|
|
|
|
||
|
|
[Først lagt op
24-09-2003, revideret 5/10 2003. Senest layout-revideret 31-10-2022
17:59]
Casting af lederen Ingen virksomhed uden
en historie. Ingen historie uden figurer. Altså må lederen springe ud
som menneske. Men hvilket menneske? Hvad kan man lære
af Simon Spies, Preben Møller Hansen, Lars Rebien
Sørensen og Erik Sprunk-Jansen. I
filmbranchen er det er særligt håndværk at finde de rigtige
skuespillere til rollelisten. Det er ikke kun alder og køn der betyder
noget når der skal findes én der kan spille ældste søn og kommende
leder af familiefirmaet i filmen Arven. Der
er også alle de bløde værdier: Personlighed, udstråling, udseende og
bevægelser. Det er en stor kunst at finde den rette. Det
samme gælder når der skal findes studieværter til nyheds- og
underholdningsprogrammer i tv. Men
når man skal fortælle historier om virksomheder, kan man ikke bare bede
om at få en anden, mere egnet person til rollen. Lederen er leder.
Udfordringen er så at finde historien og iscenesætte og instruere
lederen bedst muligt. Jo værre casting, jo større udfordring for
markedsføringen. Det
er formentlig Simon Spies der var den første erhvervsleder herhjemme
der offensivt brugte sig selv i sin markedsføring. På et latterligt
lavt budget bredte hans figur sig i medierne og udviklede sig. Han
iscenesatte sig selv og producerede billede på billede som vi vist
stadig er mange der husker: formandsstokken der indtog sin reserverede
orkesterplads på det røde plys på Det kongelige Teater,
morgenbolledamer, med Janni i brudekaret, formandens bare ende som
dyrker gruppesex. Stort set hver gang han blev interviewet på tv var
han god for en provokerende betragtning med sin gnækkende stemme. I
årevis optrådte han som guru i radioen i spørgeprogrammet Spørg
bare. Bag
gøglet var Simon Spies en dybt seriøs og økonomisk set en meget
konservativ forretningsmand, og han var højt elsket og respekteret af
sine ansatte. Også
”sømandsbossen”, Preben Møller Hansen, var tidligt ude: en fræk oprører
som turde skælde DRs journalister ud for åben skærm, og som fortalte
fantastiske historier om tilfældige møder med folk som kom forbi med en
stor papkasse med en masse penge. Også han var – så vidt jeg er
orienteret – højt respekteret for sine smidige forhandlingsevner, næse
for kompromisser på de bonede gulve og ordholdenhed. Begge
kom de fra brancher med indlysende fordele ved høj cigarføring i
medierne. Det
vilde, sjove og alternative som Simon Spies-brandet stod for,
appellerede til mange lønmodtagere som i ferien drømte om at opleve alt
det andet som tilværelsen også kunne være. Preben Møller Hansens
fandenivoldske systemoprører gjorde det sandsynligt at han også
stoppede Storebæltsfærgerne til næste påske hvis matroserne ikke fik
endnu mere i løn end han allerede havde skaffet dem. Denne
populære rolle som underholdende provokatør har Peter Aalbæk Jensen i
dag. Sammen med Lars von Trier har han udviklet en komisk føljeton om
kapitalisten og den geniale kunstner – parallelt med at de har skabt
Zentropa-imperiet. Langt
de fleste af de ca. 370.000 virksomhedsledere i Danmark er helt ukendte
i en bred offentlighed. Det ville heller ikke være til at holde ud hvis
alle pludselig skulle til at være kendt. Men
presset for at stå frem som offentlig figur er vokset. Den jordnære
forklaring er at medarbejdere, medier, politikere, forbrugere de senere
år er blevet stadig mere optaget af de ikke-økonomiske værdier: miljø,
demokrati, retfærdighed og velfærd. Derfor bliver det mere og mere
nødvendigt for virksomhederne også at konkurrere på at vise omsorg over
for dette. Lederens menneskelighed bliver et argument for virksomhedens
interesse for det hele menneske, etik og miljø. Det
er for sent den dag medierne går i gang med at fortælle en negativ
historie om virksomheden som et hjerteløst foretagende på kynisk
pengejagt. Blødhed er nødvendig i dag for at kunne sætte hårdt mod
hårdt i medierne. Novo
Nordisk har i mange år været en af de store virksomheder som har haft
et menneskeligt ansigt i Mads Øvlisen. Kort efter at han blev
efterfulgt af Lars Rebien Sørensen, kom Novo Nordisk ud for
demonstrationer i forbindelse med medicinalbranchens modstand mod at
uddele AIDS-vaccine til de ramte i det afrikanske kontinent. Lars
Rebien gik straks ud blandt demonstranterne og fortalte dem baggrunden
for sagen. Og han blev interviewet i tv. Efter de flestes opfattelse
klarede han denne offentlige ilddåb meget fint. Den var et
skoleeksempel på hvor vigtigt det er for en virksomhed at have et godt
forhold til pressen. Den goodwill som Mads Øvlisen havde oparbejdet,
kunne i høj grad arves af Lars Rebien og gav troværdighed til det han
sagde. Mange
iagttagere gjorde dog opmærksom på et andet stort medicinalfirma som
helt havde sluppet for demonstrationer og besværet med offentlige
forklaringer. Det var Lundbeck. Analysen var at fordi Novo var så kendt
i forvejen for sit humanistiske image, så var de et langt bedre mål for
en demonstration som skulle have mediedækning, end den tillukkede
Lundbeck. Mediernes evne til at fokusere på et udvalgt eksempel havde
givet Novo hele ”æren” for sagen. Den
der lever skjult, lever altså godt. Eller hur? Noget
tyder på at det ikke er så enkelt. Igennem de seneste ca. halve år har
vi set Lundbecks hidtil anonyme CEO, Sprunk-Jansen, ført kraftigt frem
i annoncer og interview. I den periode har hans eksponering langt
overgået Lars Rebien Sørensens. Det siger meget om styrken i bevægelsen
”Lederen som menneske” at et firma som netop har oplevet fordelen ved
lav cigarføring, kort efter kaster store ressourcer ud i kampagnen
”Sprunken som menneske”. Og det har vist sig at være noget af en
udfordring. Hvor
Novo Nordisks ledere har en klar humanistisk, blød udstråling som er
nærmest kedsommelig korrekt, har Sprunk-Jansen en hård, direkte og
utålmodig form. I de store annoncer som startede kampagnen,
fremstilledes han som eftertænksom, blød mand som kendte til psykiske
problemer i familien. Men det blev en boomerang da han i interviews
klart fremtræder som en hård nyser. Så bliver helheden utroværdig. Og
hans livshistorie handler om en sej forretningsmand som har været
gennem flere brancher. Han er en stærk, uortodoks leder med visse
ekcentriske træk. Hertil kommer historier om industrispionage og at
journalisterne har gravet oplysninger frem om intime forbindelser
mellem hans og konens privatøkonomi og Lundbecks. Man
kan lære heraf at man aldrig skal iscenesætte en leder på en måde som
han ikke kan bekræfte når journalisterne går i infight. Man
kan også lære at en leder kan blive langt mere menneskelig end
aktionærerne synes om. Og så må bestyrelsen caste en ny leder. ©Klaus Kjøller, klaus@kjoeller.dk |
|
||
|
|
|
|