|
Kjøller forside >> alle artikler >>
Manus: artikel ”Brugsanvisning for danskhed” |
[senest revideret 28/12 2005]
Titel
og medium
”Brugsanvisning for danskhed” i Knap, T.F., Nielsen, M. & Pindstrup, J. (red.) Hvad er så danskhed? 11 essays om danskhed i sprog, litteratur og medier, Forlaget Hovedland, 2005, s. 53-72. (september). Det tager altid lang tid at samle og redigere sådan en antologi. Mit bidrag er skrevet i februar-marts 2004 med korrektur i juli 2005. |
|
|
Brugsanvisning for danskhed
|
|
||||||||||||||||||||||||||||||
|
|
I
videnskaben undersøger, beskriver og forklarer man på en objektiv og
neutral og kontrollérbar måde. Derfor er videnskaben altid meget
optaget af fortiden. Men det er også vigtigt at omsætte beskrivelser og
teorier i nogle råd som er brugbare for mennesker, virksomheder og
bevægelser som ønsker at påvirke fremtiden. Fremtiden findes ingen
steder, men den skabes alle steder hele tiden. Derfor er det vigtigt,
når man som forsker undersøger et ord som ’danskhed’, også at gøre sine
indsigter brugbare for alle som gerne vil være med til at forme
fremtiden ved at deltage i debatten. Derfor er det godt at vide hvordan du kan bruge ordet ’danskhed’ i debatten. Der er selvfølgelig mange andre ord det også kan være godt at kunne for at deltage i debatten, men ’danskhed’ er ét af dem. I de senere år er ordet blevet centralt fordi udlændingespørgsmålet er ét af toppunkterne på den politiske dagsorden. Men ordet har en lang historie. Det bruges meget hvor danskere har brug for at afgrænse sig over for omgivelserne, fx ved danskerkolonier i udlandet og i grænseområdet i Sønderjylland. I det følgende har jeg udvalgt nogle friske eksempler (i skrivende stund) fra pressen gennem ti dage (11/2 – 21/2 2004). I alle eksempler indgår ordet ’danskhed’ (i en af sine bøjningsformer). Jeg vil · undersøge hvad man kan lære af eksemplerne · give råd om hvordan du bruger indsigterne til at gøre dine eventuelle debatindlæg mest muligt slagkraftige · afslutningsvis forklare ordet ’danskhed’s helt klare betydning. Hvis læseren vil se artiklerne hvorfra eksemplerne er hentet, i deres helhed, så findes de på www.infomedia.dk. Her kan du også kontrollere om jeg har fravalgt nogle artikler og debatindlæg fra de ti dage som modsiger de generelle forhold som jeg i artiklen påstår findes. Der kan let komme kludder med forskerrollen når man beskæftiger sig med et minefelt som aktuel dansk debat. Jeg har ikke nogle skjulte dagsordener og gør mig umage for ikke at bruge min forskerstatus til at støtte bestemte interesser i debatten. Min eneste interesse her i artiklen er at give dig, læseren, et velbegrundet, praktisk anvendeligt udbytte af den tid du bruger på at læse artiklen — uanset hvilke politiske, religiøse og andre synspunkter du måtte have. Men tag mig ikke bare på ordet. Hold øje med hvert ord i artiklen. Danskhed er vigtigt
Danskhed er vigtigt både som stort emne i kulturdebatten, og som noget man søger i sin sjæls dybder. Danskheden placeres centralt både af den tiltrædende chef for DR Kultur og af en anerkendt dansk forfatter.
Det væsentlige er her at Peter Zinckernagel accepterer danskhed som et af topemnerne for det public service-medium han er chef for.
Dette er ikke direkte et indlæg i en debat om danskhed. Men indirekte styrker det denne debats vigtighed. Danskhed accepteres som noget stærkt positivt og psykologisk nødvendigt. Noget som selv en kendt dansk digter må erkende findes, og som han aktivt søger.
Danskhed som angrebsvåben
Debatten
om danskhed er allerede i gang, inden du eventuelt kaster dig ind i
den. Kampen for at markere sig er hård. Officielt handler debatten om
synspunkter og argumenter der mødes. Men den handler i meget høj grad også om hvem det er der fremfører
synspunkter og argumenter. Det gælder om at træde i profil. Der lyttes
mere til en kendt profil, end til hvem som helst.
