Afhandlingen har ikke tidligere i samme eller mere eller mindre afvigende skikkelse været indleveret til noget universitet eller anden højere uddannelsesinstitution til bedømmelse.

Afhandlingen er affattet på dansk. Den vedlagte sammenfattende redegørelse er affattet på engelsk. Der vedlægges desuden en dansk version.

Med venlig hilsen

Klaus Kjøller

Bilag:

3 eks. POLITISK ARGUMENTATION A-B

3 eks. POLITISK ARGUMENTATION C-H

1 eks. engelsk resumé

1 eks. dansk resumé.

Nedsættelse af bedømmelsesudvalg:

Lektor Klaus Kjøller, Institut for nordisk filologi, KUA

Reference /bh Journalnummer 310-5.3-28/86 Dato 5. maj 1988.

Det Humanistiske Fakultetsråds budget- og forretningsudvalg har vedtaget at nedsætte et udvalg til bedømmelse af Deres afhandling: "Politisk Argumentation - En teori om offentlig politisk argumentation i et velfærds-demokrati", som De har indleveret til fakultetet for at erhverve den filosofiske doktorgrad. Udvalget består af:

Professor, dr.phil. Jørgen Fafner (formand)

Professor, fil.dr. Gunnar Sjöblom, Institut for samfundsfag og forvaltning

Eventuelle bemærkninger til ovenstående bedes sendt hertil inden den 13. maj 1988 med morgenposten.

P. f. v.

e. b.

Kirsten Stenbjerre

kontorchef

Indstilling:

Lektor Klaus Kjøller, Institut for Nordisk Filologi, KUA

Reference /bh Journalnummer 310-5-3-28/86 Dato 21. februar 1989.

Vedr. afhandlingen: "Politisk argumentation - En teori om offentlig politisk argumentation i et velfærds-demokrati".

Vedlagt sender vi bedømmelsesudvalgets indstilling af 1. februar 1989.

Da indstillingen konkluderer i afhandlingens forkastelse, skal vi gøre opmærksom på en ændring i doktorbekendtgørelsens § 13, stk.2, hvorefter De, indtil 3 uger fra modtagelsen af indstillingen, d.v.s. den 22. marts 1989 skriftligt kan fremføre Deres bemærkninger til indstillingen eller trække afhandlingen tilbage.

P.f.v.

John Kuhlmann Madsen

dekan

/Kirsten Stenbjerre

kontorchef

1.februar 1989

KØBENHAVNS UNIVERSITET

Institut for Samfundsfag og Forvaltning, Rosenborggade 15, 1130 København K

KØBENHAVNS UNIVERSITET

INSTITUT FOR RETORIK, Metrik og Foredragslære

Klerkegade 2, 1308 K

Disputatssag, jr-nr. 310-5.3-28/86.

Klaus Kjøller: Politisk Argumentation. En teori om offentlig politisk argumentation i et velfærds-demokrati. 283 sider i to bd., A-B og C-H. Institut for Nordisk Filologi, Københavns Universitet, Amager 1988.

Til bedømmelse af ovennævnte afhandling, som er indleveret med henblik på erhvervelsen af den filosofiske doktorgrad, har Budget- og Forretningsudvalget ved Det humanistiske Fakultet på Københavns Universitet under den 17. maj 1988 nedsat et udvalg, bestående af professor, fil.dr. Gunnar Sjöblom (KU) og professor, dr.phil. Jørgen Fafner (KU, fmd).

Udvalget er nået frem til efterfølgende indstilling, der er enstemmig.

Vedlagt: ss.1-18 [sideinddelingen bibeholdes her i form af overskrifter i firkantet parentes]

[side 1]:

INDSTILLING

Oversigt over afhandlingens indhold

Afhandlingen falder i fire dele, A: Modellens rammer, B: Modellens agenter, C: Agenternes offentlige argumentation og D: Kontrol af modellen.

Hertil kommer E: en kort afslutning med overvejelser over modellens modtagelse i det velfærdsdemokrati, hvor den skal stå sin prøve, F: en sammenfatning på engelsk, G: Referencer og H: Emneindex.

Sit tyngdepunkt har afh. i del C, der tillige er den omfangsrigeste (ss.143-243). Her udvikles selve teorien på grundlag af A-delens redegørelse for grundidéer og metode og B-delens valg af aksiomer og definition af agenter i modellens "urtid", dvs. den tidlige fase i modellen, hvor gruppedannelsens mekanismer træder klarere frem end i det fuldt udviklede og mere komplicerede velfærdsdemokrati (s.62).

