Titel og medium

”Hjemmeværnet kan besejres, men det koster” offentliggjort som klumme i Totalforsvar Københavns blad, Feltpost, september 2007. Under samme overskrift som i manus.

Hjemmeværnet kan besejres, men det koster

Mit forhold til hjemmeværnet er præget af min tid som værnepligtig i 16 måneder i 1963-4. Når vi var på øvelser, var der mange ting at frygte: mudder, kulde, udmattelse, ikke at kunne finde et varmt og roligt og blødt sted at sove. Men det, vi frygtede mest, og som langt overgik alle de andre gruopvækkende ting, det var – ikke at møde døden, for det var jo bare en øvelse, trods alt. Nej, det var at møde hjemmeværnet. De kæmpede med en fanatisme, som var grænseoverskridende. Når de angreb – ofte ved snedige baghold, som brød alle regler om gentlemanagtig krigsførelse – var det med en vildskab og et engagement, som om krigen faktisk var brudt ud, og de netop havde taget skæbnetung afsked med deres nærmeste familie. De så også uhyggelige ud. De havde smurt mørke og grønne sløringsstifter ud i hovederne i et tykt lag og helt ind til hvor øjeæblerne begyndte, så der var absolut intet hvidt hud rundt om øjnene, som kunne røbe dem, før de pludelig var overalt i mørket, skød og gik i nærkamp.

Det var tydeligt at hjemmeværnet var farlige for deres omgivelser. Når vi kæmpede mod hjemmeværnsenheder, så var vi nødt til at kæmpe i stedet for bare at simulere. Hjemmeværnet fik ambitioner frem i os, som vi ikke kunne kontrollere. Vi var slappe, vi var dovne, vi ønskede bare at slippe igennem værnepligtstiden uden varige men. Men vores grænse gik ved at blive ydmyget af en flok fanatiske familiefædre, som legede krig med en gøb fra klædeskabet i soveværelset. Vi skulle vise disse militærtosser. Og selvfølgelig klarede vi dem. Sådan husker jeg det i hvert fald i dag. Men det skete under protest. Indre protest. For samtidig med, at vi kæmpede, så vidste vi, at vi skaffede os en masse idiotisk besvær efter øvelsen. Vi vidste, at når vi fyrede løs med løst krudt for at hamle bare nogenlunde op med skudorgierne fra hjemmeværnsdelingen, ja så skulle vi bruge lang tid på at rense gøbben, inden vi forsinket kunne styrte hjem til kæresten, hvor vi straks ville falde i søvn. Det løse krudt trængte ind i alle revner og sprækker i vores unge ansigter. Og den sløring, som vi i tykke grønbrune striber tværede ud i ansigtet for at vise hjemmeværnet, at vi skam også godt kunne komme til at ligne rigtige krigere i hovedet, skulle der arbejdes hårdt med at få af, inden man kunne vise sig blandt normale mennesker. Og det sved, når det kom ind i øjnene.

Hjemmeværnet lærte os at kæmpe. På godt og ondt.

Øverst i dokumentet