|
Kjøller forside à alle
artikler à Manus nedenfor |
[senest
opdateret 13/8 04]
|
Titel og medium Bragt i Berlingske Tidende d.
7/7 2004 med titlen ”EU kan lære af EM
i fodbold. Kamp til stregen. KK fortæller om en EU-sag, der endte som en
fuser, skønt der ellers var stof nok til en spændende kamp, hvor de
ansvarlige virkelig kunne have fået kamp til stregen. Grunden til
elendigheden: EU mangler en stærk presse, som kan matche de politiske
magthavere, og en opposition, som nådesløst udnytter enhver chance for at
vælte regeringen.” |
For at noget kan interessere bredt må
det iscenesættes som en uforudsigelig kamp mellem rivaler. Det gælder i politik
som i fodbold.
Af
Folketingsvalg er en sællert. Ligesom EM i fodbold. Der er høje seertal og høj stemmeprocent. Det er anderledes ved EU-parlamentsvalg.
En væsentlig grund til at vælgerne har mindre engagement i EU end i
Folketinget, er at medierne står svagt over for EU-systemet. Den europæiske presse er splittet af
sprogbarrierer og fokusering på de nationale politikere. Det betyder at det er
lettere for systemet at få aber til at forsvinde. Som det skete i denne sag,
hvor en modig dansk kvinde og tidligere EU-ansat står tilbage ren, men ødelagt.
Ganske vist fortalte pressen sagen og beskrev skandaløse forhold, men på grund
af den opsplittede europæiske opinion og manglen på en egentlig politisk
opposition i EU, blev der ikke draget nogen konsekvenser af betydning.
Historien bliver dårlig, fordi den ender forkert.
Det kan siges kort: EU mangler en
avis med en forside og en opposition der kan bruge forsiden til at vælte de
ansvarlige. Selv de største europæiske aviser er regionsaviser i forhold til
EU. Og partigrupperne i parlamentet er fjerne konstruktioner uden ansigt.
Vælgerne mangler simpelt hen nogen at holde med. Dette gør EU lige så kedeligt
som en fodboldkamp hvor man ikke holder med nogen. Så ser man bare 22 personer
rende rundt efter en bold.
Der er ellers stof nok til en meget
spændende kamp, hvor de ansvarlige virkelig kunne have fået kamp til stregen. Først
ser jeg på kampens forløb i 9 akter; derefter vil jeg se på hvad man bl.a. kan
lære af sagen, dvs. hvordan man kan få banket EU’s seertal op i nærheden af
EM’s.
I årene 1999-2001 kæmpede den danske embedsmand, Dorthe Schmidt-Brown, en intern kamp som
projektleder i Eurostat, EU’s statistik-kontor. Hun
klagede over at konsulentfirmaet Eurogramme ikke leverede sine ydelser til
tiden, men hendes overordnede i statistikkontoret tog firmaets parti.
Da Eurogramme angreb Dorte Schmidt-Brown i flere breve, bad hun om
Kommissionens støtte i en injuriesag. Men hendes anmodning blev afvist, og hun
blev samtidig frataget sine ansvarsområder i Eurostat og blev frosset ud af
ledelsen.
Senere gik EU’s enhed for svindelbekæmpelse, OLAF, ind i en undersøgelse af
Eurostat. Det førte til at sagen i foråret 2003 blev overgivet til de franske
myndigheder.
I den skrivelse, som OLAF sendte til anklagemyndigheden i Paris, tales der
om ”plyndring af EU-midler”.
Samtidig med at
OLAF overgiver sagen til politiet, lækkes den til franske aviser. Det tvinger
omgående de ansvarlige politikere og ledere til at forklare sig offentligt.
Eurostat-cheferne
indrømmer, at de har oprettet kontoen, men afviser at have brugt pengene til
personlig berigelse, og de erklærer, at de kan redegøre for hver euro. De
forklarer også, at de for længst har informeret flere EU-kommissærer om den
særprægede ordning omkring salget af statistik, heriblandt personalekommissær
Neil Kinnock og Kommissionens formand, Romano Prodi.
