplever sig selv tænke ”hvad nu hvis”,
inspireret af bogens scenarier. Hvor
man ofte kan blive irriteret over klichéerne (lad os, helt tilfældigt,
tage Kronprinsessens [bestsellerroman af Hanne-Vibeke Holst] ædle
kvinder og slemme mænd), er det i satireformen i orden, at Kjøller
bruger den unge, idealistiske, kvindelige (selvfølgelig!)
journalistpraktikant – på Politiken selvsagt, hvor ellers? Beskrivelsen
af hendes seancer på Tue Fejders (gæt selv virkelighedens udgave)
kontor er sjove. Vel er det ikke stor kunst, men
det er god humor!” ”Kjøller
er ikke samfundsrevser, men observatør og debattør. Han har gennem
tiden kommet med mange vigtige bidrag, altid i sin uhøjtidelige tone.
Det er den tone, vi kender fra fagbøgerne, der går igen i
fiktionsformen. Den satiriske form og et kærligt forhold til
karaktererne gør, at hans brug af virkeligheden er i orden. Og den
satiriske form gør det underholdende at læse.” Anmeldelsen glæder mig meget. Selvfølgelig fordi den er positiv, men også fordi den er det på basis af en præcis forståelse af bogens karakter af at være et politisk laboratorieforsøg. Personerne er vigtige, men de egentlige hovedpersoner er de mekanismer som styrer den politiske kommunikation. Disse mekanismer forsøger jeg at afklare i en underholdende, satirisk form ved at køre dem ud i det ekstreme. Som bekendt er det i krisen at virkeligheden afslører sig selv. Læs hele anmeldelsen: Politisk kommunikation |
Anmeldelse:
Berlingske
Tidende , d. 12/10 05
|
Anmeldelsen har overskriften ”Doktorens ordrer” med
underrubrikken ”Satire. Efter en indledning med afstandtagen til den grasserende optagethed af spindoktorer og al deres væsen giver anmelderen et handlingsreferat. Og der konkluderes: ”Det er i og for sig meget skægt og underholdende det hele og bestemt ikke uden bid. […] Men det er også noget trivielt. At se spindoktorerne fremstillet som kyniske og magtliderlige bæster og politikerne som uselvstændige tumpenakker er jo efterhånden ligeså almindeligt som at se Jesus på korset.” Læserne, herunder anmelderne har altid ret. Det hele er jo skrevet til dem. Men forfatteren må selvfølgelig godt kommentere hvad en læser får ud af at læse. Jeg mener ikke selv at spindoktorerne i bogen er magtliderlige. I hvert fald ikke først og fremmest. De er fanatikere som er besat af at få spillet til at gå op på deres måde. Men selvfølgelig kræver det også magt som middel. Men det er den æstetiske lidenskab som står stærkest hos dem. Og verden lader sig som bekendt aldrig kontrollere, fx kommer kærlighed og tilfældigheder stort set altid på tværs. Det gør de netop også i Lingos lov. Anmelderen mener at bogen anskuet som roman er temmelig ujævn. En satire kræver omhu og stilistisk detaljesans, men det lykkes, efter anmelderens mening, ikke rigtigt i romanen. Derfor får den 3 stjerner. Jeg synes det er en anmeldelse som giver et rimeligt dækkende indtryk af bogen. Vurderingerne er jeg selvfølgelig ikke enige i, men det er en anmeldelse med megen substans om bogen, både plottet og formen. Og vurderingerne begrundes, bl.a. med iagttagelser som i høj grad svarer til bogens objektive kendsgerninger. Det er mærkeligt at medierne udelukkes. Netop ved bogens megen fokus også på netværksforbindelserne og aftalerne mellem spindoktorer og medier mener jeg at der er en del nye figurer – hvis man er træt af at høre om politikere og spindoktorer. Det mest nye i denne satire er rettet mod medierne. Synes jeg da selv. |
Anmeldelse: hele forsiden af Politikens tillæg Bøger, d. 8/10 05
|
|
