Klaus Kjøller har i sine "Bemærkninger" på det nærmeste frakendt udvalget enhver afgørende kompetence i forbindelse med bedømmelsen. Vi skal i det fø!gende imødegå hans klagepunkter, idet vi dog, af hensyn til klarheden, tager dem i en lidt anden rækkefølge end den, hvori Kjøller fremsætter dem.

Det stod allerede efter et par gennemlæsninger af Kjøllers bog klart for begge medlemmer af udvalget, at den ikke var af en sådan kvalitet, at den kunne antages til forsvar som doktordisputats.

En indstillings hovedsagelige funktion er at tjene som beslutningsgrundlag for et fakultet. En indstilling skal give en præsentation af afhandlingen, en vurdering af den, og en klart markeret konklusion. Den skal ydermere henvise til væsentligheder i afhandlingen, hvilket vi også mener at have gjort, og hvilket Kjøller da heller ikke

[side 2:]

bestrider i sine bemærkninger, hvor misfornøjet han så iøvrigt er med udfaldet som sådan. Kjøller klager flere steder over, at vi har undladt at behandle visse dele af afhandlingen. Han beskylder os for at være overfladiske (Bem.s.9). Dermed forveksler han overfladiskhed med væsentlighed. Hvor detaljeret en fremstilling skal være, kan altid diskuteres. Kommer bedømmerne f.eks. til det resultat, at en afhandling kan antages til forsvar med de og de korrektioner, turde indstillingen blive mere detaljeret. Dette resultat er vi ikke kommet til i det foreliggende tilfælde. Den kritik vi retter mod afhandlingen er efter vores mening fundamental og ikke en detailkritik.

Kjøller fremholder med rette (Bem.s.2-3, 14), at hans afhandling breder sig over forskelligartede områder: "Afhandlingen søger bl.a. at forene elementer fra sprogfilosofi, samfundsvidenskabernes videnskabsteori, indholdsanalyse (både den humanistiske, kvalitative og den kvantitative analyse), kommunikationsteori, politisk kommunikation og politisk modelteori" (Bem.s.3 cf.14 f.n.). Dette er rigtigt, men det er også rigtigt at sige, at afhandlingen i alt væsentligt ligger indenfor og mellem disciplinerne politologi og retorik (som tilsammen indbefatter hovedparten af de områder, Kjøller nævner - hvilket naturligvis ikke hindrer, at sådanne studier også kan tages op indenfor visse andre discipliner). Hvis afhandlingen ikke er meriterende for en doktorgrad i politologi og/eller retorik, kan den ikke være meriterende på grundlag af de dele, der måtte falde uden for disse to discipliner. Det humanistiske fakultetsråd nedsatte også et udvalg med repræsentanter for disse to discipliner, og Kjøller er heller ikke fremkommet med nogen indvending mod udvalgets sammensætning.

[side 3:]

På side 2 i indstillingen skrev vi bl.a. om Kjøller: "Den faglige udrustning, hvormed han tager sin ambitiøse opgave op, er sprogforskerens, suppleret med politologiske selvstudier . . . ". Vor anvendelse af ordet "selvstudier" var ikke ment ironisk, sådan som Kjøller synes at tro (cf.Bem.s.15). De fleste danske forfattere af doktorafhandlinger må i vid udstrækning støtte sig til selvstudier uden for deres egentlige fag. Hvad ordet udtrykker i indstillingen er, at det kan forekomme næsten tragisk, at Kjøller åbenbart kun i yderst begrænset omfang har taget kontakt med sådanne institutioner, som kunne være relevante for det emne, han har valgt.

De retoriske begreber

Vi har kritiseret Kjøllers bog for en udvendig retorik-opfattelse (Inst.s.17 og passim).

Når man indkalder vidner i en sag, så må man også afhøre dem. Kjøller indkalder såvel den klassiske retorik som den såkaldte ny-retorik. Men han afhører sine vidner altfor summarisk. Derfor får han heller ikke kastet nyt lys over sagen.

