|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Først
lagt op 13/5
2004,,senest opdateret
(layout) 05-01-2020
14:37:08
Debatten mellem smuds og tavshed
Ordene er blevet grovere på det sidste. Men for folk med magt gælder det nu som altid om rettidig omhu – også i debatten. |
|
|
|
Når Ekstra Bladet kalder
statsministeren for løgner på forsiden i forbindelse med den danske
deltagelse i Irak-krigen, så er det til at få øje på. Det er det også,
når Pia Kjærsgaard af en domstol ikke får medhold i, at hun ikke må
kaldes racist. Eller når kirkeministerens tidligere spindoktor forlader
sin post efter at være blevet anklaget for at nære nazistiske
sympatier. Eller når Ulrik Høy i Weekendavisen kalder sine politiske
modstandere for ’venstrenazister’, eller Hans Hauge i Jyllands-Posten
kalder Informations chefredaktør, David Trads, for ’venstrefacist’, og
professor Bent Jensen anklager Bettina Heltberg og Carsten Jensen fra
Politiken for at være eksponenter for nazisme. Man kan også tage Ulla
Dahlerups tale ved Dansk Folkepartis landsmøde efteråret 2003, hvor hun
bl.a. sagde:
”Man gnider
øjnene, når Rifbjerg prøver at desertere fra sin fortid. For også i
Rifbjergs person løber kulturradikalismen og socialismen sammen som sur
mælk. Sandheden er, at Rifbjerg samarbejdede med det kommunistiske DDR
under Den Kolde Krig.” Og Rifbjerg er heller ikke sart. Han har i
efteråret brugt ord om Pia Kjærsgaard og Søren Krarup, som jeg ikke vil
tage ansvaret for at bringe ind i Kristeligt Dagblad. Ja, konklusionen er klar: Debatten er
blevet forrået og mere skinger. Mange fremstående kulturpersonligheder
kalder hinanden for de værste ting. Og det er selvfølgelig dårlig moral
at svine hinanden til på den måde, selv om det godt kan være ret
underholdende. Men debatten kan muligvis være
umoralsk på andre måder end denne. Den almindelige daglige debat er
domineret af folk fra en organisation eller en bevægelse, der er
interesseret i at gøre offentligheden opmærksom på en konflikt eller på
at påvirke offentligheden til at en konflikt bør løses på en bestemt
måde. Det betyder at langt de fleste debattører er professionelle. De
er særligt ansatte til at producere debatindlæg, kommentarer og
analyser til medierne. Hertil kommer at debatindlæg i høj
grad er ghostwritede, dvs. de er faktisk skrevet af en anden end den,
der står som afsender med billede og navn. Nogle vil finde det
umoralsk, fordi debatindlæg jo typisk fremtræder som noget, der er
skrevet af individer af ”karsken bælg”, som så tilfældigvis kan være
leder af fx Dansk Metal, Miljøminister eller formand for Dansk
Cyklistforbund. Men denne opfattelse vil gøre meget debatstof i dette
land umoralsk. Fordi det i virkeligheden er skrevet af folk, som er
ansatte til det, og som gør det helt anonymt, mens en anden lægger navn
til. En moderne leder har folk til at
skrive sine indlæg og sørge for at sende et godt billede med. Det er en
del af professionalismen, at disse indlæg skrives som om, de var
skrevet af lederen himself. I enhver styrelse og kommune er det en fast
del af enhver embedsmands arbejde at holde øje med debatten og sørge
for at ministeren eller borgmesteren bliver forsynet med udkast til
læserbreve og kommentarer. Ofte ser lederen dem først når de er i
avisen, hvis han overhovedet ser dem. Bevidst
styring af debatten indgår som en naturlig del af veltilrettelagt
politiske kommunikation. Det vil mange finde kynisk og frastødende. Men
det er hensigtsmæssigt for enhver minister at ligge inde med et lager
af politiske udspil, som
kan producere omtale og debat øjeblikkeligt og dermed erobre
dagsordenen og initiativet. Et
eksempel: Efter Anders Fogh Rasmussens nytårstale 2004 rejste en del af
pressen og Pia Gjellerup (S) kritik af, at det word-dokument med talen,
som var rundsendt til pressen, var oprettet af den erhvervsjuridiske
chef i Dansk Industri, Christopher Arzrouni. Han havde, via
statsministerens pressechef, Michael Kristiansen, sendt et helt
taleudkast til Anders Fogh Rasmussen i midten af december. I første
omgang afviste Michael Kristiansen at kende noget til dette; senere
kunne en avis så dokumentere, at mailen med udkastet havde passeret
pressechefen. Herefter blev så også pressechefens troværdighed en del
af historien. Det
regeringsfjendtlige partsindlæg fra en del af pressen og oppositionen
kulminerede lørdag (d. 10/1 2004). Første reaktion fra Fogh var
tavshed. TV-Avisen bragte historien om aftenen lørdag, men ikke TV2
Nyhederne. Næste
fase er et debatskabende udspil, som består i at statsministeren i
Søndagsavisen som privatmand foreslår, at bøsser og lesbiske kan vies
kirkeligt. Dette er en historie, som klart udkonkurrerer historien om
talens tilblivelse og pressechefens troværdighed.