Underrubrikken lyder således: ”Politisk satire, der har alt” og fortsætter: ”—undtagen noget at byde på.” Anmeldelsen, som er skrevet af Leonora Christina Skov, er et lidenskabeligt overfald på bog og forfatter. Illustrationen viser den rasende kvindelige anmelder der har udsmattet forfatteren, og nu er på vej mod nye mord på mandschauvinister. Anmeldelsen rummer et referat af bogens første kapitler og drager så konklusionen at ”det er ganske uforståeligt, at det fortsat kan more nogen at degradere kvinder med magt til talende og tikkende kavalergange på den lyshårede måde.” Herefter kører det desværre i ren østrogensyre for anmelderen. Hvis anmelderen havde læst bogen mere nøgternt, ville hun have opdaget at justitsminister Ann Jepsen (som anmelderen her henviser til) står som en meget stærk person i historien. Hun repræsenterer de kræfter i bogens intrige som mændene ikke kan styre. Og de værdier som statsminister Alex Ota Poulsen og spindoktor Bart Smilas jagter. Hvis der er nogle der degraderes i bogen, er det mændene omkring hende. Det har rystet mig at en profileret feminist og mag.art. i Litteraturvidenskab som Leonora Christina Skov kan læse historien så stik imod bogens realiteter. En nærliggende forklaring er at min forfatterperson – som også fylder en del i anmeldelsen – aktiverer nogle meget stærke projektioner hos hende som overtager styringen. Det er synd for bogen som faktisk handler om noget helt andet og langt mere væsentligt. Svar til
forfatter, Bøger, d. 15/10 05
Ovenstående tekst blev med mindre justeringer bragt i Bogdebatten i tillægget Bøger, d. 15/10 05. I sit svar skriver Leonora Christina Skov bl.a. at min reaktion langtfra kommer bag på hende, ”eftersom kvinderne i din roman jo netop fremstilles som østrogenstyrede, irrationelle og ukontrollérbare. Det var blandt andet dét kvindebillede, jeg anfægtede i min anmeldelse.” Leonora Christina Skov svarer slet ikke på mit argument mod hendes påstande om bogens kønspolitiske indhold. Det er simpelt hen usandt at kvinderne er mere instinktprægede og irrationelle end mændene i romanen. Justitsminister Ann Jepsen melder sig ud af valgkampen fordi hun er ved at bryde sammen under arbejdspresset. Og hun gør det bl.a. med begrundelser som at ja’et ”er hjemme”, og at hun ikke kan tage ansvaret for hvad hun siger. Det er da yderst rationelt. Det er statsministeren og spindoktoren der irrationelt og umenneskeligt kræver at hun forbliver i ræset. I øvrigt er spindoktoren jævnt hen i galeland i historien, og dermed langt inde i det irrationelle og ukontrollérbare. I modsætning til Ann Jepsen er han ikke i stand til rationelt at indse at han bør forlade scenen. Journalistpraktikanten, oprøreren Nille Lakput, kæmper rationelt og etisk mod overmagten i form af alliancen mellem spindoktor Bart Smilas og chefredaktør Tue Fejder. Hun tildeles Publicistklubbens pris, Ung Reporter 2007, og hyldes dermed af alle de store hanbavianer i branchen. Redaktør Gerda Gildo styrer yderst rationelt medieforsker Olavson ind som åbenhedsombudsmand i Statsministeriet og arbejder professionelt med statsministeren for at gøre ham menneskelig på skærmen. Det er i strid med kendsgerningerne at læse et antifeministisk budskab ind i denne roman. Det er der da heller ikke andre anmeldere der har gjort. Alle personerne er nærmest irrationelle og ukontrollérbare – men en del af dem gør sig meget umage for at være rationelle og få kontrol. Jeg anfægter ikke anmelderens ret til at vurdere romanen. Men jeg anfægter at en anmelder begrunder sin vurdering med objektivt forkerte påstande om romanens indhold. Det er altså snyd. Brev til
redaktøren af Bøger fra læser i anledning af anmeldelsen
Også Det er et tankevækkende spørgsmål. Måske er forklaringen bare at anmeldelsen er den mest underholdende i tillægget den lørdag. |