En undersøgelse af argumentationsbegrebet ud fra en samlet retorisk-politisk synsvinkel skulle ellers være en oplagt sag. Retorik og politik er jo et gammelt makkerpar. Men dét ville have krævet en nøjere vurdering af retorikkens sandhedsbegreb. Det har ligget os fjernt at ville pådutte Kjøller dette eller hint sandhedsbegreb. Vi har blot konstateret, at han styrer uden om problemet og at der derfor - retorikvidenskabeligt set - ikke kommer noget resultat eller (vigtigere) nogen frugtbar problemstilling ud af det.

[side 4:]

Derfor misforstår eller forsimpler Kjøller også en række andre retoriske nøglebegreber. "Etos" defineres utilstrækkeligt og den forkerte definition gentages i Bemærkninger (s.11), hvad den ikke bliver rigtigere af. Det problematiske begreb "topik" (Indst.s.10) har vi retfærdigvis undladt at tage stilling til, fordi Kjøller selv kun nævner det i forbifarten. Han placerer det som "læren om (forskellige gruppers) selvfølgeligheder" (241). Det er smart, men videnskabeligt utilstrækkeligt. Når begrebet endelig skal nævnes, uden at man inddrager nærtstående begreber som "evidens", "fordom", "sensus communis" osv., så burde det have haft en - nok så beskeden - plads der, hvor det også hører hjemme: som en del af argumentationens logiske og reale gyldighed.

Vi tilføjer kun dette som et yderligere eksempel på den løshed, der præger Kjøllers teori-byggeri. I stedet for at definere forsvarligt her og nu jager han den tålmodige læser hid og did gennem teksten efter supplerende oplysninger. Undertiden findes de, lige så ofte findes de ikke.

Det sker også, at de vidner, Kjøller indkalder, er mindre tilforladelige. Det gælder f.eks. Kjøllers Aristoteles-konception. Folk som Habermas og Perelman har, hver på deres vis, taget deres holmgang med Aristoteles og hans argumentationslære. Det har derfor undret udvalget, at Kjøller overtager sit etos-begreb efter et af de talrige amerikanske universitetsmanualer (McCroscey) i stedet for at gå til Åristoteles selv. Han foreligger på talrige sprog, også dansk.

[side 5:]

Sagt i korthed: det udvalget tager afstand fra er ikke "den form for videnskab og den metode som afhandlingen repræsenterer" (Bem.s.10); vi tager afstand fra den valgte metodes uformidlede forhold til det påståede udgangspunkt i retorikken. Dén bliver til staffage og dens begreber tjener kun til at øge forvirringen. At Kjøller til sit forsvar anfører, at han ikke har diskuteret f.eks. Toulmin's argumentationslære har vi virkelig taget til efterretning ved ikke at nævne ham. Toulmin er i denne forbindelse mindre interessant.

Manglende præcision

Vi har kritiseret Kjøllers bog for manglende præcision i begrebsdefinitioner og i anvendelsen af disse definitioner.

På s.16 i Indstillingen anfører vi to grelle eksempler: de begreber, som betegnes er termerne "værdiargumentation" respektive "interesseorganisation". Kjøller accepterer kritikken i det første tilfælde men synes at afvise den i det andet tilfælde uden nærmere argumentation.

Definitionen af "velfærdsdemokrati" er et andet eksempel på inadækvat definition, hvilket er så meget mere alvorligt som velfærdsdemokratier jo er et af afhandlingens hovedobjekter, jfr. bogens undertitel. Begrebet defineres ved hjælp af to komponenter: forekomst af et stort antal store hierarkier (= stærk arbejdsfordeling) og en udenrigshandel med ret få begrænsninger (83).

En definition i en videnskabelig sammenhæng skal angive de nødvendige og tilstrækkelige vilkår for anvendelsen af en term, og disse vilkår skal klart afgrænse genstanden.

[side 6:]

Kjøllers to komponenter er ikke tilstrækkelige og i hvert fald den anden er ikke nødvendig (der findes andre typer af systemer med fri udenrigshandel). Ingen af komponenterne er heller konstitutiv for definitionen af "velfærdsdemokrati". I indstillingen foreslog vi specifikt: "f.eks. stor offentlig sektor, stærk politisk styring af økonomiske, sociale og kulturelle systemer, stærk betoning af normen "lighed" med dens policykorrelat i form af "redistribution" af goder m.v." (Indst.s.7-8).

