|
[senest revideret 3/8
2002]
|
Titel
og medium
D. 18/4 2002 holdt jeg foredrag i
foreningen for socialdemokratiske studerende, Frit Forum. Man havde
bedt om man måtte optage foredraget fordi man planlagde en debatbog
(arbejdstitel: Næste runde) med bidrag fra foredragsrækken som havde
dette tema: ”Socialdemokratiets
fremtid - og hvad gør vi nu?” Deltagerne modtog så en transskriberet
udgave af foredraget som der kunne redigeres i. Mit bidrag måtte
desværre udgå i allersidste redaktionsfase fordi ”Vi er efter aftale
med forlaget kommet frem til, at der desværre ikke bliver plads til dit
indlæg, idet det emnemæssigt overlapper med et andet bidrag.” (d. 13/7
02). Jeg havde ellers gjort mig umage for
at holde mig inden for de rammer oplægget havde givet mig: ”forfatteren
til bogen "Spindoktor" og lektor ved KU, giver stof diskussionen om
spindokteri og mediernes rolle i den politiske dagsorden.”
Når jeg sagde ja til at få mit
foredrag optaget og brugte tid på at redigere det, var det dels ud fra
en opfattelse af at det selvfølgelig ville indgå i bogen, dels ud fra
beskrivelsen af bogprojektet, hvori det bl.a. hedder: ”Forfattergruppen
tæller politikere, journalister, forskere og studerende. Gruppens
medlemmer er ikke
enige i alle synspunkter, og de er ikke nødvendigvis socialdemokrater.
Fælles er dog, at de interesser sig for dansk politiks store spørgsmål,
og at de hver for sig har en erfaring og ekspertise, der gør deres
indlæg relevante for den politiske diskussion i Danmark. Forfatternes
synspunkter står for egen regning, og redaktionen stiller ingen krav
til konklusioner og eventuelle politiske anbefalinger. Forfatterne
anskues som ‘uafhængige eksperter’.”
For
at arbejdet med mit bidrag alligevel eventuelt kan gøre lidt nytte og
afklare et par ting, bringes det her. Også for formens skyld. Jeg har i
forhold til transskriptionen sat overskrifter på og en enkelt overhead
ind, men ellers bevaret det mundtlige i sproget. Dog strammet en del
op, men også sat lidt ind. Bl.a. har jeg måttet rekonstruere
tilhørerspørgsmålene sidst i foredraget ud fra mine svar på dem.
Spørgsmålene var åbenbart ikke hørlige på båndet.
|
Spindoktorer,
journalister og politikere
En god spindoktor er en usynlig
spindoktor som ingen ved eksisterer. Derfor er det ikke let at være en
god spindoktor her i landet i øjeblikket. Og intet tyder på at det
bliver lettere i den kommende tid.
Jeg har i en del år interesseret mig
meget for politisk kommunikation, og denne bog – Vælgeren og
partiprogrammerne (Borgen) – den kom formentlig før I
overhovedet var født – i 1973. Når man som tekstforsker arbejder med
politisk kommunikation, så er det nærliggende at begynde med at
beskæftige sig med det der ligner tekster mest – det mest tekstnære
inden for politik, f.eks. partiprogrammer som jo ligefrem ligner små
bøger.
Men politik handler jo ikke om
detaljer ned i en eller anden lille afdeling. Derfor er det lidt
selvmodsigende
1)
at interessere sig for politik, og så
samtidig
2)
begrænse sig til at studere specielle
genrer.
Det der gør politik spændende for
sådan en som mig, det er at vi alle ligesom er med inde i en tekst som
bliver lavet hele tiden. En tekst med mange konkurrerende
historiefortællere: Alle medier, alle organisationer poster ud med
historier i forsøg på at danne den totale virkelighed som vi går rundt
i. Dette har gennem årene drevet mig til stadig mere at beskæftige mig
med helheden: Hvordan fungerer hele medie- og politikermaskineriet?
