|
De
store morgenaviser
|
Anmeldelse
i Ekstra Bladet d. 12/9 77:
Kludremiklerne
i tv længe leve
Vanvittig,
morsom bog om politikere og TV-journalister
[kommaet stod faktisk i originalen]
Af
Karen Thisted
Mens
Erhard Jakobsen bruger det meste af sin tid på at bevise, hvor
venstreorienteret radio og TV er, har han nu fået en konkurrent. Det er
cand.mag. Klaus
Kjøller der i en meget humoristisk bog beviser,
at det TV-journalister og politikere aften efter aften optræder med i
TV-Avisen er fuldstændig uforståeligt for den almindelige seer.
--
Når politikere og journalister forklarer nationaløkonomi i TV er det at
sammenligne med kejserens nye klæder, siger Klaus Kjøller. Han er selv
højt uddannet og beskæftiger sig på Københavns Universitet med faget
kommunikation, men alligevel må han erkende, at han ikke forstår et
pluk af det, politikere og journalister siger i TV-Avisen.
Kjøller
karakteriserer i sin bog Aktiv seer eller: Hvordan jeg lærte
at elske politikerne en række TV-journalister samt
mediepolitikere – og det er ikke kedeligt.
Væk
med Vestergaard
Han
har ligesom Erhard Jakobsen optaget kilometervis af bånd fra TV, men
med et noget andet resultat end Erhard. Journalisterne får nogle
ordentlige drag over nakken, især går det ud over Alice Vestergaard som
Kjøller mener for mange har været uudholdelig.
|
I
min bekendtskabskreds er der stadig ret mange, der både skruer ned for
lyden og ser bort, når Alice Vestergaard viser sig på skærmen, skriver
Kjøller i sin bog, der dog skal beskrive en kontormands bekendelser og
ikke hans egne. Beskrivelsen fortsætter:
--
Da Alice Vestergaard fungerede som oplæser, var der flere ægteskabelige
kriser og tilfælde af børnemishandlinger end ellers. Jeg har
efterhånden overvundet mig selv og er i dag en stor beundrer af hendes
udholdenhed.
Ind
med Ellemann
Kjøller
fabulerer morsomt over TV-journalisternes optræden, men han mener, at
der kun er få genier, der kan få bare et par minutters optræden til at
dirre af dramatisk spænding. De fleste hører til den store masse af
grå, kedsommelige TV-journalister. Han nævner Uffe Ellemann-Jensen, om
hvem han skriver:
--
Hans smil kunne changere fra det ironiske til det charmerende og ind
imellem helt forsvandt det og efterlod et snakkende pokerface – for
straks efter at vende tilbage – drilsk, underfundigt eller optimistisk.
Ind
med kludremiklerne
Om
Mikael Bramsen:
Han
får altid min hustru til at synes at der mangler en cognac eller i det
mindste en likør til kaffen på grund af hans aristokratiske, arrogante
facon.
Om
Erik Ove:
--
Hvis man kunne lære en datamaskine at tale dansk, ville det lyde som
Erik Ove.
|
Klaus
Kjøllers humoristiske sans fornægter sig heller ikke med hensyn til de
mange fejl i TV-Avisen. Dem ville han nødigt være foruden:
--
Fejlene får os op på mærkerne, siger han. De trykte aviser har vidst
det længe og brugt det i deres 'Find fem fejl-konkurrencer'. Det gør
ikke noget med lidt drama i TV-Avisen, og han drømmer om, at telefonen
på Bjørn Elmquists studieværtbord skal begynde at kime under
udsendelsen.
--
Det gør den bare alt for sjældent, siger han. Det gør ikke noget, at
der sker noget uforudset, uplanlagt, for så bliver det hele pludselig
nærværende for os. Alt kan ske. Studieværten bliver vanvittig, et
kamera kommer til at køre en producerassistent ned osv. Lad os aldrig
håbe at kludremiklerne bliver udryddet i TV.
Mogens
Glistrup og Erhard Jakobsen er repræsenteret ved lange citater fra
udsendelser, og Erhard vil nok blive forbavset, når han opdager, hvor
lidt han egentlig får fortalt seerne, når han er på skærmen. Selv om
det er dybt alvorlige, politiske ting han udtaler sig om i de citerede
afsnit, skriger man af grin.
Erhards
undskyldninger
--
Man må være god til at æde sine ord i sig igen, når man udtrykker sig
så uforbeholdent som Erhard, skriver Kjøller, men han kan den
vanskelige kunst at undskylde, således at vi fatter sympati for ham.
Men han kan ikke sidde og undskylde hele tiden, så vil undskyldningen
miste sin effekt.