Opgaven

Bogens mål er at skabe en overordnet teori for politisk kommunikationsvidenskab (19), "at beskrive/forklare den politiske argumentation i en politologisk sammenhæng" (198).

Sådan som borgeren møder denne kommunikation, "partiernes output", vil den blive opfattet som "argumentation for deres (d.e.partiernes) selvbevaring" (23). Bogen kalder sig følgelig "Politisk Argumentation" og fremlægger, som angivet i undertitlen, "En teori om offentlig politisk argumentation i et velfærdsdemokrati".

[side 2:]

En sådan teori må konstrueres som "en forenklet efterligning af den komplekse argumentations-virkelighed" (27, 253), og den må være i stand til "at forudsige hvorledes en situation/tilstand vil udvikle sig; i vores tilfælde: hvorledes specielt den offentlige politiske argumentation i en situation/tilstand vil ændre sig" (42).

Sådanne overordnede teorier er sjældne i den politiske kommunikationsvidenskab (19); på dansk er der vistnok ingen analoge fortilfælde.

Kjøller står derfor i pionerens misundelsesværdige men vanskelige situation. Den faglige udrustning, hvormed han tager sin ambitiøse opgave op, er sprogforskerens, suppleret med politologiske selvstudier, som gennem årene (siden 1973) er blevet udmøntet i en række afhandlinger og artikler.

Grundlaget

Det er velkendt, at argumentationslæren i teori og praksis (eller snarere: i praksis og teori) har årtusinder på bagen. Den har rødder i den græske bystat, hvor man lagde grunden til et indgående studium af, hvordan man bærer sig ad med at vinde tilslutning til sine synspunkter.

Det er også velkendt, at man i vor tid har taget denne argumentationslære op til fornyet revision. Det har ført til en frugtbar diskussion - både i form af opgør og forsoning mellem forskellige videnskabelige metoder: scientistiske, strukturalistiske, hermeneutiske m.m.

Ikke mindst når det gælder en lære om argumentationen, bliver valget af videnskabsteoretisk grundlag af eminent betydning for arbejdets resultater, også de praktiske, som man af gode grunde ikke tør se bort fra.

[side 3:]

Kjøllers metode er modelbygningsmetoden, der vil "trænge ind i virkelighedens sammenhænge ved at konstruere forenklede efterligninger af virkeligheden" (31).

Metoden er regelsøgende eller nomotetisk (32 ff). Modsætningen mellem "nomotetisk" og "idiografisk" metode udspringer af en gammelkendt apori, der kan belægges med et utal af eksempler fra filosofi, faglitteratur og digtning.

Kjøller nærmer sig skismaet med, som det synes, stor åbenhed. "Det er", siger han (33), " ... nødvendigt at tage nomotetiker-brillerne af hver gang modellen skal kontrolleres på virkeligheden." Det var noget lignende Hjelmslev gjorde, når han "skelede til substansen".

Udgangspunktet lyder således betryggende nok. Alligevel er det, som om det nomotetiske syn tager magten fra forfatteren og afskærer ham fra at tage stilling til de nævnte, nyere problemstillinger i forbindelse med argumentationens natur. Det må stå ved sit værd, om det er det anlagte videnskabssyn, der blokerer for en sådan stillingtagen. Givet er det, at den ikke findes, og det må betragtes som en væsentlig mangel.

Kjøller begynder så sin nomotetiske modelbygning med det han, kalder "modelbyggerens første, ubønhørlige lov", som går ud på, at "en model aldrig kan blive mere indviklet end at modelbyggeren selv kan fatte den i sin helhed" (8). Følgelig abstraheres der foreløbig fra den historiske og pragmatiske virkelighed i den forstand, at fremstillingen ikke rummer "en eneste dansk politisk tekst som analyseres eller bare bruges som illustration" (6).