Også mandagen sætter statsministeren dagsordenen for
sin person i medierne: Han er på et længe planlagt besøg på to skoler,
en nøje iscenesat begivenhed med intensiv pressedækning. Dette
arrangement er kommet i stand på initiativ af Danmarks Lærerforening,
som har reageret på Foghs bemærkninger i åbningstalen oktober 2003 om
”rundkredspædagogik” og ”hvad synes du”-holdninger i skolen. Både
indlægget i Søndagsavisen og skolebesøgene er planlagt, før historien
om talens tilblivelse dukker op. Men disse planlagte ting indgår i den
vurdering, som Fogh og hans pressechef har af, hvad der bør gøres, og
hvornår, da nu debatten om nytårstalens tilblivelse dukker frem. Tredje
fase er så, at Fogh stærkt følelsesbetonet tilbageviser historien om
talens tilblivelse. Han modtager input mange steder fra, og det vil han
have lov til. De ordrette indslag i hans tale, som stammer fra
erhvervsjuristens oprindelige oplæg, er almindelige vendinger, som han
ofte bruger. Det er naturligt for én, som skriver et komplet taleudkast
til ham, at bruge disse vendinger, for at talen skal ligge naturligt i
munden på Fogh. Han sætter en ære i, at hans tale er et personligt
dokument, og det er kun detaljer, som genfindes i det oprindelige
taleudkast. Tilbagevisningen styrkes af, at han forinden har erobret
dagsordenen med sit udspil om bøsser og lesbiske (søndag), og med
begivenheden, skolebesøgene (mandag). Historien om taleudkastet er nu
så ”gammel”, at den vanskeligt kan fortsættes af medierne, fordi der i
mellemtiden er kommet så mange andre ting på dagsordenen omkring
statsministerens person. Ved at vente med sin meget følelsesmæssige
tilbagevisning stiger sandsynligheden for at statsministeren får sidste
ord i den historie. Midlerne
mod en dårlig historie er altså i høj grad, at man prøver at styre
debatten. Det består i 3 trin: Ingen
kommentarer: Giv ikke den negative historie styrke ved straks at gå ind
i den forsvarsposition, som pressen har brug for, for at holde
historien i live. Du skal erobre initiativet og dagsordenen, inden du
forsvarer dig. Fortræng
den dårlige historie med nye debatskabende udspil eller begivenheder. Når
du har erobret initiativet, så tilbagevis anklagerne i form af angreb:
nye kendsgerninger og fremhævelse af den høje moral, som er sandheden
bag den negative pressehistorie. Altså:
1) gør dig usynlig, 2) tag initiativet i en ny retning, 3) forsvar dig
mod angrebet, eller kort: forsvinding,
initiativ, forsvar. Som
et apropos til forløbet: Nytårstalen blev kritiseret for at mangle
profil. Ikke noget, der kom i nærheden af angreb på ”smagsdommere”
eller ”rundkredspædagogik” som i tidligere taler. Denne mangel på markant, debatskabende
dagsorden i talen er nok en fejl, for den ville have kunnet beskæftige
journalisterne, så de ikke havde haft det store behov for at skabe en
selvstændig historie om talen – og plads til at fortælle den. Når man som analytiker afdækker et
forløb som dette, kan det umiddelbart virke som et angreb på moralen
hos statsministeren og hans folk. Men det er det ikke. Et moralsk krav
om at enhver i debatten skal sige ligeud hvad han mener og tænker –
uden forsinkelser og bagtanker – er naivt og vil føre direkte til
landets fordærv. Bemærk
i øvrigt at folk med magt, som fx Anders Fogh Rasmussen, aldrig råber
grove skældsord efter deres modstandere i debatten. |
|
|
|
Klaus
Kjøller, © klaus@kjoeller.dk
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|||
|
|
|
|
|
|||
|
Senest
opdateret 05-01-2020
14:37:08 |
|
|
||||