Kjøller hævder nu, at hans definition legitimeres af hans bestræbelse på begrebsøkonomi: "at udlede så meget som muligt fra så få, håndfaste forudsætninger som muligt ( .. ). De fænomener som udvalget savner i definitionerne følger af de fænomener som indgår i definitionen" (Bem.s.5, vore fremhævelser). Svaret er dybt graverende for Kjøller, af i det mindste tre grunde:

a. "begrebsøkonomi" kan aldrig være et forsvar for at anvende ikke-konstitutive, ikke-specifike komponenter i en definition;

b. de komponenter som udvalget savner (og giver eksempler på i Kjøllers definition kan øjensynlig ikke "følge af" (eller udledes fra) komponenterne (ikke "fænomener", som Kjøller skriver) i hans definition;

c. Kjøllers svar afslører den overordentlige letsindighed, hvormed han anvender udtryk som "følge af" eller "udlede fra" - hvilket var en af de væsentlige indvendinger, vi rejste mod hans afhandling.

[side 7:]

Mål-middel-forklaringer

Kjøller citerer (Bem.13-14) et langt afsnit fra indstillingen (4-5) angående mål-middel-forklaringer, og hævder, at dette afsnits funktion skulle være at insinuere, at han ikke skulle kunne forstå meningen med sådanne forklaringer. En læser af indstillingen skulle imidlertid let kunne indse, at hensigten i stedet var at give en baggrund for den kritik mod Kjøller som fremføres i tekstens andet stykke på side 14 i hans Bemærkninger, dvs. at "selvbevarelse" er et mål i altfor stor afstand fra de handlinger, Kjøller analyserer, for at dette mål skal kunne have en forklaringsværdi.

Et afsnit i hans Bemærkninger, får os imidlertid til at spørge, om han nu også rent faktisk har fattet meningen med mål-middel-forklaringer. Han citerer (i Bem.s.4) indstillingen: "Midlerne for marginale (< marginelle) variationer af den beskrevne art er med sikkerhed anderledes end midlerne til at sikre sin overlevelse" (Indst.s.6, K.s rettelse af vor svecisme er taget til efterretning), og kommenterer dette citat: "Bemærk det forstyrrende meningsskred her hvor udvalget starter med at kritisere mål, og derefter taler om midler, som jo er noget helt andet." "Helt andet", ja, men mål og midler er forbundne begreber; det som skal forklares er valget af visse midler, og disse forklares derved, at man henviser til deres relation til et mål. Hvis Kjøller kaster et blik på sine egne hypoteser (citerede i Indst.s.13-14), så vil han finde, at flertallet af dem taler om agenters valg af handlingsalternativer (dvs. deres anvendelse af midler) for at nå visse mål. Men disse valg og deres indhold (ifølge hypoteserne) forklares ikke af målet "selbevarelse" (for et udførligere ræsonnement vedrørende dette, se Indst.s.6).

[side 8:]

Hypoteserne

Kjøller anvender betragtelig plads til at beklage sig over, at vi gengiver hans syv generelle hypoteser fra den engelske sammenfatning.

Nu kunne man med rimelighed sige, at en bog, der påstår at præsentere en generel teori om offentlig politisk argumentation i velfærdsdemokratier (og altså ikke kun i Danmark), burde være skrevet på engelsk eller på et andet verdenssprog. Der kan være gode grunde til at dette ikke er sket, men det bortforklarer på ingen måde betydningen af den engelske sammenfatning. Den er forfatterens og til syvende og sidst universitetets visitkort udadtil. Hypoteserne 6 og 7 (ifølge Indst.s.14) forekom os i deres engelske udforming indbyrdes modstridende (hvilket Kjøller til dels kan forstå, jfr.Bem.s.7, slutningen af næstsidste alinea), men vi tog ikke nogen endelig stilling, eftersom Kjøllers udtryksmåde - også på dansk - er uklar. Kjøller bringer selv i sine Bemærkninger følgende citat: "Mediet/partiet som er i offensiven kan omsætte den øgede opbakning omkring sine selvfølgeligheder i politisk handling. Mediet/partiet som er i defensiven må så vidt muligt bremse dette. Dette gøres ved, især ud fra velvalgte eksempler, at fremhæve hvorledes de handlinger man vil udføre strider mod de centrale marginalvælgeres værdi-selvfølgeligheder" (Bem.s.7, Afh.s.242).

