|
Jeg har gennem mange år har læst Politiken som en af de
daglige, nødvendige aviser. I mange år var det den eneste, sammen med
dagbladet Information. Så var der en del år, hvor jeg skamløst lod mig
drive af de billigste halvårlige abonnementstilbud fra Berlingske, Jyllands-Posten eller
Politiken. I de senere år har jeg så abonneret på to af disse fast. Men
jeg læser også Politiken, som fruen og jeg deler med genboen.
Politiken er nødvendig, bl.a. fordi bladet jager
VKO-regeringen konsekvent og uden nåde. Og fordi Politikens store
målgruppe af offentligt ansatte kvinder i det såkaldte grønne segment
samtidig er en meget væsentlig del af de vælgere, som Fogh har søgt at
appellere til i valgkampene. Politiken er landets bedste genvej til
indsigt i denne ombejlede vælgergruppes livsverden og dermed til at
forstå meget af det, der foregår i dansk politik.
Mit generelle indtryk af Politiken er, at bladet er
suverænt på kulturstoffet. På en god lørdag slår Politikens bogtillæg
klart andre avisers behandling af bogstoffet.
Også angående meninger står Politiken stærkt. Samtidig
virker meningsstoffet dog også ret ensrettet. Hvis man sammenligner med
Jyllands-Posten,
som også prioriterer meninger højt, så har dette blad (JP) en meget
bredere og vistnok også kvantitativt større dækning af læsernes
meninger i den daglige avis end Politiken. Det samme gælder de
redaktionelle meninger (ledere og diverse faste redaktionelle
kommentarrubrikker): I Politiken er der mange, men de går stort set
alle på samme melodi. Sådan virker det i hvert fald på denne læser. Her
er Jyllands-Postens
redaktionelle meningsudladninger typisk mere begrænset til en enkelt
leder. Men både Politiken og Jyllands-Posten
har efter min vurdering en markant højere prioritering af læsernes
meninger end Berlingske har.
Politikens svaghed i forhold til de to andre
morgenaviser er reportagen. Der er dage, hvor det kan være svært at få
øje på historien i Politiken. I dagens Søndags-Politiken kan man fx
sammenligne Politikens forsidehistorie ”Danskernes tvangstanker koster
os en milliard” med Jyllands-Postens
”Slut med monopol på spil” og Berlingskes ”Skolernes indeklima
alarmerende”. Vurderet ud fra Politikens klare ønske om at vælte
VKO-regeringen, så er Berlingskes historie jo langt mere saftig og med
langt bredere folkelig appel. Historien om, at det i nogle tilfælde vil
være billigere at rive skoler ned end at renovere dem, er særdeles
velegnet til at tegne billedet af en regering, som nedprioriterer helt
nødvendige ting til fordel for skattelettelser. Og af en regering, som
slet ikke har styr på sin administration. Det er også meget lettere at
vise rædselsvækkende billeder af nedslidte skoler end af folk, der
lider af tvangstanker, fordi folk, der lider af tvangstanker, ligner os
andre til forveksling.
Samme problem med at score på reportagen havde Politiken
i sommer, hvor det var Berlingske, som fortalte historien om
Udlændingeservices problemer med at informere ordentligt om
retstilstanden for danskere, som ønskede familiesammenføring. Sådan en
historie kan kun komme frem, fordi der er embedsmænd i systemet, som i
fortrolighed leverer oplysninger til et medium. Det er nok værd at
overvejel for Politiken om bladets klare position som stærk kritiker af
VKO, får embedsmænd og andre kilder til gode historier om dårligdomme i
det offentlige til at foretrække de to andre morgenaviser. Fordi
motivet til lækagen ikke er at vælte regeringen, men at rette op på
nogle fejl som regeringen begår.
Men ingen slår Politiken på bagsider og tegnere. Når man
tænker på den overlevelseskamp, som de store betalingsaviser er ude i i
disse år, så må det undre, at de to andre store morgenaviser
tilsyneladende slet ikke har fattet betydningen af at have en god
bagside. Her er Politiken i særklasse. Også dagens Søndags-Politiken
som ud over At Tænke Sig og Oh Danmark byder på en illustreret
solohistorie om familiehundes trang til at parre sig med et menneskes
underben.
