|
Da Fogh kunne fortælle pressen om at
han nu blev generalsekretær, så sagde han ”Vi har truffet en
beslutning”. ’Vi’ viser at han optræder som talsmand for et kollektiv,
og at han selv har været med til at træffe beslutningen. Det er en
langt bedre taleposition end hvis han havde sagt fx: ”Man har besluttet
at ansætte mig som generalsekretær i NATO”. Endnu dårligere havde det
været at sige: ”De har besluttet …”. Her ville han stå som ansøger uden
for ansættelseskomiteen, og som en budbringer fra de store statsledere
som havde accepteret hans ansøgning – og dermed også mere alene og
sårbar over for journalistspørgsmål.
Med ordet ’vi’ markerer han at han
allerede er en accepteret del af det kollektiv som ellers i dagene
forinden næsten for åbent tæppe havde tryglet Tyrkiet om at lukke ham
ind. Det er gået hurtigt for ham med at falde til i gruppen. Men det er
også sket med tilbagevirkende kraft, for i udtalelsen ”Vi har truffet
en beslutning” ligger også at han selv var med inde ved bordet –
samtidig med at han altså stod uden for og sammen med Anne-Mette og
mange andre danskere spændt ventede på om de kunne enes om ham.
Alle der bare har fulgt lidt med i
sagsforløbet, forstår at ordlyden af det Fogh siger, ikke er dækkende
for virkeligheden. Men ingen protesterer eller anklager ham for at lyve
eller fordreje. En løgn kan være så lille at det virker krakilsk at
anholde den. Det vil virke som ligegyldigt pindehuggeri at tage det op.
Det ville falde tilbage på kritikeren. De færreste vælgere vil finde
det belastende for Foghs troværdighed at han siger ’vi’ her hvor det
helt præcise ville være ’de’. Det væsentlige er jo at man har besluttet
at ansætte ham. Denne slags sproglige friheder tager enhver politiker
sig jævnligt.
Men så snart en politisk modstander
kan se en videregående politisk pointe i at sætte fokus på selv en
lille fordrejning, usandhed eller løgn, så vil det selvfølgelig ske.
|
En løgn kan være så lille at det virker
krakilsk at anholde den.
|
Det er en almindelig opfattelse at en
påstand eller et løfte enten er sandt eller usandt, dvs. falsk. Enten
er prinsesse Mary gravid eller også er hun ikke gravid. Der gives ingen
tredje mulighed. Dette er grundlaget for naturvidenskab og dermed al
den teknik som vores velfærdssamfund bygger på.
Men denne regel gælder sjældent i
politik. I politik gives der næsten altid en tredje mulighed, nemlig at
noget er uden for dagsorden. De parter som kunne være interesseret i at
bringe sagen på bane eller afsløre en løgn, er af forskellige grunde
ikke interesseret i at køre sagen frem. Ingen er interesseret i at
score på at fremhæve at det er en løgn. Løgnens datomærkning er
udløbet. Den må derfor kasseres.
I sagen med Foghs NATO-kandidatur var
næsten alle overbevist om at han løj når han erklærede at han ikke var
kandidat. Da forløbet var færdigt og posten var i hus, så var det hævet
over enhver tvivl for alle at han havde løjet. Og løgn er jo noget af
det værste en politiker kan blive taget i. Så ud fra grønspættebogen
for politikere ville Fogh nu være en færdig mand i politik, nationalt
som internationalt.
Men sådan gik det jo slet ikke. Der
var ingen som bebrejdede Fogh hans løgne undervejs til posten.
Forklaringen er at historien om
statsministeren med de lodrette løgne var blevet overtrumfet af
historien om den danske statsminister som gjorde nationen ære ved at
vinde den flotte internationale post. Det ville tangere statsfjendtlig
virksomhed at køre historien om hvor mange usandheder Fogh stak
undervejs.
|
Løgn
er tilladt – bare det fører til en sejr som gør alle stolte
|
Det var selvfølgelig afgørende at der
efter sejren ikke må stå nogen tilbage som kan se en fordel i at
sabotere festlighederne ved at fremhæve løgnene.
I øvrigt svarer denne regel helt til en
velprøvet grundregel i international politik som lyder således: Hykleri
er tilladt – bare det sikrer store eksportordrer.
Men når ingen har en interesse i at køre det
frem, så undgås så vidt muligt de dramatiserende betegnelser ’løgn’ og
’hykleri’ (mere om dette s. 148).
Problemet med de mange løgne og den
mistede troværdighed klarede Fogh med udtalelser som
·
Sådan er det jo. Det ved alle.