Henrik
Sass Larsen er en ung politiker på vej frem. Han skal bl.a. vise sig
som en profil i debatten – ud over at demonstrere mange andre
kvaliteter som en god politiker skal have. Man får profil ved at
placere sig i forhold til mere etablerede profiler i debatten. Her er
det Pia Kjærsgaard og de kulturradikale som Henrik Sass Larsen placerer
sig imellem. Han placerer sig også som kritiker af sit eget parti. På den særlige måde som består i at fastholde partiet på nogle grundlæggende idealer som de siden har svigtet ved at lade andre overtage dem: Dansk Folkeparti har taget patent på danskheden i offentligheden. Selvfølgelig handler det også om danskhed. Ordet ’danskheden’ forekommer jo 3 gange i citatet. Men Henrik Sass siger ikke noget nyt om dette ord og dets indhold. Fokus ligger på at lancere sin egen brug af ordet iblandt mere etablerede profiler, og på erklæringen om at ville have hele partiet til at bruge ordet som noget positivt.
Debattens hovedstrøm består i at etablerede profiler angriber og forsvarer sig mod hinanden. Nedenfor har jeg i venstre kolonne nævnt nogle af de væsentligste bestanddele i et almindeligt debatindlæg.
Det er med fortolkninger og uddragning af absurde konsekvenser at man angriber polemisk. Her er det tilført en variation ved at det tilsyneladende er Søren Mørch der fremfører påstandene som Georg Metz blot tydeliggør og giver en personlig, polemisk drejning. Herved scores point hos de tilhørere som i forvejen har antipati over for Krarup. Over for tilhørere som er i tvivl om hvem de skal holde med, vil et sådant polemisk indlæg virke frastødende og mod sin hensigt fordi sådanne tilhørere ikke hos sig selv kan genkende de stærke følelser som Metz udtrykker, og derfor synes at han er på et ”egotrip”. Søren Krarups eventuelle svar vil så bestå i påvisning af at Georg Metz/ Søren Mørch har misforstået, eventuelt bevidst. Derefter forklares hvordan de har misforstået, og hvor groft det er. Ind i mellem kommer diverse polemiske spark som typisk vil fraskrive Metz læse- og forståelsesevner, og måske angribe ham for manipulation og løgnagtighed. Her har Metz allerede givet bolden op med udtryk som ”befætrede charmetrolde” og især ”Ein Volk, ein Reich, ein Krarup/ Langballe!”
Også folk som ikke er kendt af den brede offentlighed, deltager i debatten. I nogle, såkaldt populistiske, medier kan indlæg fra almindelige danskere være langt grovere end det de etablerede offentlige figurer byder hinanden. Men der kan i såkaldt seriøse medier være større effekt ved et velopdragent indlæg som det følgende.
Svagheden ved den definition af danskhed som forsøges her, er at den også passer på ethvert andet nordeuropæisk velfærdsdemokrati, fx Holland, Tyskland, Storbritannien og Sverige. Den vil altså også være en definition af tyskhed og svenskhed. Der mangler nok noget om klaphatte, dannebrog, det danske sprog, rødgrød med fløde og dronningen for at ramme det særligt danske. Men ideen i indlægget er jo heller ikke at lave en definition af ’danskhed’ som kan gå lige ind i ordbogen. Ideen er at bruge skuffelsen som argument mod regeringen. Indlægget er en variation over det generelle skema som Georg Metz anvendte i forrige eksempel: En fortolkning af modstanderens synspunkter, her: regeringens erklærede politik, leder til absurde konsekvenser, her: at regeringen i praksis modarbejder sig selv. Når man melder sig som almindelig borger i debatten, så taler man med den særlige vægt det giver at være en stemme fra folkedybet. Man er én af dem som politikere gerne vil have fat i med løfter. Når det lykkes, får den almindelige borger håb, det håb der ligger i at tro på det der loves. Når dette håb mistes, fremkommer den skuffelse som, med en underdrivelse, udtrykkes i ”bliver jeg trist til mode”.
Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti har i flere år markant brugt ordet ’danskhed’ og det nationale i deres politiske program. Det gør det nødvendigt for stort set alle andre som bruger ordet eller søger det nationale, at forholde sig udtrykkeligt til partiets brug af ordet. Det gælder fx selv en visesanger.
Ryums replik er bygget efter det klassiske debatmønster: tolkning af modstander à reaktion. Der tegnes et billede af en ekstrem modsætning mellem modstanderen, Pia Kjærsgaard, og de kulturradikale. Men reaktionen består ikke – som i flere af de polemiske eksemper her i artiklen – i at Ryum ræsonnerer sig frem til en absurd konsekvens som så bliver et spark til modstanderens fornuft og overblik. Den består i citat fra en sang han har skrevet. En sang som ikke er en smædevise mod forkerte definitioner af danskhed, men et forsøg på at finde det rette udtryk for danskhed. Fordi Dansk Folkeparti har taget et centralt ord og brugt det intensivt til partipolitiske formål, tvinges selv søgende viseskrivere på jagt efter det særligt danske til at gøre indirekte reklame for partiets betydning ved at lægge afstand til dets brug af ordet. Alternativet anses for at være værre: at Ryum ved ikke at lægge eksplicit afstand mistænkes for at synge med på partiets melodi.
Danskhed er hverken tyskhed, somaliskhed eller
franskhed
Debatten om danskhed er en kamp om hvad ordet ’danskhed’ betyder. Og der er stor uenighed om hvad ordet betyder. Derimod er der ikke stor uenighed om hvad ordet ikke betyder.
Her er danskhed tydeligt nok noget meget konkret, nemlig defineret i opposition til det tyske. Danskheden har ovenikøbet sit eget blad.
Her sættes pigens ’moderne danskhed’ over for familiens pinsler af hende i Somalia. Det er en effektiv måde hvorpå ordets betydning opskrives til noget meget positivt ud fra hvad ordet ihvertfald ikke er. Det stilles op som en del af noget som nogle onde kræfter vil bekæmpe og uddrive med meget hårde midler. Dette onde beskrives ret detaljeret.
Det franskmanden beruses af, er egenskaber som ikke er franske. Ellers ville denne hyldest ikke give mening som en hyldest af det særligt danske og af Danmark. Både personerne i dette citat og visesangerne som er citeret andre steder i artiklen, søger at definere danskhed lyrisk. Der tilstræbes ikke en rationel klarhed; der skal i stedet vækkes en særlig stemning gennem de billeder ordene skaber, og den klang den lyriske stemme har. Er det anbefalelsesværdigt for en debattør at kaste sig ud i sådanne lyriske udbrud? Ja, men gør det på en måde som passer til dig. Hvis du anlægger en gennemrationel attitude i danskhedsdebatten, så fralægger du dig også muligheder for at gå ind i den mere lyriske, åndelige debat om danskhed. Så vil du overlade arenaen til dem der hellere end gerne kaster sig ud i store generalisationer, stærke lidenskaber og følelsesmættede billeder. Og de står stærkt fordi de er i stand til at rose danskheden stærkt uden at det er nødvendigt at afklare hvad det er der hyldes. Højstemt lyrik er en enestående effektiv løsning på det problem der ligger i at skulle hylde noget som ingen rigtigt ved hvad er. Det er ligesom debatten mellem religiøse og ateister. Ateisterne påpeger at al religion er fiktion, og gør det ofte på grundlag af en nøgtern indstilling til livets okkulte sider. Den etablerede lægevidenskab påpeger på lignende måde med sin naturvidenskabelige fornuft at alle de kloge mænd og koner og alle deres ”terapier” bygger på udokumenterede fantasier og gammel overtro. Alligevel er både religion og alternativ medicin et hit. Mange mennesker vil simpelthen tro på det. Enhver debattør må respektere denne kraftige drift i mennesker, dvs. også hos folk som følger en debat, til at tro på og hylde noget ophøjet og mystisk som dels kan give deres liv et ekstra indhold, dels kan hjælpe til at begrænse angsten for intethed og død. Kampen for at skabe sig selv og sit liv en særlig betydning er ethvert menneskes grundlæggende projekt. Men kampen for bevillinger spiller også en betydelig rolle.
