---
Jeg vil holde en forelæsningsrække, sagde professor Horatio Wittson
beslutsomt. --- Den kommer til at sige sparto til alt, jeg hidtil har
formidlet. Folk skal oplyses. Nu skal det være!
--- Det er
desværre ikke nok, Horatio, sagde Borning Writer dystert. --- Ikke
engang til at bevare håbet. Sprecchmeisters folk bruger midler som ikke
kan stoppes med foredrag og taler. Desværre. Du så jo hvordan det gik
forleden da vi troede at Lingo Rathaus under vores rådgivning skulle
begynde at bruge klart sprog, så alle almindelige borgere kunne forstå
hvad der foregik: Sprecchmeister og hans folk invaderede.
--- Vi kan gøre
det bedre, sagde Horatio Wittson sammenbidt. --- Det skal
vi. Selv de simpleste folk skal forstå. Vi skal gøre
det bedre. Hvad med også i oplysningen at bruge små, livagtige, kulørte
plastikfigurer som klarer sig ud af vanskelige situationer med enkle,
sproglige midler?
Borning Writer
sukkede og trak luft ind:
---
Forelæsningsrækkernes tid er forbi, Horatio, sagde han – så blidt han
kunne.
Wittson så på
ham med løftede øjenbryn.
|
|
--- Horatio, vi
har nået et punkt, hvor vi er nødt til at tage vores egen medicin:
Klarhed. Vi må se virkeligheden i øjnene.
Wittson sukkede
og så bekymret på ham.
--- Er du
virkelig sikker på vi er så langt ude?
--- Horat: Der
må mere til end foredrag og sprogkurser. Det er den klarhed du senest
har givet mig. Endnu en klarhed jeg har nået ved at iagttage dit
eksempel på nærmeste hold som din assistent igennem mange år. Jeg
skylder dig så meget. Sproget er virkeligheden; derfor kan du kun ændre
sproget ved at ændre virkeligheden.
--- Tror du
virkelig det er så slemt? udbrød Wittson.
--- Ja,
desværre. Vi må drage konsekvensen af at det har vist sig umuligt den
anden vej: at ændre virkeligheden med sproget. Det blev klart forleden
ved indledningen til kurset i ministeriet hvor virkeligheden
overmandede os i skikkelse af Sprecchmeister, Ramon Siccesrug og deres
slæng. Overkancellist Beatrice Ronkeslyt blev fuldstændig sat til vægs.
Langt mere end vi nogensinde har kunnet.
|