VÆLGEREN OG PARTIPROGRAMMERNE

senest opdateret 20-08-2024 11:05:00

Vælgeren og partiprogrammerne

En aktuel, sproglig-politisk analyse

02-11-2014: "Vælgeren og partiprogrammerne. En aktuel, sproglig-politisk analyse" udgives som e-bog. Den udkom første gang som p-bog i 1973 (se nedenfor). Selv om det er 41 år siden den udkom første gang, så er alle dens pointer om partiprogrammernes indholdsløshed stadig intakte. Desværre.

Køb bogen på SAXO.com

Borgen 1973. 242 sider, udsolgt. (Bogen kostede 38,50 kr)

ISBN 87-418-3709-6

Vistnok trykt i ca. 1500 eksemplarer.

Udkom d. 22/11 1973.

Salg 1974: 799 eksemplarer; 75: 88; 76: 104; 77: 69; 78: 50; 79: 17; 80: 29; 81: 21; sidste eksemplarer solgt på nedsættelsen i 1986.

Antal eksemplarer på bibliotekerne i 1997: 44.

Bagsidetekst

Forfatterinterview:

Ekstra Bladet v. Poul-Ove Kühnel

Anmeldelser:

Politiken v. Ernst Primé

Berlingske Tidende

Jyllands-Posten

Information v. Ole Karup Pedersen

Andre anmeldelser og omtaler

Behandling af bogen på lederplads:

Jyllands-Posten d. 24/11 1973

Viborg Stifts Folkeblad d. 23/11 73

Læs om bogen på KlausKjoeller.dk

Bagsidetekst

Den vigtigste, officielle kilde til viden om hvad et politisk parti står for, er partiprogrammerne.

I Vælgeren og partiprogrammerne påvises det at det erklærede mål med disse programmer: at informere vælgeren, skydes til side for et andet, uerklæret mål: at hverve så mange tilhængere som muligt. Med dette mål for øje lader man sproget gå i tomgang med platheder, banaliteter, vagheder m.m.m.

Vælgeren og partiprogrammerne gør rede for de faktorer der tilsammen danner den kommunikationskløft som findes mellem politikere og den almindelige borger.

Men ud over at være en afsløring af det politiske sprog er Vælgeren og partiprogrammerne et eksempel på hvordan man kan analysere ikke-finlitterære tekster. Bogen er en introduktion til pragmatisk sproganalyse, dvs. analyse af sprogbrug i social sammenhæng.

Vælgeren og partiprogrammerne er derfor velegnet til brug i gymnasiets undervisning i dansk og samfundsfag, på seminarier, højskoler, universiteter og i studiekredse.

Dagbladet POLITIKEN d. 24/11 1973:

Sprogforsker kigger på parti-programmer

Af Ernst Primé

Når en sproglig-politisk analyse fremkommer knap to uger før et valg, vil den blive modtaget med ekstra interesse, selv om dens aktualitet begrænses af, at den bygger på materiale forud for valget i september 1971.

Forfatteren, der er undervisningsassistent på Københavns Universitet, har haft til formål at 'vise, hvorledes de politiske vejlederes ønske om at hverve tilhængere alvorligt skader vælgerens chancer for at vælge parti ud fra en nogenlunde klar forståelse af de alternativer der tilbydes'. Han bygger på den fiktion, at vælgeren sætter sig ned og læser nogle partiprogrammer igennem, inden beslutningen tages om, hvor krydset skal sættes. Dermed abstraheres der fra den betydningsfulde indflydelse, som den politiske orientering i presse, radio og TV har i en valgsituation, og den inspiration, som denne orientering giver til drøftelser på arbejdspladser og i vennekredse.

Nu er Klaus Kjøller ikke i tvivl om, at næsten alle stemmer efter pengepungen - ' at påstå noget andet er øregas'. Men han finder, at i et demokrati bør det være muligt for borgerne at vælge parti på basis af viden om partiets mål og ud fra en selvstændig vurdering af dets samfundsopfattelse.

DET BEKYMRER forfatteren, at partiprogrammaerne, foruden at informere, også ønsker at tegne et attråværdigt billede af partiet, og at mange passager i programmerne 'synes at være skrevet for en cand.polit. eller cand.scient.pol.'

Ængstelsen for et fagligt særpræg har dog ikke fået Klaus Kjøller til at feje for sin egen dør, hvilket må overraske så meget mere, som han mener, at hans bog er brugbar i folkeskolens øverste klasser. I et teoretisk kapitel indvier han omstændeligt sine læsere i et sprogvidenskabeligt begrebsapparat, og med dette værktøj går han løs på partiprogrammerne. Han finder 'uægte absurditeter', 'ægte platheder' og sågar 'en klokkeren tautologi'.