Hvordan går det til, at danskerne har en helt bestemt opfattelse af, at
virkeligheden er sådan her? Er der nogle særlige knapper man kan trykke
på for at få mediesystemet til at spjætte på særlige måder og så videre.
De hårde kendsgerninger (som f.eks.
hvor mange kvadratkilometer Danmark er, hvor meget rødvin der blev
drukket på en bestemt restaurant ved et særligt bord på et bestemt
aften) er aldrig særligt interessante i politik i isolation fra alt
andet. Det er først når de hårde kendsgerninger kan kombineres med en
masse formodninger, teorier, vurderinger, fordomme, folkelig visdom og
hvad ved jeg, at de bliver interessante: Så kan de bruges til at
fortælle historier med og så bliver de politisk interessante og kan
fælde personer –
som det f.eks. var tilfældet med Brixtofte. Det daglige rugbrødsarbejde
med at konstruere virkeligheden, det består i arbejdet med alle de
bløde kendsgerninger som skal fortælle historien – med skurke, helte,
ofre, bødler og med figurernes op- og nedture på mediescenen. Den
sammenhæng dannes jo ikke af et bestemt medium. Det er derfor jeg synes
det er spændende at prøve og beskrive den store sammenhæng, og ikke
bare akademisk, men praktisk anvendeligt og interessant for almindelige
borgere, journalister, politikere og andre (”Spindoktor” Aschehourg
2001).
Valget som rystede
teorierne
Men det er også en spændende akademisk
udfordring at forsøge videnskabeligt at beskrive de grundlæggende
mekanismer bag den
politiske virkelighed således som borgeren i velfærdsdemokratiet møder
den i medierne. Det har jeg givet et bud på i bogen ”Politisk
Argumentation”, der udkom i 1991 (Borgen). Heri findes en teori som
bl.a. forudsiger hvordan forskelige medietyper og partityper sammen
producerer et virkelighedsbillede, altså hvordan forskellige elementer
i virkelighedsbilledet spiller sammen. Formålet med sådan en teori er
bl.a. at blive i stand til at forudsige, hvordan det vil gå i
fremtiden.
Man kan sige, at den teori der
præsenteres i den bog, den blev på ét punkt kraftigt dementeret ved det
seneste valg. Ifølge den teori – og heri ligner den de fleste andre
gamle teorier som forsøger at forudsige valgresultater – så skal en
regering, der har økonomisk medvind også vinde et valg. Fordi vælgerne
ved hvad de har. Der er ingen grund til at udskifte en regering, som
giver dem gode materielle vilkår. Hvorfor skulle de svigte den siddende
regering til fordel for noget ukendt? Nogle folk der lover en hel masse
ting, men som måske ikke har noget at have det i?
Men denne teori om den økonomiske
faktors dominans over alle andre led en krank skæbne ved valget – og
den siddende regering led et meget alvorligt nederlag. Den forstod
tilsyneladende ikke selv hvorfor, og de ledende socialdemokrater
forstår det tilsyneladende stadig ikke. Mit bud er at den var for
dårlig til at klare medieområdet. Og den tabte også fordi den var for
dårlig til at håndtere andre bløde områder – indvandrerpolitik,
retspolitik, social- og sundhedsområdet. Men disse områder handler jo
også i høj grad om mediehåndtering. Man må nok konkludere at der er
sket en kraftig opblødning af det generelle politiske billede med en
dominerende højre-venstre-dimension. Der er kommet andre dimensioner
ind i politik som spiller en nok så stor rolle. Bl.a. er medierne
kommet ind som en meget væsentlig politisk faktor på en fuldstændig
øredøvende måde. Det var bl.a. det der drev mig til at skrive
”Spindoktor”.
Det er ikke spor let at
være spindoktor
Jeg har overvejet hvordan jeg kunne
begynde dette foredrag mest direkte med et aktuelt eksempel. Der er da
mange måder at beskrive politisk kommunikation på. Det kan jo gøres
dybt seriøst og stadig humoristisk.. Spindoktor er sådan en
journalistisk betegnelse, der er sådan lidt uartig. De kalder aldrig
sig selv spindoktor, disse mennesker, de kalder sig pressechef,
medierådgiver etc.
