|
Partiet, som drømme er gjort af
Af Klaus
Kjøller
Ny Alliance er et parti, som i ekstrem grad i sin indretning og lancering
har forstået at drage konsekvenserne af, at politik i medierne mere handler
om historien om sagen end om sagen.
Mange undersøgelser viser, at når partier kaster sig ud i
valgkampe, så bruger medierne langt mere plads på at fortælle om valgkampen
som drama end på at formidle partiernes politik. Det hænger selvfølgelig
sammen med, at intet medium kan overleve ved at kede vælgerne. Der skal
følelser, farverige personer og gode billeder på det politiske stof. Det har
partierne så efterhånden fået ansat eksperter til at hjælpe med: spindoktorer
eller pressechefer.
Men
i denne valgkamp har vi et parti, som i ekstrem grad i sin indretning og
lancering har forstået at drage konsekvenserne af, at politik i medierne mere
handler om historien om sagen end om sagen. Ny Alliance er en nyskabelse i
politisk kommunikation ved at være et parti, som er skabt på en journalistisk
ønskedrøm:
1.
Det er tilsyneladende af en helt anden karakter
end alle de andre partier, som kaldes ”blokpartier”. Det gør partiet til
Breaking News.
2.
Det er leveringsdygtigt med mange medieegnede,
selvbevidste og kendte medlemmer, som ikke er bange for at gå solo.
3.
Det har en leder, hvis livshistorie levendegør
en dansk, national ønskedrøm.
Det
er langt fra første gang et parti lancerer sig selv med at være imod
blokpolitik. Tværtimod er det et forudsigeligt punkt hos ethvert lille parti,
som ikke ønsker at blive placeret klart hos VKO eller hos SRF. Når
dagligdagen melder sig, viser det sig som regel, at opgøret med
blokpolitikken består i, at det lille antiblokparti sælger sig til den blok,
som betaler bedst. Men da Ny Alliance blev dannet, stod dette punkt længe som
det eneste, faktisk i månedsvis. Og punktet fik styrke af, at partitoppen
bestod af velkendte medlemmer fra to partier fra hver sin blok. Denne
tværpolitiske, personlige satsning fra partistifterne gjorde programpunktet
særligt troværdigt.
Efter
den store interesse omkring partiets stiftelse dalede medieopmærksomheden hen
over sommeren. Den længe ventede offentliggørelse af partiets program med
bl.a. punktet om 40,6 som skatteprocent for alle, fremstod som en
antiklimaks. Naser Khader havde også nogle famlende præstationer i nogle
mediedebatter i sensommeren. Så det så ikke for godt ud for partiet, da Fogh
udskrev valget.
Men
siden er det kun gået fremad.
Når
der udskrives valg, så afsættes der også meget mere plads i medierne til det
politiske stof. Presset for at gøre den enorme mængde politiske stof
interessant også for vælgere, som ikke interesserer sig ret meget for
politik, øges voldsomt. Metoden er at skabe politiske sager om til historier
om de politikere, som har med sagerne at gøre.
På
denne baggrund eksploderer medieinteressen for Ny Alliance. Partiets
erklæring om at være noget epokeskabende nyt modtages velvilligt, fordi det
imødekommer vælgernes suk efter noget anderledes. Der ligger dybt i enhver
dansk mand og kvinde en drøm om, at der må ske noget helt nyt i dansk
politik. Noget, som vil bryde den forudsigelige politisk kværn, som ved
valgtider breder sig på mediefladen. Det har både Mogens Glistrup, Erhard
Jacobsen, Pia Kjærsgaard og nu også Naser Khader nydt godt af.
Men
det er ikke nok bare at være ny. Historien omkring partiets opstilling af
folketingskandidater fra erhvervslivet er endnu et eksempel på, hvordan
partiet forstår at lægge vægten på historien om sagen. I stedet for sagen,
partiets politik, handler de dominerende spørgsmål i medierne om personerne
og deres psykologi: Kan disse selvstændige, velkendte personligheder underkaste
sig et fælles program? Kan de fungere sammen? Kan en person, som er vant til
at lede i erhvervslivet, finde ud af at arbejde som menigt gruppemedlem i
Folketinget?
Det
er spørgsmål, som alle kan forstå, og som mange har en mening om. Det er derfor
taknemmelige emner for artikler og indslag, som skal nå bredt ud. Og mens det
sker, får partiet Ny Alliance fylde og vægt i mediebilledet. Og i
opinionsmålingerne.