Og hermed lukkedes dette spørgsmål i
pressen. Foghs korte forklaring blev taget til efterretning uden
protester.
|
Sandheden
er den fremførte version af virkeligheden som ingen er interesseret i
at anfægte eller har mulighed for at anfægte.
|
Det ville som nævnt grænse til
landsskadelig virksomhed hvis et medium insisterede på at sabotere
historien om den nationale sejr, ved at fokusere på at Fogh havde gjort
hvad han kunne for at mislede medierne og befolkningen på vej frem mod
målet, herunder stikke klokkerene løgne. Der var her langt mere salg i
at kaste sig ud i jublen og i at bringe et afskedsinterview uden
mislyde.
|
Dagsorden
og dagens gode historie sætter rammerne for hvilke ord og udtalelser
der tæller.
|
Men det var en risikabel satsning fra
Fogh. For hvis han ikke havde fået jobbet, så havde der ikke været
nogen sejrshistorie til at overdøve troværdighedsspørgsmålet. Så havde
vi fået historien om Foghs drømme om en international post, og hvad det
havde kostet ham selv og landets borgerlige regering at han havde
satset på det uden held. Og her ville pressemødernes fortielser,
undgåelser og eksplicitte løgne passe perfekt ind som dokumentation af
hvad han bl.a. havde ofret forgæves. Det ville have været en ydmygelse.
Og han ville ikke have kunnet forsvare
sig mod anklagerne for løgne ved at henvise til at han faktisk aldrig
havde været kandidat. For han havde få dage inden afgørelsen åbent
erklæret sit kandidatur. Det havde været nødvendigt for at hjælpe de
lande som støttede ham, med at lægge pres på Tyrkiet som var stærkt
imod ham til det sidste.
|
Historien
om en stor sejr ødelægger historien om en tabt troværdighed.
|
Da Fogh forklarede sine løgne som en
nødvendig del af spillet, trådte han ud af statsministerrollen og blev
menneske: Han talte til journalisterne om sin rolle. Dette er som nævnt
(s. 34) én af de stærkeste og mest sikre
metoder hvormed en politiker kan styrke sin ærlighed og idealisme:
Kortene lægges på bordet. Mennesket som er inde i politikeren skyder
genvej til det medmenneske som er inde i vælgeren.
Samtidig ændres fokus til at handle om den
politiske proces. Magten til at ændre fokus i denne retning har enhver
politiker. Og den udnyttes ofte.
Den der har sagt eller skrevet noget, vil
altid være tættere på det end enhver der lytter eller læser det. Derfor
har afsenderen en særlig ret til at sætte fokus på sin udtalelse og fx
sikre sig at den forstås rigtigt. Og når han gør det, ændrer han emnet
til at handle om kommunikationen og udtalelsen i stedet for at handle
om indholdet. Og normalt vil modtageren acceptere emneskiftet fordi han
accepterer at afsenderen har dette særligt tætte forhold til sine egne
udtalelser. Ingen er tættere på afsenderens virkelige hensigter end
afsenderen.
|
Afsenderen
har førsteret til at tolke sine egne udtalelser
|
Meget ofte anfægter politiske
modstandere, journalister eller kommentatorer de hensigter som
politikeren anfører. Men det ændrer ikke ved at enhver politiker stort
set altid har mulighed for at ændre emne fra
·
’sagen’ til
·
’mine motiver for at tale om sagen på
den måde som jeg gør’ eller:
·
’hvorfor jeg siger og gør som jeg
siger og gør’.
Og når politikeren udnytter denne ret,
så bevirker det umiddelbart en styrkelse af ærlighed og idealisme.
Men det er som regel også et emneskift fra
noget som det er vanskeligere at forstå, til noget som enhver vælger
forstår umiddelbart. Man skifter fra ”sagen” til ”processen”, dvs. fra
formaliteter, administrative regler og tekniske anliggender til noget
der handler om aktørernes psykologi og moral: de fire dyder. Og om hvad
vælgerne kan se og høre med egne øjne og ører.
Det at ærlighed og idealisme styrkes,
og at man ”får alle vælgere med”, betyder at der i politisk
kommunikation er en stærk drift mod at tale proces på bekostning af
sag. Det er let for enhver – politikere, journalister og kommentatorer
– til at skifte emne i denne retning. Og fordelene er til at få øje på.
Samlet betyder det at kommunikation om
kommunikationen og kommunikationssituationen her og nu, dominerer i
den politiske kommunikation. Og det gør en stor forskel for indholdet.