Indholdet af denne hypotese er langtfra klart. Regner Kjøller t.eks. med at den gælder begge regerings- eller oppositions-positioner? Ethvert parti med regeringsmagt kan udøve politisk handling, det være sig i offensiven eller defensiven, medens partier i opposition (i offensiven eller defensiven) kun kan komme med forslag til politisk handling.

[side 9:]

Hypotese 7 er derfor ifølge den engelske sammenfatning såvelsom ifølge Kjøllers danske tekst svær at gennemskue.

Vor væsentligste indvending mod Kjøllers hypoteser gik imidlertid på, at han ved siden af dem laborerer med endnu en hypotese, som strider mod hypoteserne 1, 2, 3 og 5 i deres generelle form. Lad os for korthedens skyld kalde denne hypotese for "regeringshypotesen":

"En forringet økonomi betyder stemmetab for dem der har regeringsmagten. En forbedret betyder stemmegevinst" (Afh.s.209).

Jfr. med hypotese nr.1:

"jo bedre de centrale marginalvælgere anser landets økonomi for at være, desto mere begunstiger dette Socialpartiet/Midtposten; jo slettere de anser landets økonomi for at være, desto mere begunstiger dette Ehvervspartiet/Frihedstidende" (Indst. s.11, en hypotese som udvalget ifølge Kjøller "loyalt sammenfatter" (Bem.8). Hypoteserne 2, 3 og 5 bygger på hypotese nr.1).

Altså:

a. hvis Erhvervspartiet er i regeringsposition og økonomien bedres, så støttes partiet som regeringsparti (regeringshypotesen), men taber terræn som Erhvervsparti (hypotese nr.l);

b. hvis Erhvervspartiet er i regeringsposition og økonomien forringes, så taber partiet terræn som regeringsparti (regeringshypotesen), men vinder fremgang som Erhvervsparti (hypotese nr.1).

[side 10:]

Antag nu at repræsentanter for Erhvervspartiet tror, at tendensen ifølge hypotese nr.l er stærkere end tendensen ifølge regeringshypotesen. Skal partiet i regeringsposition da prøve på at forringe økonomien og antage, at gevinsterne ved dette er større end tabene?

Er dette ræsonnement tilstrækkeligt skåret ud i pap til at Kjøller kan forstå, at hypotese nr.l og regeringshypotesen er modstridende? Undtagen i to tilfælde: (l) at Socialpartiet sidder i regering og økonomien forbedres: i så fald vinder partiet fremgang både som regeringsparti og som Socialparti; eller (2) at Socialpartiet sidder i regeringsstilling og økonomien forringes. I begge disse tilfælde trækker regeringshypotesen og hypotese 1 i samme retning. Undtagelserne motiverer parentesen:"(i deres generelle form)" (Indst.s.15, jfr. Kjøller, Bem.s.7 f.n.) Denne modsigelse erklærer Kjøller ikke at kunne forstå (Bem.7 f.n.). Vor indholdsmæssige kritik af hypoteserne 2 og 4 vælger han at gå let hen over (Bem.s.9, andet alinea).

Kjøller har med andre ord ikke besvaret vor væsentligste kritik mod hans hypoteser. Og formuleringen af sådanne hypoteser er ikke desto mindre hovedformålet med hele afhandlingen.

