|
ma 23-11-2020 16:35:
Emne: ny bog når dig snart
Kære John Chr.
Nu er bogen lagt i
postvæsnets hænder. Den skulle være fremme senest lørdag. Den taler
forhåbentlig for sig selv, når den først når frem.
Den er som nævnt ret
anderledes end mine andre bøger. Men det skal en lille bog som rummer
det hele vel også være. ”Det hele” er ikke verdensaltet, men bare ”de
bøger, jeg har skrevet.” Og kun et udvalg. 😊 Men forfatteren
slipper læseren ikke for.
God fornøjelse, når
den dukker op. Jeg ved du har hår på brystet til den slags.
Kærlige hilsner
Klaus
28. november 2020 08:45:
Emne: Noget helt særligt
Kære Klaus
Jeg
læste din bog ud i ét stræk i går. Det var en stærk, ja, gribende
oplevelse. Jeg mindes ikke at have set en lignende afskrælningsproces
før. Lag på lag fjernes illusionerne. Systematisk og med repeteret
dokumentation. Nederlag, afvisning, middelmådighed. Det er hamrende
modigt gjort. Man forstår, at uden selvironien - og M - var det aldrig
gået.
For at kunne skrive
og udgive en sådan bog må man have en betydelig styrke. Den underkender
du måske lidt i bogen. Den ro og myndighed, du udstrålede som leder.
Det gode humør, hvormed du fik gennemført beslutningsprocesserne.
I elektronisk know-how var du langt forud for dine kolleger.
Du har ene mand opbygget et betydningsfuldt fagområde, som nu føres
videre af Mie m.fl. Den slags er du for beskeden eller for selvkritisk
til at nævne. Det vil også let kunne tolkes som praleri. Men det hører
jo med, hvis vi skal ramme den objektive sandhed.
Jeg
anfægter din subjektive sandhed. Jeg respekterer, at du har bogført
den. Men der er altså mere at sige, Klaus, også mere, end dette brev
kan rumme - kærlig hilsen John Chr.
Den 28. nov. 2020 kl. 17.53:
Kære John Chr.
Tak for din
overvældende tilbagemelding. Godt du nåede i land igen.
Når jeg igennem årene
ikke har skrevet noget om det, du savner, må det være fordi jeg ikke
har kunnet bruge det til at sparke mig ud af dødvandet. Det kan også
bare være en tilfældighed. Det er ikke en officiel erindringsbog jeg
har skrevet. Netop ikke. Men en række dagbogsnotater, udelukkende
skrevet fordi jeg ikke den dag kunne komme i gang med at skrive på
noget brugbart. Og den dækker kun – som nævnt i forordet – 1 ud af 88
dage i de sammenlagt 22 år bogen omfatter. De 87 andre dage har været
langt mere båret af begejstring og sejrsrus. Så kunne der sagtens,
vupti, gå flere år, hvor jeg intet skrev i bogen.
Nogle
forfattere æder måske lakridskonfekt, tyller whisky eller bliver skilt,
når de ikke kan komme i gang. Det ved du som litteraturmand meget mere
om end jeg gør. Men jeg skrev altså i stedet disse dagbogsnoter. Og
denne skæve måde at præsentere et forfatterskab/ en forfatter på faldt
jeg så for og lavede bogen. Du ser her straks, hvor intakt min
optimisme, begejstring og tiltro til læserne er, trods den
afskrælningsproces du så rammende beskriver.
Kærlig hilsen fra
Klaus
sø 29-11-2020 14:06:
Kære Klaus
Jeg har tænkt meget
over din bog, siden jeg læste den. Herunder det forhold - eller den
påstand - at man synes nærmest sandheden, når man er på bunden, og
mest troværdig, når man erkender det selv i dagbogsform. Begge
dele kan betvivles. Dagbogen er uden kontrolinstanser. Man kan piske
sig selv med skorpioner uden nogen får lov til at komme ind med
korrektioner. Og man kunne lige så godt måle livet på dets bedste
øjeblikke som på dets værste. Ved at fokusere krisesituationen, som du
har gjort, risikerer man, at sortmale “væsentlige, gennemgående ting i
forfatterskabet og i livet” (s. 13).
Det fascinerer mig,
at du fundamentalt opfatter dig som ‘forfatter’, og det kommer før dine
roller som ‘forsker’, ‘lærer’, ‘coach’, ‘konsulent’ m.v. Jeg kan også
godt lide at se min ‘produktion’ som et ‘forfatterskab’, selv om jeg
ikke som du har skrevet fiktionsværker. Men som du har jeg haft
fornemmelsen af, at det at holde forelæsning, give vejledning, bedømme
opgaver osv. var noget, der skulle overstås, så jeg kunne tage fat i
det egentlige: mit forfatterskab. Det værste
’tidsspilde’, jeg har været med til, har været
administrative møder. Dem troede jeg du holdt meget af, siden du
administrerede med så stort overskud. Men sådan kan man altså ikke
slutte.
Kærlig hilsen og
endnu en gang tillykke med en inspirerende bog fra John Chr.
|