--
Hvad er din mening med den bog?
--
Jeg vil drage konsekvensen af det man forstår, hvis man overhovedet
ikke forstår den sag, politikere og journalister vil fortælle os, siger
Kjøller.
Karen
Thisted.
|
|
Anmeldelse
i Politiken, d. 16/9 77:
Gummiklokker
og pølsesnak
Af
Bettina Heltberg
Man
sidder og klukker og godter sig med denne bog, ligesom den gang i
skolen, hvor der altid var nogle dristige og verbalt-begavede
kammerater, der uden tøven ville kalde den buttede geografilærer for
Pind og fnise højlydt, hvis hun umærkeligt snublede over forhøjningen
op til katederet. Der var tale om et fornærmeligt skarpsyn og en alt
for veludviklet humoristisk sans hos disse kammerater. Og man var altid
i tvivl om man skulle le med eller lade som ingenting.
Jeg
er sikker på, at Klaus Kjøller har været
sådan en fræk grinebider som lille, og nu er han blevet voksen og har
skiftet skolelærerne ud med fjernsynsheltene. Han er blevet
professionel, fascineret (som dronning Margrethe altid siger)
fjernsynskigger.
I
bogen 'Aktiv seer…' kan man for eksempel læse om det chokerende indtryk
det gjorde på ham og hans kone, da de for første gang så Flemming
Madsens underkrop i den fornyede TV-avis. Først troede de begge, at han
bare rejste sig fra oplæserstolen for at gå hen og kigge ud af vinduet
hvordan vejret var, men det viste sig, at han sjokkede helt over til et
vejrkort, der til familien Kjøllers yderligere forbavselse viste sig at
være udformet som en karrusel.
Ganske
hurtigt vænnede de sig dog til disse nyskabelser i nyhedsformidlingen
og sank hen i den sædvanlige apati over TV-Avisen. For at muntre sig
lidt op har de startet en familiekonkurrence om hvilken
TV-A-studievært, der er bedst til at dreje vejrkortkarrusellen. Drejes
den korrekt i et tag, giver det 3 points. Skal der bruges flere tag,
før den er der, giver det strafpoints. Bjørn Elmquist fører over Steen
Bostrup. En tid lang har familien også levet i håbet om at en af
studieværterne før eller siden vil skvatte over den forhøjning, deres
bord og stol er anbragt på. Det kan enten ske på vej hen til
vejrkarrusellen eller på vej tilbage igen, mens slutfanfaren gjalder og
billedet toner ud. Klaus Kjøller siger det
ikke, men jeg vil personlig gerne tilføje, at uheldet næsten ville være
bedst i sidste tilfælde, altså hvis det skete til flot musikledsagelse.
Måske var hymnen egentlig komponeret med dette tilfælde for øje.
|
Mere
seriøst humoristisk (hvis man kan sige det derhen) er Klaus Kjøller
i sine analyser af mediepolitikernes sprogbrug og TV-fremtræden. Trods
sin kones udtalte misbilligelse har forfatteren gradvis udskiftet sit
sexliv med et TV-liv – i første omgang drevet af en ideel stræben efter
at forstå politik og samfundsøkonomi som den forklares fra skærmen.
Hans to-årige søn forstår Bischoff. I virkeligheden er det nok mere
Bischoffs børnehavepædagog-lignende ydre, drengen nikker så fornøjet
genkendende til. Barnet har illusionen om at forstå, og på samme måde
har Kjøller illusionen om at forstå de økonomisk-politiske udsendelser.
Hvad han egentlig forstår er imidlertid noget andet. Det er signaler om
personernes troværdighed, sagkundskab, ministerværdighed, sunde
afbalancerede overblik – eller modsat: signaler om moralsk og retfærdig
harme, skarpsindighed og hensynsløs ærlighed.
De
politiske partier inddeler Kjøller i tre grupper: hostesaftpartierne,
falderebspartierne og hestekurspartierne. De første partier er optaget
af at vise sig ansvarlige og forligskapable. Falderebspartierne er de
små, som har den utaknemmellige opgave både at vise sig ansvarlige og
opsigtsvækkende nok til at påkalde sig medie-opmærksomhed. Så har
hestekurspartierne det nemmere. – De kan udfolde sig frit i beske
satirer over systemet, og partibosserne behøver ikke at ligne
stressede, ansvarsfulde ministre, da de alligevel under ingen
omstændigheder vil blive bedt om at påtage sig noget ministeransvar.
