Titel og medium

Offentliggjort som artikel ”Dyder danner porten til politik” i Retorikmagasinet, marts 2013. Artiklen giver en introduktion til de dyder som danner fundamentet for den politiske forståelse i bogen Den politiske komedie. At forstå politik uden at forstå sagen (2011)

Dyderne: Porten til politik

I den politiske TV-nyhedsføljeton overlever kun de kendsgerninger, som kan bruges af føljetonens politikerfigurer til at score dyder. Resten er tavshed

Af Klaus Kjøller, kommentator og lektor ved KU

Beløbsstørrelser og andre saglige hensyn er ikke afgørende for, om en sag kommer ind i den politiske TV-nyhedsføljeton. Derimod spiller det en afgørende rolle, om der i sagen ligger en klar skurke- og frelserrolle. I november 2012 viste TV to dokumentarudsendelser. Den ene dokumentar om en adopteret, etiopisk pige Masho, som de danske forældre ikke kunne klare, skabte enorm aktivitet blandt toppolitikere. Men TV-dokumentaren om, at den danske stat gik glip af 24 milliarder kroner, fordi man i sidste øjeblik – og stik mod sin dyrt indkøbte eksterne rådgivning – undlod at kræve lod i aktiegevinsterne efter bankpakke 2, fik kun trætte miner frem hos politikere og medier. Den store forskel på politikerreaktionen på de to TV-dokumentarer skyldes, at ingen politikere kunne score dyder på at tage banksagen op, fordi der var tværpolitisk enighed om beslutningen. Kun Enhedslisten var udenfor. Derfor kunne TV-dokumentaren om redningen af bankerne fortælle løs om den ene manipulerende skurk værre end den anden – politikere, bankdirektører, direktører i Finanstilsynet – uden at det medførte andet end skuldertræk. Derimod var der dyder at score for landets mægtigste partier og politikere på at blive helt og frelser i fortsættelsen af TV-dokumentaren om pigen Masho og hendes skurketegnede adoptivmor.

De dyder, der skal scores, er

Ærlighed scores ved, at vælgerne tror, at politikeren siger sandheden: Det man siger, skal svare til kendsgerningerne. Det værste, der kan ske, er, at man afsløres i en bevidst usandhed, dvs. en løgn.

Idealisme opnås ved, at vælgerne oplever, at politikeren er drevet af ønsket om at gavne og glæde andre. Eller af ønsket om at fremme en højere sag, fx partiets programpunkter. Det ødelægger vælgernes opfattelse af, at politikeren er drevet af idealisme, hvis politikeren afsløres i at forfølge egoistiske mål, fx sin karriere: at man går efter penge, magt og vælgertal i stedet for højere værdier af åndeligt tilsnit. Og det bliver værre, hvis politikeren afsløres i at hykle idealisme, mens han jagter sine egoistiske mål. Så skades både hans idealisme og hans ærlighed.

Stabilitet opnås ved, at der er sammenhæng i det, politikeren gør og siger. Det, politikeren har gjort og sagt tidligere, skal hænge sammen med det, han gør og siger nu. Det værste, der kan ske, er, at man laver kovendinger og er selvmodsigende og uforudsigelig. Stabiliteten sikrer bl.a. ens identitet.

Kompetence opnås ved, at politikeren demonstrerer, at han er ”inde i sagen”. Og at han har baggrundsviden inden for relevante fagområder og administrationer. Men ud over denne faglige kompetence, så skal han også have kommunikatitiv kompetence, dvs. han skal fx i en tv-debat tale interessant og forståeligt. Det værste, der kan ske, er at politikeren afslører, at han ikke er opdateret med faglig og administrativ viden. Og at han keder vælgerne. En politisk modstander skal angribes med verbalt overskud. Og en fræk journalist sættes på plads med humor.

Reglen er, at kun kendsgerninger, som kan bruges til at score dyder med af aktørerne, spiller med i den politiske TV-nyhedsføljeton. Dette dydsfilter sætter alle seere i stand til at vurdere selv komplicerede politiske sager ved at vurdere dyderne hos de politikere, som agerer i sagerne i interviews og i debatudsendelser. Ligesom alle tv-seerne har kompetencen til at vurdere, om Jørgen Varnæs er ærlig, når han i tv-serien Matador forsøger at overtale sin bror, bankdirektøren, til at give sig et lån. Vælgerne køber virkeligheden af den politiker, som ligger højest på dyderne.

Dansen om dyderne

Politik på TV bliver aldrig stærkere end, når en toppolitiker kæmper for at forsvare sin ærlighed samtidig med, at alle ved, at han lyver. Eksempel: I foråret 2009 gik der stærke rygter om, at Anders Fogh Rasmussen gik efter posten som generalsekretær i NATO. På sine faste, ugentlige pressemøder i Statsministeriet måtte han besvare journalisternes spørgsmål. Politiske journalister og kommentatorer var enige om, at når Fogh svarede:

Jeg er ikke kandidat til nogen international post

Jeg agter at blive som statsminister, så længe vælgerne vil have mig

Jeg svarer af princip ikke på hypotetiske spørgsmål.

