Kjøller forside >> alle artikler >> Manus: debatindlæg i Jyllands-Posten

[senest revideret 21/11 2006]

Titel og medium

Offentliggjort som debatindlæg i Jyllands-Posten d. 15/9 2006 under overskriften ”Madsen og marinen”

© klaus@kjoeller.dk

 

 

Madsen er en trussel mod dansk naturvidenskab

Send kulturforskere ombord på Vædderen!

Galathea-ekspeditionen er et interessant eksperiment. Ikke mindst mediemæssigt. Man sender et krigsskib ud med en masse naturvidenskabsmænd og deres apparater. Hertil tilsætter man en hoben journalister med fast plads i diverse medier. Retten koges sammen med en skibsbesætning.

Ideen er at journalisterne skal formidle den naturvidenskabelige forskning hjem til den danske befolkning, således at der er nogle flere gæve danske drenge og piger, der vælger naturvidenskabeligt. Fint nok. Men samtidig må man jo som almindelig avislæser konstatere, at det, der især gør det sjovt at læse om Galathea, egentlig ikke er små orme, der findes på bunden af havet eller en særlig sten fra Grønland. Det er sympatisk, og forskerne er flinke mennesker med menneskelige træk. Alt det er skam i orden, og det bliver jo også fortalt nydeligt. Men det er ikke hver dag, at forskerne løber begejstret frem og tilbage på dækket og råber ”Heureka!”, fordi de har gjort en revolutionerende opdagelse. Forskning er for det meste grå hverdag. Og Vædderen er også et gråmalet skib. Men der skal jo skrives hjem hver dag, også de grå.

Så det meste af det journalisterne skriver fængende om, er alt det såkaldt kulturelle: skibsbesætningens mærkelige ritualer, færingernes leveform og ædeskikke, journalisterne ture i landskabet og på beværtninger. Og så videre. Alt sammen meget spændende og underholdende. Toppen nås med Anders Lund Madsens igangværende føljeton om sit oprør mod en virkelig autoritet, nemlig skibsfører Carsten Schmidt. Det er ikke spor let for en dadaist af Madsens verdensformat at finde sig en partner i land at spille sit anarkistiske oprør ud mod og få smæk som fortjent til almen morskab. Men det lykkes her i den danske marine. Bliv ved Madsen!

Vi har også hørt at den gamle folkekomedie ”Martha af Marstal” er kult ombord. Men efter Madsen bliver det videoen ”Madsen af Vædderen” der bliver kult i den danske flåde, ingen tvivl om det.

Men vil det få den danske ungdom til at vælge naturvidenskaben? Måske burde man sende et hold rigtige akademisk uddannede medieforskere og kulturforskere ud på skibet for at dæmpe Madsens helt ukontrollerede omgang med kulturstoffet ombord? Det gælder ikke kun om at redde dansk naturvidenskabelig forskning fra et liv i skyggen af denne hærgende komiker. Det gælder også om at redde den danske marine.

Øverst i dokumentet