Titel og medium

”Barnets magt” offentliggjort som kronik i Berlingske Tidende d. 21/8 2006

Barnets magt

Dansklæreren skal undervise i den kanoniserede, danske litteratur. Men skolen skal også undervise i demokrati. Noget dansk litteratur er meget naivt, når det drejer sig om politiske forhold. Her bør læreren så supplere for at klæde eleverne på til fremtiden.

I H.C. Andersens eventyr, ”Kejserens nye klæder” råber barnet ”--- men han har jo ikke noget på”. Dette bevirker at den kollektive løgn om de nye kejserlige klæder bryder sammen. Hele folket istemmer tilsidst barnets råb.

Ingen tvinger de borgere, hoffolk, skræddere og andre der hører barnet, til at rette sig efter det. De kan fysisk godt blive ved med at optræde, som om barnet aldrig havde sagt, hvad det sagde. Men fordi de alle ved, at de andre også har hørt det, så bliver barnets råb til en fælles kendsgerning, som de alle må forholde sig til. Det gør den fortsatte løgn ubærlig. Sandheden sejrer.

Dette er kendsgerningernes og de gode argumenters magt. Det er den magt, som folk uden administrativ, økonomisk eller politisk magt, har. Det er forskerens magt. Det er min magt. Det er barnets magt.

Det er også en smuk historie om, hvorledes sandheden vinder over hykleriet og flokmentaliteten. En ønskedrøm vi alle har. Barnet er rent og uspoleret. Derfor er det en uovervindelig kilde til den rene, skære sandhed.

Men desværre er eventyret meget misvisende. Barnet har faktisk en betydelig magt, men det er ikke helt så enkelt at et råb gør det.

Eventyret undervurderer stærkt kejserens muligheder for at svare igen.

Kejseren er en mand med magt og ressourcer. Han har et stort hof og indforskriver eksperter i dyre domme, fx til at væve sit stof. Desuden kan han som enhver kejser jo tildele embeder, landsforvise og fængsle folk. Og han kan uddele ordner, priser og rettigheder. Hertil kommer, at han kan opkræve skatter med sine embedsmænd og sin ordensmagt. Det er han jo nødt til for at holde sit rige i gang.

Han har formentlig også en stor fond, hvor kunstnere og forskere af rette støbning kan få støtte efter ansøgning og grundige projektbeskrivelser.

Alt dette giver ham magt. Han er omgivet af mange betydningsfulde mennesker, som gør alt de kan for at behage ham. Og hvis man faktisk har magt, så kan man få ret med langt dårligere argumenter og langt mere usikre kendsgerninger, end hvis man ikke har magt. For folk med magt er den offentlige argumentation kun én af mange strenge, man har at spille på. Og den har man eksperter, fx spindoktorer og pr-konsulenter, til at tage sig af.

Men barnet på den anden side har kun den offentlige argumentation som magt. Barnet har kun sig selv som talsperson.

Den mest sandsynlige reaktion på barnets råb til kejseren er derfor, at barnet omgående meget håndfast bliver ført væk af kejserens trofaste og veltrænede garde. Det er en velkendt scene, når store mænd eller kvinder viser sig offentligt. Hvis en demonstrant har haft held til at komme tæt på og pludselig rejser sig og råber, at den store mand eller kvinde slet ikke har noget på, så føres vedkommende hurtigt væk.

Hvis nu kejseren var en ophøjet person, som var lidenskabeligt elsket og beundret af en minoritet i befolkningen, så ville denne minoritet også blive dybt krænket over, at det lille barn råbte, hvad det gjorde. Det kan også være, at befolkningen var så skræmt over, hvad minoriteten kunne finde på, at de forholdt sig i ro. Argumentet kunne være, at barnet klart havde brudt med god tone. Barnet havde naivt udtrykt, hvordan det opfattede kejserens klædedragt. Det havde derved uden at ville det såret mange, som elskede kejseren.

Med al respekt for en kanoniseret dansk forfatter, så må det nu frem, at dette klassiske eventyr er en grov idyllisering af særdeles mørke kræfter. Det er et stykke farligt propaganda for, at verden er langt bedre, end den i virkeligheden er. Eventyret er en æstetisk perle, men politisk så naivt, at det burde være forbudt for børn.

Enhver dansklærer, som gennemgår eventyret, bør derfor supplere det med nogle realiteter.