Klaus
Kjøller har båndoptaget og
kommenteret nogle ubetaleligt morsomme TV-interviews med bl.a. den
talende tornado, Erhard Jakobsen, og Poul Hartling. Han er en beundrer
af begge disse top-politikeres eminente evner som sprogbrugere. Men
toppolitikere har stort set også livslang erfaring i at bruge sproget
på den måde, at de skaber indtryk af at besvare spørgsmål præcist uden
at meddele andet og mere end nøjagtig hvad de har lyst til at meddele.
Top-mediepolitikere kalder forfatteren ikke uden en vis kærlighed for
gummiklokker af 1. rang. Og der skal både årelang træning og en stor
sproglig musikalitet til for at skabe et stykke ordentligt gummimusik
med både bimlen og kimen, rungen og gungren. Ikke enhver
makaroni-snakker kan blive tilet marathon-mundlæder.
|
Det
alvorlige anliggende bag hele denne veloplagte fnisebog er selvfølgelig
spørgsmålet om forståelse, kommunikation – som også var sprogmanden Klaus Kjøllers anliggende i
kronikken forleden i Politiken. I et langt mere ironisk end egentlig
morsomt slutkapitel gør han sig til talsmand for Folkebevægelsen for et
Forståeligt Demokrati, som kræver brød, skuespil og
privatlivsudstilling af politikerne. I virkeligheden frygter han
selvfølgelig tværtimod for, at den demokratiske meningsdannelsesproces
har for dårlige muligheder, når politik og økonomi er
TV-underholdningsstykker med nogle få bestemte aktører i hovedrollerne.
Han
har måske mindre blik for, at problemet ikke blot er politikernes, men
også TV-mediet iboende. Ingen gladiator i den manege vil nogensinde
sejre 100 pct. over tidsnød, tekniske betingelser og de betingelser,
TV-journalister selv fastsætter. Spørgsmålet, som Klaus Kjøller
indirekte rejser i bogen, er, om man overhovedet kan nøjes med
fjernsynet som politisk informationskilde og debatforum. Mit svar er,
at det kan man selvfølgelig ikke – medmindre man da ligefrem
påtænker at skrive en humoristisk roman om de uheldige skærmhelte. Den
opgave kan sikkert nok løses mere ondskabsfuldt – men ikke vittigere
end her.
Bettina
Heltberg
|
|
Anmeldelse,
Berlingske Tidende, d. 16/9
77:
Medierne,
politikerne og det, folk ikke forstår
Munter
mand om TVs politiske fiasko
Af
Jens Kistrup
Det
begyndte med, at familiens to-årige søn særlig godt kunne lide Hans V.
Bischoffs økonomiske udredninger i TV-Avisen.
Og
hvorfor skulle han ikke det? Bischoff ligner en børnepædagog eller i
det mindste en børnepædagogisk medhjælper. Hans udredninger bliver
fremført i det tonefald, en rigtig rar onkel bruger over for andre
børn. Og han har evnen til at få enkle, dramatiske effekter til at
fungere – bygge med klodser, klippe i papir.
Men
hvad med de voksne? Ser de i virkeligheden på Bischoff med præcis de
samme øjne som den to-årige? Forstår de mere? Og er det ikke det
afgørende problem i TV-tidens kommunikationskløft:
"Vi
opfører os, som om vi forstår. Men det, der bliver forstået, er ikke
indholdet. Det må være noget andet. Hvad?"
Det
er dette "andet", kommunikationsforskeren Klaus Kjøller
i sin bog "Aktiv seer eller Hvordan jeg lærte at elske politikerne"
søger at belyse – ikke strengt videnskabeligt, men i en humoristisk,
delvis fiktiv form med eksempler på og analyser af de politiske
debatter, der i de senere år er sendt i TV og radio.
|
Formen
er munter, næsten kåd. Men hvad Klaus Kjøller
vil sige, er alvorligt nok – eller rettere: dybt foruroligende. Hans
bog handler først og fremmest om den evne til at forføre ved ydre
(sproglige, fysiognomiske) midler, der er karakteristisk for, ja,
kræves i TV som politisk og populariserende medium – ganske uden hensyn
til, hvordan det har sig med realiteterne, især de politiske realiteter.
Klaus
Kjøllers bog kan bruges som en
strategisk lærebog i, hvordan en moderne partipolitiker skal opføre sig
og ytre sig, når han er på skærmen eller i æteren. Hvordan han skal
besvare spørgsmål uden at meddele noget som helst om det, der spørges
om. Hvordan han roligt, omhyggeligt og velovervejet – men fremfor alt
tillidsvækkende – skal overbevise om, at partiets holdning er den rette.