En "abstrakt case-study"

Vor påstand, at Kjøllers model savner generalitet ved at være en "abstrakt case-study" af Danmark, afviser Kjøller med at han kun har hentet illustrationer "fra den nutidige danske politiske virkelighed" (Bem.s.9) men også fra flere andre velfærdsdemokratier end Danmark. I virkeligheden har han ikke bare hentet illustrationer fra Danmark: modellens partisystem så vel som dens mediesystem

[side 11:]

(omfattende modellens væsentlige agenter) samt træk i organisationssystemet er øjensynligt bygget direkte på danske forhold (jfr. Indst.s.3-4). Parti-, medie- og organisationssystemer i andre lande afviger mere eller mindre fra det danske. Kjøllers stærke koncentration om "den nutidige danske politiske virkelighed", som begrænser modellens generalitet (og gør afhandlingens undertitel misvisende), har foranlediget os til at anvende udtryk som "etnocentrisk", "nærsynet, tidsbundet og vilkårligt" om forfatterens udgangspunkter (Indst.s.15 og 14). Det er i denne sammenhæng man også må se vor påvisning (Indst.s.14) af at Kjøller har begrænset sin analyse af parti- og mediekonkurrencen til en sædvanlig venstre-højre-skala - hvad der udelukker konkurrence i konflikter med tilknytning til miljøspørgsmål, regionale stridigheder, stridigheder af etnisk eller religiøs karakter o.s.fr. Kjøllers svar, at han bevidst har begrænset sig til venstre-højre-skalaen, accepterer vi, for så vidt som han er indforstået med de effekter, denne begrænsning medfører (t.eks. i form af et forenklet marginalvælger-begreb). Derimod er det vildledende, når han i afhandlingen skriver: "Jeg vil ( . ) så vidt muligt betragte de politiske partier på baggrund af de konflikter som findes her og nu i velfærdsdemokratiet" (Afh.s.91).

Det er forbløffende, at Kjøller i tavshed forbigår vor anden indvending , der i denne - ikke mindst danske - sammenhæng er nok så vigtig: om partiernes (mediernes) behov for at mobilisere sympatisører og at prøve på at overbevise usikre vælgere (læsere, seere, lyttere) - en mobilisering, som må gennemføres med andre midler end kampen om marginalvælgere (marginallæsere etc).

[side 12:]

Kjøllers argumentationsteknik

A. I Bemærkninger s.6 citerer Kjøller et afsnit af Indstillingen, hvor vi refererer nogle af hans hypoteser. Han foretager her nogle korrekturrettelser. Vi må beklage afskriftfejlene, men havde dog følt os mere rystet, hvis Kjøller havde kunnet påvise, at disse fejl på nogen måde skulle kunne forvrænge det saglige indhold i hans tekst. Men det har han ikke kunnet.

B. I Bemærkninger s.8 f.n. citerer Kjøller (fra Indst.s.13) hvad vi kalder hypotese nr.l (det er den , vi ifølge Kjøller "loyalt sammenfatter"), samt derudover et antal kommentarer, vi har gjort til denne hypotese. Kjøller fremsætter derefter følgende bemærkning "Men heraf følger aldeles ikke at jo bedre et lands økonomi er, desto mere vil det få borgerne til at kræve velfærdsforanstaltninger. For det første er der en - i afhandlingens sammenhæng - helt afgørende forskel på at tale om hvorledes et lands økonomi er, og så hvorledes forskellige befolkningsgrupper opfatter landets økonomi" (Bem.s.8-9) ( . ) "For det andet er der en ikke mindre væsentlig - og jo helt elementært begribelig - forskel på at tale om de centrale marginalvælgere og så borgerne, dvs. hele landets befolkning" (Bem.s.9). Vi vil gerne have lov til at takke for denne manuduktion, som dog ikke var nødvendig. Vi må bede læseren gå tilbage til Kjøllers citat (s.8) fra indstillingen og/eller til denne (s.14 og 13) for selv at bedømme, om der findes nogensomhelst grund til Kjøllers kritik. Oven i købet danner denne kritik basis for et af punkterne i sammenfatningen af klagepunkter, "Fejlfortolkning af en væsentlig hypotese" (Bem.s.2).

[side 13:]

C. I Bemærkninger s.12, næstsidste og sidste alinea, står følgende at læse: "Som begrundelse for at afhandlingen definerer etos upræcist anføres s.10 at "der er meddelelser der - alle konsensus-teorier ufortalt - af modtageren føles således i overensstemmelse med kendsgerningerne, så at han må acceptere dem, uanset hans følelser for afsenderen". Derfor er det upræcist at der i afhandlingen står:"Modtageren vil ikke kunne acceptere en meddelelse uden samtidig at acceptere at afsenderen har nogle bestemte egenskaber: at han besidder nogle bestemte dyder" (i.e. etosdyder).