Tankegangen er at redde danskheden i moderlandet ved at sikre dens overlevelse i Sydslesvig gennem øgede bevillinger til det danske mindretal dér. Det underforstås så at der senere kan blive tale om at reimportere danskheden til moderlandet. Igen ses hvorledes ordets uklarhed gør det særdeles anvendeligt til mange formål. Den kristelige præcision som afvises
Forskellige interesser vil forsøge at præcisere ordet på forskellige måder. Derfor vil debatten om danskheden også bestå i forsøg på præciseringer som afvises af dem som præcisionen skader.
Denne præcisering er allerede afvist af Georg Metz i et citat tidligere her i artiklen. Den afvises også af en præstekollega til Søren Krarup i følgende citat:
Som et kuriosum afvises præcisionen tilsyneladende også indirekte af Søren Krarup selv i et andet indlæg i et andet medium:
Danskheden er uklarheden
At debattere danskheden er at leve konstruktivt med uklarheden.
Pigerne har danskhed som en del af deres forretningsmæssige koncept. Det at være dansk bliver et brand, et mærke, det særlige som man skal ramme i sit udtryk for at overleve. Kunsten er så, som visesangeren, at præcisere det på sin måde, at finde sin form for danskhed. Der er en konkurrence om at udtrykke danskhed på en succesrig måde. Denne udadvendte brug af danskhed er vigtig. Det kan være begrænset hvilken brug du gør af den når du skriver indlæg og deltager i diskussioner i danske medier. Men det er en god måde hvorpå du kan styrke dit image: at du er søgende som pigerne her. Det er en god holdning at have over for tilhørere som ikke er fanatiske, at du godt ved hvad danskhed er, at du engageret og med alle dine talenter søger at udtrykke det på en klar og fængende måde, men at du måske endnu ikke har fundet det helt rigtige udtryk for det. Netop fordi du aldrig bliver færdig med at virkeliggøre det, er det så brugbart i forretning og i politik som et fast mål.
Her bruges danskhed i selvfremstillingen til at skabe sympati: et søgende ungt menneske som engageret er på jagt efter det vellykkede udtryk af det alle læserne (og kommende købere af sangen) har fælles: danskhed. Det er den mest almindelig måde at opbygge et positivt image på: at rose noget som modtagerne sætter meget pris på. Netop uklarheden gør udtrykket ’danskhed’ så anvendeligt til dette formål. Ethvert forsøg på klarhed vil reducere mulighederne for at bruge udtrykket til at samle alle med såkaldte platheder: ”Vi går ind for danskhed”, ”Vi går ind for mest mulig danskhed”, ”Danskheden bør styrkes”. Der er alene af rent sproglige grunde umuligt at være uenig i disse holdningsudsagn og programerklæringer. Dette gør ordet centralt i debatten og værdien danskhed nødvendig for mange som søger afsætning på et marked som består af danskere: partier, virksomheder – og visesangere. Den øverste autoritative diskurs
Det er én af de vigtigste betingelser for at deltage i værdidebatten at man er i stand til at arbejde positivt med uklarheder, ofte i form af abstraktioner. Folk som ønsker at definere alting og grundlæggende har en analytisk, skeptisk tilgang til begrebers betydning, er ude af stand til at formulere sig på det overordnede niveau som debatten forudsætter. Folk som tager luften ud af debatten med jordnær tænkning og sprogfilosofiske begrebsanalyser, kan godt optræde lejlighedsvis med gnæggende indlæg, men vil altid i det lange løb komme til kort over for dem som er som legende delfiner på abstraktionernes og åndrighedernes store dybe hav. Det hænger sammen med at debatten ikke er en teoretisk debat fx om ords betydning. Den offentlige debat er i høj grad bestemt af organisationers, institutioners og bevægelsers interesser i at der handles politisk på bestemte måder. Og af individer som markedsfører sig selv og deres produkter. Når disse interesser skal styre deres handlinger