Da han har fundet et spørgsmål både 'banalitetsforudsættende og halvplathedsforudsættende' udbryder han dog, at 'nu skal vi også passe på ikke at gå for vidt i det begrebsmæssige pindehuggeri'. Hvilket ikke hindrer ham i at fortsætte sin ordakrobatik.

Selv om forfatteren beskeden betegner sig som en 'politisk ignorant', drager han den generelle slutning af sit materiale, at vi må væk fra 'vaghedernes tågedis, detaljernes volapyk og propagandaens tåregas'. Som en vej til forbedringer foreslår han oprettelse af et statsligt kommunikationsnævn, rekrutteret blandt massemedieforskere ved de højere læreanstalter (dog ikke Journalisthøjskolen). Hos dette nævn skulle partierne kunne få taget deres programmer op til 'kritisk kommunikationsvidenskabelig vurdering'.

Selv den vælger, der jævnligt kunne ønske større sproglig klarhed i politiske udtalelser, vil næppe af denne bog blive overbevist om, at der er hjælp at hente hos en undervisningsassistent i pragmatisk analyse.

Dagbladet Berlingske Tidende d. 2/12 1973:

Udluftning af den politiske tågesnak

Sprogforskers udbytterige analyse af partiprogrammer

(Usigneret)

Det er den slags, der på nudansk kaldes timing - at udgive en bog om de politiske floskler midt under en valgkamp.

Forfatteren, Klaus Kjøller, er undervisningsassistent ved Institut for Nordisk Filologi ved Københavns Universitet. Han har taget partiernes programmer og pillet dem fra hinanden sætning for sætning. Hvad han finder af tomhed, forløjethed og fordrejninger er trods alt temmelig fantastisk. Både videnskabeligt strengt og fremstillingsmæssigt afvekslende og morsomt sætter han tingene på plads. Der sker en virkelig udluftning af den politiske tågesnak.

Blandt det meget, han advarer imod, er den såkaldte selvbærende teori eller ideologi, der er formet sådan, at den vil være sand, uanset hvad der sker. Venstresocialisterne har f.eks. den opfattelse, at alt, hvad der siges fra borgerlig side er forkert, fordi det siges fra borgerlig side. Så står man jo stærkt, men altså logisk på falsk grund.

J. O. Krags "man har et standpunkt til man tager et nyt" er jo blevet latterliggjort i befolkningen som helhed, men tages til gengæld alvorligt af sprogforskeren. Sprogligt er det ganske vist indholdsløst, men det fremdrages ikke desto mindre af Kjøller som et eksempel på, at en indholdsløs sætning sagt i det rigtige øjeblik (her: det øjeblik da Krag, trods valgløfte om det modsatte, skabte det røde kabinet) alligevel kan forekomme stærkt meningsfyldt.

Kjøller foretager derimod kritisk gennemlysning af den skik hos blandt andre de konservative at overrose noget, som alle i forvejen er positive over for - f.eks. uddannelsen. Dermed skabes en rar og imødekommende stemning hos læseren, der kommer partiet til gode, når det senere rykker frem med sine mere specielle synspunkter.

Kjøller er kompromisløs, humoristisk og skarp hele vejen igennem. Men til sidst har også han en lille privat kartoffelplante at hyppe. Han ønsker oprettet et statsligt kommunikationsnævn til kritik uden censur af offentlige skrivelser (altså kancellistilen) og af valgprogrammer.

En anden idé er dog langt bedre: at Kjøller tager sin velskrevne, men lovligt lange og teoretisk udførlige bog og omskriver den i mere populær form egnet til billigbogsudgave. Så er han sikker på at øve en virkelig oplysnings-mission ved næste valg. Og der kommer jo altid et valg til.

Dagbladet Information, d. 27/11 1973:

Hvad står der i partiprogrammerne?

Af Ole Karup Pedersen

ER DER overhovedet nogen, der læser partiprogrammer? Er der - selv om de læser dem - nogen, der regner med, hvad der står i dem? Er politiske partiprogrammer ikke blot en samling højtklingende fraser, som partierne tror, de er forpligtede til at udslynge for at gøre så godt et indtryk som muligt på vælgerne?

