Titel og medium

”Tro uden bilag på tværs” offentliggjort som kronik i Berlingske Tidende, d. 18/4 2007. Under overskriften ”Verden tilhører optimisterne”.

Tro uden bilag på tværs

Verden tilhører optimisterne. Men hvordan sikrer man bedst, at bilag og andre kendsgerninger ikke spolerer optimismen?

Peter Brixtofte har stor selvtillid, mod og handlekraft. Han har klart nok opnået det som mange selvudviklingskurser og bøger som B.S.Christiansens 260.000 bestseller-bog går ud på: Tro på dig selv, og: Du kan hvad du vil.

Men Peter Brixtofte er ikke alene. Verden myldrer med folk, som er sprængfyldt med gode ideer, fx visionære ledere, religionsstiftere og opfindere. Det, som de har fælles, bag alle forskellene, er optimisme: troen på, at de kan gøre en forskel, og viljen til at udføre handlinger, som kan gribe ind i mange andre menneskers liv. Mens pessimisterne tvivler og derfor ofte er handlingslammede, kaster optimisterne sig ud i at gøre verden bedre. Som regel inden for lovens rammer, men ellers uden for.

Optimismereglen lyder således: Tro altid det allerbedste om fremtiden og dine medmennesker.

Det er meget svært, ja umuligt at være modstander af optimismereglen. Det er derfor pessimister ikke har en chance.

Du skal ikke bare tro det bedste, men det allerbedste. Ansigt til ansigt med problemer og nederlag, som ikke helt kan bortforklares, skal du hurtigst muligt kaste dig ud i de mest positive fremtidsperspektiver. Den eneste fare er, at visse hårde, negative kendsgerninger kan få din optimisme til at virke lalleglad og dermed skabe indtryk af, at du er inkompetent og urealistisk. På visse arbejdspladser kan der også være en almindelig negativ stemning og håbløshed, som vil gøre en optimist til en udstødt. Men her må du så bare anlægge en relativ optimisme, som består i, at du ikke er helt så pessimistisk som de andre.

Enhver organisations visioner og mission er en udmøntning af optimismereglen. Ledelse er målrettet dosering af optimisme. Optimisme er essensen af ethvert politisk partis program. Enhver religion er en optimistisk samlet udlægning af menneskelivets hårde kendsgerninger om tilfældigheder, kaos og kropsligt forfald. Ved at gå engageret ind i et job, et parti eller en religiøs bevægelse gør du den fælles optimisme til en del af dig. Du deltager i den interne konkurrence om at anlægge den mest optimistiske stil inden for den fælles officielle optimisme. Men uanset hvor du kaster dine tøfler ind, så står den på optimisme.

Optimismereglens enorme betydning ses bl.a. af at krige mellem lande, mellem terrorbevægelser og regeringer eller mellem religioner aldrig er krige mellem optimisme og pessimisme. Krige udkæmpes altid af optimister: Der kæmpes for det allerbedste fra begge sider. Pessimister og folk uden tro går rundt og grubler for sig selv. De er ude af stand til at erobre noget som helst. Jo mere man på hver side kan indgyde sine kampfæller tro på, at den version af optimismen, man dyrker, er selveste sandheden, jo nærmere kommer sejren. Striden skyldes udelukkende, at parterne er uenige om, hvad optimismen rummer, og hvad den skal bruges til.

Det største problem for optimismen er, at virkelighedens hårde kendsgerninger kan være umulige at bortforklare. Inden for offentlig administration kan de hårde kendsgerninger bestå i breve, herunder e-mails, eller i bilag til regnskaber, fx rødvinsregninger. Dette sætter grænser for enhver leders optimistiske handlemuligheder.

Men disse trusler mod optimismen i den offentlige administration er rent vand ved siden af de enorme trusler mod optimismen i store ideologier: religioner og politiske ismer. Det er jo helt umuligt at bevare troen på den optimistiske, totale forståelse af menneske- og samfundslivet, hvis tilhængerne hele tiden oplever, at den virkelighed, som de lever i, stikker en kæp i hjulet på optimismen.

Derfor er det nødvendigt at indrette den optimistiske tro således, at den bekræftes, ligegyldigt hvad der sker i virkeligheden. Løsningen er altså, at troen gøres uafhængig af hårde kendsgerninger. Ligegyldigt hvad der sker, kan det derefter af tilhængerne ses som en bekræftelse af troen.

Jo bedre dette lykkes, jo lettere er det at skaffe tilhængere, vaccinere dem mod uønsket påvirkning og dermed skabe en stærk, voksende bevægelse.