Anmeldelse: Frederiksborg Amts Avis, d. 12/10 05
|
Overskrift ”En lektors levende fantasiforestillinger”. ’Lektor’ gælder både forfatter og én af bogens hovedpersoner, Ivar Olavson, som bliver åbenhedsombudsmand i Statsministeriet. Anmeldelsen er skrevet af Jonas Hindsholm Bentzen. Anmeldelsen giver et handlingsreferat med Ivar Olavson som bærende figur, og det oplyses hvad Lingos lov er for noget. [se eventuelt sidst i uddraget af kapitlet ”Lingos lov” >>] Det hedder bl.a.: ”For den millimeterretfærdige forsvarer af demokratiet, Olavson, gælder kun at oplyse alt om, hvad han ved, ikke mindst da Ann Jepsen synes at være offer for et større komplot. Men måske ved han netop kun hvad den smarte Smilas ønsker, han skal vide?” De vurderende afsnit af anmeldelsen er disse: ”’Lingos lov’ er en sjov og kun overfladisk spiddende satire over hele dette game [Christiansborgspillet] – med meget genkendelige hovedroller.” Og: ”Den skal først og fremmest læses for morskabens skyld. Virkeligheden er stadig det bedste studieobjekt.” Jeg er fuldstændig enig i at virkeligheden aldrig kan overgås af selv en nok så brillant satirisk roman. I øvrigt er samme anmeldelse bragt i Holbæk Amts Venstreblad d. 13/10 05, Dagbladet (Ringsted) d. 12/10 05, Flensborg Avis d. 12/10 05, Horsens Folkeblad d. 21/10 05. |
Anmeldelse: Weekendavisen, d. 21/10 05
|
Anmeldelsen har overskriften ”Pjatværk” og er meget følelsespræget uden meget egentlig argumentation. Anmelderen har ”lidt med at læse den” og oplevelsen ”får mig til at spørge, om der ikke er nogen kvalitativ bundgrænse for satire?”. Romanen betegnes som ”et pjatværk” og ”det rene og skære fjolleri, som oven i købet er sløset skrevet (på side 11 er der en blind mand, der glor)”. Ud over dette rummer anmeldelsen et referat af de første kapitler og en henvisning til nærværende netsted: ”forfatterens omfattende hjemmeside, hvor man bl.a. kan finde en masse supplerende gimmicks.” Anmelderen, Klaus Rothstein, er en højt profileret kulturdebattør som med sin bog fra foråret 2005, Tid til forundring, klart tegnede sin opfattelse af skillelinjerne i dette land. Hovedskurken som har forført det intetanende danske folk, er Søren Krarup og håndlangerne i Dansk Folkeparti. Klaus Rothstein er en alvorlig, rettroende mand med en meget dyb lidenskab mod opstramningen i dansk flygtningepolitik. De politiske modsætninger omkring dette spørgsmål generaliseres til en modsætning mellem de onde og de gode, som er de såkaldte kulturradikale eller politisk korrekte. Det er helt logisk at en anmelder med sådanne lidenskaber vil anmelde Lingos lov på denne måde. Jeg har jo ikke skrevet en bog som leverer en partipolitisk satire mod Søren Krarup og Dansk Folkeparti og ”den borgerlige kulturkamp”. Eller til brug for venstrefløj, højrefløj, kulturradikale, forbrugerbevægelsen, feminister, antifeminister eller sidste dages hellige. Enhver anmelder fra en fanatisk minoritetsgruppe vil blive skuffet. Hvad er Lingos lov så for en slags satire? Læs mere >> Der findes dog én konkret anke af teknisk art i anmeldelsen, nemlig om at jeg lader en blind mand glo. Døm selv! Det omtalte stykke på s. 11 lyder således: ”Der sad nogle fiskere omkring et par af bordene, og en
blind mand Her kunne jeg selvfølgelig godt have skrevet ”Alle – bortset fra den blinde mand – gloede…” Men jeg synes at det ville være fornærmende over for læseren. Desuden kunne det virke diskriminerende over for minoritetsgruppen af blinde at udelukke dem fra at glo i romanen. Det er fx velkendt at selv blinde ser fjernsyn. Og hvad med ”udborede badesvampe”? Det kan enhver jo se er helt umuligt. |
Forfatteren off record: Hvad er Lingos lov for en bog?
