Kjøller forside à alle artikler à Manus nedenfor |
[senest
opdateret 11/9 04]
Titel og medium
Bragt i Finansforbundets medlemsblad, Finans, nr. 8, 2004, under rubrikken ”Speaker’s corner” med overskriften ”Få overlever jobbet uden netværk” |
Enhver har vel prøvet at føle sig forbigået til et job eller til en spændende opgave. Det kan selvfølgelig skyldes, at den anden har været klart bedre kvalificeret. Men det kan jo også skyldes så meget andet. Måske at nogen kendte nogen eller skyldte en tjeneste væk. Kort sagt: netværksarbejde.
Enhver ved, at der på arbejdspladsen foregår langt mere end det, der officielt foregår. Men der er vel ingen grund til, at det skal gå ud over dig? Derfor er du nødt til at være med.
Men det er vel heller ikke så svært. Du er faktisk allerede med i en del af det uofficielle. Det er jo helt meningsløst at tilbringe op til 37 timer (mere i tilfælde af karrierestilling) som ren og skær arbejdskraft i en organisation. Du søger selvfølgelig at være et helt menneske også på arbejdet, dvs. at give arbejdet en mening langt ud over det, bare at være et arbejde, hvor du henter en hyre.
Det er sådan, at netværksarbejde opstår på arbejdspladsen. Og langt det meste er ikke spor uartigt (tror jeg nok). Alle erfaringer viser, at jo mere der findes af formelle skemaer, ritualer og handleplaner i en organisation, jo mere nødvendigt er det for de ansatte at have uformelle netværksforbindelser på kryds og tværs i organisationen for at overkomme de formelle arbejdsopgaver. Det er den slags forbindelser, der fremmes på interne kurser og ved julefrokoster. Når man kender folk, så kan man let lige ringe og snakke det hele igennem, for at finde ud af fx hvordan et formelt brev skal formuleres, inden man sender det. I stedet for at tilbringe en weekend med at studere et indviklet regelsæt tager du lige en snak mandag formiddag med en kollega, som er vant til at løse den slags opgaver.
Men hvorfor stoppe her? Hvis du swinger godt med en kollega, er det naturligt også at have mere gående sammen end lige netop det, som er relevant for jobbet. Også selv om I er på jobbet. Netværket griber om sig, afhængigt af jeres indbyrdes sympati og muligheder for at holde jeres ”forretninger” hemmelige for udenforstående, bl.a. chefen (medmindre han eller hun er med i netværket).
På enhver arbejdsplads findes private netværk. Det skyldes at
· Nogle ansatte kan bedre lide hinanden end andre
· Nogle ansatte kan se fordele i samarbejde med hinanden.
· Ingen chef og ingen kollega kan overvåge en ansat/ kollega totalt.
Og netværk er ikke kun nødvendige for folk, som vil videre. Netværk er også vigtigt for dem, der kæmper for at bevare det bestående, fx bevare det job, man allerede har.
Men hvordan kommer jeg i gang, spørger du måske? Du er allerede i gang, men prøv, om du ikke kan gøre det bedre ved simpelt hen at udvide de tjenester, du allerede udfører over for de andre i netværket. Et netværks møntfod er gode tjenester, som man gør hinanden. Netværk er næstekærlighed.
Og fortsæt så arbejdet efter netværkets grundlov:
§1. Noget for noget: Den ene tjeneste er den anden værd. §2. Hver gang, der udveksles tjenester, styrkes netværket. §3. Rettidig omhu: Enhver i netværket har pligt til uopfordret at udføre tjenester, som gavner en anden i netværket. Enhver i netværket har ret til at få hurtig og effektiv hjælp, når han eller hun beder om det. §4. Gør det, du gør, ordentligt, og lad resten ligge: Gå kun ind i netværk, hvor du vil yde 100%. Udfør kun tjenester, hvor du kan yde mere, end modtageren forventer. §5. Fortrolighed: Netværkets forretninger rager ikke udenforstående. Fra Kjøller Netværk på godt og ondt. Borgen 2004. |