Det er jo heller ikke spor let at være
spindoktor. Man er tit meget optaget af at de er så fæle og har så
mange tricks osv. Men har I tænkt på deres karrieremæssige situation?
De er fuldkommen i lommen på chefen. Og hvis de træder ved siden af, så
risikerer de jo at blive fyret. Og hvis en god spindoktor er en man
ikke kender, så er der jo altså heller ikke nogen, der ved hvor dygtige
man har været. En rigtig dygtig spindoktor er jo en man ikke rigtig
mærker eksisterer. Det er ligesom forbrydelser, smugleri og sort
arbejde: Det opdages kun når det går galt. Spindoktorer skal helst
operere uden at der er nogen der opdager dem. Og når det går godt, er
der heller ikke nogen insidere, der er interesseret i at forklare dem.
Og de er heller ikke interesseret i at prale.
De seneste eksempler der er med i min
bog, er fra januar-februar 2001. Der har jo været mange eksempler at
tage af. Der har i den tidligere regerings periode været utroligt mange
eksempler på at det er gået galt mediemæssigt. Derfor er der mange
eksempler at øse af. Der kan også være eksempler, hvor den tidligere
regering er lykkedes med en masse ting, det kan man af gode grunde ikke
læse i bogen. Derfor har man kun eksempler på det der gik galt.
Derfor er det svært at være
spindoktor. De er ligesom født til, at det kun er deres fiaskoer der
kommer ud. Der har f.eks. lige været en historie oppe i bogen ”En anden
sandhed” af Troels Mylenberg og Jeppe Nybroe (Lindhardt &
Ringhof 2002). Bogen handler om valgkampen november 2001. Og den går
selvfølgelig bag facaden. En af de historier de fortæller handler om
Michael Kristiansen som jo er spindoktor for Anders Fogh Rasmussen. Da
Michael Kristiansen var direktør for Cobrus (PR-firmaet), skrev han et
brev til Poul Nyrup Rasmussen (i intern jargon kaldet ”kærlighedsbrevet
til Socialdemokratiet”), hvor han kritiserede dem for ikke at have
sørget for at angribe Anders Fogh Rasmussen og i det hele taget for at
give oppositionen alt for let spil. Han foreslog direkte, at de satte
fire betroede folk på at læse alt, hvad Fogh havde skrevet og hvad der
var skrevet om ham. Altså en meget pågående og meget grundig research,
som skulle bruges til en systematisk indsats for at underminere Anders
Fogh Rasmussens fremgang.
Bag enhver kulisse
findes en ny
Det brev er interessant nu fordi
Michael Kristiansen sidder på den anden side. Dvs. brevet bruges til at
afsløre moralen hos Michael Kristiansen. Så går Børsens Nyhedsmagasin
(ved journalist Frank Stokholm, april 2002) ud og skriver en historie
om historien i ”En anden sandhed”. Den historie går ud på, at disse
spindoktorer er meget samvittighedsløse og kyniske personer, og at det
her brev er et eksempel på det. Samtidig har Frank Stokholm den meget
interessante teori, at det faktisk er Michael Kristiansen, der er kilde
til en del af det som er skrevet fordi Troels Mylenberg er en del af
Michael Kristiansens netværk. Så det er meget sandsynligt, at det i
virkeligheden er Michael Kristiansen der står bag offentliggørelsen af
brevet.
Så kan man spørge: Hvorfor nu det? En
forklaring kan være at Michael Kristiansen har en klar fornemmelse af,
at brevet under alle omstændigheder vil komme frem i perioden inden
næste valg. På et tidspunkt vil socialdemokraterne lække det til en
journalist som så kan skrive en god solohistorie. Derfor afmonterer han
selv den historie ved at gå ud med den på et tidspunkt, hvor det ikke
er specielt ubekvemt for Venstre, og tilmed kan han hjælpe en af sine
gode venner med at promovere sin bog, ved at bogen rummer en god
solohistorie.
