Senest opdateret 30-12-2024 (udelukkende layout)
[Forslag
til titel:] Livet leves i første person, ikke i tredje person.
Man
lærer af historien, ikke så meget med hovedet som ved at tage aktivt
del i den med krop og sjæl. Selvlært er vellært. Vi skal lære af fortiden. Ellers er
den jo helt forgæves. Men det er lettere sagt end gjort. Fortiden er så
rig på historier, personer og moraler, at enhver stort set kan lære,
hvad han eller hun har lyst til. Derfor bruges historien intensivt af
alle organisationer og politiske og religiøse bevægelser til at få os
til at tro på de sandheder og moraler, som gavner deres interesser og
overlevelse bedst. Og hvis historien ikke kan levere de hårde
kendsgerninger, som er nødvendige, opfinder man dem selv. Hele vores
vesteuropæiske kultur bygger i høj grad på en ret detaljeret,
vidnebelagt historie om Jesus, som led martyrdøden på korset for ca.
2000 år siden, men samtidig erkender historikere, at den objektive
viden om den eventuelle faktiske person, Jesus, er yderst ringe.
Historien er så god, understøttes af så magtfulde organisationer og
elskes af så mange mennesker, at det er uden betydning, at der sidder
nogle pedantiske æggehoveder og påstår, at det eneste, man faktisk ved
om den objektivt eksisterende, historiske Jesus, er, at han vistnok hed
Jesus. Hårde kendsgerninger alene siger
ikke så meget i sig selv. De skal sættes ind i nogle historier, for at
man kan lære noget af dem. Men historierne er altid et menneskeligt
produkt. Formålet med historierne er at skabe sammenhæng, mening og
tryghed i en verden, som vi egentlig inderst inde godt ved er kaotisk
og tilfældig. For få måneder siden berettede medierne i små artikler om
en kæmpemeteor, som havde passeret Jorden på ret kort afstand, uden
nogen havde ænset det. Hvis den havde ramt, havde du næppe siddet her
og læst kronik i Berlingske, og jeg havde ikke skrevet den. Det er
klart, at vi begge to har et stort behov for at bekræfte, at det ikke
var spor tilfældigt, at den ramte forbi og ikke satte et meningsløst
punktum for vores civilisation. Kendsgerninger er fattige uden de
historier, som giver dem betydning. Og der er meget at lære af
historien. Især hvis man oplever
historien, og ikke bare hører den fortalt som et stykke videnskab eller
en moralsk belæring. Man lever livet i første person, ikke i tredje
person. Man lærer af historien, ikke så meget med hovedet som ved at
tage aktivt del i den med krop og sjæl. Selvlært er vellært. Tag fx brylluppet mellem Frederik
og Mary. Det ligger allerede to måneder tilbage og må som sådan
betegnes som fortid, men en fortid, som alle stadig har i frisk
erindring. Hvad kan man så lære af dette
stykke nære fortid? Jeg synes, man kan lære om det,
rationelt set, ret overflødige kongehus’ store betydning for alle os
demokratiske danskere. Det er jo helt frivillligt at man bruger tid på
begivenheden. I mange lande er befolkningen
tvangsindlagt til at se ”Den Store Leder”, når de åbner for tv. Da
Saddam stadig regerede i Irak, var han meget dominerende i medierne.
