|
Kjøller forside à alle artikler
à
Manus: Klumme i Magasinet Arbejdsmiljø |
[senest revideret 28/5 2011]
|
|
Titel
og medium
”Mangfoldighed, ugh!” offentliggjort som klumme i Magasinet Arbejdsmiljø 05 2011 (maj). |
|
|
|
Mangfoldighed, ugh!Af Klaus Kjøller,
forfatter og lektor
På min arbejdsplads, universitetet, er mangfoldighed helt almindeligt. Der er mærkelige mennesker overalt. Noget af det mærkelige kan enhver få øje på, f.eks. hilser en højt dekoreret, pæredansk sprogprofessor altid med ”Ugh!”, når han møder folk på gangen. Og han mener det. Nye kolleger, som tror han spøger, må tro om igen, når de igen og igen udsættes for et klart, alvorligt ”ugh”, som er ledsaget af et fast, beslutsomt blik. Kolleger, som er meget politisk korrekte over for anderledes kulturer, overgiver sig hurtigt, og begynder selv at hilse ham med et højt, alvorligt ugh, før han selv når at sige det. Det sker, at der råbes over store afstande, for at komme først med det forløsende ”ugh”. Men de fleste galskaber blandt de ansatte forskere er mere skjulte. Næsten alle ser almindelige ud og taler normalt. Men under dette tynde lag normalitet ulmer stærke kræfter. Man bliver kun forsker, hvis man elsker sit fag og fanatisk brænder for Sandheden med stort flammende S. Månedslønnen er behersket, og dog arbejder alle over, uge efter uge uden at få hverken overbetaling eller afspadsering. Og da de fag og sandheder, som man dyrker med fandenivoldsk lidenskab, er vidt forskellige, så opstår mangfoldigheden helt af sig selv. Folk er originale, de ved det, og de kræver at blive respekteret for det. At lede denne mangfoldighed er ikke spor let. Det er enhver universitetsleders vigtigste opgave at kæmpe for de ansattes ret til at være anderledes. Fordi det er den ansatte forskers opfattelse af at være en uerstattelig original, som giver brændstoffet til den uregerlige arbejdsnarkomani, som driver et universitet. Arbejdet er først og fremmest et personligt, eksistentielt projekt, som overskrider, både hvad fagforeningen og arbejdsmiljøeksperter finder forsvarligt. Til gengæld kan det i særlige tilfælde føre til Nobelpriser og lignende. Også de kontoransatte har i højere grad end mange andre steder deres arbejde som et personligt projekt. Det gælder eksamensadministration, studievejledning, hjemmesideopdatering og meget mere. Det har så den nye topstyrede ledelse, som er kommet med universitetsloven 2003, forsøgt at ændre og strømline. Ikke alle steder med gode resultater, fordi den gamle universitetskultur stikker meget dybt. Mange originaler med primadonnanykker samlet på et institut giver altid udfordringer af helt jordnær art. Hvem skal have penge til rejser? Hvem får det bedste undervisningsskema? Kun en leder, som de ansatte respekterer og helst også elsker, har en chance for at dulme konflikter, før de vokser sig store og ødelægger klimaet. Det er der skrevet tykke, kloge ledelsesbøger om, men det er jo nøjagtig samme udfordringer, alle forældre i enhver børnefamilie har. Børnene har forskellig alder og skal bl.a. derfor behandles forskelligt. Samtidig har de tidligt en meget klar fornemmelse for retfærdighed. Al børneopdragelse balancerer i virkeligheden mellem disse to hensyn til børnenes forskellighed og deres uhyggeligt sikre sans for retfærdighed. Og da det generelt går godt med børneopdragelse her i landet med verdens lykkeligste mennesker, så går det også ret godt med ansatte som siger ugh, taler gebrokkent eller møder på arbejde med tørklæde.
|
|