|
|
Opråb til alle mobbere
Af Klaus Kjøller
Der er en
arbejdsplads, hvor mobning foregår helt åbenlyst, ja nærmest skamløst.
Ledelsen griber yderst sjældent ind – selv mod meget grove tilfælde,
bare man husker at sige hr. og fru. Denne arbejdsplads er
Christiansborg.
Lars Løkke
Rasmussen mobbes blandt andet med, at der er bilag, som han har glemt
at aflevere, eller som han har placeret forkert i journalen. Lykketoft
mobber ham sammen med andre rigsrevisorer for at have givet for mange
penge til de private sygehuse. Og Pia Kjærsgaard mobber ham for at være
for usynlig i værdipolitikken.
Helle
Thorning-Schmidt mobbes især, fordi hun ikke nåede at slå Fogh, før han
slap væk. Hun
mobbes også, fordi hun sammen med Villy Søvndal har givet de Radikale
et ultimatum. Villy Søvndal mobbes, fordi han ikke altid kan huske,
hvor mange plejehjem han har besøgt. Lene Espersen, fordi hun endnu
ikke har skaffet de Konservative nogle flere stemmer. Men især mobbes
Naser Khader. Både fordi han ikke havde forstået sit eget partis
skatteforslag under seneste valgkamp, fordi han forlod det parti, han
stiftede, og fordi han udtænkte et burkaforbud, som justitsministeriet
mener er grundlovssstridigt. Han mobbes også, fordi han egentlig også
helst ville forbyde burkaer i folks egen have.
Men den, som
mobbes mest, er nok Pia Kjærsgaard. Hun mobbes af alle andre end af
sine egne og regeringspartierne. Tilsyneladende tager det slet ikke på
hende med denne massive mobning. Tværtimod er det, som om hun
stimuleres og bare mobber tilbage. Og hun mobber især de Konservative,
som har svært ved at mobbe tilbage for ikke at gøre hende mere sur, så
hun mobber dem endnu mere og kræver flere indrømmelser ved
finanslovsforhandlingerne.
Mobning i
politik har mange former. Overalt, hvor der er et ømt punkt, kan der
mobbes. Og det bliver der også. Folk, som ikke kan tåle at blive
mobbet, bør holde sig langt væk fra politik.
Og så har jeg
endda ikke nævnt satiriske tegninger og revuer. Her mobbes vores mest
fremtrædende politikere for ting, de ofte er helt uskyldige i, fx en
stor næse, en særlig sprogtone, en imponerende frisure, en stor vom
eller en mærkelig gangart og markant tøjstil.
Og alligevel
sidder mobbeofret selv nede i salen og ler mest af alle af sin
parodist. Og køber de mest satiriske tegninger i original og viser dem
frem som indrammet trofæ på sit kontor.
Politikere har
et særligt forhold til mobning. Selv når de mobbes allermest, må de
ikke ligne én, der er ked af at blive mobbet. I valgkampe rejser de
ofte rundt i landet med dem, de mobber allermest og hårdest, og mobber
løs på hinanden til vælgernes store jubel. Bagefter tager de så en øl
sammen. For at mobbes godt offentligt, skal man helst kunne lide
hinanden. Man sidder jo meget i kulissen og sludrer, inden man går ind
på scenen og mobber.
I politik er
det let at dokumentere mobningen, for den foregår for øjnene af hele
befolkningen. Og der mobbes i bander, som mobber gensidigt. Den meget
grove mobning, som den enkelte politiker rammes af, udløser varm støtte
i politikerens egen mobbebande, partiet. Mobning udefra undergraver
derfor aldrig politikerens selvopfattelse, men styrker den.
Til alle jer
der i hemmelighed mobber kolleger rundt om på arbejdspladserne, så de
bliver ulykkelige og melder sig syge: Stop som skabsmobbere! Spring ud
som mobbere! Gå ind i politik, og vis os alle hvad I duer til. Det har
både jeres arbejdsplads og landet brug for.
Klaus
Kjøller, d. 24/9 2009
Øverst i dokumentet
|
|