Det er imidlertid specifikt danske forhold, der tages under luppen. Kjøllers 'model' af parti- og mediesystemet baseres på en abstrakt beskrivelse af det danske system. Med en ekstremt

[side 4:]

cirkulær fremgangsmåde går Kjøller derefter tilbage til "Partierne i Danmark som illustration" (102-105). Kun en direkte henvisning til den konkrete danske situation kan eksempelvis forklare, hvorfor Det ekstreme Erhvervsparti ( = Fremskridtspartiet) ikke i modellen er blevet begavet med en egen avis (jfr.t.eks.s.132 , "Oversigt over parti- og medietyper" samt s.183). For analysen som sådan har dette dog ingen betydning, eftersom den koncentreres om konkurrencen mellem "Socialpartiet" og "Erhvervspartiet" og om indholdet i medierne "Midtposten" og "Frihedstidende" - samt i "Fælleskanalen", TV.

Kjøllers model er således lidet generel. Den er et redskab til analysen af et "abstrakt case-study", in casu: Danmark.

Hovedaksiomet

Afhandlingens B-del (45 ff) behandler modellens agenter. De bestemmes relationelt i triaden: "handling", som forudsætter "agent'', der igen forudsætter "situationsopfattelse".

Det fører videre i afhandlingens aksiomatiske hovedpåstand, at "agenterne handler således at de bevarer sig selv" (47 og passim).

Ved rationelle mål-middel-forklaringer anvender vi stort set to forskellige metoder:

1) Agenten erklærer at have bestemte mål og vi forstår derfor agentens handlinger som midler til at nå disse mål. Sammenhængen mellem midler og mål kan være godt eller dårligt begrundet. Er det sidste tilfældet, svinder sandsynligheden for, at agenten når sine mål.

2) Vi kender ikke agentens mål, men vi kender hans handlinger. Har vi en formodning om, hvilke mål disse handlinger kan være middel for, slutter vi os til, at agenten faktisk

[side 5:]

har disse mål: "Agenten kan ikke tænkes at handle, som han gør, hvis han ikke har målene a, b,....... n."

Begge slutninger rummer vanskeligheder. I den første kan agentens formålserklæringer være rent "retoriske" (her i betydningen: ikke informative). I den anden kan visse handlinger eller mønstre af handlinger være knyttet sammen med helt afvigende mål. I begge tilfælde kan der foreligge utilstrækkelig viden om mål-middel-sammenhængen hos såvel agent som analytiker. Man taler i så fald om "limited" eller "bounded rationality".

Forudsætningen for at et mål - mere eller mindre stipuleret af analytikeren - skal kunne udgøre en forklaring, dvs. betegne agentens handlinger som middel til at nå et eller flere mål er, at afstanden mellem mål og middel ikke er for stor, så at den m.a.o. ikke giver plads for alt for mange mellemliggende variabler.

Kjøllers explanandum (eller uafhængige variabel) er "den politiske virkelighed, således som borgeren i velfærdsdemo-kratiet møder den i medierne" (21). Længere fremme præciseres - eller omformuleres - det til: "den offentlige politiske argumentation i et velfærdsdemokrati" (23).

Denne mediefremstillede virkelighed er umiddelbart afhængig af:

"1) de politiske partiers handlinger og udtalelser,

2) mediernes behandling af partiernes handlinger og udtalelser" (23).

Kjøllers teori forsøger altså at forklare 1) og 2) ovenfor. Det mål, han postulerer, at såvel partier som medier har for deres virke, er deres egen overlevelse: "individet (læs: agenten) søger at bevare sig selv" (47, vor parentes).

En grundlæggende - og afgørende - fejl i afhandlingen er, at dette postulerede mål holder en altfor stor afstand til

[side 6:]

de typer af aktiviteter, forfatteren analyserer, hvis disse aktiviteter skulle kunne forklares med det stipulerede mål. Naturligvis kan både partier og medier være truede på deres eksistens og tvinges til at "kæmpe for livet" (med alt hvad det indebærer: udslettelse, at komme under spærregrænsen for repræsentation, at blive nedlagt, at overgå fra daglig avis til ugeblad etc.). Men det er netop ikke sådanne situationer, Kjøller analyserer, men derimod tilfælde af stemmemaksimering (d.e. at vinde det størst mulige antal stemmer i den aktuelle situation), stemmetabsminimering (hvis stemmetab viser sig uundgåeligt), oplagsmaksimering resp. lyttermaksimering (d.e. at øge oplaget resp. lytter- eller seertal mest muligt i den aktuelle situation), minimering af oplags- eller seer-tab etc. Det bør tages i betragtning, at disse aktiviteter i almindelighed er marginelle i den betydning, at agentens aspirationer varierer med hensyn til sagens udgangsposition. Kun i undtagelsestilfælde "kæmper agenten for livet" (for sin overlevelse). Midlerne for marginelle variationer af den beskrevne art er med sikkerhed anderledes end midlerne til at sikre sin overlevelse. Således er Kjøllers postulerede grundmål for de agenter han studerer af ringe informativ værdi. Afstanden mellem dette mål som forklaringsfaktor og de hypoteser (f.eks. om medieindhold), som forfatteren formulerer (f.eks. afsnit C, jfr. også den engelske sammenfatning), er stor.