og forsøge at overbevise ansatte, aktionærer, politikere, vælgere og forbrugere om hvad der bør gøres, så er abstraktioner nødvendige, herunder eventuelt også en abstraktion som danskhed. Det er de samme ca. 20 ord som indgår i alle virksomheders værdigrundlag. Det er kun muligt for vidt forskellige virksomheder at bruge dem fordi disse centrale ord er uklare. Hårde kendsgerninger uden omgivende abstraktioner, rummelige værdier og bragesnak kan ikke bruges som grundlag for handling. Kendsgerningerne skal analyseres og fortolkes før man kan træffe beslutning om handling. At samle en stor mængde data til en fortolket helhed kræver anlæg for syntese og – hvilket er det samme – anlæg for at tale generelt og abstrakt. Denne måde at tale på, kan man kalde ”den øverste, autoritative diskurs”. ’Øverste’ fordi den rummer mange andre diskurser ”af lavere orden”, og selv ikke kan rummes af andre. ’Autoritative’ fordi den fremstår som selve den autoriserede udlægning af virkeligheden. Det er en elementær indsigt i sprog- og kommunikationsrådgivning af virksomheder at enhver mængde hårde kendsgerninger kan bruges til at fortælle vidt forskellige historier med. Fx kan forskellige medier lave reportager fra samme begivenhed hvor helte-, offer- og skurkeroller er fordelt forskelligt på de samme aktører. Også subjektet, dvs. den aktør som modtageren især skal identificere sig med, kan vælges vidt forskelligt. Forskellige medier og interesser brygger forskellige historier på samme hårde kendsgerninger, dels ved selektion (udvælgelse), dels ved udnyttelse af ordenes store medbetydningspotentiale. Det er snarere reglen end undtagelsen at der for ethvert ord med en given denotation, findes flere andre med samme denotation, men med andre medbetydninger: mand, fyr, stodder · hund, følgesvend, køter · nydansker, 2.generationsindvandrer · debat, hetz · folkelighed, populisme · afslørende journalistik, personforfølgelse. Denne elementære indsigt prøver alle dansklærere at få ind i eleverne, men især dyrker vi den med lidenskab på uddannelsen til Sproglig rådgiver [læs mere >>]. Indsigten fører til skepsis over for enhver ’øverste, autoritativ diskurs’. Realiteten er jo at der findes mange helheder som kan dannes over de samme hårde kendsgerninger. Det er ikke mindst de forskellige religioners daglige, og ofte blodige, sammenstød et klart bevis på. Enhver religions mest iøjnefaldende produkt er en øverste, autoritativ diskurs, som – ofte ret eksplicit – direkte forbander alle andre øverste, autoritative diskurser som forskellige udgaver af kætteri. Hvor uforenelige øverste, autoritative diskurser mødes, opstår der stridigheder, herunder debat. Målet med disse stridigheder er at skaffe flere tilhængere til sin egen diskurs og mest muligt at begrænse konkurrerende diskurser, helst helt udrydde dem. I den offentlige debat støder forskellige virksomheders og bevægelsers autoritative diskurs sammen. Dansen om ordet ’danskhed’ er kun en lille del af denne kamp på værdier og ord. Danskhed er noget værdifuldt som mange danskere søger og interesserer sig for. Og som mange virksomheder og bevægelser og individer som skal blomstre på engen Danmark, derfor også gerne vil have med ind i deres værdigrundlag. Præcis her ligger ordet ’danskhed’s klare betydning. Forslag til videre læsning om emner i artiklen
Om effektiv argumentation og debat (mundtlig)
Kjøller,
K.: Aschehougs
store bog om at holde tale Kbh:
Aschehoug 2002 (Gyldendals Bogklub 2003), 346 s., indbundet. Især s.
220-292: ”Den overbevisende tale”. Her står mere bl.a. om debatregler
og findes yderligere litteraturhenvisninger. Om diskurs- eller sprogbrugsanalyse
Jacobsen,
H.G., Skyum-Nielsen, P. Dansk sprog. En grundbog
Kbh: Schønberg 255 s. Specielt s. 48-63 ”Sprogbrugsanalyse”. Her er
yderligere litteraturhenvisninger. |
|