Aktiv Seer: Information, Weekendavisen og Kristeligt Dagblad

senest opdateret 23-11-2020 10:09:49

Kristeligt Dagblad og Information

Kristeligt Dagblad, d. 20/9 77:

Dialog på nævekampe anbefales

Populær bog om TV som demokratiets medie

Kunne man forestille sig denne dialog mellem tidligere TV-journalist Uffe Ellemann-Jensen og tidligere statsminister Poul Hartling:

Ellemann-Jensen: Tag nu og hold op med at hælde vand ud af ørerne, Poul Fløjlstemme.

Hartling: Jeg troede ellers ikke at en torsk kunne få for meget vand.

Nej vel, ikke for åben skærm. Men det er, hvad sprogforskeren Poul Kjøller [således står der faktisk i originalen, kk] kunne forestille sig som målsætning for "Folkebevægelsen for et forståeligt demokrati". Desuden anbefales mindre nævekampe mellem politikere og journalister og politikere indbyrdes.

Nu skal situationen ikke tages ganske alvorligt, for Klaus Kjøller, der tidligere har skrevet videnskabelige bøger om sproganalyse, muntrer sig denne gang i en slags roman om en EDB-mand, der sætter sig for at undersøge, hvorfor hans 2-årige søn forstår Hans Bischoffs nationaløkonomiske udredninger, mens han selv sidder uforstående overfor skærmen.

Kjøllers anvisninger i bogens sidste kapitel er affattet med ironisk varme, for det er ikke hans hensigt at oprette en folkebevægelse for Aktive Seere. Hvad han gør i bogen, er at afklæde politikernes forhold til befolkningen med fjernsynet som medie. Herved bliver bogen "Aktiv seer eller Hvordan jeg lærte at elske politikerne" en populær interaktions-analyse, der tager TV-kommunikationen op til kritisk gennemgang.

Hvad den fiktive hovedperson finder frem til med sine omfattende TV-båndoptagelser er formentlig de samme som sprogeksperten har set og lyttet sig frem til:

Det drejer sig tilsyneladende for mediepolitikeren om at fremstå overfor vælgerne – der altid er i hans tanker – som idealistisk, sagkyndig (seeren skal helst ikke forstå alt, hvad man siger) og repræsenterende et harmonisk politisk parti. Derudover skal han med jævne mellemrum smigre vælgerne.

Nu må Kjøller roses for at have udvist en betydelig grad af selvbeherskelse, idet han passende skarpsindigt, men diskret kun har tildelt Erhard Jacobsen og Mogens Glistrup begrænset plads i teksten. Førstnævnte er citeret for sine udtalelser i marts 76 hvor han blev interviewet i TV af Flemming Madsen, Ellemann-Jensen og Malin Lindgren. Udtalelserne er selvafslørende på skærmen, de er det i katastrofal grad på tryk, og de må have kostet forfatteren af analysen her usigelige kvaler i hans underdrevne analyse af en folkeforførers verbale manipulationer.

Den mest spændende form for populariseret medie-analyse, som Klaus Kjøller præsterer i sin bog, sker i nogle indskud mellem kombattanternes indlæg i politikerdebatten efter det skelsættende valg i dansk politik i 1973. Det valg, hvor fem gamle partier gik væsentligt tilbage for at give plads til fem nye. I disse indskud lader forfatteren journalist og politiker gøre sine overvejelser for åbent tæppe, og her kommer motiver, forbehold og aggressioner frem som den sproglige teknik, hvis beherskelse de "overskårne" mænds – som TV-billedet beskærer dem – succes som mediepolitikere er så afhængig af. Det er ganske spændende læsning.

Hvorfor bogen er lagt ind i en fiktiv ramme, forbliver noget af en gåde. Der er ikke tale om en roman, og sprogforskeren kunne såmænd godt selv have stået ved de erfaringer, han har gjort foran skærmen.

Hvordan seerne skal præsenteres for demokratiet i TV, er det spørgsmål, "romanen" rejser. Den rummer selv nogle indirekte svar, for det er da helt klart, at det ikke er tilstrækkeligt at opfordre til nævekamp blandt de agtværdige mænd lige ind i vore stuer, og at sidde foran skærmen og vente på det uforudsete: at Flemming Madsen falder ned af podiet på vej henimod de meteorologiske forudsigelser, det er jo en temmelig passiv form for demokrati.

Hou.