Andre hovedmomenter i teorien, hvor man kunne ønske sig større nøjagtighed i bestemmelserne, er forholdet mellem individ og kollektiv og selve begrebet "velfærdsdemokrati".

Kjøller er naturligvis inde på konflikten mellem ener og gruppe/parti (f.eks. 51), men de forenklinger han foretager i forbindelse med målaksiomet, forekommer urealistiske. Agenten kan, ifølge terminologien, være "atomar", dvs. et individ,

[side 7:]

eller "molekylær", dvs. en gruppe. Vi har ovenfor ved tilføjelsen af en parentes (s.5 f.n.) antydet, at der er afgørende forskel på, at "agenterne handler således at de bevarer sig selv" og "individet søger at bevare sig selv". Også en sætning som "agenterne handler rationelt" (48) er problematisk, al den stund en gruppe ikke handler rationelt på samme måde som et individ.

Hvis man vil opstille en brugbar/realistisk argumentationsteori, er det nødvendigt, allerede i denne tidlige fase at tage bestik af dette forhold. Det er klassisk, kendt under navn af "Ciceros crux", men spiller også en stor rolle i moderne argumentationslære. Det er en hovedpointe hos Perelman, men udvikles mange andre steder, populært f.eks. i Andersen & Furbergs "Politik og propaganda".

Så er der begrebet "velfærdsdemokrati", som ifølge Kjøller "betyder at der i samfundet findes et stort antal store hierarkier. Det er det samme som at sige at der er en stærk arbejdsdeling, og at der findes mange forskellige kategorier af lønmodtagere. Endvidere er der en udenrigshandel med ret få begrænsninger. - Tilstanden kan også karakteriseres ved at være højt industrialiseret, med et produktionsapparat som kræver mange forskellige typer af arbejdskraft for at fungere" (83 f).

Dette velfærdsdemokrati har to grundlæggende ideologiske elementer: "økonomisme" og "stabilisme" (85-87).

Denne definition af "velfærdsdemokrati" er helt inadækvat. Den indeholder et antal elementer, som er konstituerende for et industrisamfund (eventuelt: et post-industrielt samfund), men siger ingenting om det, som er specifikt for en velfærdsstat, f.eks. stor offentlig sektor, stærk politisk styring af

[side 8:]

økonomiske, sociale og kulturelle systemer, stærk betoning af normen "lighed" med dens policykorrelat i form af "redistribution" af goder m.v. Naturligvis inddrager Kjøller faktorer af denne type i sin analyse; det der er kritisabelt, er definitionsteknikken som sådan.

Begrænsningen til "velfærdsdemokratiet" synes samtidig at medføre en argumentationsteoretisk begrænsning. Demagogiske og logokratiske argumentationsstrategier samt principper som "ne-ars-appareat" og "peitananke" blomstrer jo ikke blot i de totalitære, men også i de demokratiske samfund. At Kjøller har holdt disse faktorer uden for undersøgelsen, begrænser dens almene værdi.

Argumentationsbegrebet

I bogens hoveddel, C-delen, udfoldes så, hvad der betegnes som de væsentlige hypoteser om den politiske argumentation (255, 91).

Kjøller foretager ikke nogen generel bestemmelse af selve argumentets eller argumentationens natur som sådan. Det er hans valg, men det begrænser teoriens retorikvidenskabelige værdi.

I stedet får vi en mere empirisk og "indholdsanalytisk" redegørelse for argumentationen i dens specielle (danske) politiske sammenhæng.

Her er det ganske vist prisværdigt, at Kjøller dels foretager en udvidelse af sit argumentationsbegreb, dels også forsøger en sondring mellem dets to hovedarter.