|
Det er en bog som satirisk behandler det som sker bag facaden. Samtalerne mellem spindoktor og politiker og mellem spindoktorer og journalister. Ganske vist nåede Michael Kristiansen at holde op hos statsministeren inden bogen udkommer, men så let slipper han ikke ud af Lingos lov. Ingen undgår Lingos lov. Bogen er en satirisk leg med den virkelighed som vi tror vi kender, og en historie om hvordan den bliver til bag facaden. Det er ikke en ond, partipolitisk, frelst satire, men en systemkritisk satire med latterbrøl og bidemærker. En diagnose af paradokser og hyklerier som enhver aktør sagtens kan finde hos sine modstandere, men altid oprørt benægter hos sig selv. Og den har medierne med, for det er meningsløst at satirisere over spindoktorer og politikere uden samtidig at satirisere over medierne. [Se her forlagets appel til redaktionerne om nåde i forbindelse med udgivelsen af Lingos lov.] Men først og fremmest er det forhåbentlig en god historie om nogle personer som er en del af os alle sammen fordi vi allerede kender dem fra medierne. Måske ikke som individer, men som typer. Nogle af dem hedder det samme som de hedder i virkeligheden, andre har nye navne som passer bedre til dem – måske fordi de i virkeligheden slet ikke er den vi tror de er. Nogle er stadig gift, selv om de i virkeligheden er skilt. Nogle har et job de aldrig har haft, men som de i virkeligheden er født til. Andre har måske et job de aldrig burde have haft, men som de kæmper tappert for at bevare. Der er virkelige historier som ingen vil tro på fordi de ikke virker sandsynlige. Og der er frit opfundne historier som alle tror på er den rene og skære virkelighed, selv om historierne faktisk er fulde af løgn. Som fx når journalister opdigter nyheder til deres avis, eller skriver interview med personer de aldrig har talt med. I Lingos lov gælder læserens lov: Historien skal være god. |
Opråb fra forlaget til redaktionerne i
forbindelse med udgivelsen af Klaus
Kjøller s
satire Lingos lov
Nåde for vores efterårsprogram
Romanen Lingos
lov som I har modtaget til anmeldelse d. 26/9 2005, burde
aldrig være udkommet. En meget uheldig kombination af travlhed og
personalerokeringer på Forlaget Hovedland i de seneste måneder har
gjort at denne bog nu udkommer. Vi har på forlaget helt op til ganske
få dage før udsendelsen til pressen, regnet med at en anden på forlaget
havde det redaktionelle ansvar for Lingos lov, og
hermed kendte bogens indhold i detaljer. Desværre har det juridisk og
teknisk vist sig umuligt at undgå at bogen nu udsendes. Økonomisk ville
det desuden være helt uoverskueligt, da forfatteren har meddelt at han
er villig til om nødvendigt at bruge friværdien i sin bolig til at føre
en sag om kontraktbrud til tops i Menneskerettighedsdomstolen i
Strasbourg. Derfor har vi i
desperation valgt at udsende dette opråb til landets redaktioner. Det
er et opråb om nåde – ikke over for romanen Lingos lov,
men over for forlagets øvrige udgivelser. Lad Lingos lov
få hvad den fortjener, men lad ikke eventuel opsparet harme gå ud over
forlagets øvrige efterårsprogram. Hvad er galt med Lingos lov?
