Titel og medium

”En sag fortæller mere end tusind pjecer” offentliggjort som kommentar ”Midtpunkt” i Jyllands-Posten d. 25/11 2006. Her fik den overskriften ”Det syge sygehus-system”

En sag fortæller mere end tusind pjecer

Serviceforbedringer: Administrativt set er smøleriet med ”overtallige” kræftpatienter helt logisk. Desværre.

Den aktuelle sag om sundhedssystemets smøleri med nogle kræftpatienter kan bedre end flere kilo pædagogiske pjecer illustrere udfordringerne med at forbedre den offentlige service. Officielt er patienter en god ting for sundhedssystemet. Uden patienter ingen bevillinger. Og der skal helst være køer, så man kan argumentere for flere midler for at få køerne ned. Jo længere køer, jo stærkere argumenter.

Derfor er nøglen til effektiviseringer i sundhedssystemet at påføre de forskellige behandlingsinstitutioner udgifter, hvis deres køer bliver over en vis længde. Disse udgifter består dels i det administrative besvær det giver at finde andre behandlingssteder til patienterne, dels i den betaling, som det fremmede sygehus skal have for behandlingen. Ved at påføre sygehuset disse udgifter gøres gevinsten ved at effektivisere sin egen patientbehandling større. Tanken er, at sygehuset vil effektivisere så meget at køen af ventende bliver præcis så lang, som politikerne har bestemt, den må være.

Den slags indgreb fra politikerne i en veletableret mekanisme fremkalder helt naturligt modaktioner fra systemet. Det etablerede sundhedssystem vil have meget lille motivation for at yde det ekstra, som det kræver at få disse overtallige patienter i behandling. Systemets modtræk er helt logisk at spille sorteper med de overtallige patienter. Sorteper skal betale. Jo længere tid dette spil sorteper kan foregå, jo flere udgifter sparer man, fordi den pågældende patient jo så slet ikke modtager behandling. Samtidig med, at man i realiteten på denne helt gratis måde stadig har den pågældende overtallige patient stående i sin egen kø. Administrativt set er smøleriet i disse sager derfor helt logisk.

Det eneste problem for systemet ligger i, at sagerne kan slippe ud, hvilket vil give en masse besvær med, at man så skal ud og forsvare sin handlemåde uden tab af image og uden at få aben. Her kommer kommunikationsbesvær ind som en fantastisk belejlig forklaring. Herved kan forskellige ansvarlige: 1) direktøren for Sundhedsstyrelsen, 2) sygehusets direktion og 3) kræftafdelingens overlæger få problemet overført til noget forholdsvis ufarligt og tilgiveligt: teknisk kommunikationsfnidder i nogle konkrete sager. Dele af pressen og oppositionen taler ganske vist om, at der må findes en ansvarlig som så må ofres. Men det er jo svært at fyre nogen på grund af kommunikationsbesvær. Det væsentlige tema om konflikten mellem business og menneskeliv er pst borte.

Jeg mener, at vejen frem er, at vi åbent analyserer og diskuterer, hvad vi kan lære af eksempler som dette. Det, vi kan lære, er bl.a., at uden pressen er det meget vanskeligt at gennemføre serviceforbedringer i det offentlige. Det er kun pressen, der kan påføre de offentlige systemer den store omkostning det er at skulle ud og forsvare sine benhårde bureakratiske dispositioner med et omsvøb af etik, som vælgerne køber. Derfor har alle ansatte et ansvar for at pressen får kendskab til sager som disse. Men som regel føler de ansatte sig mest loyale over for deres arbejdsplads og foretrækker tavsheden. Derfor afhænger reelle serviceforbedringer i det offentlige af, at patienter og andre, som er udsat for dårlig service, kontakter pressen med deres historie. Det er et ekstra pres, som mange ikke orker samtidig med, at de skal kæmpe med deres sygdom.

Det hedder sig, at det kræver et godt helbred at blive indlagt på hospital. Men det kræver åbenbart ikke kun et godt helbred, men også kampmod og overskud og stå som overtallig på en venteliste.

Øverst i dokumentet