Begrebet argumentation fattes i den betydning, der går ud over den dagligsproglige ("et erkendt behov for enighed" etc., 23), og i stedet bringes det til at omfatte det brede begreb "påvirkning". Der tages ikke stilling til den nyere retoriks begreb om "udvidet persuasio", men feltet "politisk argumentation" bliver i det mindste empirisk dækket ind m.h.t. dens indhold.

[side 9:]

For det andet skelnes der mellem meta- og objekt-argumentation. Den første (162) udfoldes af afsenderen i og med afsenderrollen og uanset emnet iøvrigt. Den anden (168) drejer sig om "sagen selv", løst fra kommunikationssituationen.

Sondringen lyder rimelig nok, men kommer alligevel til at virke altfor håndfast. Hvis argumenters virkning ses som et iboende træk i argumenters natur, bliver sondringen vildledende. Hvad man kalder "afsendertroværdighed" kan, som Kjøller gør det, udmærket anskues som en art apriorisk egenskab, som "metaargumentation". Men det der i denne forbindelse er interessant, er, at afsendertroværdighed i lige så høj grad er noget, der skabes i og med afsenderens eget engagement i eller interesse for det emne, han argumenterer for. Afsendertroværdigheden kan i så fald ikke uden videre isoleres fra fremstillingsformen.

Sandheden i et udsagn afgøres som bekendt af, at udsagnet er i overensstemmelse med kendsgerningerne. Som troværdig opfattes den, der fremsætter sådanne udsagn. Men i nyere tid er stadigt flere filosoffer begyndt at interessere sig for den sammenhæng, der består eller etableres mellem "sandhed" og "enighed" (konsensus). Der er dem der mener - og har gode grunde til at mene - at "sandheden" ligefrem kan være resultat af "enigheden". Det er emnet, der i og med sin formidling udfolder sin argumentatoriske eller, om man vil, sin retoriske dimension.

Kjøller har ikke villet tage diskussionen op med denne konsensus-teori, til trods for de betydelige konsekvenser den må siges at have for enhver argumentationsteori, den være sig politisk, juridisk eller noget helt tredje. I tråd hermed kommer han heller ikke rigtigt ind på det der er karakteristisk for den "enthymemiske" eller den "kvasi-logiske" argumentation, selv om netop den spiller en vigtig rolle i al politisk debat.

[side 10:]

Som det allerede er blevet sagt, står det forfatteren frit at vælge sådanne begrænsninger. Men når han så henviser til retorikken (143 o.a.st.) og ny-retorikken, vækker det betænkelighed. Det virker mere som ydre gestus end som bydende nødvendighed. Sådan også med brugen af retoriske begreber, f.eks. "topik" (som vi ikke skal komme ind på her, jfr.241) eller "etos", som vi skal kommentere i det følgende.

Etosbegrebet

Et af de retoriske begreber, som spiller en særlig rolle i Kjøllers model, er talerens etos. Den regnes af de fleste for den vigtigste faktor i argumentationen. Det mente allerede Aristoteles og han følges af McCroskey (1978, se denne s.67), som er Kjøllers hjemmelsmand.

En egentlig definition af etos bringer Kjøller på side 160: "En afsenders etos er den opfattelse modtageren har af ham/ hende/den. I moderne PR-sprog taler man om image." Senere (162) hedder det: ''Modtageren vil ikke kunne acceptere en meddelelse uden samtidig at acceptere at afsenderen har nogle bestemte egenskaber: at han besidder nogle bestemte dyder. Besiddelsen af disse dyder udgør afsenderens etos."

Hvad angår den sidste bestemmelse (for nu at begynde med den), så rummer den en sproglig upræcision. Der er meddelelser, der - alle konsensus-teorier ufortalt - af modtageren føles således i overensstemmelse med kendsgerningerne, så at han må acceptere dem, uanset hans følelser for afsenderen. Hvis man i stedet for "meddelelse" indsætter "argument", bliver bestemmelsen rigtigere.

I definitionen er det især sidestillingen af "etos" og "image", der er betænkelig. Begge begreber er komplekse og ikke uden videre sammenlignelige.

[side 11:]

Det klassiske etos-begreb var et kompleks af tre hovedomstændigheder, som det ikke er stedet at redegøre for her. Kjøller lader fire grundlæggende dimensioner indgå i etosfaktoren: kompetence-dyden, idealisme-dyden, ærligheds-dyden og identitets-dyden (163).