Ingen vil vel
kunne stødes, forarges, oprøres eller såres over at der satiriseres
over politikere og spindoktorer. Det sker jo næsten overalt i
vittighedstegninger, sommerrevyer og julehæfter og udløser ofte latter
– ikke sjældent især hos satirens ofre. Her regner vi med alle
redaktioners forståelse og billigelse. Men det som gør Lingos
lov betænkelig, er at der også påstås ting om fremtrædende og
letgenkendelige personer i dansk presse. Det kan let komme til at virke
sårende. Det kan vi som ansvarligt forlag ikke tage ansvaret for. Vi
har dagligt brug for at bevare de bedst tænkelige samarbejdsrelationer
til pressen for at udbrede forlagets bøger. I den forbindelse vil vi
gerne takke redaktionen for al omtale af vores udgivelser. Selv om vi
gør hvad vi kan for at kompensere med annoncer, er vores muligheder her
begrænsede. Det er vores håb at denne hændelse med Lingos lov
på langt sigt vil tjene til at styrke vores gode forhold til
redaktionerne til gavn for bredden og kvaliteten af dansk litteratur. |
Om satire
Satire kan spare konsulenterI et stort amerikansk firma kaldes vicepræsidenterne for “måger” fordi, som én af afdelingslederne forklarer: “De flyver ind, laver en masse støj, spiser din mad, sviner på alle og flyver ud igen.” (Barsoux 96) Øgenavnets popularitet i organisationen bygger på at alle kan se at det er et paradoks at hovedkontoret som formodes at støtte afdelingerne, i virkeligheden forstyrrer arbejdet. Forstyrrelsen er en følge af at den øverste ledelse ikke lytter tilstrækkeligt til behov og ideer fra neden. Øgenavnet og de humoristiske anekdoter som begrunder det, burde straks føre til at ledelsen spurgte: “Hvad forhindrer virksomheden i at undersøge denne relation og rette fejlen?” Men det kan ledelsen jo kun hvis der er nogen der har turdet røbe for ledelsen hvilket øgenavn den har. Eksemplet illustrerer at humoristisk lydhørhed ikke kun hører hjemme i småtingsafdelingen. Den spiller en stor rolle ved udviklingen af organisationen. Væsentlige problemer er ofte kendt og taget under saftig humoristisk behandling nede i organisationen lang tid før de eventuelt når op i ledelsen. Spændingen mellem erklærede mål og hvad der faktisk foregår, er en stadig kilde til vitser, øgenavne og lignende blandt de ansatte. Måske indkalder ledelsen eksterne konsulenter for at få løst problemerne. De finder ofte netop de fejlfunktioner som ansatte har spottet over frokosten i kantinen i årevis. [ovenstående er citat af et afsnit fra min artikel ”Ledelse med humor”, læs mere >> Satire kræver et sofistikeret, følsomt og sympatisk indstillet publikumFor
satire there are immediate problems, namely the failure of some to
understand or correctly interpret the work. While such problems exist
for any piece of art, because of the special nature of satire and its
relationship to the world outside, the possibility of a breakdown in
communication between the satirist and the audience are greater than
with most forms of art ... Satire in effect asks-demands that its
audience engage in a dialogue of a special kind. In addition to making
associations, the audience is expected to assimilate the special
mixture of aggression, play, laughter and judgment that is set before
it. Each of these alone can create difficulties. Aggression may cause
resentment or other unfavorable reactions. Differences of opinion
concerning the judgments are potential sources of contentions. The
playfulness of satire, especially when yoked to serious questions, may
disconcert some ... By its nature satire usually causes trouble, not
merely because it is an attack and a judgment, but also because satire,
at its most complex, demands its audience be sophisticated, sensitive,
and sympathetic: sophisticated about the audience context in which the
satire transpires, sensitive to the means at work, and sympathetic in
sharing the aggression and judgment. [Test,
