Titel og medium

”Foghs sans for strategi” offentliggjort som kommentar i Berlingske Tidende, d. 19/6 2007. Under overskriften ”Fornuften bag nej’et”.

Foghs sans for strategi

Fornuften bag nej’et til ombudsmanden

Det er klart, at en statsminister ikke ønsker på nogen måde at hjælpe eller bruge tid på et medium, som flere gange har kaldt ham for en løgner. Og efter at have fået nej flere hundrede gange, gik Bo Elkjær fra Ekstra Bladet til ombudsmanden, som så henstillede til statsministeren, at han gav bladet et interview om Irakkrigen. Men det vil statsministeren stadig ikke.

Sagen viser, hvor forsigtig man skal være, når man lægger medier på is. Det skal gøres diskret for at være effektivt. Det må kun ske på måder, som ikke kan dokumenteres. Ekstra Bladet har scoret ved først at skabe dokumentation i stakkevis på, at statsministeren ikke vil tale med dem; derefter at lægge denne dokumentation i favnen på ombudsmanden, som ikke syntes, han kunne andet end at tage sagen op. Og bingo: Belønningen er nu kommet ved, at bladet får bekræftet sit veletablerede image af den lille mands frygtløse talerør og kamporgan over for pampere, systemer og væsener. Og nu har den pæne ombudsmand gjort fælles sag med det frække og respektløse blad. Statsministeren er i defensiven. Han er helt derude, hvor han bruger sin personlige ytringsfrihed som argument for at vælge ikke at tale med en journalist.

Hvordan kan en statsminister, som ellers har styr på så meget, tilsyneladende fejle så totalt i sin bedømmelse af denne sag? Da sagen kom til ombudsmanden, har statsministeriet formentlig ikke troet, at ombudsmanden ville gøre noget. Det handler – ifølge ombudsmandens kronik i Jyllands-Posten d. 12/6 – om fortolkningen af et stykke fra betænkningen om særlige rådgivere fra 2004. »Ved stillingtagen til, om en minister vil deltage i et interview med en bestemt journalist, må ministeren i den forbindelse også være berettiget til bl.a. at kunne lægge vægt på, om ministeren gennem sit personlige kendskab har et særligt tillids- og fortrolighedsforhold til journalisten«. Ombudsmanden mener – i modsætning til statsministerens rådgivere – ikke, at dette stykke tillader Fogh at nægte at give interview til en journalist. I forlængelse af ombudsmanden har flere medier og oppositionspolitikere anklaget statsministeren for at underminere ombudsmandsinstitutionen.

Muligvis har statsministeren fejlbedømt ombudsmanden. Men der er fortsat gode strategiske grunde til, at Fogh nægter at tale med journalisten. Og de er blevet bedre efter ombudsmandens henstilling. Den fortsatte afvisning flytter fokus fra, hvordan statsministeren forklarer Danmarks rolle i Irak, til en abstrakt diskussion om ombudsmandsinstitutionen. Og det er en blodløs debat for eliten, som snart vil blive fortrængt i medierne af positive punkter på regeringens dagsorden, såsom kvalitetsreform og trepartsforhandlinger. Derfor vil statsministeren fortsat ikke tale med journalisten. Og hans folkeligt forståelige argument er hans personlige ytringsfrihed.

Øverst i dokumentet