De stillede spørgsmål er nok udtryk for en ret udbredt indstilling, som afspejler en indgroet mistillid - ikke blot til politiske partier, men til hele forestillingen om, at noget menneske eller nogen menneskelig gruppe kan have noget som helst program udover at klare sig så godt som muligt under de givne forhold. (Hvad jo dog også rummer et program). Krags berømte og af mange meget kritiserede ord om, at man har et standpunkt til man tager et nyt, har sikkert flere tilhængere, end man umiddelbart skulle tro.

KLAUS KJØLLER, der er uddannet i litteratur- og tekstkritik, og som mestrer at foretage en sproglig analyse, har imidlertid den politiske indstilling, at partiprogrammer må have til hensigt at give vælgere besked om, hvad partierne står for, hvad de vil, og hvordan de anser det for muligt at få gennemført det. Mange vil muligvis anse ham for politisk naiv. Men den naivitet må han så dele med en lang række andre forskere, der anser programmer for en analyse værd. Sjovt nok må han også dele den med de partiledere, -sekretariater og -medlemmer, som med mellemrum bruger megen tid på at affatte, diskutere, finpudse og "markedsføre" deres programmer.

Det nye og spændende ved Klaus Kjøllers analyse af de danske partiprogrammer er på én gang hans omtalte naivitet i forbindelse med hans rent sproglige analyse. Det er normalt i historiske og politologiske analyser af partiprogrammer at give en "indlevet" fortolkning ved hjælp af hvilken man regner med at nå frem til en placering af programmerne indenfor en "højre-venstre"-skala, eller karakteristikker som "reaktionær", "bevarende", "progressiv" eller "revolutionær". Klaus Kjøllers fremgangsmåde er mere udvendig og på sin vis "objektiv". Efter nogle indledende kapitler om partiprogrammers tilblivelse og vælgernes forventninger opstiller han et fagligt begrundet tekstanalyseapparat, hvori indgår "holdninger", "neutral dækkende og forståelig beskrivelse", "tomme udsagn", "kontroversiteter", "tågesnak", "selvfølgeligheder" og flere andre.

Han er god til på en uhøjtidelig og letforståelig måde at forklare indholdet af sine begreber og formår med mange velvalgte eksempler fra samtlige partiprogrammer at demonstrere, hvordan begreberne anvendes. Alle partiprogrammer får gode, eller rettere: dårlige ord med på vejen. Kjøller formår at leve op til sin hensigt: "Det er meningen, at forfatteren i de overspændte politiske yderfløjes forestillingsverden skal tage sig ud dels som en af disse ugudelige, venstreorienterede fugleskræmsler, som føler sig kaldet til at sende røde skrigeballoner med obskøne tegninger ind i pæne, arbejdssomme folks stuer, dels som en let progressiv, borgerlig middelklassedreng, som artigt sætter sit kryds et eller andet sted til højre for SF".

DET VILLE GIVE mere duft af bogen og måske også større appetit simpelthen at bringe nogle citater af Kjøllers eksempler på ægte, uægte og halve platheder. Men der er efter min mening nogle vigtigere spørgsmål at tage op.

Klaus Kjøller konkluderer meget klart og skarpt: "Vi må altså kort og godt konkludere af alle disse punkter, at partierne i stedet for at oplyse vælgeren om det politiske livs realiteter, luller ham ind i søde drømme om demokratiet (VS danner her i visse henseender en undtagelse): de fine, men i praksis ubrugelige menneskemål fremhæves pligtskyldigt, de "smudsige", men anvendelige mål forties".

Jeg mener ikke, der er væsentlige indvendinger at gøre mod denne konklusion på Kjøllers egne præmisser og hans analyse. Men der er måske nogle af hans præmisser, som i hvert fald er diskutable. Han går ud fra, at partierne - bl.a. gennem deres partiprogrammer - ønsker, "at den almindelige vælger skal have mulighed for at sætte sit kryds på basis af en selvstændig bedømmelse af de forskellige partier". Men er netop det ikke en af "demokratiets søde drømme", idet hvert parti ud fra sin overbevisning om, hvad der er godt eller dårligt for vælgerne og dermed samfundet, bestræber sig på at virke så tiltalende og tiltrækkende som vel muligt? Partipolitik - i folketinget og i hvert fald i en valgkamp - er noget helt andet og har helt andre vilkår end selvstændiggørende virksomhed over for elever eller studenter. For mig at se hænger hele spørgsmålet sammen med det noget vage begreb, som man kalder "politisk kultur", hvor partierne efter bedste eller ringeste evne lever op til, hvad de selv tror og mener, at andre forventer af dem.