Emnet ’kommunikationssituationen her og nu’ er noget helt andet end det
som kaldes ’det saglige’. Det saglige emne kan være forsvarsforliget,
den truende klimakatastrofe, aktiekurserne eller madordningen i
børneinstitutionerne.
Det saglige indgår
selvfølgelig i kommunikationen her og nu. Det er jo det man officielt
taler om. Men de problemer, udfordringer og saglige anliggender som man
eksplicit debatterer når man behandler disse emner, ligger uden for den
kommunikationssituation man befinder sig i. Og det er hele tiden ganske
let at skifte til at debattere ’kommunikationssituationen her og nu’,
fx de forskellige debattørers hensigter, dyder, indbyrdes relationer og
mål.
Og selv om man ikke eksplicit skifter
emne, så vil en stor mængde af den implicitte kommunikation i en
tilsyneladende rent saglig debat være kommunikation om selve
situationen. Alene fordi informationerne fra politikernes krop og
ansigt og måde at tale på altid vil dominere kraftigt over det saglige
indhold der måtte være i replikkerne.
|
|
Formidlingens fokus
|
Formidlingens grundlag
|
|
processen
|
Historien
om de figurer som håndterer sagen
|
Almindelige
menneskers indlevelsesevne
|
|
sagen
|
Sagens
embedsmandsrapporter, ekspertudredninger, mødereferater og andre
dokumenter
|
Eksperternes
og administratorernes verden (deres viden og professionelle holdninger)
|
Den stærke drift mod historien om de
personer der håndterer sagen, er en direkte konsekvens af at både
politikere, medier og kommentatorer konkurrerer om at ”få hul igennem”
til vælgerne. Det er altid langt lettere for vælgerne at se dramaet og
historien i situationen for øjnene af dem end at se dramaet og
historien som de indforståede påstår der er i den substans uden for
situationen som er den oprindelige, officielle årsag til at man
overhovedet debatterer.
|
Processen vinder over sagen fordi
vælgerne ved selvsyn oplever og bedømmer dramaet og historien.
|
Der kan foreløbigt opstilles denne
vigtige regel – som får en mere endegyldig form s. 72:
|
Historien om sagen, kommunikationen og de personer
som håndterer sagen, er altid – for alle andre end eksperter og
specialister og direkte berørte – mere interessant, forståelig og
engagerende end selve sagen.
|
Fogh benytter både reglen Afsenderens tolkningsret og reglen Processen vinder over sagen, når han
forklarer sine misvisende udtalelser med: ”Sådan er det jo. Det ved
alle.” Det kan oversættes således:
·
Jeg var nødt til at stikke jer de
løgne, og det ved I jo også godt. Derfor er der ikke noget at komme
efter her.
Det er altså ikke hans personlige
ansvar at have stukket løgnene. Det indgik som en del af spillet. Et
spil som alle kender. Løgne som alle ved er løgne, er ikke løgne. Det
er ligesom sange om nisser og trolde og engle til jul: Alle ved jo godt
at det bare er eventyr og løgn og latin: en del af ritualet.
Foghs opstigning til det højere niveau kan
illustreres i dette diagram:
I stedet for at tale om sagen – om han
er kandidat eller ej – så taler han om hvordan han talte om sagen,
altså om processen. Fogh skifter fra kommunikation til
meta-kommunikation, dvs. kommunikation om
kommunikationssituationen og dens roller, relationer, handlinger og
udtalelser.
Indrømmelse af at have gjort noget
forkert, er normalt den hurtigste og letteste vej til at genvinde
troværdighed. Og det havde ikke skadet Fogh at udbygge sin forklaring
med et klarere element af indrømmelse. Fx således:
·
”Jeg håber at alle i dag godt forstår
at jeg var nødt til at sige hvad jeg sagde dengang – selv om det –
indrømmet – faktisk var usandt. Men det var jo nødvendigt for at have
en chance. Samtidig vil jeg komplimentere pressen for dens vedholdenhed
i spørgsmålet. Den var fuld forståelig og på sin plads.”
Det ville have styrket Foghs
idealismedyd at vise mere ydmyghed og respekt over for pressen og
vælgerne ved at bruge lidt flere ord på sin retfærdiggørelse af de
nødvendige løgne.
Men alene ved at lukke modtageren ind
i en mere fortrolig cirkel hvor afsenderen taler om sine hensigter
eller vurderer egne udtalelser, øger afsenderen sin ærlighed og
idealisme. Kortene lægges på bordet – i ét eller andet omfang. Der
tages en risiko ved at lukke vælgeren ind i sine overvejelser. Det
vækker opmærksomhed og sympati.
© KLAUS
KJØLLER
|