Han
skal have et marathonmundlæder, han skal kunne makaronistilen – sige
meget lidt med en forfærdelig masse ord. Og alt dette er medvirkende
til, at debatten bliver uforståelig for os på det saglige,
nationaløkonomiske plan.
Medierne
bestemmer, hvordan en politiker skal virke, opføre sig, tale. En
minister skal se ud som en minister. Og gør han (hun) ikke det, desto
mere må han (hun) prøve at erstatte det manglende gennem sin
udtryksform, sin mimik, sine gebærder. Det er ifølge Klaus Kjøller
forklaringen på Ritt Bjerregaards "ekstremt monotone, langsomme
(drævende) og perfekt bureaukratiske udtryksmåde".
|
Og
i denne medie-situation kommer så en politiker – Mogens Glistrup – der
opfører sig stik imod de gængse regler, men som til gengæld bruger
medierne suverænt. Han koncentrerer sin argumentation og agitation om
nogle få let fattelige punkter: 1) Hver-mand-et-nul-temaet, 2)
papirnussetemaet, 3) Idiottemaet (alle de andre er idioter) og 4)
Forfølgelsestemaet – martyriet. Og ud fra denne forenklede
debatkatekismus fremstår han som "den mediepolitiker, der først og
fremmest har formået at oversætte vores uvidenhed til praktisk politik".
Det
er hårde ord om Glistrup, om medierne og om det danske folk. Og Klaus Kjøllers
dokumentariske satire munder ud i et forslag om dannelse af en
"Folkebevægelse for et forståeligt demokrati" (FFD). Den ønsker at
overlade nationaløkonomi, jura og administration til fagfolkene.
Derved
får politikerne og journalisterne muligheder for at lave helt
anderledes medrivende udsendelser: "De kan nu koncentrere sig om det
væsentlige, dvs. det, vi seere forstår, og bare betragte det såkaldte
saglige indhold som den ligegyldige anledning, det i realiteten altid
har været".
Klaus
Kjøller er forberedt på den
forargelse, folkebevægelsen og dens krav vil vække – vil den
underminere demokratiet? Men som han meget rigtigt siger til slut:
"Mediepolitikken og sagpolitikken er to sider af samme sag. Man
forsvarer ikke demokratiet ved at fortie de mediepolitiske realiteter,
tvært imod".
Her
er de lagt åbent frem. Det virker som en farce. Men det er en tragedie.
Jens
Kistrup
|
|
Anmeldelse
i Jyllands-Posten,
d. 16/9 77:
Satiriske
portrætter af kendte TV-ansigter
Af
Flemming Chr. Nielsen
En
yngre EDB-ekspert opdager til sin skræk, at hans to-årige søn forstår,
hvad Hans Bischoff siger i TV-avisen. Eller han ser ud til at forstå,
hvad Bischoff siger, for efterhånden går det op for EDB-manden, at
barnet mest er optaget af Hans Bischoff på grund af hans "bedende blik,
lavkøbenhavnske dialekt og tonefald som læste han godnatfortælling for
artige småbørn".
Det
får EDB-manden til at interessere sig for TV-journalisternes image. Han
følger dem fra aften til aften. Han studerer Uffe Ellemann-Jensen, som
"med sit falmede charmørsmil især henvendte sig til damer". Han
opdager, at Bischoff ligner "en børnepædagog eller i det mindste en
fritidspædagogisk medhjælper", og perfektionisten Bjørn Elmquist anslår
i sin udklædning "en alfonsmode som man kender den fra amerikanske
kriminalfilm".
Disse
respektløse portrætter når deres toppunkt med Michael Bramsen. Hans
"aristokratisk-arrogante facon får altid min hustru til at synes, at
der mangler en cognac eller i det mindste en likør til kaffen".
|
Opmuntret
af sine journalist-analyser begynder EDB-eksperten at optage de
politiske radio- og TV-udsendelser på bånd, selv om han må indrømme, at
"det er en klam én at skulle sidde og høre Thomas Nielsen bliver
interviewet igen og igen". Og så ruller de skarpsindige iagttagelser
frem over bogens sider. Læseren skraldgriner og læser højt for de andre
i stuen. Vi vover et længere citat:
"Når
en mediepolitiker ikke kan, vil eller tør svare på et spørgsmål en
journalist stiller, kan han vælge at sige et "ingen kommentar" og så i
øvrigt klappe i. Dette er en udvej, som LOs overgnavpot Thomas Nielsen
bemærkelsesværdigt ofte vælger … En mediepolitiker, hvis parti har
desperat brug for at den presse det kan få, vil aldrig svare "ingen
kommentar", men vil tværtimod gribe lejligheden til rigtig at folde sig
ud. En mediepolitiker, som sidder sikrere i sadlen, kan fra tid til
anden anvende denne knappe svarform med succes … Det unterstreges, at
ens taleorganer ikke står til rådighed for enhver mikrofon, som kommer
strittende".