KLAUS KJØLLERS både morsomme og gennemborende analyse af danske partiprogrammer er en stimulerende og tankevækkende "frækkert" - ikke mindst i en valgkamp. Den virker netop så selvstændiggørende og kritisk, som Kjøller tror, at politikerne ønsker, at vælgeren skal være. Som sådan kan den være en hjælp til vælgere, der er rådvilde og ikke ved, hvorde skal sætte deres kryds. Men konklusionen er jo nærmest, at man slet ikke kan sætte kryds ved noget parti på grundlag af partiprogrammer - og at man må sætte ind på at ændre den omtalte "politiske kultur". Det er på sin vis lidt mistrøstigt her i de sidste dage op til et for gængse danske forhold spændende valg.

Og Kjøllers forslag til en forbedring af denne kultur er simpelthen dødssygt. Han forestiller sig, at sproganalytikere og -kritikere - som han selv - skal sidde i et kommunikationsnævn og være politikere og embedsmænd behjælpelige med at udtrykke det, de gerne vil sige på en forståelig måde. De vil i løbet af nul komma fem blive en del af samme politiske kultur, som partiprogrammerne er udtryk for, og må altså bøje sig for samme vilkår. Troen på videnskabsmænds og fine analytiske apparaters integritet er stærkt overdrevet. Men hvor er det forfriskende at møde den anvendt på et så centralt og samfundsrelevant spørgsmål.

Ekstra Bladet, d. 22/11 1973:

Skarpt angreb på politikernes dobbeltmoral

Partierne lader vælgerne i stikken i stedet for at oplyse dem, siges det i kritisk analyse, der offentliggøres i dag

Af Poul-Ove Kühnel

Danske politikere sættes nu under anklage for at udvise dobbeltmoral og lade vælgerne i stikken. Det sker i en ny bog, som udkommer i dag.

Bogen, der hedder Vælgeren og Partiprogrammerne (Borgens Forlag, 242 sider, 38,50 kr.) er skrevet af undervisningsassistent på Københavns Universitet, cand.mag. Klaus Kjøller.

Den handler om hvordan partierne svigter vælgerne. I stedet for at oplyse dem gennem deres programmer, ønsker de blot at hverve så mange tilhængere som muligt. Det medfører, at det politiske sprog får lov at køre i tomgang med platheder, banaliteter og vagheder.

FINE OG SVÆRE ORD

- De skriver, at programmerne hæmmer og afsporer læsernes forståelse. Hvad mener De med den betragtning?

- For det første er programmerne meget svære at læse for den almindeligt folkeskoleuddannede vælger. De indeholder mange fine og svære ord og meget lange sætninger, der stiller fantastisk store krav til overblikket og læseevnen.

For det andet står udbyttet overhovedet ikke mål med den tid og de kræfter, den arme vælger skal bruge, hvis han vil læse programmerne.

BLINDE FANATIKERE

- Hvad mener De med, at partierne har en tendens til at fremstille hinanden som blinde fanatikere og forbrydere?

- Der findes en ret udemokratisk tendens hos partierne til at skælde hinanden ud for de mærkeligste ting. Især venstrefløjspartierne er hårde ved hinanden, mens de store borgerlige partier følger en anden fremgangsmåde. De opstiller nogle skræmmebilleder og lader det stå hen i det uvisse, om det man antyder i virkeligheden eksisterer eller ej.

I DEN BLÅ LUFT

- De mener, at partierne stort set undngår at tage direkte stilling til modpartens argumenter?

- Ja. Lad os prøve at se på debatten om NATO. Her er det tydeligt at partierne argumenterer ud i den blå luft. Tilhængerne fører deres argumenter i marken, og modstanderne kører frem med deres. Men ingen af dem ta'r i deres programmer stilling til argumenterne fra den anden side.

Modstanderne af dansk medlemskab af NATO finder det f.eks. meningsløst for Danmark overhovedet at have en hær. Man smider bare en atombombe ned over os, og så er vi færdige. Tilhængerne mener derimod, det er vigtigt at vi kan modstå angreb udefra, indtil vores allierede kommer os til hjælp. Men de konfronterer ikke deres argumenter i programmerne. Det vil sige, at vælgerne skal læse alle programmer for at blive tilstrækkeligt oplyst - og det er det vel de færreste, der har mulighed for og energi til.

SØDE DRØMME

- De skriver, at partierne luller vælgeren ind i søde drømme om demokratiet i stedet for at oplyse ham om det politiske livs realiteter?