George A. Satire: Spirit and Art, Satire kan gavne ofret
We
argue that because of its polyvalent nature, the use of ironic satire
as a rhetorical strategy to debunk a position is unpredictable. In fact
[…] some forms of humor may facilitate audience acceptance of the very
ideas the satirist intends to disparage. [Gring-Pemble,
L. & Watson, M.S. “The Rhetorical Limits of Satire: An Analysis
of James Finn Garner’s Politically Correct Bedtime Stories”
i Quarterly Journal of Speech, vol. 89, no. 2, May 2003, s. 132] |
Brev fra muligt satireoffer som føler sig forbigået
|
Rygtet svirrer, selv om ingen endnu kender bogens indhold, ud over det som fremgår af bagsiden ovenfor og ganske få, korte foromtaler i pressen. Jeg har alligevel allerede modtaget et par e-mails fra kendte politikere og mediefolk som protesterer over tilsyneladende ikke at være kommet med i historien. Én af disse e-mails, dateret d. 2. september 2005, gengives nedenfor i anonymiseret form: Kære Klaus, Jeg har i dagspressen bemærket at du har en satirisk roman på vej om politikere, medier og spindoktorer. Det har skuffet mig at jeg tilsyneladende ikke er med i satiren. Jeg skal ikke undlade at gøre opmærksom på at der er mange kvaliteter ved mig som er særdeles velegnede som skydeskive for virkelig ond satire. [længere eksempelliste udeladt, da den gør det umuligt at opretholde anonymiteten] Ganske vist har jeg ikke været midtpunkt for nogle offentlige skandaler, men det er en helt urimelig forskelsbehandling at man af den grund skal være udelukket som offer for satire. Især når det som min dygtige stab har holdt hemmeligt med succes, er langt værre end selv det værste som mine kolleger ufrivilligt lader slippe ud til offentligheden. Hvorfor skal vi politikere som har de dygtige presserådgivere, straffes på denne måde, mens dem med de middelmådige rådgivere får lov at sole sig i satire? […] Mit tilbud er altså at jeg stiller 1 af mine værste, hidtil helt ukendte skandaler til rådighed til brug i Lingos lov. Du har din fulde frihed til at vælge den værste af mine 3 værste, men hidtil skjulte skandaler. Du må samtidig love mig fortsat at holde de 2 som du ikke vælger, helt fortrolige. Til gengæld forventer jeg en passende plads i handlingen. I mit svar skrev jeg blandt andet at det glædede mig at mærke den betydelige forhåndsinteresse for Lingos lov og for at hæve den nationale samtidssatire til det højest mulige internationale niveau. Videre skrev jeg at det ”desværre ikke er muligt på nuværende tidspunkt at justere handlingen. Men hvis min forlægger accepterer, er det måske stadig muligt at indføje dig et par steder i teksten i en ekstra korrektur. Du kan ikke nå at få en central placering, uanset hvor velegnet din ukendte skandale er. Det bedste jeg kan tilbyde i den aktuelle situation, er at du kan blive en lovende figur som nævnes et iøjnefaldende sted. Så kan du – afhængigt af hvordan vores samarbejde udvikler sig – få en mere central placering som satireoffer i eventuelle, senere, reviderede udgaver af bogen.” [Sidste nyt: Efter fælles beslutning vil der ikke blive produceret flere dokumenter i sagen.] |
Omkring Lingos lov: Interview med Ivar Olavson
|
Ivar
Olavson, nu er det den anden bog af I betragtning af alternativet kan jeg kun være yderst tilfreds. Har I
haft mange diskussioner om din figur? Ikke generelt. Han har bare sagt at jeg skulle være mig selv mest muligt. Han er ikke en mand der giver mange detaljerede instruktioner. Det har flere gange undret mig at han er alvidende forfatter, for han står sjældent personligt frem, selv om det jo er ham der er Vor Herre. Hvordan ser jeg fx ud? Er min hage kløftet og mine øjenbryn buskede? Hvad er min yndlingsret, og hvilket mærke er mit fjernsyn? Overhovedet ingen instruktioner angående dette og meget andet, og der er så ikke andet at gøre end bare at være sig selv. Men der har været en del detaljer af det jeg sagde og gjorde, han alligevel ville have lavet om. Og det er jo ham der er æstetisk ansvarlig, så det har jeg selvfølgelig bøjet mig for – ligesom de andre medvirkende. Ellers er det ud af klappen. Her er han nådesløs. Men