Alle os som ser til udefra, ved ikke
hvad sandheden om dette er. Men vi kan se en virkelighed, hvor
forskellige interesser prøver at slippe kendsgerninger ud i det man
kalder offentligheden. Og man prøver at slippe dem ud på tidspunkter,
hvor det passer bedst muligt – eller hvor de gør mindst mulig skade på
én selv og mest mulig på modstanderen.
Det er en meget brugt
spindoktorteknik, at man prøver at erobre den sidste virkelighed ved at
afsløre den forrige som et spil. Den virkelige virkelighed er den
seneste virkelighed som endnu ikke er blevet afsløret af en endnu mere
omfattende virkelighed. Det er sådan en slags postmodernistisk teknik
at man river sløret væk. Man går ud af den gængse opfattelse og
etablerer en ny virkelighed som gælder indtil videre.
Og nu har jeg så også meldt mig som
medspiller ved at afsløre denne kulisse-leg og dermed skabe en helt ny
virkelighed som står over de andre fordi den omfatter og forklarer dem.
Metoden som gør alt
forståeligt for alle
Det med historien om historien er en
meget central del af spindoktorarbejde. Men det er også en mekanisme
som gennemtrænger al politisk journalistik.
Overhead (se eventuelt ”Spindoktor” s. 178):
|
Mediesystemets
mekanismer, herunder
regler for hvorledes politikere, ledere, spindoktorer og andre bruger
medierne til at fremme deres mål.
 
|
|
sagligt niveau: abstrakt, svært at forbinde med følelser ud over
en vis etisk sans og måske demokratisk bekymring
|
|
|
|
|
 historien om de
konkrete personer der behandler sagen
|
|
følelsesniveau: let at forstå uden at kende sagens indhold,
historier kan hurtigt skabes efter velprøvede skabeloner
|
|
|
|
|
|
sagen
|
|
sagligt niveau: kræver viden, er ofte kedeligt og uforståeligt
|
Forestil jer vi har en lagdeling, hvor
vi hernede har sagerne, dvs. de traditionelle politiske, juridiske og
tekniske anliggender, og oven over historien om de personer, der
behandler sagen. Her har Venstre typisk været bedre til at dreje
vinklen over mod det sidste, som den almindelige befolkning forstår,
mens socialdemokraterne gentagne gange har søgt at holde fast i
”sagerne” og dermed tabt medieslaget.
Det er de mekanismer en spindoktor
skal være god til at bruge og udnytte. En spindoktor skal vide, hvordan
det vil gå med en sag. Hvordan vil den blive skåret til? Det handler om
at få fat i følelserne når man foretager oversættelsen fra ”sagen” til
”personerne som håndterer sagen”. Denne oversættelse er lige så central
i politisk kommunikation som tyngdekraften er i fysikken.
En af de mest fascinerende ting ved
politisk kommunikation er, hvor meget man kan forstå, hvor meget man
kan investere af sit følelsesliv i noget hvor man ikke forstår
detaljerne i de tekniske spørgsmål. Det er det de gør hver dag i
TV-Avisen og i andre medier. Dette er ikke nogen anklage mod
journalister, spindoktorer og politikere. Det er et grundvilkår i et
demokrati hvor enhver borger har ret til at forstå ud fra sine
forudsætninger og sine interesser – og til at stemme derefter.
Magtbalancen mellem
medier og partier
I øjeblikket er magtforholdet mellem
medier, partier og politikere at medierne har fat i den lange ende –
men denne ende er begyndt at skrumpe lidt i de seneste måneder.
Mediernes styrke over for politikerne er, at det enkelte medium har
relativ stor troværdighed over for de modtagere som er trofaste. På
grund af denne troværdighed står politikerne gerne i kø for at optræde
i medierne.