Bag
de bidende iagttagelser og den muntre facade er det en dybt tragisk
bog, Klaus
Kjøller har skrevet.
Hvad
er det dog for et uhyggeligt præcist vrængbillede af et demokrati, den
opruller?
|
Her
er hostesaftpartier, der konkurrerer om at vise sig regeringsduelige.
Her er hestekurspartier, der frit kan udfolde deres satire over
systemet og dets seneste galskab, og her er faldrebspartierne, der både
skal se ansvarlige ud og skabe dramatiske mediesituationer, der giver
omtale og overskrifter.
Så
morsomt, drønende frækt og kærligt er der aldrig skrevet om
mediepolitikere og kommunikationskløfter. Man fristes til at citere
romanen fra ende til anden. Vi nøjes med en stump om Klods-Hans i
skrivestuen. Pludder over det hele. Rigtigt gættet, det er Glistrup der
tales om:
"Som
en stor fed og kamplysten gås sad han skråsikkert i andegården og
udsendte mærkelige lyde… Han var en snu krabat, som kendte alle de
beskidte professionelle tricks… Der var ingen tvivl om, at han som
skuespiller havde været dømt til små komiske biroller, men nu sad han
her og bed skeer med selveste Per Hækkerup. Hvis han da ikke svævede
som en blævrende fortidsøgle over sin indendørs svømmepøl".
God
fornøjelse.
Flemming
Chr. Nielsen
|
|
Anmeldelse
i Aktuelt, d. 27/9 77:
De
pokerfjæsede gummipolitikere
Af
Kristen Bjørnkær
Det
er faktisk ikke nogen vittighed, når Klaus Kjøller
i sin nye bog om vore TV-kendinge skriver, at hans 2-årige søn forstår
Hans Bischoffs økonomiske udredninger på skærmen. Hvordan det? Jo,
Bischoff gør sig umage med at tale langsomt og tydeligt, han sætter
klodser ovenpå hinanden, han er som en rar onkel, det taler til mindre
børn.
Pointen
er, at den 2-årige forstår lige så meget – eller lidt – af
nationaløkonomien som faren – og for den sags skyld de fleste af os
andre. Dette er i virkeligheden en sviende kritik af det demokrati, vi
bryster os af!
Eftersom
vi ikke forstår så meget af, hvad politikerne siger, når de snakker om
økonomi i TV, er vi henvist til at vælge dem efter, hvordan de ser ud,
hvordan de klarer sig, kort sagt hvordan de virker – og ikke efter det
saglige indhold. Kejserens nye klæ'r om igen.
|
Vi
tør ikke indrømme vores uforstand overfor hinanden. Man burde lave en
folkebevægelse for et forståeligt demokrati, foreslår Kjøller.
Bogen
er en hudfletning af de medietrænede, spontanspillende, pokerfjæsede
gummipolitikere som Poul Fløjlstemme, "Dean Martin" og Mogens
Klodshans, som vi dagligt har for øje, så morsom, at man må overraskes
og glædes: Pludselig en samfundskritik, der er menneskelig, selvironisk
og satirisk, ond og venlig på samme tid (den var jo ellers ved at dø en
stille død i de senere års magistermarxistiske ørkenvandring). Klaus Kjøller
er en aktiv seer, som Erhard Jacobsen har grund til at være bange for.
Den
mediekritiske analyse er intelligent og korrekt, en afsløring af tricks
og teknik i vælgerbejlernes fremtrædelsesform. Men bogen er bygget op
som en lang humoristisk novelle af Willy Breinholst.
|
Dermed
være måske også sagt, at sproget ikke er det mest spændstige, men kan
tænke sig. Men i glimt eksploderer det – f.eks. i en indtagende
skildring af dengang Flemming Madsen pludselig fik underkrop, da den
nye TV-Avis blev indført.
Han
rejste sig og gik over til vejrkortkarussellen. "Om så chief Ironside
havde rejst sig fra sin rullestol og spænet 3 gange frem og tilbage
over Golden Gate-broen, så havde det ikke skabt nær den samme anspændte
stilhed rundt omkring i stuerne".
Jo,
det var lidt af en national begivenhed – ligesom alt det andet i TV,
der her har fået en veloplagt beskriver. Bent Eskestads tegninger
svarer smukt til bogen: De ligner ordinære, uforpligtende
vittighedstegninger, men har desuden både holdning og brod.
Kristen
Bjørnkjær
|
|
