|
|
[senest
layoutrevideret 14/8 2019]
Livet som forandringsprojekt
Af Klaus Kjøller
Der er jo to
betydninger af ordet ’forandring’. Det er ’forbedring’ og ’forværring’.
Og ofte er det sådan at set oppefra – fra ledelsen, forældrene,
kæresten – så betyder forandring forbedring. Men set nedefra – fra de
ansatte, børnene og én selv – så betyder nøjagtig den samme forandring
forværring. I hvert fald betyder det set nedefra en masse besvær. Men
også her har ledelsen en hel anden opfattelse. Der skal forandres,
fordi der er noget der skal gøres lettere og mere rationelt.
De
besværligheder, som opstår her og nu for børnene, når familien flytter
væk fra alle de gamle legekammerater, mere end indhentes, når far
bliver direktør i Geneve og har sin familie omkring sig. Modstanden mod
forandring hænger ofte sammen med, at de besværligheder, som straks
opstår, er lette at få øje på. De langsigtede forbedringer er derimod
ofte et spørgsmål om tro. Derfor er de ansattes, børnenes og min tro på
og helst også: kærlighed til ledelsen så vigtig, for at
forandringsprojekter skal have en chance.
Det største
forandringsprojekt i et menneskeliv er forandringen fra foster til
nyfødt. Det gælder både for globetrottere, geniale hærførere og
bogholdere. Og ved fødslen er der ikke meget andet at gøre end bare at
lade sig føde. Man har ikke engang selv valgt de forældre, som har sat
forandringsprojektet i gang. Hvor man tidligere fik det hele ind med
navlestrengen, så skal man nu selv suge maden i sig. Og med gråd og
andre metoder forsøge at gøre ledelsen opmærksom på de behov, man har i
den nye situation: Man skal klædes af og på, sove, skiftes, bades,
trøstes.
Også når man
begynder at gå i institutioner: vuggestue, børnehave, skole, er der
store forandringer, som man kun er ganske lidt herre over. Men det gør
ikke noget, for selv om man røg ind i denne verden uden at ville det,
så har man vænnet sig til den og lært, at den har meget at byde på.
Forandring kan fryde.
Når børn
begynder i skole, så sker det derfor med store forventninger. Efter
nogle år i skolen, sker der så ofte det, at der opstår en vis
”skoletræthed”. Mange børn lærer i skolen kedsomheden at kende:
rutiner, gentagelser. Det gør dem meget forandringsparate, bare ikke
altid på den måde, som læreren, dvs. lederen, forestiller sig. Mange
børn lærer her at bekæmpe kedsomhed ved at gøre oprør på forskellige
fantasifulde måder, som overskrider både god tone og anstændighed. Det
syder og sprudler i ungerne af forandringsparathed, men det sprutter
ofte i alle andre retninger end dem, som chefen, læreren, ønsker.
Kønsdriften
står for det næste store forandringsprojekt. Det kan være svært med et
parforhold, men det er ofte værre uden. Tør man gifte sig? Tør man lade
være? Og ligegyldigt hvad man vælger, så er det som regel helt umuligt
at finde ud af, om besværet med forandringerne var umagen værd. Hvornår
skal man gøre facit op? Ved kobber, guld- eller granitbrylluppet? Eller
ved tredje skilsmisse? Hertil alle problemerne omkring børneavl:
Hvornår gør man det regnskab op, som klart viser, om det var besværet
værd? Enhver, der har prøvet lykken med avl og opdræt af børn, ved at
problemet, om det var besværet værd, slet ikke eksisterer – for man valgte at gøre det og
hænger på konsekvenserne. Derfor vil man gå vidt for at forsvare det
som et rationelt projekt.
Nøjagtig som en
virksomheds ledelse vil gøre med ethvert forandringsprojekt, som de har
sat i søen. Hvad enten det er sket af tvang eller af egen indre drift
ud fra tågede motiver. Ellers ville ingen jo anse ledelsen for at være
ansvarlig.
Klaus
Kjøller, d. 22/7 2010
|
|