En tredje vigtig faktor i forholdet
mellem partier og medier er, at partierne i de kommende år vil erkende
at de har en betydelig magt over medierne, nemlig i form af reglen:
ingen medier uden politiske kendsgerninger. Politikerne sidder på
råstoffet. Problemet er at bruge den magt man har, idet en magt der
ikke bruges målrettet og koordineret ikke er en magt. I øjeblikket
bruger man ikke de magtmidler man har, fordi man mangler koordinering,
disciplinering og initiativ. Men nogle er ved at lære det.
Den blide og den hårde
form for mediestyring
Man kan sammenligne med forholdene i
England som jo er et system og en kultur som på mange måder ligner os.
I den fase som Danmark er i nu – hvor politikerne render rundt efter
medierne – der gik man, da Margarat Thatcher var ved magten, over til en politik hvor
man havde favoritmedier.
Det ville svare til at regeringen f.eks. behandler B.T. ekstra godt,
mens Ekstra Bladet lægges på is. Det samme med f.eks DR og TV2 . Hver
gang man har en konkurrencesituation favoriserer man den ene og lægger
den anden på is. Man nurser udvalgte medier. Forventningen er at de
udvalgte medier så til gengæld gør sig umage for ikke at skuffe de
positive forventninger som man har til et fortsat godt samarbejde.
Denne tankegang er ikke forbudt, men
kan måske være usympatisk. Når man er i favoriseringsfasen hvor
favoriseringspolitikken grundlægges, straffer man ikke medier – altså
går ikke offensivt ud og straffer ved f.eks at ringe og true med
journalistens chef, udspredning af rygter og anden chikane over for
journalisten og dennes familie. I næste fase, som Tony Blair kører i
øjeblikket, har man en benhård pressestyring med alle midler. Her
bruges også straffeforanstaltninger over for medier og journalister
hvis de er alt for uartige.
Der er ressourcemæssigt meget stor
forskel på to strategier. Den første, favoriseringsstrategien, kræver
mindre ressourcer end den benhårde hvor straffeforanstaltninger
fungerer som sanktioner over for medier der ikke opfører sig
ordentligt. Når man både skal straffe og belønne, kræver det en
intensiv overvågning af alle medier. F.eks sidder der i Tony Blairs
spindoktorsekretariat 150 og der sad ca. 400 i Det Hvide Hus under
Clinton. De 150 er
meget mere end Thatcher der kørte favoriseringsstrategien uden
straffeforanstaltninger, men i stedet brugte en udvalgt skare af
medierne og ikke overvågede resten der var i en slags ingenmandsland.
Værdien af at holde
journalister beskæftiget: ”Dagens historie”
Vejen frem til disse to faser går
gennem
·
disciplinering
·
koordination
·
”dagens historie”.
Når man ønsker at styre mediernes
indhold er noget af det værste ubeskæftigede journalister som snuser
rundt efter en nyhed. De kan f.eks. så støde på historier der ikke
passer ind i partiledelsens kram. Og det kan være svært at holde øje
med hvad journalisterne har gang i. Derfor skal man beskæftige
journalister, hele tiden bevare iniativet over for dem og sørge for at
fodre dem med gode historier.
Et eksempler er konservativt landsmøde
i 1995 hvor der allerede inden mødet var produceret historier som unge
konservative kunne fodre journalisterne med. (Se ”Spindoktor”, kapitel
3)
Under landsmødet holdt man godt øje
(og øre) med de forskellige journalister. Hvilke delegerede talte de
med, hvor længe og om hvad. Uønskede historier skulle nødig nå så langt
at de blev bragt i medierne. F.eks. kunne en journalist interessere sig
lidt for meget for en menig landsmødedeltager som var stærkt kritisk
over for partiledelsen.