Det gælder også alle de andre diktatorer: Gadafi i Libyen, Nordkoreas
leder, og for 60-70 år siden: Adolf Hitler i Tyskland. Men deres
mediedominans skyldes jo mest beskidte tricks og snyd: De bestemmer
selv mediernes indhold. Det er selvfølgeligt lærerigt, at
et magtesløst kongehus i et moderne demokrati dækkes med en intensitet,
som ellers kun tildeles diktatorer og deres familie. Men det, som især
er lærerigt, er den hengivenhed og medleven, ja kærlighed, som det
udtrykker. Den megen tid, som folk helt frivilligt bruger foran skærmen
for at betragte dette skue, skyldes jo ikke rationelle hensyn til
oplysning, indsigt og ansvar. Alt ved begivenheden var stort set
forudsigeligt. Alle væsentlige optrin, som fx selve bryllupsseancen i
kirken, var gennemprøvet af hovedpersonerne flere gange, netop for at
sikre forudsigeligheden. Begivenhedens reelle, saglige, politiske
betydning for landet var yderst beskeden, fx sammenlignet med
forhandlingerne om Kommunalreformen, om EU-traktaten og
Forsvarsforliget. Ja, bare sammenlignet med Folketingets
afslutningsdebat ca. 14 dage efter brylluppet. Men hvem gad græde af
lykke her? Fordelen ved kronprinsebrylluppet
sammenlignet med disse langt mere betydningsfulde, politiske
begivenheder var at 1)
alt var til at forstå for enhver,
som gad kigge med: de kongelige kendes af alle, og et bryllup er et
velkendt ritual. 2)
mange mærkelige uniformer og
kjoler, genstande, bevægeformer, musik, sange og taler. Her er det
politiske liv jo meget præget af midaldrende mænd i jakkesæt, som taler
politikersprog. Både kongehus og kirke kan opvise storslåede,
fantasifulde dragter, opsigtsvækkende
genstande (sabler, køretøjer, ordner, diademer og medaljer),
processioner og optog, flotte bygninger med
imponerende inventar. 3)
meget variation mellem tale og
bevægelse (gang, transport på mange måder). Mange politiske
begivenheder består i modsætning hertil af en masse monoton snak i
samme lokale, fx i Folketinget. Men vigtigst af det hele er, at vi,
mens vi sidder og kigger på det mærkelige, ufornuftige skue, ved at
alle andre også sidder og kigger med af de samme irrationelle grunde,
som vi selv har. Vi er sammen om at opleve en god historie, mens den
foregår. Bagefter er vi et mere sammenhængende folk, end vi var før,
fordi vi har fået en stærk fælles oplevelse. Det, jeg synes, vi kan lære heraf
er, at det objektivt set helt indholdsløse har enorm betydning.
Kongehusets styrke er, at de spiller hovedrollerne i sådanne helt
ukontroversielle, nationale begivenheder. Det er en stærk mental
oplevelse af fællesskab, som giver os alle et kick. For en stund
ophæves vores ubodelige ensomhed som individer på denne klode. Og
hermed får begivenheden også i høj grad et politisk indhold ved at
styrke bevidstheden om, at vi er danske. Kirker og kongehuse er nogle
forholdsvis længelevende organisationer. Det er tankevækkende og næppe
tilfældigt, at begge er storleverandører af
ritualer, opsigtsvækkende dragter, mystiske
genstande, processioner og massearrangementer. Når folk deltager
aktivt, fx ved at synge med på salmer og sange, være statist i store
kolonner af ensklædte personer og råbe i kor, eller bare ved at være
medlevende tilskuer, så gøres begivenheden til en følelsesmæssigt stærk
oplevelse i den enkeltes liv. Dermed placeres organisationen som noget
betydningsfuldt, ja nødvendigt, i den enkeltes liv. Dette er stærke
påvirkningsmekanismer, som måske bedst kan iagttages lidt på afstand,
fx i en berømt politisk propagandafilm som Triumph
des Willens, Leni Riefenstahls berømte dokumentar-film fra
Nazi-partiets store, ugelange træf i Nürnberg i 1934. Filmen vandt stor
international ros og blev set af mindst 20 millioner tyskere. Det er
tydeligt, hvordan det tredje riges ledere henter inspiration fra
kejserlige triumftog i det antikke Rom og fra den katolske kirke, når
de iscenesætter sig selv og partiet. Hitlers og de andre lederes taler
er i filmen reduceret til fordel for totaloptagelser af de
menneskemasser, som indgår i arrangementet. Kernen er, at mange gør det
samme, oplever det samme, og at de gør det sammen. Og det, de oplever,
er Føreren som den store ener, der i suveræn følelsesmæssig kontakt med
deltagerne i sine taler udtrykker deres inderste og modtager det tyske
folks grænseløse, kærlige hyldest. Ideen er naturligvis, at bevægelsen
hermed styrker sit tag i den enkelte, som så gør partiets sag til sin
private sag. Det er en meget lærerig opvisning i effektivt politisk
totalteater. Anden Verdenskrig er blevet
intensivt udnyttet til mange historier. Det er lærerigt at opleve et
stærkt originalt kildemateriale som Triumph
des Willens (som for nylig kunne ses i Filminstituttets
biograf, Cinemateket) på baggrund af den skoleundervisning, man har
modtaget, og de utallige dokumentarudsendelser i tv om perioden. Vi har
igen og igen fået forklaret, at det onde og forkerte kom fra en enkelt
mand, som vi så gav aben. Det er en farlig lære at drage. For det gør
det sværere at anerkende de mekanismer, som han brugte, som noget, der
er en del af os alle, i dag og i fremtiden. Samtidig kan vi så heldigvis lære,
at selv en nok så dygtig udnyttelse af politiske påvirkningsteknikker
ikke er en garanti for succes i den faktiske historiske virkelighed.
|