Vi er ikke overbeviste om, at Kjøllers omfordeling af etos-faktorens komponenter bringer øget klarhed. F.eks. kunne vi have ønsket en mere indgående analyse af idealisme-dyden og dens forhold til ærligheds-dyden. Afsender-interesserne vil ofte kun kunne bringes i samklang med modtager-interesserne gennem en kompromittering af ærligheds-dyden, og så bliver argumentationen let til "eine Kunst der Überlistung". Men dén harmonerer til gengæld ikke med den klassiske etosfaktor eunoia, der betyder, at afsenderen som etisk person har reelle og velvillige hensigter med sit publikum. Og fremdeles: i lyset heraf sporer vi her og dér i Kjøllers bog en konflikt mellem "troværdighedsdyderne" idealisme, ærlighed og identitet på den ene side og selvbevaringsaksiomet på den anden.

Kjøllers analyse af etos-faktorens sammensathed rummer således nogle ikke helt klarlagte konflikter.

En slags svar herpå kan man se i fremstillingen af dynamikken mellem afsender og modtager. Det hedder på side 163, at argumentationen for dyderne "foregår ikke blot ved indholdet af det der kommunikeres, men også ved den måde det kommunikeres på." Så sandt, men hvorfor indgår det ikke i definitionen af etos, der fremstilles som en overvejende statisk egenskab? Det klassiske etos-begreb var tillige dynamisk derved, at det var en afhængig part i den virkende triade: etos - logos - patos. Etos (og patos) skabes i og med logos, som "logos ethikos" (og som "logos pathetikós"). I stedet for at følge denne retoriske dynamik op, vælger Kjøller at bruge etos-begrebet i moderne, udtyndet form.

[side 12:]

Marginalvælgere - Mobilisering - Flerdimensional konkurrence.

I sin analyse af partikonkurrence følger Kjøller stort set Anthony Downs' - med rette berømte - bog "An Economie Theory of Democracy".

Konkurrencen ses her som noget, der hovedsageligt drejer sig om marginalvælgere på en endimensional "venstre-højre-skala". Senere forskning (f.eks. Garvey, Converse, Stokes, Sartori) har udvidet og nuanceret Downs' analyse. Et valgresultat beror eksempelvis ikke blot på, hvordan konkurrencen om marginalvælgere falder ud, men også i høj grad på valgdeltagelsen, dvs. på i hvilken udstrækning de forskellige partier formår at "mobilisere" deres sympatisører, så at de undgår at blive "sofavælgere". Tilsvarende gælder for massemedierne: de kæmper ikke ene og alene for at vinde "marginallæsere", men også for at overbevise tvivlrådige avislæsere og vinde dem, som ikke før har købt aviserne. - Fremdeles kan konflikterne og dermed konkurrencen i et politisk system være flerdimensional, dvs. ikke blot være baseret på "venstre-højre-skalaen", men også på religiøse, etniske, racemæssige, regionale (etc.) konfliktlinjer - noget som stærkt komplicerer identificeringen og lokaliseringen af "marginalvælgere".

Hypotesernes informative værdi.

Et afgørende kriterium for bedømmelsen af en generel model er naturligvis hvorvidt man ved dens hjælp kan konstruere hypoteser med informativ værdi. Det spørgsmål Kjøllers model i særdeleshed forsøger at besvare er: "Hvorledes foregår konkurrencen om de centrale marginalvælgeres stemmer gennem medierne?" Dette medfører en koncentration om partierne Socialpartiet, Hverken-Eller-partiet og Erhvervspartiet, og på medierne

[side 13:]

Fælleskanalen, Midtposten og Frihedstidende. De vigtigste hypoteser gælder indholdet i medierne (men også til en vis grad den direkte partikonkurrence).

I det følgende redegøres der for nogle af Kjøllers vigtigste hypoteser. Vi har valgt i stor udstrækning at citere fra den engelske sammenfatning, eftersom den er koncis og overskuelig; citater fra den danske tekst kunne have nuanceret fremstillingen, men ikke ændret ved hovedsagen.

1. En grundlæggende antagelse er, at jo bedre de centrale marginalvælgere anser landets økonomi for at være, desto mere begunstiger dette Socialpartiet/Midtposten; jo slettere de anser landets økonomi at være, desto mere begunstiger dette Erhvervspartiet/Frihedstidende.