Hvis en uønsket historie udviklede sig
lidt for meget, kontaktede én fra pressetjenesten journalisten og
luftede muligheden af en solo-nyhedshistorie til hans blad – samtidig
med at snakken selvfølgelig gik om løst og fast. Når journalistens
interesse var tilstrækkelig vakt – og i hvert fald så meget at han
satte den uønskede historie på vågeblus – afbrød spindoktoren samtalen,
men lovede at vende tilbage hvis der viste sig at være kød på historien.
Timing er meget vigtig. Dels skal man
tænke på at journalisten hverken skal have for meget eller for lidt tid
til sin deadline når han får historien. Dels skal man vente længst
muligt med at bruge en historie fordi der er en mulighed for at der kan
opstå en mere truende ildebrand et andet sted som den skal bruges til
at slukke.
Koordination er vigtig, så man får
spredt sine gode historier mest effektivt ud over journalistkorpset.
Den historie fra lageret man bruger til at kvæle en uønsket historie
med, skal kun lige netop være så god at den uønskede historie kvæles.
Overkill bør undgås, da det er spild af ressourcer. Og hvem ønsker at
se en historie trykt i en notits inde i en regionsavis, hvis historien
er så god at den kan komme på forsiden af et landsdækkende morgenblad?
Mikrostyring
af journalister
En af de tydeligste forskelle på den
nye og den gamle regering er den professionalisme der kendetegner den
nye VK-regering. Den har været god til at fordele historier som
solohistorier ud over medielandskabet til forskellige medier og til at time
dem så de ikke har kvalt hinanden.
En journalist er jo ikke (kun) et ophøjet etisk
væsen, men (også) et almindeligt menneske med et job.
Man kan derfor være modtagelig over for de
historier der bliver fordelt ud. Det er nemmere end selv at støve en
historie op. Journalisters værdi som arbejdskraft står og falder med
deres adgang til kilder. De dækker deres kilder og sørger f.eks for at
skrive lidt ufordelagtigt om denne i artiklen for at sløre kilden. Et
eksempel er Svend Auken der må formodes ofte at have fået et lille gok
i nøden i en artikel når han har talt med journalister om interne
forhold i partiet. Ideen er antageligt at gokket skal lægge så meget
luft til kilden at kollegerne i partiet ikke får mistanke. Det er vist
ikke lykkedes hver gang.
På samme måde kan journalister sløre
at de bliver styret af spindoktorer. Hvis de både kan bevare en god
kontakt til spindoktoren og dermed fortsat få gode historier, mens
deres journalistik fremstår som kritisk, er det en fantastisk god ting
for journalisten betragtet som arbejdskraft. Den slags
figenbladsartisteri er de ret skrappe til hvis det er nødvendigt,
simpelt hen fordi de er eksperter i at skrive en tekst og fortælle en
historie. Hvor grænsen går mellem etisk forsvarlig kildesløring og
manipulation af modtagerne kan være svært at afgøre lige inden deadline.
Hvordan vil det gå i den nærmeste
fremtid?
Min vurdering er, at vi vil se at
partierne og den politiske side – nu hvor socialdemokraterne arbejder
for at komme med i ræset igen – vil være nødt til at opruste
mediemæssigt. Så vil vi se en yderligere professionalisering og de her
ting vil blive noget man gør meget mere rutinemæssigt. Det er
nødvendigt for at vælte Venstre af pinden. Det profeterer jeg i
”Spindoktor” vil ske år 2012. Venstre kører i øjeblikket stort set uden
påviselig modstand på mediesiden fra Socialdemokratiet. Som ethvert
andet konkurrerende firma må Socialdemokratiet lære af den konkurrent
som gør det bedre, bl.a. fordi de anvender de nyeste produktionsmetoder.
[Her sluttede foredraget. Nedenfor et
uddrag af spørgsmål og svar efter foredraget:]
Spørgsmål: Vil en
spindoktor ikke altid være en omvej for en journalist som gerne vil
tale med en politiker?