I religioner som kristendom og islam er problemet for optimismen, at den personlige gud, som man beder til, ikke på gennemskuelige måder faktisk, bevisligt hjælper én. Snart får man, hvad man beder om, men ofte får man det ikke. Et andet problem er, at det evige liv, som tilhængerne stilles i udsigt, ikke kan dokumenteres ud over de relativt få år, som man har her på kloden. Det kan i hvert fald ikke dokumenteres over for folk, som ikke i forvejen tror på, at religionens tekster, fx Biblen eller Koranen, beskriver virkeligheden og ikke kun er gamle eventyr af stor skønhed. De to problemer hænger sammen. Tankegangen er, at tilhængerne i den evige eksistens får oprettet de uretfærdigheder, som jordelivet har medført for dem, fx sygdom og ulykker trods et fromt liv. Det evige liv er nødvendigt, når man skal forklare tilhængerne, hvordan det kan gå til, at folk, som er klart vantro, ofte lever længere og materielt bedre end de troende. Det optimistiske budskab er, at retfærdigheden sker fyldest i det evige liv.

Kristendommen mildner problemet med Guds tilsyneladende afmagt i enkelttilfælde ved at lade religionens væsentligste historie bestå i, at Guds søn, Jesus, i en ung alder blev korsfæstet. Herved gøres det tydeligt for enhver tilhænger, at man ikke skal regne med, at Gud kan redde én fra lidelse og uretfærdighed her på kloden. Tilhængerne vaccineres altså mod at opfatte svær modgang i deres eget liv som noget, der bør svække troen.

I islam er martyriet centralt. Tilhængerne er indstillet på at møde modgang, netop i kraft af deres tro. På denne måde vaccineres tilhængerne mod at opfatte jordelivets trængsler som noget, der kan bruges mod troen. Tværtimod bliver det en bekræftelse. Og i ekstreme tilfælde kan denne tætte relation mellem tro og martyrium gøre selvmordsterrorisme til en hellig handling for en tilhænger. En særlig vidunderlig begyndelse på det evige liv, som opfattes som det egentlige.

Kommunismens centrale problem er, at de lande, der gennem historien har erklæret, at de var kommunistiske, for en nøgtern betragtning ikke har levet tilnærmelsesvis op til det kommunistiske ideal om, at der skal ”ydes efter evne og nydes efter behov”. De hårde daglige kendsgerninger i de kommunistiske lande har vist noget andet. Men kommunismen forudsiger ”videnskabeligt”, at den vil sejre overalt – det er bare et spørgsmål om tid.

Problemet opstår, når tiden går, uden at tilhængerne kan se klare skridt i retning af idealet. De kommunistiske partiers påstand om at have videnskaben på deres side skal tjene til at væbne tilhængerne med tålmodighed. De er på det sejrende hold, som står solidt på videnskabens grund – i modsætning til alle andre bevægelser, som fordrejer og manipulerer. Den historiske, lovmæssige forudsigelse vil ske fyldest – men det sker først om nogle generationer, når også menneskene er blevet ændret til det bedre.

Men erfaringen har vist, at befolkningerne i mange tidligere kommunistiske lande ikke med denne metode har kunnet vaccineres mod at bruge de hårde kendsgerninger mod ledelserne. Selv i et étpartisystem uden opsætsige medier og konkurrerende partier kan virkelighedens hårde kendsgerninger være umulige at styre. Her er mange religioner langt bedre stillet. Ingen hård kendsgerning kan fx true troen på det evige liv, når denne tro først er solidt indarbejdet.

Det er mange eksempler på, at religiøse sekter, som forudsiger Jordens undergang, besøg af overjordiske væsner og lignende, formår at styrke sammenholdet blandt tilhængerne, selv om det viser sig, at det forudsagte ikke sker.

Religioner er kort sagt langt bedre end politiske bevægelser til at få sine tilhængere til at opfatte alt, der sker (og ikke sker), som en bekræftelse af optimismen. Formentlig er det forklaringen på, at religioner er verdens ældste organisationer. Når man ikke har virkeligheden som trussel, så kan man koncentrere sig om at vaccinere sine tilhængere mod andre religioner og ateisme.

Styrker denne kronik din personlige optimisme? Nej. I en verden hvor optimismen var gennemført til fuldkommenhed, ville du derfor aldrig få lov til at læse dette. Ja, du ville ikke engang have behov for at læse det.

Øverst i dokumentet