Som vistnok den eneste af de store morgenaviser anmelder
Politiken fortsat dagligt tv på bagsiden af 2. sektion ved siden af
tv-programmerne og ovenover Wulffmorgenthalers vittighedstegning.
Enhver ved, at det er en håbløs opgave at anmelde, hvad der er sket i
tv inden for de seneste 24 timer. Tv-anmeldelse er et relikt fra de
glade monopoldages tid, hvor DR sammen med forlaget Gyldendal og
Politiken regerede i dansk åndsliv. Det ville have været direkte
uhøfligt, hvis Politiken og de andre blade ikke skrev om, hvad de havde
bragt i tv dagen forinden. Men for flere år siden er tv-anmeldelsen
holdt op med at være en tv-anmeldelse. Det er en klumme, som på en
eller anden måde tager udgangspunkt i noget, der har været bragt i tv
for nyligt. Det betyder så også, at jeg fx udelukkende læser den ud
fra, hvem der har skrevet den. Fx læser jeg altid Thomas Bredsdorff. De
andre bliver bedste fald skrålæst.
At skulle anmelde søndagsudgaven af Politiken er
egentlig lige så håbløst som at skulle anmelde tv. Ganske vist rummer
bladet langt færre informationer end 24 timers tv på tusindvis af
kanaler. Det er vel menneskeligt muligt at tæske bladet igennem fra
først til sidst. Men hvorfor skulle anmelderen dog gøre det? Det er der
jo ingen andre, der gør, bortset muligvis fra den redaktionelle
topchef, som i hvert fald er nødt til at lade som om, han læser det
hele hver dag for at give feedback til sine underchefer, som så kan
fortælle de enkelte journalister, hvad de muligvis kan gøre bedre i
morgen.
Og det er hårdt arbejde. Denne anmelder kørte i mange år
ind med S-toget i samme kupe som en chefredaktør, som nærlæste og
evaluerede sin egen avis på vejen ind fra Birkerød til Vesterport. Det
var tydeligt ofte pinsomt og altid hårdt arbejde.
Almindelige læsere kan heldigvis springe det meste over.
Og det gør de jo også. Enhver avisledelse ved i detaljer, hvor mange
procent af læserne, der læser de enkelte bestanddele. Det indgår i
avisens produktudvikling. Så når Politiken som den eneste af de tre
store landsdækkende dagblade hver dag har en signeret leder på
forsiden, så er det et klart signal om, at man topprioriterer
meningsstoffet. Det kan selvfølgelig også være, fordi chefredaktøren
simpelt hen godt kan lide at se sin signerede leder på forsiden. Men i
Politiken giver det god mening. Politiken er i sjælden grad et blad,
der er identisk med sin højt profilerede chefdebattør, Tøger
Seidenfaden. Når man læser hans leder og andre kommentarer – ofte
virker det som om, han rent fysisk er til stede på hver side i bladet –
så hører man tydeligt hans stemme og ser ham gestikulere. Af og til kan
hans kommentarer forekomme lidt tynde, men jeg synes, at dagens
forsideleder ”Krisen” har en passende blanding af letløbende
mundtlighed og skriftlig koncentration. Og emnet – den økonomiske krise
– er naturligvis velvalgt og gives et perspektiverende drejning ved sin
pointe om, at krisen handler om meget mere end økonomi: De økonomiske
rystelser i 1930’erne førte til Roosevelt i USA og til Hitler i
Tyskland.
Forsiden rummer ikke mindre end to fotografier af
kulturpersonligheder: Johannnes Møllehave og Adrian Hughes. Det gør nok
dagens forside lidt for monoton. Men samtidig demonstrerer det jo, hvad
det er, man regner med kan sælge bladet: interviews med kendte
personer. Også Lars Løkke interviewes om krisen siddende i dybt
bekymrede tanker på statskassen i Finansministeriets tomme gange. I 2.
sektion anmelder Per Theil en ny engelsk bog om Casanova. Lokket af en
illustration, hvor et par unge mænd fra det 18. århundrede tester
kondomer ved at puste dem op foran topløse kvinder, læser jeg, at han
nåede 130 kvinder, men endte alligevel gammel og forladt. Billedsiden i
Politiken er stærk – også i resten af sektionen.