Anmeldelse i Information, d. 26/10 77:

Gummimusik og makaronisprog

Af Sven-Erik Jørgensen

I den borgerlige offentligheds selvforståelse indtager forestillingen om den lige adgang til den frie og åbne politiske debat en central placering. I den politiske debat brydes forskellige meninger og den menige borger kan i kraft af den såkaldt fri meningsdannelse efter moden overvejelse danne sig sine egne meninger. En forudsætning er det ganske vist, at debatten er en saglig debat, synspunkt står mod synspunkt og må så de bedste argumenter kåre en sejrherre. Det er forstyrrende, usagligt og ufint hvis en diskussionsdeltagers synspunkter er styret af særinteresser (man må tilgodese Befolkningens interesser som helhed: det sker ved at pege på Den Nødvendige Politik) eller krænker privatlivets fred. Og det siger sig selv, at det er usagligt hvis en politiker lægger hovedvægten på at gøre en så god (medie)figur som muligt i stedet for at holde sig til sagen. Samtidig har især TV-mediet tydeliggjort, at en politisk debat nok så meget er en boksekamp hvor ordstyreren kun meget sjældent har mulighed for som en rigtig kampdommer at påtale diverse brud på skrevne og uskrevne regler. Om bl.a. misforholdet mellem den demokratiske forudsætning om ordentlig snak samt en aktiv og forstående offentlighed på den ene side og de triste kendsgerninger på den anden handler Aktiv seer.

Kjøller lader en god gennemsnits-demokrat fortælle om sine genvordigheder med TV og dets mediepolitikere. I lighed med andre aktive mennesker begynder vor helt, udrustet med en båndoptager, at gennemgå et udvalg af fjernsynets politiske udsendelser.

Aktiv seer rummer nogle kostelige klip der ganske rigtigt synes at vise, at en politisk debat er et spil hvor det gælder om at "fremstille sit eget parti som idealistisk og harmonisk, og modpartens som et kaotisk sammenrend af karrieremagere." Kjøller gennemgår forskellige varianter af hvad han kalder den indholdsrige tomgangs hemmelighed. Det gælder om at have et marathonmundlæder og beherske sit makaronisprog. Der gives eksempler på udenomssnak som selv den mest velopdragne satiriker ville få svært ved at overgå.

Den traditionelle, "ansvarlige" politiker taler stort set i samme stil, uanset partifarve. De sidste par år er der jo imidlertid dukket et par fornyere op som bogen da også ofrer særlig opmærksomhed. Orkanen Erhard er så absolut min personlige [favorit] og bogen giver et herligt eksempel på hans charmerende måde at afspore en samtale på. Manden er i krydsild i forbindelse med sin udtræden af radiorådet. Malin Lindgren spørger:

"Føler De Dem som valgt af folket til at repræsentere deres interesser over for denne institution?" Erhard Jakobsen: "Hvem er jeg ellers valgt af, Malin Lindgren?" ML: "Næh, men altså: føler De…" EJ: "Men det er ikke hvad jeg fø/ mit følelsesliv. Det er jo ikke en Christianiaudsendelse. Mit følelsesliv kommer ikke seerne og lytterne ved. Det skal vi ikke spilde tid på…"

Sådan skal den skæres.

Bogens fiktive hovedperson må konstatere en meget behersket interesse for sine undersøgelser, men ender dog alligevel med at fremsætte et forslag om oprettelse af en folkebevægelse for et forståeligt demokrati. Hovedkravet skulle være, at man tager den fulde konsekvens og virkeliggør den politiske debat til et underholdningsshow.

Det har været Kjøllers hensigt på en underholdende måde at gøre opmærksom på den ferme mediepolitikers teknik og de manipulationsmuligheder den rummer. Bogen er underholdende, det sørger som nævnt ikke mindst de optrædende politikere for. Som kritik tror jeg imidlertid ikke bogen kan overskride grænserne for den i forvejen vedtagne opfattelse af at politikersnak er tomgang. Det er umuligt at se hvor Kjøllers kritik egentlig taler fra og hvilke modforestillinger den opererer med. Han synes nærmest at ville repræsentere en sund fornuft i al almindelighed, hvilket med andre ord vil sige at hans kritik bliver en kritik inden for begrebet borgerlig offentligheds rammer. En kritik der anklager politikerne for ikke at leve op til denne offentlighedsforms ideelle fordring. Og en kritik som med sine satiriske analyser leverer en slags modgift til imødegåelse af den sproglige forurening.

Sløringen og begrænsningen af bogens kritiske sigte skyldes ikke mindst anvendelsen af en fiktiv ramme, og jeg tror ikke bogen havde tabt i underholdningsværdi uden denne. Citaterne og analyserne af dem gør dog, at jeg – naturligvis under rimelig hensyntagen til de i det ovenfor anførte kritiske bemærkninger – tør anbefale den konkrete genstand for nærværende overvejelser til fornøjelig gennemlæsning.

Hvis jeg må sige det på den måde.

ALLE BØGER

FORFATTER- OG BOG-KOMMENTARER

Systematisk oversigt over alle bøger

BEDST SÆLGENDE BØGER TOTALT

MEST POPULÆRE BØGER PÅ SAXO.com

Senest opdateret 23-11-2020 10:09		Klaus Kjøller, © klaus@kjoeller.dk