2. Hypotese om "argumentativt equilibrium": dette equilibrium forudsætter, at landets økonomiske situation er så dårlig, at selv Socialpartiet finder den uacceptabel (220). "The argumentation of economic impossibility is not able to counterweigh the value argumentation until the Social Party in public expresses dissatisfaction with the state of the economy" (258).

3. "...The Trade Party/ Freedom News is interested in magnifying negative changes in the economy. The Social Party/Middle Post on the other hand is interested in hushing up negative changes" (258).

4. "... changes in the contents of the papers will appear most clearly in the news coverage, whereas the contents of the editorial comment will change in the opposite direction" (258; "opposite direction" er = øget ideologisering, jfr. s.184).

[side 14:]

5. "A negative change in the economy implies a more positive news coverage of the Trade Party in the three relevant media, and a less positive one of the Social Party. Vice versa, when the changes are positive" (258).

6. "The medium which is closest to the party favoured by economic change can argue to a higher degree from general values (i.e. ethos-argumentation) than the other medium, which to a higher degree counter-argues from examples" (258).

7. "The amount of fundamental general commonplace values (freedom, full individual development, prosperity, etc.) is increased in the medium which is disfavoured by economic changes, whereas the medium which is favoured by economic changes gives priority to 1) The fundamental commonplace of how you ought to react to economic ups and downs: downs --> social braking, increase in differentation of real income; ups --> increase in the social sector, decrease of differencies in real income, and 2) The government's proposals for actions" (259).

Kommentar.

Hypotese 1 (som måske snarere bør betegnes som et aksiom) virker besynderlig. Den viser, hvor nærsynet, tidsbundet og vilkårligt forfatterens udgangspunkt er. Hypotesen udsiger (bl.a.), at jo bedre et lands økonomi er, desto mere vil det få borgerne til at kræve velfærdsforanstaltninger. Men der findes andre kombinationer, som ubestrideligt forekommer eller er forekommet i politiske debatter, f.eks. følgende:

- jo bedre økonomi, desto mindre behov for velfærdsforanstaltninger; eller:

- jo dårligere økonomi, desto større behov for velfærdsforanstaltninger (det er f.eks. ikke ualmindeligt at antage, at høj arbejdsløshed begunstiger venstrepartier ved valg); eller:

[side 15:]

- jo flere velfærdsforanstaltninger, desto dårligere økonomi ("Af makroøkonomiske grunde må den offentlige sektor indskrænkes"); eller:

- jo flere velfærdsforanstaltninger, desto bedre økonomi (à la Keynes), etc.

Kjøller udelukker vilkårligt sådanne argumentationsalternativer ved sit valg af udgangspunkt.

Hertil kommer, at forfatteren arbejder med en (betydeligt mere velbegrundet) hypotese, som imidlertid kan stå i direkte modstrid med hans grundantagelse: at et hvert parti, der er i regering (og det medie, der står partiet nær) begunstiges af en god økonomi og skades af en dårlig økonomi (jfr. t.eks. 258). - Hvis denne hypotese er rigtig, så falder de indbyrdes tæt forbundne hypoteser 1, 2, 3 og 5 (i deres generelle form).

Hypotese 2 forudsætter en stærk overvægt af "velfærdsargumenterende" agenter i modellen. Forudsætningen er vilkårlig og etnocentrisk. Hypotesen forudsætter også, at valgresultater skulle kunne være helt afhængige af verbal adfærd (eller ikke-adfærd), hvordan den økonomiske situation i øvrigt ser ud.

Hypotese 4 forekommer vilkårlig. En meget stor diskrepans mellem et mediums nyhedsdækning og dets politiske kommentarer kan undergrave mediets "etos".

Hypotese 6 virker rimelig og tilmed interessevækkende. Derimod forekommer den os at være i direkte modstrid med hypotese 7 (hvis det er tilfældet, kan i hvert fald ikke begge hypoteserne være rigtige), men sagen er noget uklar som følge af forfatterens udtryksmåde.

