|
|
Demokrati med det hele
Af Klaus Kjøller
Den disciplinerede vold er ofte demokratiets stærkeste argument,
desværre.
Her i landet har folk lov til at tro på hvad som helst. Bare det ikke går
ud over andre. Og det er godt.
Men selv om flere religioner lever og trives i vores politiske system, så
er enhver religion i sin kerne i modsætning til et demokratisk politisk
system. En religion bygger på en autoritet over alt andet. En autoritet, som
har nøglen til virkeligheden og sandheden. Konkret består det typisk i, at
der er en eller flere tekster, som gengiver autoritetens ord – ofte gennem
mellemmænd.
Men opfattelsen af, at man kan hente den inderste, egentlige virkelighed i
nogle ofte flere tusinde år gamle tekster, er i direkte modstrid med
tankegangen bag demokratiet. Det demokratiske politiske system bygger på den frie
diskussion mellem ligemænd. Alle individer er i princippet lige gode kilder
til hvordan virkeligheden er. Hvordan den samlede, autoriserede virkelighed
er, afhænger så af den argumentation som man kan fremføre og få accept af. Dette
strider lodret mod den religiøse forestilling om et oversanseligt væsen med
særlig adgang til virkeligheden. Hvis man tror på, at sandheden ligger hos en
sådan autoritet, så er der ingen grund til at spilde tiden med al den
tidskrævende og besværlige diskussion mellem alle og enhver. Så må de særligt
uddannede skriftkloge i stedet på banen med de løsninger, som kan hentes direkte
fra de kanoniserede, religiøse tekster.
Demokratiet bygger på, at der ikke findes nogen anden måde at finde ud af,
hvordan virkeligheden er, end debatten og den efterfølgende beslutning, som
alle respekterer. Folketinget er en praktisk løsning på, hvordan vi mennesker
indretter os i en verden uden en religiøs overhøjhed, som rummer løsningerne.
*
Og det danske demokrati er en succes, selv om det selvfølgelig som alt
andet menneskeværk også har en del fejl. Folketingsvalg er en folkefest, som
stort set alle deltager i. Alligevel har vi i 2007 i en række tilfælde
oplevet at demokratiet angribes. Disse angreb på demokratiet består altid i
brug af vold. Det, der i de aktionerendes egne øjne motiverer denne brug af
vold, er, at de har et højere, særligt vigtigt mål, som de kæmper for. Man
kan også sige, at de har en tro, som giver dem en fornemmelse af, at de – i
modsætning til andre mennesker – er særligt udvalgte, og derfor bl.a. har ret
til groft at genere mennesker som har en anden opfattelse.
Således kan man både forklare aktionerne omkring Ungdomshuset og
masseoptrinnene verden over efter Muhammed-tegningerne. Man kan selvfølgelig
ikke forvente, at befolkninger i ikke-demokratiske lande skal forstå en dansk
avis’ demokratiske ret til på eget ansvar at bringe tegninger, som kan krænke
en religions mest hellige person. Derfor var optøjerne ude i verden langt
mindre alvorlige angreb på demokratiet, end det, der kom fra kredsene omkring
Ungdomshuset. De aktionerende omkring Ungdomshuset er jo børn af det danske uddannelsessystem.
Utallige steder står der i bekendtgørelser og vejledninger, at det i høj grad
handler om at opdrage eleverne til at forstå og praktisere demokratiet. Enten
har undervisningen af dem ikke været tilstrækkelig effektiv. Eller også
forstår de aktionerende udmærket, hvad demokrati går ud på, men forkaster
det.
Uanset hvad de måtte have lært eller ikke have lært i skolen, så har de i
hvert fald gennem deres mange ulovlige aktioner lært både sig selv og alle os
andre, hvor sårbart demokratiet er, når lidenskabelige minoriteter er villige
til at bruge vold for at nå deres mål. Ganske vist er der ikke endnu fundet
et hus, men de aktionerendes repræsentanter har været gennem et længere
forhandlingsforløb med overborgmester Ritt Bjerregaard. Volden har bragt dem
ind på de bonede gulve foran andre grupper med måske endnu vigtigere, ventende
sager. Det ville ikke være mærkeligt, hvis der var nogle af disse artigt
ventende, som begynder at spekulere på, hvordan de kan bruge voldelige
argumenter, således at også de kan komme helt op i front og sidde til bords
med overborgmesteren i stedet for at blive spist af med en sagsbehandler.