Hertil gør Kjøller følgende kommentar, der rask viger uden om sagen:

"Fejlen i dette ræsonnement - i relation til afhandlingen - ligger i udtrykket "overensstemmelse med kendsgerningerne", idet der heri forudsættes at der findes én eller anden agent-uafhængig "objektiv" verden som med åbenbaringens styrke viser sig for agenten" (Bem.s.12).

Et nøjere studium af kilderne kunne have reddet Kjøller fra at blive hængende i sin ufikse definition. Flere argumentationsteoretikere - fra Aristoteles til Perelman - er f.eks. inde på de "analytiske", de "dialektiske" og de "retoriske" udsagns forskelligartede kår i kommunikationsprocessen og deres stigende afhængighed af etos. Iøvrigt opfordres læseren til at gå tilbage til det her gengivne citat (Indst.s.10) for at bedømme, hvorvidt der deri findes nogensomhelst grund til Kjøllers polemiske kommentar.

[side 14:]

Afslutning

Kjøller hævder, at "Indstillingen bærer tydelige spor af at udvalget har fungeret som to enkeltmandsudvalg... "(Bem.s.2).

Ja, udvalgets medlemmer kommer nu engang fra hver sit fagområde, men den faglige fusion, som er nødvendig for at et udvalg skal kunne fungere, kom hurtigt i stand, og møder og tankeudvekslinger er forløbet gnidningsfrit. Vi har heller ikke fundet det påkrævet at bede om en udvidelse af udvalget.

Kjøller anker (smst.) over, at man , på grund af denne påståede heterogenitet ikke skulle have "forsøgt at vurdere afhandlingen som det den er, nemlig hverken det ene eller det andet, men noget helt tredje".

Udvalget har ikke med sin bedste vilje - heller ikke nu ved fornyet granskning - kunnet komme under vejr med dette "helt tredje". "Det er muligt", hedder det (Bem. s.3), "at det ikke er lykkedes for mig at få en videnskabelig set lødig helhed ud af det". Det er desværre det resultat, udvalget er kommet til.

Vi har (Indst.s.17) brugt det udtryk, at Kjøllers foretagende "vækker respekt" , og det står vi ved. Men der er lang vej til det, der er acceptabelt på disputatsniveau og som skal leve op til bekendtgørelsens fordringer. De mange tilløb, nogle gode, andre dårlige, danner ingen ny helhed, der bringer videnskaben videre.

[side 15:]

Vi kan følgelig ikke komme til noget andet resultat end det, vi har fremført i vor konklusion (Indst.s.17 f), ligesom vi må afvise beskyldningerne for at have misforstået afhandlingen og for at være overfladiske og begå elementære fejl.(Bem.s.1). Kjøllers bemærkninger har således ikke ændret vor almindelige opfattelse af hans arbejde - i hvert fald ikke til det bedre.

København den 23. maj 1989

Signeret: Gunnar Sjöblom, Jørgen Fafner

Fakultetsrådet godkender indstillingen

Lektor Klaus Kjøller

Institut for Nordisk Filologi, KUA.

Reference /bh Journalnummer 310-5.3-28/86 Dato 12. juni 1989.

Vi skal herved meddele, at fakultetsrådet under 6. juni 1989 har godkendt indstillingen fra bedømmelsesudvalget. Vi vedlægger kopi af bedømmelsesudvalgets svar på Deres bemærkninger.

To eksemplarer af Deres afhandlinger vil senere blive returneret, idet fakultetet forbeholder sig ret til at beholde det tredie eksemplar.

P. f. v.

e. b.

Karsten Christensen

Fg.kontorchef

Tilbage til Svar på bemærkninger

Videre til Afsluttende svar

ALLE BØGER

FORFATTER- OG BOG-KOMMENTARER

Systematisk oversigt over alle bøger

BEDST SÆLGENDE BØGER TOTALT

MEST POPULÆRE BØGER PÅ SAXO.com

Senest opdateret 17-10-2020 12:38		Klaus Kjøller, © klaus@kjoeller.dk