Vi har i Danmark et tæt forhold mellem
politikere og journalister, hvilket gør det vanskeligt for en
spindoktor at komme ind – journalisten vil hellere tale med politikeren
end spindoktoren. Men kan man ikke det, vil journalisten selvfølgelig
gerne tale med spindoktoren der også kender til journalistens arbejde
og dermed kan komme med nogle gode historier så man kan få fyldt
spaltepladsen ud og gerne komme på forsiden med en solohistorie.
Det handler også meget om tid: En
minister kan ikke bare stå til rådighed for medierne. Der er behov for
én der kan vurdere hvilket medium der skal bruges tid på, og eventuelt
koordinere med partitoppen hvad man skal sige til det.
Spørgsmål: Kan du kort sige hvad en
spindoktor egentlig kan?
En god spindoktor er diskret og kan
med et lille tegn sende det rigtige signal ud – f.eks. en
telefonopringning på det rigtige tidspunkt. En sans for sammenhæng
mellem små ting der fører til større ting, sammen med en forfinet sans
for timing, karakteriserer den gode spindoktor. Derudover en evne til
at leve sig ind i hvordan forskellige medier vil behandle forskellige
kendsgerninger man slipper ud. Sans for hvilket medium der vil tage
bedst imod en nyhed og behandle historien bedst i forhold til den
ønskede vej. Folkene er typisk politiske topjournalister som f.eks. kan
hentes på de politiske redaktioner på Christiansborg. De har
medierytmen i blodet.
Spørgsmål: Bør man bekæmpe spindoktorer
som noget der er udemokratisk?
Det er ikke udemokratisk med
spindoktorer. Det er er farligt at jage det ind under en moralsk hat,
og hengive sig lidenskabeligt til bekymringer, forbandelser og
forargelser. Tænk hvis en kirurg kastede sig ud i moralske kvababbelser
ved synet af en alkoholikers lever? Der er brug for en klinisk holdning
over for selv de fæleste syn og ro når diagnosen skal stilles og kniven
eventuelt føres. Vi skal betragte spindoktorernes og alt deres væsen
for at se hvordan mekanismerne fungerer. Det er en vital det af det
politiske spil som det er vigtigt at forstå. Al tale om at skære det
bort ved et hurtigt snit er meningsløs. Demokrati handler om at give
borgerne det bedst tænkelige liv her på kloden, men det handler også om
den magtkamp som er nødvendig for at nå dertil.
Magtkampen skulle gerne indrettes så borgerne
mest sandsynligt kommer til at leve det bedste liv samtidig med at den
udkæmpes.
Det er et problem hvis de politiske
partier ikke er lige gode til at bruge medierne. Så bliver konkurrencen
skævvredet, én af parterne er teknisk avanceret og det bliver ikke
politikken der bliver afgørende. Som det ser ud til nu er Venstre klart
Socialdemokratiet overlegen på dette punkt hvilket ikke er godt for
konkurrencesituationen. Tænk på hvilket handikap det ville være hvis
det kun var Venstre der brugte mobiltelefoner eller pc’er. En ordentlig
politisk konkurrence på politiske synspunkter forudsætter at parterne
har samme tekniske niveau.
Spørgsmål: Hvor meget
er spindoktorer egentlig værd når det kommer til stykket? Der kan jo
nævnes mange eksempler på at deres indsats har været forgæves.
Spindoktorer kan ikke hjælpe særlig
meget hvis der f.eks. er intern splid i partiet. Da De Konservative var
i krise, kunne spindoktorerne ikke hjælpe. Politikerne skal have
afklaret noget før de er klar til spindoktorer. De skal ikke bekrige
hinanden med spindoktorer indbyrdes i partiet, men have et fælles mål.
Som nævnt er to af forudsætningerne for en effektiv mediehåndtering at
man har intern disciplinering og koordination.