Den gemytlige kejser er i virkelighedens nutidige verden fx Fidel Castro, Stalin, Pinochet eller Osama bin Laden. I virkelighedens verden ville slægtninge til barnet straks straffe det hårdt nok til, at de afværgede risikoen for, at hele slægten skulle blive straffet af despoten. Måske ville det være nødvendigt for en sikkerheds skyld at dræbe barnet for at forhindre, at barnets familie ville blive udryddet, få sin eventuelle ejendom ødelagt eller blive tortureret. Man måtte med alle midler søge at sone den skandale, barnet havde bragt over familien med sit bramfri udråb. Forældrene måtte sone den dårlige opdragelse af barnet, som kunne resultere i et sådant respektløst råb.

Enhver magthaver er omgivet af tjenende ånder som hellere overdriver end underdriver magthaverens yndlingsforestillinger om sig selv. Som hellere dræber et barn for meget end et for lidt. Det gælder enhver godfather, såvel i kriminelle miljøer som i kultursektoren – på universitetet, i sportsverdenen og selvfølgelig også i politik. Det er magtens grundlæggende mekanisme og samtidig grundlaget for al ledelse.

Mekanikken får de mest groteske udslag hos diktatorer. Både Gaddafi, Saddam Hussein, Mao og Den Kære Leder i Nordkorea, Kim Jong-il, er (var) ikke kun mægtige politiske ledere. De er også betydelige forfattere og åndsgiganter lige så langt deres hemmelige politi rækker. Det er magtens logik, som leverer den nødvendige offentlige argumentation, som støtter blændværket. Hele deres lands tilbageværende kulturelite er som dikkende lammehaler og hofsnoge. Intet barn råber, at de ikke har noget på. I hvert fald ikke ret længe. Tværtimod dresseres børn til at råbe det modsatte spontant i kor.

H.C.Andersens eventyr er altså uhyggeligt langt fra realiteterne. Eventyret er faktisk farligt. Det opdrager til en naivitet, som underminerer forståelsen af, hvordan magt virker. Men had mig ikke for det, jeg siger. Jeg er bare et barn uden anden magt end det, jeg skriver.

Kunsten er ikke kun at se kendsgerningerne i øjnene. Kunsten er at se, hvad man kan lære af det, og hvordan man frugtbargør det i fortsættelsen.

Demokrati går ud på at sikre barnets magt. Men det er ikke det frit i luften svævende idealiserede barn, som nogen virkelig kejser lader sig blæse omkuld af. Og heller ikke nogen religion.

I mange århundreder holdt den katolske kirke på, at Jorden var universets nagelfaste centrum. Videnskabsmænd som offentligt hævdede noget andet, blev forfulgt. De fik valget mellem at afsværge deres kætterske tro eller få hovedet hugget af, for umiddelbart derefter at påbegynde en evig eksistens i helvede. Det berømteste eksempel er Galileo Galilei. Denne geniale forsker, som er en af grundlæggerne af moderne naturvidenskab, måtte – for at redde livet – i en alder af ca. 70 år i 1633 afsværge den kætterske lære om Jordens bevægelse. Men også mange andre ”børn” har måttet kæmpe – og kæmper stadig hver dag med religioner, fx Darwin og Freud.

Når kirken i dag har forladt dogmet om Jordens urokkelighed, skyldes det, at kirken ikke har magten alene. I et samfund, hvor det er nødvendigt at udnytte videnskabens resultater for at kunne klare sig i konkurrencen med andre samfund, som gør det, må religionen tilpasse sine dogmer til den virkelighed, videnskaben understøtter. Ellers taber den sjælene, fordi den mister troværdighed, hvorved også dens påstande om moral og et liv efter døden svækkes. Religionen må gennem knæbøjninger for de videnskabelige kendsgerninger redde sin troværdighed hos oplyste, frie borgere. Kun på denne måde kan den bevare sin position som autoritet på de mere okkulte felter, som altid vil være urørlige for videnskaben.

Det er den regel, der gælder for alle organisationer, herunder religioner, i et demokrati: ved accept af nogle af de sandheder, som barnet i mængden råber, redder organisationen sin troværdighed på andre mere vitale områder. Men det er helt unødvendigt for kejsere. Og det er netop fidusen ved at være kejser.

Velkommen derfor til det nye skoleår med kanon og glade børn. Og med opdateret pensum, som sikrer at vi alle sammen kan leve lykkeligt til vores dages ende.

Øverst i dokumentet