*
Og
selvfølgelig giver de selvstændige mennesker, som opstiller for partiet, selvstændige
udmeldinger i medierne. Allerede samme dag, som han var opstillet, meldte
Jørgen Poulsen ud med særstandpunkt på flygtningeområdet, som omgående skabte
intensiv mediedækning. Var partiet allerede ved at gå i opløsning? Det
spørgsmål kan der så skrives metervis af kommentarer om, mens andre sager må
vige.
Nej,
partiet går hverken i opløsning ved Jørgen Poulsens særudmelding eller ved de
mange følgende særudmeldinger, der vil komme. Tværtimod har partiet ved at
samle så selvstændige, velformulerede, medievante profiler sikret sig
opmærksomhed og mediedækning af deres politik. Teknikken har længe været
brugt af Dansk Folkeparti, hvor man har stor nytte af velformulerede, ret
ustyrlige personer som Søren Krarup og Jesper Langballe. De citeres jævnligt
i pressen for udtalelser, som er provokerende, skaffer partiledelsen i
medierne for at gyde olie på -- og som også giver de provokerende selv
rigelige muligheder for at fortælle, hvad de egentlig mener, og hvorfor pressen
nu igen har misforstået budskabet og udeladt alle nuancer.
Med
den folketingsgruppe, som nu tegner sig for Ny Alliance, vil pressen få en
sprudlende kilde til historier om medlemmer, der går solo. Det vil få Socialdemokraternes og Venstres
folketingsgrupper til at ligne mosgroede sivebrønde i sammenligning. Men
disse velformulerede, pressevante personer med ledelseserfaringer vil også
vide, hvordan de får alting forklaret, så partiet ikke sprækker mere end
pressens reflekser kræver. Ny Alliances elitekandidater er jo ikke
landsbytosser. De kender spillet med at få medierne til at danse. Og de ved også,
hvordan man får dem til at falde ned igen.
*
Men
partiets bedste kort er dets leder. Naser Khaders person rummer en meget klar,
god historie med stærk appel til stort set alle danske vælgere. Historien
handler om en indvandrer fra Syrien, som gik vejen gennem det danske
uddannelsessystem med succes, blev gift med en veluddannet, lyshåret dansk
kvinde, fik børn og kastede sig aktivt ind i det danske demokrati. Det blev
han forfulgt for af formørkede muslimske kræfter, så han er nødt til at have
to statslige bodyguards omkring sig, når han færdes på offentlige steder.
Det er også en del af historien, at da Danmark stod i våde under Muhammed-affæren,
var han en af de personer, som statsministeren på tværs af al formalia
rådførte sig med.
Naser Khader repræsenterer enhver danskers drøm om, hvordan alle
indvandrere og hele verden burde modtage vores kærlige budskab om demokrati,
uddannelse og frihed. Det er den drøm, som har båret vores optimistiske
udlændingepolitik i slutningen af det forrige århundrede. En drøm, som også
ligger bag vores engagement i Irak og Afghanistan. Men flere og flere af os
har efterhånden indset, at det netop var en drøm. Mange, som er kommet
hertil, afviser vores måde at leve på og foretrækker at indrette sig efter
egne skikke. I Irak har man ikke bare klappet begejstret over at have fået
tyrannen fjernet og demokratiet foræret, bl.a. af Danmark.
Men drømmen lever stadig i os. Og ingen anden kendt dansker – og slet
ingen anden politiker – repræsenterer med sin person denne drøm så stærkt,
som Naser Khader gør. At drømmen på mange måder har lidt skibbrud i
virkeligheden, gør Naser Khader og hans fortsatte succes endnu nødvendigere
for os.
Dette gør Ny Alliance til meget mere end et nyt parti. Gennem sin stifter
repræsenterer partiet selve drømmen om den gode og den fornuftige verden. Derfor
er partikonstruktionen med ham som leder omgivet af en række kække, fritgående
personer med lang snor, så stærk i medierne. Kunne man tænke sig noget mere
dansk?
*
Problemerne for partiet vil først melde sig, når den grå, parlamentariske
hverdag begynder efter d. 13. november. Når pladsen til det politiske stof i
medierne igen skrumper til det normale, så vil adgangen til medieoverfladen
blive mere afhængig af politisk rugbrødsarbejde ved forhandlingsbordene. Det er først efter at stemmerne er gjort op,
at det skal vise sig, hvor langt drømmepartiet Ny Alliance kan bære politisk.
Og i hvilken retning.
Øverst i dokumentet
|
|