Vor almindelige konklusion bliver, at modellen er lidet generel og at de deraf udledte hypoteser har lav informativ værdi. Det kan også diskuteres, i hvilken grad hypoteserne virkelig er "udledte", eller om de formuleres på grundlag af

[side 16:]

successivt tilføjede tillægsantagelser, som ikke var integreret i modellen. Dette finder undertiden sted i et upræcist sprog. Som eksempel kan nævnes, at "value argument" og "value argumentation" sommetider defineres formelt, sommetider indholdsmæssigt (jfr. t.eks. ss.256, 257), eller at "interesseorganisation" pludselig bliver en betegnelse kun for lønmodtagernes interesseorganisationer (217).

Formalia

Bogens opdeling er klar og overskuelig. M.h.t. fremstillingsformen kan man ikke, når det drejer sig om så vanskelige sager, forvente den lette og muntre stil, der kendetegner nogle af Kjøllers tidligere arbejder. Undertiden bliver stilen meget tung (f.eks. 162 f.n., 163 f.o. o.a.st.). Værre er, at den undertiden lider af mangel på præcision, som det er vist i et par tilfælde i det foregående.

Som disputats er bogen atypisk ved at mangle egentligt noteapparat. I stedet gives henvisningerne løbende i teksten. Det letter selve læsningen, men gør det vanskeligt at få fuld klarhed over kilderne.

Litteraturlisten er af gode grunde selektiv. Men når nu Perelman fremhæves som "den moderne argumentationsvidenskabs inspirerende far" (158), forandres man over ikke at finde hans "L'empire rhétorique. Rhétorique et argumentation" eller hans afh. om Logik og Argumentation, der begge giver vigtige supplementer til "Traité". Lige så forbavsende er det, at samme disciplins virkelige fader, Aristoteles, kun optræder på anden hånd (via McCroscey). Når filosoffen skal trækkes frem, bør man vel gå til hans egne ord, der foreligger i let tilgængelige udgaver, også på dansk.

[side 17:]

Konklusion

Det er et dristigt foretagende, Klaus Kjøller har givet sig i kast med, og dét vækker respekt. Desværre må man sige, at forsøget i det væsentlige er mislykket.

For at afhandlingen skulle kunne leve op til sit ambitionsniveau, måtte der kræves gode indsigter - og idérigdom indenfor en række forskellige discipliner: retorik med filosofi og videnskabsteori, politologi og medieforskning.

Afhandlingens retorikopfattelse er udvendig. Vigtige retorikvidenskabelige problemstillinger synes at befinde sig udenfor afhandlingens interessefelt. Derfor bliver man ved læsningen ikke klogere på argumentationens natur.

Det kan skyldes en vis usikkerhed i de filosofisk-videnskabsteoretiske dele. At skrive en afhandling med nomotetisk sigte om "en teori om offentlig argumentation i et velfærdsdemokrati" kræver en sikkerhed, som ikke foreligger, angående begrebs-, model- og teoridannelse, desuden en indsigt i vilkår for generalisering, som er noget andet end at præsentere en "abstrakt case-study", samt ydermere en viden om forholdet mellem stipulerede udgangspunkter og den informative værdi af de "udledte" hypoteser.

Politologisk holder afhandlingen ikke målet for en disputats. Forfatterens belæsthed indenfor politologien er ikke ubetydelig, men ganske vilkårlig og præget af usikkerhed.

Anderledes med hensyn til medieforskning. Det er udvalgets indtryk, at Klaus Kjøller har sin egentlige styrke her. I sin behandling af massemedier, indholdsanalyse (såvel kvantitativ som kvalitativ) og relationen mellem medier og policy-skabere etc.

[side 18:]

opviser han en betydelig indsigt og sikkerhed - helt modsat de retorikvidenskabelige, filosofiske og politologiske afsnit, der præges af usikkerhed og - i værste fald, af amatørmæssighed.

Udvalget må derfor med beklagelse konkludere, at det ikke ser sig i stand til at indstille afhandlingen til antagelse og forsvar for den filosofiske doktorgrad.

København d.l.februar 1989.

Signeret: Gunnar Sjöblom, Jørgen Fafner

Tilbage til ansøgningen

Videre til Kjøllers Bemærkninger til indstillingen.

ALLE BØGER

FORFATTER- OG BOG-KOMMENTARER

Systematisk oversigt over alle bøger

BEDST SÆLGENDE BØGER TOTALT

MEST POPULÆRE BØGER PÅ SAXO.com

Senest opdateret 16-10-2020 18:06		Klaus Kjøller, © klaus@kjoeller.dk