Titel og medium

”Newspeak tåler ikke latter” offentliggjort som kronik i Berlingske Tidende d. 18/7 2006 under overskriften ”Vi bekæmper bedst newspeak med latter”

[titelidé:] Newspeak tåler ikke latter

Den seneste tids debat om brugen af ordene ’æresdrab’, ’familiehenrettelse’, ’omskæring’ ’kønslemslæstelse’ og ’islamisk terrorist’, ’terrorist som misbruger islam’ har endnu engang bragt politisk newspeak på banen. Udtrykket henviser til George Orwells satire over socialistiske autoritære regimer, 1984. Her indgår sprogpolitik som et væsentligt middel til indoktrinering af befolkningen. I den danske debat bruges udtrykket ’newspeak’ som skældsord over for tendenser til politisk styring af sproget.

Men hvad er newspeak eller nysprog egentlig for noget? Er det en reel fare for os?

Ideen bag nysprog er, at man ved at styre sproget samtidigt styrer tankerne og handlingerne hos dem, der bruger sproget. Derfor har Engsoc, det styrende parti, udformet et sprog, som gør det umuligt at gøre tankemæssigt oprør mod regimet, som er personificeret ved Store Broder.

I forhold til det gammelsprog, som vi taler nu, er nysprog meget forenklet. Jo færre ord, jo bedre. Jo enklere grammatisk struktur, jo bedre. Fx er der jo ingen grund til at bevare ordet ’dårlig’, som står i modsætning til ’god’, når man med forstavelsen ’u-’ kan få ethvert ord til at betyde det modsatte: ’dårlig’ ryger derfor ud af ordbogen; man kan jo bare bruge ’ugod’. Også den måde, hvorpå man udtrykker vurderinger, kan radikalt systematiseres og forenkles med forstavelserne plus- og dobbeltplus: god, plusgod og dobbeltplusgod. Tanken bag er, at enkel, helt regelmæssig sprogbygning giver enkle, helt regelmæssige bevidstheder.

Det gælder om at få alle betydningsnuancer væk, som kan få folk til at tænke og fastholde gamle værdier. Alle ord, der har noget med frihed og lighed at gøre, erstattes med ordet ’tankeforbrydelse’. Alle ord inden for området objektivitet og rationalitet samles under betegnelsen ’gammeltænkning’. I stedet for nuancerede begreber, der gør det muligt at diskutere og dermed tænke selvstændigt, får vi nogle få, unuancerede, stærkt følelsesladede ord, hvormed vi kan udtrykke fanatisk had eller kærlighed til de ting, som regimet gerne vil have, at vi hader eller elsker.

Man kan godt rent teknisk i nysprog udforme ulovlige påstande som ’Store Broder er ugod’. Men påstanden er lige så meningsløs som ’alle ungkarle er gifte’ eller ’denne cirkel er firkantet’, og der findes ingen udtryk eller lovlige påstande, som kan bruges til at begrunde den. På nysprog er det ikke muligt at forfølge en kættersk tanke længere end til konstateringen af, at den er kættersk.

Orwell overdriver, for det er jo satire. Men god satire rummer altid også en væsentlig del af sandheden. Det er sandt, at sprogbrug, tanke og handling hænger tæt sammen. Derfor er der mange politiske og religiøse ledere, som hele tiden prøver at gennemføre Store Broders projekt nysprog – i mindre skala.

Men det er svært at styre sproget politisk. Erfaringer fra det tidligere Østtyskland viser det. Regimet kan selvfølgelig godt dekretere politisk korrekte måder, som borgerne skal tale på. Man kan indoktrinere den korrekte sprogbrug gennem uddannelsessystemet og censurerede medier. Og kommissærer, kadrer og hemmelige agenter kan sørge for, at folket i høj grad taler korrekt – også når vestlige korrespondenter interviewer almindelige mennesker på gågaden om deres ærlige mening om styret, dogmerne og dagliglivet i tusindårsriget.

Men hvis borgerne egentlig ikke elsker lederen, når de siger ’vores elskede leder’, eller tror på demokratiet, når de siger ’folkedemokrati’, eller på fællesskabet, når de fx siger ’socialisme’, så mister udtrykkene betydning. Borgerne bliver mere og mere lede over den sproglige tvang, de er underlagt. Systemet lever i sin egen verden. Borgerne i en helt anden, og hadet og foragten vokser. Derfor kunne fx Østtyskland bryde sammen over night ved murens fald i 1989 på trods af, at regimet havde haft alle muligheder for at indoktrinere befolkningen systematisk i årtier. Med stor appetit kastede befolkningsmasserne sig i armene på ”fjenden”.