Så betød det i virkeligheden: Jeg siger ja, hvis jeg får tilbudet om at blive generalsekretær for NATO.

Tolkningen – at han ville sige ja – byggede mindst lige så meget på, hvad han ikke sagde, som på, hvad han eksplicit sagde. Det han ikke sagde, var fx:

Jeg lover jer, at jeg klart afviser tilbuddet om at blive generalsekretær for NATO, hvis jeg får det. Eller:

Jeg sværger ved Anne-Mette og vores børn og børnebørn, at jeg bliver som statsminister, så længe man vil have mig.

Den mest iøjnefaldende regel, som viser sig i dette eksempel, er: For at forstå meningen med en politisk udtalelse, skal man vide, hvad der netop ikke blev sagt.

Den eneste fornuftige forklaring på, at Fogh undlader at sige det, som kan lægge ”sagen død”, er, at mere engagerede, forpligtende løfter og garantier vil være vanskeligere for ham at bortforklare – hvis han får jobbet.

Men denne enighed og totale klarhed om, hvad Fogh gik efter, var ikke nok for medierne. Der gik sport i at prøve at få Fogh til at være ærlig og faktisk sige det, som enhver vidste, at han ikke kunne sige – hvis han ville bevare chancen for NATO-jobbet.

Ud fra en streng rationel betragtning var det egentlig unødvendigt at bore mere i sagen om Foghs NATO-drømme. Alt var jo klart, og statsministeren havde ikke mere han ville sige. Men det var elementært pirrende for seerne at iagttage, hvordan landets statsminister hver gang kæmpede for sin ærlighedsdyd, samtidig med, at alle vidste, at han løj.

Eksemplet illustrerer, at politik i TV er bestemt af dansen om dyderne i stedet for af strengt saglige hensyn. Derfor ser vi igen og igen klip fra debatter, pressemøder, samråd og TV-interview, hvor politikeres ærlighed og øvrige dyder er på spil, fx Thorning som siger ”Der kommer en rigtig god løsning i morgen” (i stedet for ”vi har droppet betalingsringen”), og hvor Løkke kalder et spørgsmål fra TV2s Henrik Qvortrup for ”upræcist” (i stedet for at indrømme, at man selvfølgelig i Venstre har drøftet Thorning-Kinnocks skattesag). Og optagelser af en usikker kulturminister Uffe Elbæk på et samråd i december 2012 førte til, at han trak sig på ruinerne af sine dyder, selv om både hans partileder og statsminister sagde, at sagens substans ikke berettigede det.

Vi er alle dydseksperter

Ved at gøre politik til en konkurrence om dyder flyttes den politiske konkurrence fra ofte uigennemskuelige administrative og ”saglige områder” til et område, hvor enhver vælger har stor hverdagsviden og -erfaring. At vurdere, i hvilken grad andre mennesker har dyderne, er noget enhver lærer i sin opvækst. Ligesom man lærer sit modersmål, længe før det står på skoleskemaet.

Denne overflytning af politiske spørgsmål til det hverdagspsykologiske område betyder ikke, at politiske spørgsmål bliver behandlet trivielt, populistisk eller vulgært. Vurderingen, at Fogh agtede at sige ja, hvis han fik tilbudet om at blive NATO-generalsekretær trods sine udtalelser om det modsatte, byggede på en nuanceret vurdering af, at han ikke forpligtede sig tilstrækkeligt stærkt på at sige nej. Herved brød han med ærlighedsdyden.

Når en person bryder en dyd, så begynder tolkningerne. Man går ud fra, at der findes en fornuftig forklaring, som passer med de dyder (det image), som personen har i forvejen. Fogh besidder dyden kompetence i en sådan grad, at man blev tvunget til at tolke udtalelserne – ikke som en fejl, men som et udslag af hans kompetence.

Forklaringen måtte derfor være, at han ofrede noget af sin ærlighed her og nu for at kunne redde især sin kompetence og ærlighed, hvis NATO-posten alligevel ikke gik til ham. Dette ræsonnement – eller noget, der ligner – vil enhver vælger gøre, når han skal vurdere Foghs optræden på pressemøderne.

Det er altså forkert at opfatte ”politik set gennem dyder” som en vulgær og populistisk sport. Det forudsætter mindst lige så raffinerede analyser, som specialister kan foretage af økonomiske, juridiske og tekniske anliggender. Men dydsvurdering er noget, alle har forstand på. Derfor kan alle analysere med. Og det gør alle vælgerne så selvfølgelig også. De kan slet ikke lade være. Og derfor er demokratiet ikke kun for nørder, men for alle.

Læs mere: Den politiske Komedie. At forstå politik uden at forstå sagen (Hovedland 2011).

Klaus Kjøller, d. 2/1 2013

Øverst i dokumentet