Titel og medium

”Løftebrud” offentliggjort som artikel i tidsskriftet mål+mæle nr. 3 2011 (december). Mere om tidsskriftet: http://målogmæle.dk/

Løftebrud

Af Klaus Kjøller, lektor i moderne dansk sprog og sprogbrug, INSS, KU (1978-2015)

Redaktionen bad mig oprindeligt svare en læser som bl.a. havde spurgt: ”

"Jeg kunne godt tænke mig at få belyst hvad løftebrud betyder. Under den sidste valgkamp lovede oppositionen (den nuværende regering) mange ting, som nu ikke er blevet til noget. Helle T-S siger det ikke er løftebrud. Har hun ret?"

Svar:

For at bryde et løfte, må man have givet et løfte. Og for at kunne give et løfte skal man opfylde flere betingelser, bl.a. disse:

1. Det man lover at gøre, skal være en handling, H, i en fremtidig situation, S

2. H skal have værdi for den man giver løftet til

3. H må ikke være noget som ville ske af sig selv

4. H skal være noget som man er i stand til at levere.

Den nye SRSF-regering som tiltrådte i begyndelsen af oktober 2011, er af oppositionspolitikere og medier blevet mødt af en omfattende kritik for løftebrud. Kritikken drives ikke af en akademisk interesse for at udforske løfter. Kritikken skyldes konkurrencen om vælgerne. Hvis vælgerne synes at en politisk aktør har begået løftebrud, så mister den politiske aktør troværdighed hos vælgerne, og stemmerne vandrer så andre steder hen.

Man bryder sit løfte om at gøre H, hvis man undlader at gøre H. Også ved løftebrud er der flere betingelser som skal være opfyldt, bl.a. disse:

a. Situationen S er indtrådt

b. Både den oprindelige løftegiver og løftemodtager eksisterer i S.

Disse betingelser for løfter og deres eventuelle brud er alle parter enige om. Den politiske strid om løftebrud eller ej, gælder derfor udelukkende om en politisk aktør har eller ikke har overholdt disse betingelser.

Hvis regeringen anklages for brud på løfter i valgkampen, så kan et regeringsmedlem – som bl.a. beskæftigelsesminister Mette Frederiksen har gjort – afvise med argumentet: ”Regeringen blev først dannet efter valgkampen og har holdt alle løfter som den siden har afgivet.” Det er altså en afvisning af at løftebrudsbetingelse b er opfyldt.

Den liste over op til 13 brudte valgløfter som nogle medier har lavet, er altså alle løfter som påstås at være brudt af S og SF som jo gik til valg sammen. Rent teknisk kan regeringen – med Mette Frederiksens argument – afvise at have begået ét eneste af dem. Mange vælgere vil dog afvise Frederiksens argument som ordkløveri og bortforklaring af at S-SF tilsammen har klart flertal internt i regeringen, og at regeringen tegnes af statsministeren.

Den største strid om løftebrud eller ej, handler om løftebetingelse 3 og 4 og løftebrudsbetingelse a. Det kan illustreres med minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansens skriftlige løfte til sin valgkreds på Fyn om at ville bevare det lokales sygehus’ akutfunktion. Ordlyden af det personligt signerede dokument (dateret 5/10 2010) er således:

Valgløfte

Jeg afgiver hermed løfte om, at akutfunktionen på Svendborg Sygehus skal bevare, hvis Socialdemokratiet kommer til magten ved næste valg. [med originalens ’bevare’ for ’bevares’ bevaret, red.]

Erklæringen er udstedt på Folketingets brevpapir. Den blev bl.a. bragt på forsiden af Fyns Amtsavis i valgkampen. I et TV-interview i januar 2011 bakkede Helle Thorning-Schmidt fuldt op bag Carsten Hansen.

Efter valget er det så blevet klart at der ikke vil blive givet penge fra regeringen til at Svendborgs akutfunktion kan bevares. Det er op til Regionen selv om man vil bevare – og betale – den. Og det var det også inden Carsten Hansen afgav sit skriftlige løfte.

De vælgere som modtog løftet i valgkampen, er gået ud fra at både løftebetingelse 3 og 4 var overholdt, dvs. Hansen lovede ikke

· noget som ville ske under alle omstændigheder, fx at regionen selv kunne betale.

· noget som han ikke var i stand til at levere.

Her har det så senere været let for oppositonen og medierne at overbevise mange af S-SF’s vælgere – især på Fyn -- om at de tog fejl på begge punkter. Effekten af dette er at Carsten Hansen – og til dels også Thorning -- har lidt en alvorlig skade på troværdigheden.

Løftebrudsbetingelse a er i spil hver gang S-SF forsvarer sig med at alle jo hele tiden har vidst at deres valgløfter kun kunne blive gennemført hvis de fik 90 mandater. Argumentet er altså at den situation som deres løfter forudsatte, aldrig er indtrådt, og at det derfor er urimeligt at vælgerne kræver løfterne indfriet. Carsten Hansen kunne således rent teoretisk fremføre til sit forsvar at når han i løftepapiret skriver ”hvis Socialdemokratiet kommer til magten ved næste valg”, så betyder det ”hvis S får 90 mandater”. Men denne udlægning af at komme til magten, strider jo åbenlyst mod partiets officielle sejrsretorik om at de vandt magten ved valget. Derfor kan Carsten Hansen i praksis ikke bruge dette forsvar.

Opinionsmålinger tyder klart på at mange vælgere ikke har accepteret argumentet ”fordi vi ikke fik 90 mandater” i regeringens første tid. Det skyldes ikke at vælgerne ikke kender og respekterer reglerne for løfter og løftebrud. Men enhver enkel regel om sprogbrug skal jo fortolkes på en ofte nuanceret virkelighed. Og mange vælgere fortolker åbenbart løftebrudsbetingelse b på den måde at de synes at S-SF udgør en så stor del af SRSF-regeringen – 17 ud af i alt 23 ministre, og desuden har statsministerposten – at regeringen burde have holdt flere af S-SF’s løfter.

Vælgerne vil som følge af alle løftebruddene let kunne få en opfattelse af at man har brudt løfterne fordi man foretrak magten. Vælgerne går ud fra at S-SF har handlet rationelt, dvs. har gjort hvad de selv fandt mest hensigtsmæssigt. Det alternativ som enhver vælger let kan få øje på, var jo at S-SF havde valgt at sige nej til magten, og så i stedet -- med intakt troværdighed -- havde blæst til fortsat kamp for bl.a. alle de 13 nu brudte løfter.

Læserens spørgsmål kan derfor besvares således: Thorning kan rent formelt have ret i at hun ikke har brudt nogen løfter. Men for mange af de vælgere som gav hende deres stemme, er hendes forsvar irrelevant. Vælgerne synes at hun alt for let har ofret for mange af sine erklærede mål (= løfter) for at få magten. Derfor kaldes hun løftebryder.

Klaus Kjøller, d. 30/11 2011.

Øverst i dokumentet