Voldens styrke ligger bl.a. i, at den tiltrækker medierne, således at selv
meget lokale aktioner bliver blæst ud over landet. På denne måde bliver det
voldsfikserede mediesystem en direkte trussel mod demokratiet, fordi det
skaber genvej til den politiske dagsorden for enhver gruppe, der er lidenskabelig
nok til at bruge vold.
*
Den demokratiske diskussion mellem ligemænd står altså sjældent alene.
Diskussionen foregår omkring et bord, som befinder sig i en verden, som er
yderst optaget af voldelige aktioner. Hvis man ikke kan spille med i det
voldelige spil omkring det demokratiske rum, så får man måske aldrig lov til
at sidde med ved bordet. De aktionerende fra Ungdomshuset var ved at tabe
voldsspillet til politiet, naboerne og den almindelige københavner, fordi
aktionerne løb løbsk. Men det lykkedes dem til sidst at dreje det i en mere
kreativ og disciplineret retning, så overborgmesteren kunne forsvare at invitere
dem ind til forhandlinger.
*
Forholdet mellem brug af vold uden for lokalet og det, der foregår under
demokratiske former inde ved bordet, kan forstås ud fra den særlige
forhørsteknik, som politiet bruger for at få informationer og indrømmelser ud
af mistænkte. Officielt er der jo her tale om en civiliseret samtale mellem
to mennesker, hvor den ene er en mistænkt borger, den anden er embedsmand. Det
er meget almindeligt, at afhøringer foretages af to personer: en brutal,
hæmningsløs type og en mere blid, human type. Den blide er ham, der som regel
tilbyder ofret en cigaret, kaffe eller slik.
Rollefordelingen gør det muligt både at vække angst hos den mistænkte og
derefter give ham mulighed for at kurere angsten ved, at han udfører den
handling, man ønsker. Her: at give nogle informationer eller at indrømme
noget til den flinke betjent.
Ideen er, at den angst, som monstret gennem voldelige aktioner skaber hos
ofret, skal kunne kureres ved at ofret giver de ønskede indrømmelser til den
rare, civiliserede betjent. Den blide skal signalere, at hans sympati er hos
ofret, og at han vil gøre sit yderste for at skåne ofret for den prustende,
voldelige psykopat, som hans makker er. I forbifarten kan den blide fremhæve,
at han bl.a. kan sørge for, at monstret fx ikke kommer til at brække ofrets
næse, hvilket desværre netop skete forleden, hvor den blide var uopmærksom et
øjeblik. Men så må ofret også give den blide noget at fodre vilddyret med:
indrømmelser. Ellers er den blide i realiteten magtesløs over for monsteret,
og alt kan ske.
Jo mere fanatiske og indflydelsesrige ekstremistgrupper, der råber og pruster
ude på gaden, jo mere ubøjelig må deres repræsentant inde ved bordet være
over for sin ærede demokratiske modpart i diskussionen. Forhandlingsmodparten
har et klart valg: Enten accept af det fremlagte kompromisforslag eller se
alt falde på gulvet. Og dermed overlade det til de frådende ekstremister,
hvad der videre skal ske.
*
På denne måde bliver disciplineret brug af vold til et afgørende
demokratisk virkemiddel. Og vold ligger i forlængelse af stærke følelser. Det
kan være en ekstrem religiøs tro, men det kan ligesågodt være en tro, som
stammer andre steder fra. I øjeblikket spiller forventningerne til forårets
overenskomstforhandlinger en central rolle. Store grupper af offentligt
ansatte forventer en klækkelig lønforhøjelse. Økonomiske eksperter af mange
forskellige slags advarer mod, at man imødekommer disse forventninger, fordi
økonomien vil løbe løbsk, hvilket vil skade os alle. Men eksperterne
argumenterer ud fra en viden om økonomiske sammenhænge, som de færreste
besidder. Vi vil derfor frem gennem foråret blive vidne til en spændende
konflikt mellem sagkundskab og store vælgergruppers lidenskabelig tro. Og da
de økonomiske eksperter næppe vil gribe til voldelige midler, fx i form af
omfattende demonstrationer eller gadeoptøjer, er det forudsigeligt, hvem der
vinder den demokratiske debat om dette emne. I hvert fald i første omgang.
Øverst i dokumentet
|
|