Under rubrikken ”Analyse” i 2. sektion fortæller
artiklen ”Politik. Har medierne fået for står magt?” at journalister og
politikere er helt uenige om omfanget af mediernes magt. Tre forskere
ved Center for Journalistik ved Syddansk Universitet har uddelt
spørgeskemaer til medlemmer af henholdsvis Folketinget og Folketingets
presseloge. Svarene viser bl.a. at to tredjedele af politikerne mener
at politiske journalister søger sensationelle historier og giver det
politiske spil for stor opmærksomhed i forhold til indholdet. Det er
kun et mindretal af journalisterne enige i. Generelt synes politikerne
dog ikke at journalisterne er for fortolkende i deres rapportering om
politik. Der mangler oplysninger om hvormange af dem der har fået
spørgeskemaer som har brugt tid på at svare. Det gør det vanskeligt at
vurdere undersøgelsens resultater. Men det er værdifuldt for forskere
at Politiken har denne rubrik hvor der jævnligt bringes det man kalder
forskningsformidling.
På forsiden af 1. sektion lanceres dagens politiske
historie: ”Radikale lægger pres på Vestager”. Den tager udgangspunkt i
Ammitzbølls afgangsbredside om sin formands lederegenskaber. Historien
bringes videre med kendsgerninger fra mødet mellem Ammitzbøll og
Vestager som afslører at bruddet egentlig skyldes at Vestager ikke bare
ville have en offentlig indrømmelse af at Ammitzbøll fortrød det
kunstneriske udtryk han havde givet kritikken. Hun ville også have en
tilbagetrækning af substansen i kritikken: At det var en fejl at
Vestager under valgkampen sagde ja til at gå i regering under
24-årsreglen og afskar de radikale fra et samarbejde med Fogh – uden at
tage folketingsgruppen med på råd.
Politiken kommer her til at fungere som megafon for
Ammitzbølls sagsfremstilling. Den anden mulige kilde til hvad der
foregik på mødet vil nemlig ikke udtale sig. Hun henviser til en aftale
med Ammitzbøll om ikke at referere fra mødet. Heller ikke denne
oplysning kommer direkte fra Vestager men fra den radikale pressechef.
Heller ikke helsidesartiklen i PS-sektionen ”Dronning
Margrethe” kan trække på direkte kontakt med sin hovedperson. Til
gengæld kan den trække på en lang række anonyme kilder. Både fra
folketingsgruppen og fra andre partier. Det er interessant for samme
søndag findes der i Berlingske Tidende en
artikel om det samme. Den trækker på en række navngivne radikale
kilder, dog alle uden for gruppen. Ved at vælge den totale
anonymisering opnår man i artiklen at fremme indtrykket af en bred,
anonym, stærkt kritisk modbevægelse til dronningen. En bevægelse som
åbenbart omfatter alle, bortset fra gruppens næstformand, Morten
Østergaard. Det er muligvis også dækkende nok for realiteterne, men
interessant at se hvorledes det stilistiske træk, total anonymisering
af kilder, får konsekvenser for den politiske substans. Og dermed meget
sandsynligt også for den virkning artiklen får for dronningens skæbne.
Den slags valg er dagligdag for enhver politisk journalist.
I øvrigt er artiklen yderst interessant og umiddelbart
troværdig fordi den går meget tæt på med nogle detaljer fra fortrolige
møder i gruppen. Samlet tegnes et portræt af en meget usikker leder som
må stive sig af med formalia i stedet for at lede ved at folde sig ud
som menneske. Denne skræk for det uformelle bekræftes af hendes
øjeblikkelige uvilje mod at tale med pressen. Samme syndrom lider
Birthe Rønn i øvrigt af. Denne demonstration af formel magt til ikke at
tale med pressen må undre. Enhver professionel politiker burde jo vide
at der kun er en eneste sikker effekt af det: Vælgerne opfatter
politikeren som arrogant. Og hvis den historie som de eventuelle
anonyme kilder så leverer gods til, samtidig har den pointe at
politikeren lider af magtbrynde og er dårlig til at lytte, så er den
historien bare hjemme med dobbelt styrke.
Når gruppemedlemmerne er utilfredse med deres
partiformand, så kan politiske journalister altid skrive interessante
artikler om lederens optræden på fortrolige møder. Næste træk er
formandens. Nogen gange kan det være svært at skelne mellem
journalisters rapportering fra det politiske og så politikernes rent
politiske arbejde med sagerne.
