Titel og medium

”Ligegladhed” offentliggjort som klumme i Magasinet Arbejdsmiljø 10 2012 (oktober).

Ligegladhed

Af Klaus Kjøller, forfatter og universitetslektor

Min personlige stresshistorie er vist meget almindelig. Da jeg havde været studieleder på universitetet i et årstid, kunne jeg ikke falde i søvn om natten. Jeg havde ondt i maven hver aften, når jeg skulle sove. Jeg begyndte at tage smertestillende håndkøbsmedicin hver aften. Så kunne jeg godt falde i søvn, men jeg vågnede stadig ved 4-tiden og lå og tænkte på alt det arbejde, jeg ikke havde nået.

Så gik jeg til lægen. Hun forklarede, at det med mavepinen var stress. Og at jeg måske burde overveje, om det var særligt smart, at jeg i en alder af 63 frivilligt havde påtaget mig et så stressende arbejde.

Jeg havde sagt ja til jobbet, fordi jeg følte, at jeg kunne gøre en forskel for mit institut. Jeg havde nogle år tidligere været leder af instituttet i fem år. Her havde jeg både selv oplevet mange glæder i jobbet og mærket stor tilfredshed fra de ansatte på instituttet. Men jeg havde stadig nogle bøger jeg ville skrive, så jeg forlod jobbet og blev atter almindelig lektor.

Men jeg er svag, når der kommer nogen og antyder, at jeg kan gøre en forskel. Det smigrer mig. Så derfor lod jeg mig igen headhunte til bureaukratiet. Men bureaukratiet var løbet grassat, siden jeg sidst arbejdede i det. Og jeg overlevede kun, fordi jeg fik mavepine og derefter begyndte benhårdt at arbejde efter reglerne. På den måde slap jeg ud af jobbet uden varige mén efter yderligere et år.

Det mest rystende var systemets ligegladhed med, hvordan jeg og andre ansatte havde det med stress. Jeg havde holdt systemet fuldt orienteret om misforholdet mellem den afsatte tid til studielederjobbet og så de faktiske opgaver. Jeg havde bedt om mere sekretærhjælp. Intet skete. En del af forklaringen var, at det ikke var velset at tale om ”problemer”. Det virkede efter topledelsens opfattelse negativt og ukonstruktivt. Man skulle hele tiden sige ”udfordringer”. Heri lå jo så også, at det var op til en selv at løse sådanne udfordringer. Desuden var der hele tiden store nye it-løsninger og organisatoriske ændringer på vej, som ville forenkle og rationalisere alt. Derfor skete der intet på kort sigt.

Det er klart, at hvis jeg havde været umulig at erstatte for systemet, så ville man have været nødt til at hjælpe mig, så man var sikker på, at jeg ikke gik ned. Organisationen var ligeglad, fordi den anså mig og andre for at være lette at erstatte. Stress opstår, når systemet er ligeglad med sine ansatte. Og jeg fik stress, fordi jeg ikke var tilstrækkeligt ligeglad med mit arbejde.

Kun folk, der forstår at være ligeglade, når til tops. I sin regnskabsmeddelelse for første halvår 2012 meddelte vindmølleselskabet Vestas at yderligere 1400 ansatte skulle afskediges i 2012. Jyllands-Posten spurgte i den forbindelse koncernchef Ditlev Engel, om han havde haft søvnløse nætter. ”Nej, det har jeg sådan set ikke, men det er klart, at det har været nogle meget hårde perioder,” svarede Engel. Folk, der ikke kan udvise nødvendig brutalitet om dagen og alligevel sove godt om natten, har ikke en chance i Engels job. Den tidligere franske præsident Mitterrand har engang i et interview sagt, at den vigtigste egenskab for en leder var ”ligegladhed”. Altså evnen til ikke at ruge over gjorte gerninger, men koble helt af.

Noget tyder derfor på, at den psykologiske behandling af stressofre bør følges op af intensive kurser i nødvendig brutalitet og ligegladhed, så stressramte får effektive våben mod ledelsens ligegladhed med sine ansatte.

Klaus Kjøller, d. 1/10 2012