Kjøller forside >> alle artikler >> Manus: arbejdspladsen som platform for anerkendelse |
[senest revideret 18/12 2005]
Titel og medium
Magisterbladet, maj 2002. Jeg var klummeskriver i nogle år omkring år 2000. Klummerne blev bragt uden overskrift, men jeg har lavet en her – som en særlig læserservice. I øvrigt forstod jeg aldrig at der ikke måtte være en overskrift på klummerne. Der ligger mange kommentarfinter i at forsyne sin tekst med en overskrift. |
|
Arbejdspladsen som platform
for anerkendelse
En magister er i høj grad
en selvkørende indretning. Derfor skal magistre have plads omkring sig.
En leder der går og følger med i detaljer hvad man laver og giver
ordrer, er ikke sagen.
|
|
|
Når man er
sammen med ambitiøse folk der har kreativt arbejde, er det påfaldende
så ofte man hører dem rakke ned på andre med samme kreative arbejde.
Det kan være forskere, kunstnere eller journalister. Hvis det er folk
som arbejder med sproget til daglig, kan denne nedrakning være yderst
raffineret og måske kun til at få øje på for kendere. Det er ikke
spor let at have et arbejde hvor man aldrig synes at man slår helt
til. Blandt andet fordi kravene er bundløse. Ligegyldigt hvor godt man
gør det, så ved man at det kunne være gjort bedre. Det bliver meget
fristende for to kolleger som begge synes at de ikke er helt så
fremragende som de gerne ville være, at forenes i en god snak om at en
tredje person i branchen ikke er særlig genial. Ja, ofte behøver man
ikke engang mødes for at få kicket fra andres fiaskoer. I mange år
hentede jeg personligt energi til støvsugningen ved at tænke på
udvalgte kolleger, og det jeg så som deres skandaløse uduelighed. Uden
den stimulans havde vi ikke kunnet holde hjemmets hygiejne på det
niveau den trods alt havde. Og karakteristisk nok fik jeg aldrig
fortalt dem det. For vi er også
gennemgående ret høflige over for enhver kollega som vi er sammen med.
Vores arbejde er nemlig ikke bare et arbejde. Det er et stykke af os
selv. Og vi er sarte. Derfor er vi nødt til at emballere os solidt med
elskværdighed. Vi er ret gode til at simulere idyl når vi skal, ligesom
skuespillere der skamroser hinanden i portrætudsendelser på tv. Hvordan leder
man sådan et miljø, fx på et universitetsinstitut? Efter min erfaring
som institutleder i fem år skal man først og fremmest sørge for at give
de ansatte anerkendelse for deres arbejde. Arbejdspladsen skal bruges
som platform for anerkendelse og som affyringsrampe for de ansattes
produkter. Man kan
indvende at det er noget overfladisk gas at arrangere en reception og
måske også holde en lille tale fordi en kollega fx har færdiggjort en
bog eller har en mærkedag. Men i betragtning af det kroniske underskud
på anerkendelseskontoen som stort set alle synes de har, kan den slags
udløse en dominoeffekt i miljøet. Også retfærdig
behandling af alle ansatte og åben administration efter gennemskuelige
regler er afgørende. Lederen må ikke være viklet så meget ind i særlige
kollegiale broderskaber og vennetjenester at han lyder falsk når han
taler på alles vegne. En magister er i høj grad en selvkørende
indretning. Derfor skal magistre have plads omkring sig. En leder der
går og følger med i detaljer hvad man laver og giver ordrer, er ikke
sagen. Og må vi så
bede om noget munterhed! Kun hvis lederen synes at det er sjovt at
lede, kan han eller hun flytte lidt her og der. Lederrollen i kreative
miljøer svarer til far- og mor-rollen i en velfungerende, børnerig
familie hvor der altid er gang i en hel masse uden nogen egentlig
planlægger det. Alle ved at det er nødvendigt at én af de voksne skærer
igennem og optræder som frontfigur ved bestemte lejligheder. Men han
skal ikke tro at han er noget – og slet ikke en stor leder. |
|
|
|
|
|
|
|
/