- Ja. Det har noget med partiernes mål at gøre. Partierne siger selv, at de arbejder for trivsel, lykke, fuld personlig udfoldelse og den slags. Men det, de siger, er fuldstændig ubrugeligt i den daglige politiske praksis på Christiansborg. Derfor må man gå ud fra, at de har andre mål, som er praktisk anvendelige, og jeg opstiller fire: 1) Partierne vil forøge deres stemmetal ved næste valg. 2) Deres initiativer skal teknisk være i orden, så de ikke kan gennemhulles af modstanderne. 3) Interesseorganisationerne skal bakke dem op. Det gælder f.eks. for Socialdemokratiet, de konservative og Venstre - og endelig skal 4) partiets historiske kontinuitet bevares.

Alt i alt betyder det, at partierne vil bevare sig selv som en magtfaktor i samfundet, men den slags mål taler de overhovedet ikke om. Det er jo ikke særligt pænt at sige den slags. Derfor siger de noget som lyder mere moralsk.

VOLAPYK OG TÅREGAS

- Hvordan får man partierne til at tale ærligt over for befolkningen? Hvordan kommer man væk fra det, De kalder vaghedernes tågedis, detaljernes volapyk og propagandaens tåregas?

- Man kan måske tænke sig, at politikerne læser bogen og retter sig efter den! Hvis de ikke gør det, må man håbe, at vælgerne stiller større krav om ærlighed. Det vil politikerne være nødt til at rette sig efter, hvis de vil bevare vælgernes gunst. Men en mere realistisk mulighed er måske, at der oprettes et statsligt nævn, som sikrer borgernes muligheder for at få oplysninger om det samfund, de lever i, og som i forbindelse hermed ta'r sig af partiernes informationspraksis over for vælgerne.

Dagbladet Jyllands-Posten d. 23/11 73:

Ny bog: Verbalt samme indhold i partiprogrammer

(Usigneret)

Ved et tilfælde, der ligner en tanke eller et svineheld, foreligger nu Klaus Kjøllers sproglig-politiske analyse: Vælgeren og partiprogrammerne (242 sider, kr. 38,50. Borgens forlag).

Resultatet af analysen er ikke i alle henseender flatterende for partierne.

Klaus Kjøllers konklusion er, at hvis programlæsseren skal afgøre, hvilket parti han vil støtte, så kan det ikke nytte noget at studere programmernes "verbale ritualer", men han skal derimod vurdere partiernes politiske praksis. Og det er utrilfredsstillende, for han læser jo netop programmet for at blive klogere, skriver Kjøller.

Så skal man gå ud fra programmerne, har alle partierne faktisk den samme målsætning.

Den beskrivelse, vi får af det menneske, som er målet, består af meget vage, men stærkt positive udtryk. Det skal have så stor frihed som muligt, det skal føle sig trygt, det skal have de bedst mulige udvikingsmuligheder forsin personlige egenart. Det skal føle ansvar over for fællesskabet og være interesseret og engageret i demokratiets styre.

Forfatteren frikender ikke vælgerne for et medansvar, netop fordi de nødigt vil erkende sandheden. Denne virkelighedsflugt er det, politikerne benytter sig af, mener han.

Han stiller det konkrete forslag, at der skal oprettes et "kommunikationsnævn", som på videnskabeligt grundlag skal give myndighederne og offentligheden råd og vejledning i kommunikationsspørgsmål.

Dagbladet Jyllands-Posten d. 24/11 1973, leder:

Programmet og personen

En cand.mag. i dansk og filosofi har påtaget sig at lave en sproglig-politisk analyse af de politiske partiers programmer og haft det held, at den kommer lige midt i en valgkamp, hvor det fyger om ørene på os med partiprogrammer og standpunkter.

Det er ikke overraskende, at der kan komme artige afsløringer ud af en sådan analyse. Vælgeren, der efter nye tiders skik sidder foran sit TV-apparat og aften efter aften prøver at følge med i mange partiers programmer og løfter, har meget vel og uden at fordybe sig i forskning og analyser indset, at "de siger det samme" og "de lover alle sammen guld og grønne skove".

Rart kan det alligevel være engang imellem at se på tryk, at det "ikke er mig, der er noget i vejen med", men politikerne.

* * *

Dog har Klaus Kjøller, som står for den aktuelle bog, ikke netop den trøst til vælgerne; for de er medansvarlige for den virkelighedsflugt, som politikeren benytter sig af. Mindre ansvarlige er vælgerne for det særlige politiske sprog, som partilederne betjener sig af, hentet som det er mere fra administrationssprog, reklamesprog og præstelig prædikenstil end fra det "normalsprog", som i øvrigt ikke eksisterer - alle har vi efterhånden et fagsprog.