det kan vel ikke være helt problemløst for dig som medieforsker på
Københavns Universitet at lægge identitet til en så dobbelttydig figur? Altså nu ved jeg ikke hvor mange der betragter os forskere som 100% heltefigurer. Jamen,
du begår indbrud og laver en lang række fejl. Alene det at påtage dig
jobbet som åbenhedsombudsmand i Statsministeriet er jo et håbløst
projekt som må kaste et betænkeligt skær over din intellligens? Måske, men hvis jeg ikke havde sagt ja, så havde jeg næppe fået min computer tilbage og havde så ikke kunnet deltage i Amsterdamkonferencen med den store succes som jeg faktisk fik. Jeg accepterer fuldstændigt at man må have fejl for at begå sig i offentligheden. Endda store fejl. Ellers er man helt uinteressant. Det gælder også i bøger. Desuden er mine fejl og mangler jo latterlige ved siden af mange andre af de medvirkende. Men jeg tror ikke at der er nogen af os der har opfattet det som et problem. Faktisk var vi flere som længe troede at det var et kærlighedsdrama vi var med i. Det
lyder fantastisk. Enhver kan jo se at det er en ramsaltet satire. Jamen, det er da let at se nu for os der har læst bogen. Men der var så meget varme under arbejdet at vi alle gik rundt i en slags rus. Du kan måske huske den scene hos Socialdemokraterne med mediet Syle Baba. Sådan var det faktisk meget for os alle sammen. Og så havde vi en seddel med påskriften ”Politik er kærlighed” klæbet på computerskærmen mens historien voksede. [interview under bearbejdelse] |
Kontraktpolitik: Nu også for vælgere
Få din egen kontrakt med dine udvalgte politikere om det mest væsentlige emne af alle: troværdighed.
|
Pressemeddelelse,
senest opdateret d. 22/9 05: Anvendelig forskning som gør nytte. Et tilbud til danske vælgere og politikere: Kontrakt
om troværdighed Mange
politikere har problemer med troværdigheden. Aktuelt kan nævnes Helle
Thorning-Schmidts udtalelser om efterlønnen. Mange mener at hendes
udtalelser i sommer om at efterlønnen er sikret for folk under 50,
strider mod de løfter hun gav ved formandsvalget i foråret om at
efterlønnen var sikret for alle under 40. Trafikminister Flemming Mange politikere, vælgere, politiske iagttagere, embedsmænd og forskere er bekymret over denne klare tendens til mangel på troværdighed. Der er et klart behov for at gøre noget ved det. Som et konkret
tilbud til danske vælgere og deres politikere har jeg derfor udformet
en ”Kontrakt
om troværdighed – en kontrakt mellem dig og din politiker”. Med denne kontrakt kan enhver vælger få et skriftligt løfte om åben og redelig kommunikation fra enhver politiker. Det er vælgernes helt naturlige reaktion på den "kontraktpolitik" som er blevet så moderne: Få din egen kontrakt med dine udvalgte politikere om det mest væsentlige emne af alle: troværdighed. Det er kun et spørgsmål om at downloade kontrakten og sende den til den politiker som du ønsker at indgå kontrakt med. Kontrakten kan downloades fra www.kjoeller.dk/kontrakt. Derefter sendes den til den ønskede politiker. Blandt de syv løfter som politikeren giver vælgeren på kontrakten, findes disse: at undgå at tilintetgøre, tilbageholde eller sløre informationer – også hvis informationerne vil give mine modstandere gode muligheder for at nå deres mål aldrig at gå efter manden i stedet for bolden uden omsvøb at svare journalister og modstandere på de spørgsmål de stiller. Også politikere vil naturligvis kunne tage initiativ til at indgå kontrakten med enkelte vælgere eller grupper af vælgere, ja hele befolkningen hvis det ønskes. Kontrakten kan downloades fra www.kjoeller.dk/kontrakt. Klaus Kjøller, © klaus@kjoeller.dk |