Hvis vi skal prøve at tænke fremad på Socialdemokratiets
vegne, er der nok en anden måde at opfatte rådgivere på end der er i
Venstre, sådan som jeg har opfattet det. Man kan have en nok så god
spindoktor, men hvis man ikke lytter og skaber et godt, tæt,
ligeværdigt forhold, er det svært at få produceret noget godt. De store
berømte spindoktorer, Alastair Campbell og Stephanopoulos, hos Blair og
Clinton har et meget tæt forhold til deres chef. De beundrer deres chef
og betragter det som et særligt kald at arbejde for ham: ”Nu har vi
chancen. Den må vi ikke lade gå til spilde.”
Det udvikler sig til et forhold mellem
politiker og rådgiver hvor man supplerer, men stadig også er kritiske
over for hinanden. Man tænker godt sammen. Jeg har på fornemmelsen at
Michael Kristiansen er i stand til at indgå i et sådant forhold til den
politiske top. At Henrik Qvortrup kun var kort tid på posten, handler
formentlig om det samme: Kemien var ikke perfekt. Jeg mener ikke
socialdemokraterne har været lige så gode til at finde sådanne
rådgivere som kom til at fungere lige så tæt og ligeværdigt.
Det er vigtigt at en leder kan tage en
diskussion med sine rådgivere, også en diskussion hvor rådgiveren ikke
ender med at give lederen ret. Her tror jeg at Anders Fogh Rasmussen
frem for Poul Nyrup Rasmussen har en – for rådgiveren – mere
inspirerende holdning til det at tage imod råd.
Jeg tror at i den socialdemokratiske
top har man især taget mod råd fra hinanden og andre politikere. Poul
Nyrup Rasmussen især fra Mogens Lykketoft og Lone Dybkjær. Det er der ikke noget galt
i, tværtimod – det er jo ikke kun spindoktorer der kan give råd, de er
bare et symptom på at noget som altid har foregået i politik nu er
blevet professionaliseret. De er et supplement som det bliver stadig
vanskeligere at undvære.
Spørgsmål: Synes du slet ikke at
spindoktorer er et problem i vores politiske system?
Der er to problemer: Når der kommer
nye teknikker, er den ene part bedre og hurtigere til at sætte sig ind
i og bruge den nye teknik. Dette giver sig især udslag i
to-partisystemer hvor det er vigtigt at de to partier nogenlunde lige
hurtigt kommer i gang med den nye teknik. Kigger man på Danmark er det
Venstre der klart har scoret på at bruge spindoktorer, hvilket jeg
anser for et problem – men kun fordi socialdemokrater og andre er tunge
i optrækket hvad dette angår.
Det andet problem er ét der især
drejer sig om spindoktorer. Der kommer en særlig ny synlig kategori af
teknikere. Det kan få det politiske system til at blive mere fremmed
for folket. Der kommer et filter ind mellem politiker og folket.
Hvor alvorligt den kritik rammer, er
jeg i tvivl om. Spindoktorer er positive størrelser for de sætter fokus
på den politiske kommunikation som fagområde. Spindoktor er jo et
journalistisk skabt ord – der er, som sagt, få der går rundt og siger
de er spindoktorer. De siger kommunikationsrådgiver eller pressechef
eller lignende. Pludselig kommer der ansigter eller betegnelse på
spindoktoren og dermed bliver grænsenområdet mellem politikere og
medier mere synligt – bl.a. fordi journalisterne opfinder en ny
betegnelser som fungerer som overskrift for deres føljeton af historier
om spindoktorer som dummer sig eller fører sig frem på skummel vis.
Det er positivt at der kommer fokus på
den medieskabte virkelighed og herved kan skabes en god og realistisk
forståelse af hvordan en mere og mere væsentlig side af vores demokrati
fungerer.
Og denne forståelse skal udbredes
gennem skolen. Det er min fornemmelse at man desværre bruger langt mere
krudt på at undervise i hvordan demokratiet ideelt set burde fungere
efter vedtagne regler og dertil indrettede organer, end på realistisk
at betragte dets hverdag. Det kan føre til choktilstand og lammelser
hos eleverne når de senere møder en spindoktor.
Klaus Kjøller, d.
15/5 2002.
s
|