Vælgeren lader sig for let lulle hen i søde drømme om frihed, demokrati og andre høje idealer, og vil for øvrigt nødig rives ud af sin politiske barnetro.

Alligevel sidder han der ved skærmen og er ikke rigtig tilfreds med det, han har forstået, endnu mindre med det, der ikke er til at fatte, fordi han simpelt hen ikke forstår sproget. Det er dog ellers, hvad programmer angår, undertiden udformet af reklameeksperter, som reklamerer med, at de forstår at ramme, hvor det forlanges.

* * *

Nu som før vil det midt i forvirringen være personen, personligheden på skærmen eller direkte på talerstolen, som virker mest tillidvækkende, også selv om han er meget mindre udførlig eller kontant end partiprogrammet.

Den foreliggende bog og vælgernes reaktion for tiden vil formentlig sætte en revision i gang af partiprogrammer og deres form. Mon det vedbliver at være god latin at ændre program hvert halve eller hele år, og at gøre dem mere og mere udførlige, men ikke mere og mere klare?

Personen, der ikke tør udtale sig så sikkert om i dag eller i morgen, men som virker troværdig i sine bestræbelser, siger vælgeren mere end et program, der fylder en bog. Den tomgangssnak, som den foreliggende analyse så frugtbart er dykket ned i, gør sig ikke godt på talerstolen, men er endnu værre i partiprogrammer - værre, påviser analysen, jo større partiet og dets magt er.

Om det derfor er et sprognævn mere, sådan som Klaus Kjøller foreslår, der skal til, kan være tvivlsomt. Snarere er det mere levende vælgere, som vil pifte ordgassen og tomgangssnakken ned, der skal til, og som vil give personen og hvad han med sine egne udtryk står for, forrangen frem for papirstrømmen af programmer og propaganda.

Viborg Stifts Folkeblad d. 23/11 73, leder:

Partiernes programmer

Midt under valgkampen er partiernes programmer kommet under kritisk behandling. Undervisningsassistent Klaus Kjøller, Københavns Universitet, har i en bog (omtalt på forsiden i går) kritiseret partiprogrammerne skarpt, men ud fra en positiv indstilling til det danske flerparti-system.

Det kan nok være påkrævet med en kritisk gennemgang af de tryksager og annoncer, der i disse dage slynges i hovedet på vælgerne, men det kan også være sundt at tage videnskabens omfattende kritik under en kritisk belysning.

Det er sikkert en erfaring hos folk af alle partier, der har været med til at skrive valg-pjecer, at de bliver meget generelle i deres form. Der skal skrives kort, ellers gider folk ikke læse det. Og der skal være nogle slagord, som fanger opmærksomheden. Resultatet kan ganske rigtigt blive, at partiernes slagord nogenlunde ligner hinanden. Vil man om bag slagordene og kende det indhold, det enkelte parti lægger i dem, må man studere de enkelte programafsnit og den politik, partiet i praksis har ført på området. Men det er kun meget få vælgere, der kommer så langt. De fleste foretrækker en kortfattet daglig orientering gennem tv, radio og aviser.

Det er også rigtigt, at de små, uforpligtede partier har lettere ved at fremstille tingene skarpt. De store partier skal nemlig være forberedt på, at de kan komme til at regere på deres programmer.

Forfatteren har derimod uret i, at partiernes "egentlige overordnede mål" er at bevare sig selv som institutioner i samfundet. Partiorganisationerne kan medføre en risiko i retning af at sætte partiets skæbne over dets politik. Men der bør ikke herske tvivl om, at det "egentlige overordnede mål" for dem, der lader sig opstille og vælge til Folketinget, er en interesse for samfundet og en idé om, hvordan det bedst kan udvikles. Det gælder for kandidater af alle partier.

Andre anmeldelser, omtaler af bogen

BT d. 20/11 73

Fredericia Dagblad d. 22/11 73

Roskilde Tidende d. 23/11 73

Dagbladet Ringsted d. 24/11 73

Frederikshavns Avis d. 26/11 73

Aktuelt d. 27/11 73

Weekendavisen d. 30/11 73

Aalborg Stiftstidende d. 3/12 73

Land og Folk d. 15/2 1974

Minavisen d. 9/2 1974

Frederiksborg Amts Avis d. 4/12 73