Kjøller forside >> alle artikler
>> Manus: Klumme i Magasinet Arbejdsmiljø |
[Først lagt op 15-08-2013; senest
opdateret (layout) 23/1 2020]
|
Titel
og medium
”Universitetets sociale kapital” offentliggjort som klumme i Magasinet Arbejdsmiljø 8 2013 (august). |
|
|
Universitetets sociale kapitalAf Klaus Kjøller, forfatter og
universitetslektor Dette
nummers tema om virksomhedens sociale kapital – et fællesmål for
tillid, retfærdighed og samarbejde – får mig til at mindes mine to
perioder som leder på Københavns Universitet. I 90’erne var jeg i 5 år
personalevalgt leder af det største institut på Det humanistiske
Fakultet på Københavns Universitet med over 100 lærere og over 1500
studerende. Efter indførelsen af den nye styrelseslov med
professionelle ledere, som er ansat oppefra og ofte kommer udefra, blev
jeg overtalt til at tage endnu en omgang i instituttets ledelse: Jeg
var fra 2007 til 2009 ansat studieleder på et af de seks institutter på
Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet. Lederrollen
i kreative universitetsmiljøer er beskrevet i faglitteraturen. Men som
personalevalgt leder i 90’erne modtog man ikke nogen formel uddannelse
i, hvad det vil sige at lede et universitetsinstitut. Ingen af os
kendte begrebet social kapital eller andre hotte ledelsesudtryk.
Lederuddannelsen var strengt uakademisk: Rå praksis lige fra den første
dag. Mange
mente, at jeg slap overraskende godt fra det. Sandsynligvis fordi jeg
hentede min personlige ledelsesstil fra mine mange år som far i en
flerbørnsfamilie. Her havde jeg lært, at en forælder skal besidde
retfærdighed, autoritet, troværdighed og – ja, kærlighed og humoristisk
sans. Og så ydmyghed over for det skarpe, reducerende blik og den
ætsende bemærkning, som kan punktere enhver autoritær opblæsthed – fra
børn og andre. Ud fra dette temanummer forstår jeg nu, at jeg som far
havde lært, hvad social kapital er, og hvordan man bærer sig ad med at
bevare og helst øge den. Denne
styring via social kapital har de ansatte, veluddannede ledere under
den nye styrelseslov fra 2003 særligt gode muligheder for. De har jo en
langt større formel magt og en bedre uddannelse, end vi gamle ledere
havde. Men intet tyder på, at universitetets sociale kapital er øget
under de nye ledere. Derimod kan enhver se, at den sociale kapital har
ændret karakter. Den
mest iøjnefaldende ændring er en omfattende opprioritering af
universitetets bureaukratiske side: regler og procedurer. Og denne
dyrkelse af bureaukratisk kontrol har bredt sig til forskningen på
bekostning af det kreative. Da jeg var leder i 90’erne var
forskerkulturen præget af dyb skepsis, ja foragt for universitetets
allerede dengang enorme bureaukrati. Men de nye, ansatte ledere tager
hele den formelle, centrale styring dødsens alvorligt, og det har
tvunget enhver karrieresøgende forsker til at optræde som bureaukrat. Forskningen
foregår efter langtidsplaner. Forskningen bliver, hvad man kan kalde
udfyldende forskning af samme art, som man bedriver i statslige
styrelser. Der indsamles mængder af empiri efter nøje beskrevne planer,
som er godkendt i diverse råd og bestyrelser. Men det, som virkelig
kræver nytænkning – nye teorier, indsigter som sprænger det, man hidtil
gik og troede – står svagere. Folk, som tør kaste sig ud i vilde, måske
”skøre” foretagender, er gået ind i tavshedens spiral: Man holder lav
profil, fordi man klart fornemmer, at man er i mindretal. De
tryghedssøgende imperiebyggere og dataindsamlere har overtaget
forskningen. Universitetets
sociale kapital er stadig stor sammenlignet med mange andre
arbejdspladser. Men den sociale kapital er afgørende ændret, fordi den
har tilpasset sig bureaukratiets krav. Og det giver mindre oprør og
nytænkning. Desværre. Klaus Kjøller, d. 30/7 2013
|
|