I første omgang hævder Kommissionens øverste ledelse, at de først meget sent var blevet orienteret om problemerne i Eurostat. Senere indrømmede de dog, at de allerede ca. et år før sagen nåede pressen, havde fået informationer om ”uregelmæssigheder” i visse datashops. Men der var ikke blevet talt direkte om ”svindel”, og derfor havde Kommissionen undladt at gøre noget ved det, fordi man gik ud fra at ledelsen af Eurostat ville klare det.
Flere parlamentarikere i EU-parlamentet er utilfredse med, at Kommissionen ikke har reageret tidligere og stærkere over for de mistænkte. Man mener, at der var rigelig anledning for kommissærerne til at træffe foranstaltninger allerede for flere år siden.
Da de interne, kommissionsbestilte rapporter foreligger i september 2003 og skal danne grundlag for en parlamentshøring af kommissionsformand Prodi, bliver de fremlagt i et lukket rum kl. 21 dagen før høringen. Indtil da er det kun Prodi og enkelte andre kommissærer der har set dem. Parlamentarikerne må ikke fjerne kopier af rapporterne fra rummet. De eneste papirer de får i hånden, er kortfattede sammendrag.
Det er i ekstreme, desperate situationer at organisationers rygmarvsreflekser træder tydeligst frem. Kommissionen er af OLAF, politikere og presse blevet tvunget til den akutte afværgeforanstaltning at igangsætte en hurtig, intern undersøgelse. Der er ingen vej uden om at offentliggøre resultatet af den. Men man søger at reducere skaderne af dette ved at begrænse offentlighedens og politikernes fysiske adgang til rapporterne mest muligt.
På høringen vurderer Formand Prodi at ansvaret for
uregelmæssighederne ikke kan lægges hos den kommissær som har Eurostat som
område fordi det især er foregået før han trådte til, og fordi han ikke har
vidst at det foregik. Og de ansvarlige embedsmænd er allerede blevet flyttet
til andet arbejde.
Som en udløber af sagen fik Dorthe Schmidt-Brown i juni 2003 en undskyldning
af Kommissionen, og de tilbød at betale halvdelen af hendes advokatudgifter i
forbindelse med sagen. Hun blev i øvrigt i 2002 tilkendt en invalidepension fra
EU – som følge af mobningen efter hendes klage.
Ikke sandt: Alle tiders materiale til en spændende kamp mellem presse, siddende ledelse og opposition. Men alligevel bliver det en fuser. Hvorfor?
Pressen har stor magt i en kommune og i et land, hvor en ansat, som lækker sager, kan få pressen til at fortælle historier om den siddende administration, som oppositionen kan bruge til at score stemmer på. Men i EU har pressen meget mindre magt fordi der ikke er en tværnational presse der kan rejse en stemning i den samlede EU-befolkning og dermed tvinge en bestemt kommissær til at gå af.
Befolkningerne er adskilt af sprogbarrierer og de nationale mediers fokusering på de nationale folkevalgte. Ansatte i EU har derfor ringere muligheder for at forsvare sig mod intern abeplacering ved at gå til pressen, eller mod at en abe simpelt hen forsvinder. Det giver ledelsen mere magt. En magt som fx gør det alt for let for den at lade en abe forsvinde, således som det skete i Eurostat-skandalen.
Så længe EU ikke matches af en stærk europæisk presse, så vil der blive produceret mange negative historier som vælgerne synes ender uretfærdigt, dvs. uden at de ansvarlige straffes passende og de uskyldige, men modige belønnes. Det gør EU til en dårlig historie og giver lave stemmetal.
EU har på kort sigt sejret over pressen. Man kan sige at EU er enhver
bureakrats drømmesvar på hvordan man effektivt tryner kritiske journalister og
en irriterende opposition som skyder på alt der bevæger sig. Men prisen er høj
i form af relativt lavt EU-engagement i befolkningen. Vejen frem er at
EU-systemet opbygges som ethvert demokrati, dvs. med en respektløs, stærk
presse som kan matche de politiske magthavere og med en opposition som
nådesløst udnytter enhver chance for at vælte regeringen. For at noget kan
interessere bredt må det stilles op som en kamp mellem rivaler. Det gælder i
politik som i fodbold.