Underrubrik: ]
Eksistentialisten Albert Camus påstod at der egenligt
kun var et interessant spørgsmål i verden, nemlig: Hvorfor er livet
værd at leve? Hvis han havde været avisanmelder, kunne han have spurgt:
Hvorfor er morgenavisen værd at læse? Nettet, text-tv og døgnkværnende
nyhedskanaler på tv leverer nyhederne langt hurtigere end
morgenaviserne. Gratisaviserne leverer glæden ved at sidde og bladre i
en papirsavis langt billigere.
Betalingsdagbladene går tættere på det der allerede er
sket, end andre medier. Enhver af de bredt dækkende betalingsdagblade
giver et samlende perspektiv på de mange historier de fortæller. Og de
opdaterer det hver dag. På hver deres måde, i hver deres stil.
Politiken er efter min vurdering det af de tre store
morgenblade som prioriterer meninger højst. Og det skal være de rigtige
meninger. Det er som om at chefredaktørens høje profil som vittig,
åndfuld, utrættelig og indsigtsfuld regeringskritisk polemiker trækker
hele avisen i den retning. Det giver Politiken et meget enkelt
verdensbillede med to skurke: Bush og hans lokale bugtalerdukke, Fogh.
Man ved ikke rigtig om man skal le eller græde når man for 1017’ende
gang ser Roald Als’ geniale karrikaturtegning af Fogh i skind med
kølle. Bladets enorme dækning af kulturstoffet modsvares af beskeden
dækning af erhvervsstof hvor Berlingskes tidligere chefredaktør, Niels
Lunde, dog nu leverer meget indsigtsfulde kommentarer. Tidligere har
bladets fremstilling af erhvervslivet været dansk presses svar på den
fremstilling man finder i tv-tegneserien Simpsons med Mærsk i rollen
som den skamløse kapitalist, Mr. Burns. Politiken er bestemt ikke
bladet for læsere som tænker ret meget over hvor de penge de får i løn,
egentlig kommer fra.
Morgenbladet giver læserne tryghed ved dagligt at levere
en genkendelig, opdateret verden fortalt på den måde som læseren holder
af. Politiken er fx langt mere humoristisk end de to store
konkurrenter. Det er ikke kun tegnerne og faste rubrikker som ATS jeg
tænker på. Det er tydeligt at selv en klummeskribent nederst på en side
i sektion 22 forsøger at ramme den særlige fortroligt humoristiske
overskudsoptimistiske vinkel på verden og på forholdet til læserne som
er en væsentlig del af Politikens brand. Her er andre aviser ofte
præget af et vist tungsind, bekymring og patos.
Morgenavisernes politiske indflydelse ligger i høj grad
i at de ind imellem graver uartige historier op om magtmisbrug.
Desværre er det jo sådan at den helt store journalistudvandring i dansk
presse i de senere år er udvandringen fra dagspresse til virksomheder
og organisationer, herunder de politiske partier hvor mange fremragende
journalister gør karriere som højt betalte spindoktorer,
kommunikationschefer og lignende. Morgenavisernes økonomiske
overlevelseskamp fører til en opprioritering af det ret billige
menings- og kommentarstof på bekostning af det yderst
omkostningskrævende arbejde med fx at afdække rævekager i den
offentlige administration. Som en art erstatning kan man fortælle gamle
historier som fx Politisken i dag gør på forsiden ”FE jagtede dansk
storspion” hvor man ud fra en kommende bog fortæller en historie fra
1960’erne. Det er lidt svært at se hvad den historie skal på forsiden
for. Den står mere passende i PS-sektionen.
Men der er jo faktisk jævnligt historier om aktuelt
magtmisbrug at fortælle. Og sådanne historier bygger ofte på lækager
fra embedsfolk som jo kender dem. Men de læses sjældent i Politiken.
Denne søndag har Berlingske Tidende en
skandalehistorie om Region Midtjyllands højt profilerede import af
indiske læger. Når denne og andre lignende historier så sjældent findes
i Politiken kan det skyldes at lækkende embedsmænd vurderer at der er
større politisk effekt i at historien bringes i et blad som ikke kan
mistænkes for at køre en ensidig, topstyret propaganda mod regeringen.
|