|
Kjøller forside à
alle
artikler à
Manus nedenfor |
[senest
opdateret 13/8 04]
Titel og medium
Bragt i Berlingske Tidende d. 20/7 2004, serien ”Hvad kan vi lære af historien?”. Kronikken havde titlen: ”Fællesskaber ophæver vores ensomhed. Sammenhænge: Der er tilsyneladende en verden til forskel mellem det nys overståede kronprinsebryllup og Hitler-hysteriet i 30ernes Tyskland. Fælles er dog, at ritualer uden reelt indhold spiller en enorm rolle for mennesket” |
Man lærer af historien, ikke så meget
med hovedet som ved at tage aktivt del i den med krop og sjæl. Selvlært er
vellært.
Vi skal lære af fortiden. Ellers er den jo helt forgæves. Men det er lettere sagt end gjort. Fortiden er så rig på historier, personer og moraler, at enhver stort set kan lære, hvad han eller hun har lyst til. Derfor bruges historien intensivt af alle organisationer og politiske og religiøse bevægelser til at få os til at tro på de sandheder og moraler, som gavner deres interesser og overlevelse bedst. Og hvis historien ikke kan levere de hårde kendsgerninger, som er nødvendige, opfinder man dem selv. Hele vores vesteuropæiske kultur bygger i høj grad på en ret detaljeret, vidnebelagt historie om Jesus, som led martyrdøden på korset for ca. 2000 år siden, men samtidig erkender historikere, at den objektive viden om den eventuelle faktiske person, Jesus, er yderst ringe. Historien er så god, understøttes af så magtfulde organisationer og elskes af så mange mennesker, at det er uden betydning, at der sidder nogle pedantiske æggehoveder og påstår, at det eneste, man faktisk ved om den objektivt eksisterende, historiske Jesus, er, at han vistnok hed Jesus.
Hårde kendsgerninger alene siger ikke så meget i sig selv. De skal sættes ind i nogle historier, for at man kan lære noget af dem. Men historierne er altid et menneskeligt produkt. Formålet med historierne er at skabe sammenhæng, mening og tryghed i en verden, som vi egentlig inderst inde godt ved er kaotisk og tilfældig. For få måneder siden berettede medierne i små artikler om en kæmpemeteor, som havde passeret Jorden på ret kort afstand, uden nogen havde ænset det. Hvis den havde ramt, havde du næppe siddet her og læst kronik i Berlingske, og jeg havde ikke skrevet den. Det er klart, at vi begge to har et stort behov for at bekræfte, at det ikke var spor tilfældigt, at den ramte forbi og ikke satte et meningsløst punktum for vores civilisation. Kendsgerninger er fattige uden de historier, som giver dem betydning.
Og der er meget at lære af historien. Især hvis man oplever historien, og ikke bare hører den fortalt som et stykke videnskab eller en moralsk belæring. Man lever livet i første person, ikke i tredje person. Man lærer af historien, ikke så meget med hovedet som ved at tage aktivt del i den med krop og sjæl. Selvlært er vellært.
Tag fx brylluppet mellem Frederik og Mary. Det ligger allerede to måneder tilbage og må som sådan betegnes som fortid, men en fortid, som alle stadig har i frisk erindring.
Hvad kan man så lære af dette stykke nære fortid?
Jeg synes, man kan lære om det, rationelt set, ret overflødige kongehus’ store betydning for alle os demokratiske danskere. Det er jo helt frivillligt at man bruger tid på begivenheden.
I mange lande er befolkningen tvangsindlagt til at se ”Den Store Leder”, når de åbner for tv. Da Saddam stadig regerede i Irak, var han meget dominerende i medierne. Det gælder også alle de andre diktatorer: Gadafi i Libyen, Nordkoreas leder, og for 60-70 år siden: Adolf Hitler i Tyskland. Men deres mediedominans skyldes jo mest beskidte tricks og snyd: De bestemmer selv mediernes indhold.
Det er selvfølgeligt lærerigt, at et magtesløst kongehus i et moderne demokrati dækkes med en intensitet, som ellers kun tildeles diktatorer og deres familie. Men det, som især er lærerigt, er den hengivenhed og medleven, ja kærlighed, som det udtrykker. Den megen tid, som folk helt frivilligt bruger foran skærmen for at betragte dette skue, skyldes jo ikke rationelle hensyn til oplysning, indsigt og ansvar. Alt ved begivenheden var stort set forudsigeligt. Alle væsentlige optrin, som fx selve bryllupsseancen i kirken, var gennemprøvet af hovedpersonerne flere gange, netop for at sikre forudsigeligheden. Begivenhedens reelle, saglige, politiske betydning for landet var yderst beskeden, fx sammenlignet med forhandlingerne om Kommunalreformen, om EU-traktaten og Forsvarsforliget. Ja, bare sammenlignet med Folketingets afslutningsdebat ca. 14 dage efter brylluppet. Men hvem gad græde af lykke her?
