|
Kjøller forside à alle
artikler à Manus nedenfor |
[senest
opdateret 13/8 04]
|
Titel og medium Bragt i Berlingske Tidende d. 8/6 2004 med titlen ”Lav stemmeprocent afslører EU” |
En Gallupmåling viser, at kun 45 procent af EU-borgerne er sikre på, at de vil stemme ved valget til Europa-Parlamentet. Danmark ligger lidt over gennemsnittet med 51 procent, men der er stadig et stort spring op til de næsten 90 procent, som stemmer ved et Folketingsvalg.
Det er ét blandt mange tegn på, at EU i høj grad er elitens projekt. Et andet er, at mange landes regeringer er afvisende over for at lade deres befolkning stemme ja eller nej til den traktat, som ventes færdig snart, måske allerede i juni. Her er den danske befolkning, takket være de mange dramatiske EU-folkeafstemninger, hvor resultatet har ’ligget på vippen’, mere oplyst end andre europæiske befolkninger.
Det er forkert at udlægge den lave stemmeprocent og den hemmelige EU-valgkamp som udslag af befolkningen dovenskab, uvidenhed eller tankeløshed. Tværtimod skyldes den en kernesund reaktion på bl. a. følgede:
1) Vores danske ”minister” i EU-kommissionen, Kommissær Poul Nielson, har i enestående grad undgået at blive en positiv figur i den danske offentlighed. Han er en meget dygtig embedsmand, men han mangler tilsyneladende helt politisk talent for at sælge varen til den danske befolkning.
2) De danske repræsentanter i EU-parlamentet udfører utvivlsomt et stort arbejde. Men de fleste er helt blege i den danske offentlighed. Selv en markant politiker som Lone Dybkjær har været næsten usynlig siden hun lod sig indvælge i EU-parlamentet. Enkelte medlemmer er dog forholdsvis højt profilerede i danske medier, fx Freddy Blak og Jens Peter Bonde. Begge har især markeret sig med skarp offentlig kritik i forbindelse med misbrug og skandaler, senest korruptionsaffæren i Eurostat, EU’s statistik-kontor. Men kritikken har sjældent båret frugt. Fx har Eurostat-skandalen ikke medført fyringer eller politisk ansvarsplacering, men kun forflyttelser af de direkte involverede embedsmænd. Blak og Bonde bliver derfor figurer i en historie om tapre danske kritikeres afmagt over for EU-bureaukratiet.
3) Der mangler en samlet EU-presse, der vurderer og kontrollerer – og eventuelt vælter – de ansvarlige politiske ledere. I en kommune og i et land kan en ansat, som fx lækker sager, få pressen til at fortælle historier om den siddende administration, som oppositionen kan bruge til at score stemmer på. Men i EU findes der ikke er en tværnational presse, der kan rejse en stemning i den samlede EU-befolkning og dermed tvinge en bestemt politisk ansvarlig til at gå af.
Dette er 3 af de væsentligste grunde til at mange protesterer ved ikke at stemme. Samtidig viser det hvad der skal til for at gøre EU mere vedkommende for befolkningen.