En væsentlig årsag var, at styret ikke tilstrækkeligt effektivt forhindrede, at folk bag den politisk korrekte facade talte politisk ukorrekt. Den officielle retorik blev en fælles, hemmelig vittighed. Det viste sig efter styrets sammenbrud, at selv folk højt op i systemet havde kørt et dobbelt sprogligt bogholderi, hvor den officielle retorik ofte blev klædt af til fordel for mere nøgterne beskrivelser.

Hvis Store Broder skal have succes med nysprog, så må han forhindre at folk taler om nysprog. Og selvfølgelig at de gør grin med det.

Og det kan lade sig gøre i virkeligheden, som det i øvrigt også sker med hovedpersonen i 1984. I Koreakrigen blev krigsfanger systematisk hjernevasket i stort tal og med uhyggelig succes. Her kunne især kineserne få tilfangetagne amerikanske soldater til efter nogle måneders behandling at erklære fx, at USA var en imperialistisk supermagt og en trussel mod verdensfreden og lignende. Ved en forholdsvis kort, intensiv behandling kunne kineserne altså udskifte væsentlige dele af en veluddannet amerikansk soldats sprog med et diametralt anderledes sprog. Det var stadig amerikansk han talte, men holdninger og sprogbrugen helt tilpasset fangevogternes, ja af og til endnu mere ekstrem end den officielle kinesiske retorik. Og denne sprogbrug fortsatte i høj grad efter frigivelsen og hjemkomsten til staterne.

Metoden består i, at man ved isolation og tortur nedbryder de gamle, forkerte opfattelser. Samtidig med dette nedbrydes personens selvrespekt og identitet. Derefter overlades det i høj grad til personen selv at erkende de nye sandheder, som han bombarderes med. Hver fremgang her belønnes kraftigt ved kontakt og anerkendelse fra fangevogterne og andre, hjernevaskede kammerater. Især belønnes fangens afstandtagen fra egne tidligere, politisk ukorrekte opfattelser.

I Danmark er mulighederne for central politisk styring af sprogbrugen yderst begrænset. På den ene side har vi injurielovgivningen, på den anden side Retskrivningsordbogen. Al sprogbrug derimellem lader sig ikke styre politisk. Vi mangler simpelt hen metoderne. Og hurra for det.

Enhver, der går i frygt og bæven over, at den politiske korrekthed og pæne tone skal vinde over urene slag i bolledejen og upassende råben i salonerne, kan bare tænke på, hvordan det er gået med det komma, som Dansk Sprognævn anbefaler. Både medier og ministerier undlader næsten demonstrativt at bruge det, og stort set ingen lærere og skoleelever er i stand til at sætte det korrekt. Og det er jo endda et rent bogholderanliggende i sammenligning med brugen af politisk interessante ord. Det forekommer på denne baggrund slet ikke realistisk, at selv EU skulle kunne formå den danske befolkning til at godtage ’terrorister, der misbruger islam’ i stedet for ’islamiske terrorister’. Derimod er det meget sandsynligt, at EU her kan inspirere til satire over forsøg på central sproglig styring.

Og satire og humor er et af de mest effektive midler mod enhver Store Broder. Fanatisme i politik og i religion kan ikke tåle humor. Fanatikeren kan hverken se sit eget forhold til sin politiske eller religiøse tro humoristisk, eller betragte troens dogmer og historier humoristisk. Den eneste form for en slags humor, fanatikere kan acceptere og er i stand til at deltage i, er skarp, grov satire rettet mod fanatikerens yndlingsfjender.

Undersøgelser af hjernevask og betingelserne for at klare sig bedst igennem har vist, at humor var et effektivt våben mod at blive nedbrudt. Humoren kan ikke begrænse volden. Men den kan forsinke og måske helt forpurre den psykiske nedbrydning. Med humor og satire kan man holde mental afstand til Store Broders virkelighed og nysprog.

Vær derfor helt rolig. Så længe vi kan le igennem sammen, er vi i sikkerhed. Samtidig kan vi tage hatten af for foreningen Kvinder for Frihed, som med sprogbreve til justitsministeren og til sprognævnet har fået gjort sig selv og sin kamp for muslimske kvinders frihed mere kendt. Den sproglige vinkling er dygtigt spin, som har fået sprogeksperter og lederskribenter på banen. Blandt andet med en kronik som denne.

Øverst i dokumentet