Fordelen ved kronprinsebrylluppet sammenlignet med disse langt mere betydningsfulde, politiske begivenheder var at
1) alt var til at forstå for enhver, som gad kigge med: de kongelige kendes af alle, og et bryllup er et velkendt ritual.
2) mange mærkelige uniformer og kjoler, genstande, bevægeformer, musik, sange og taler. Her er det politiske liv jo meget præget af midaldrende mænd i jakkesæt, som taler politikersprog. Både kongehus og kirke kan opvise storslåede, fantasifulde dragter, opsigtsvækkende genstande (sabler, køretøjer, ordner, diademer og medaljer), processioner og optog, flotte bygninger med imponerende inventar.
3) meget variation mellem tale og bevægelse (gang, transport på mange måder). Mange politiske begivenheder består i modsætning hertil af en masse monoton snak i samme lokale, fx i Folketinget.
Men vigtigst af det hele er, at vi, mens vi sidder og kigger på det mærkelige, ufornuftige skue, ved at alle andre også sidder og kigger med af de samme irrationelle grunde, som vi selv har. Vi er sammen om at opleve en god historie, mens den foregår. Bagefter er vi et mere sammenhængende folk, end vi var før, fordi vi har fået en stærk fælles oplevelse.
Det, jeg synes, vi kan lære heraf er, at det objektivt set helt indholdsløse har enorm betydning. Kongehusets styrke er, at de spiller hovedrollerne i sådanne helt ukontroversielle, nationale begivenheder. Det er en stærk mental oplevelse af fællesskab, som giver os alle et kick. For en stund ophæves vores ubodelige ensomhed som individer på denne klode. Og hermed får begivenheden også i høj grad et politisk indhold ved at styrke bevidstheden om, at vi er danske.
Kirker og kongehuse er nogle forholdsvis længelevende organisationer. Det er tankevækkende og næppe tilfældigt, at begge er storleverandører af ritualer, opsigtsvækkende dragter, mystiske genstande, processioner og massearrangementer. Når folk deltager aktivt, fx ved at synge med på salmer og sange, være statist i store kolonner af ensklædte personer og råbe i kor, eller bare ved at være medlevende tilskuer, så gøres begivenheden til en følelsesmæssigt stærk oplevelse i den enkeltes liv. Dermed placeres organisationen som noget betydningsfuldt, ja nødvendigt, i den enkeltes liv.
Dette er stærke påvirkningsmekanismer, som måske bedst kan iagttages lidt på afstand, fx i en berømt politisk propagandafilm som Triumph des Willens, Leni Riefenstahls berømte dokumentar-film fra Nazi-partiets store, ugelange træf i Nürnberg i 1934. Filmen vandt stor international ros og blev set af mindst 20 millioner tyskere. Det er tydeligt, hvordan det tredje riges ledere henter inspiration fra kejserlige triumftog i det antikke Rom og fra den katolske kirke, når de iscenesætter sig selv og partiet. Hitlers og de andre lederes taler er i filmen reduceret til fordel for totaloptagelser af de menneskemasser, som indgår i arrangementet. Kernen er, at mange gør det samme, oplever det samme, og at de gør det sammen. Og det, de oplever, er Føreren som den store ener, der i suveræn følelsesmæssig kontakt med deltagerne i sine taler udtrykker deres inderste og modtager det tyske folks grænseløse, kærlige hyldest. Ideen er naturligvis, at bevægelsen hermed styrker sit tag i den enkelte, som så gør partiets sag til sin private sag. Det er en meget lærerig opvisning i effektivt politisk totalteater.
Anden Verdenskrig er blevet intensivt udnyttet til mange historier. Det er lærerigt at opleve et stærkt originalt kildemateriale som Triumph des Willens (som for nylig kunne ses i Filminstituttets biograf, Cinemateket) på baggrund af den skoleundervisning, man har modtaget, og de utallige dokumentarudsendelser i tv om perioden. Vi har igen og igen fået forklaret, at det onde og forkerte kom fra en enkelt mand, som vi så gav aben. Det er en farlig lære at drage. For det gør det sværere at anerkende de mekanismer, som han brugte, som noget, der er en del af os alle, i dag og i fremtiden.
Samtidig kan vi så heldigvis lære, at selv en nok så dygtig udnyttelse af politiske påvirkningsteknikker ikke er en garanti for succes i den faktiske historiske virkelighed.