Titel og medium

Offentliggjort på Kforum d. 6/6 2016: anmeldelse af Søren Lippert ”Bag magten. Om politisk kommunikation” Akademisk forlag 2016. Redaktøren forsynede den med overskrift ”Lær lidt af Lippert”, en underrubrik og flyttede lidt rundt på nogle afsnit.

Boganmeldelse: Søren Lippert ”Bag magten”

Af Klaus Kjøller

Søren Lippert var særlig rådgiver for Nick Hækkerup (S), mens han bestred tre ministerposter i Thorning-regeringen 2011-15. Da Lippert ved valgudskrivelsen fratrådte, blev han ansat som studievært ved TV 2 News. Før stillingen som Hækkerups særlig rådgiver var han presserådgiver hos Socialdemokraterne, i Danske Invest, i Geelmuyden Kiese, reporter på TV Avisen og vært på DR P1 Debat. Lippert har altså både erfaringer som kommunikationsrådgiver i erhvervslivet, i politik og som reporter og studievært i vores public service-medier.

Hans bog er en indføring i, hvordan det politiske system er bygget op, og hvordan det fungerer og kan opleves i praksis. Bogen er inddelt i tre dele på ca. 60 sider hver: 1) hvordan man vinder regeringsmagten i Danmark, 2) hvordan man bruger magten, når man er regering, og 3) hvad der får magten til at forsvinde fra dem, der har den, og hvordan de agerer for at holde på den. Den erklærede målgruppe er ”politisk interesserede, journalister og alle, der er optaget af politisk kommunikation.”

Bogen kombinerer efter amerikansk forbillede personlige erfaringer med generel analyse. Lippert bygger udelukkende på egne observationer og erfaringer. Han forsøger ikke at skjule, at han er bogens eneste kilde. Samtidig erklærer han i indledningen, at ”bogen er, hvad jeg har lært, ikke hvad jeg mener. Misforståelserne og pointerne i bogen er resultatet af min politiske uddannelse, og ingen andres ansvar.”

Bogen lægger afstand til den udbredte opfattelse, at politisk kommunikation især handler om markedsføring, altså spin. Dvs. hvordan man får den rigtige overskrift på en artikel eller får en tv-vært til at stille det rigtige spørgsmål. Dette er, ifølge Lippert, en lille, men dog vigtig del af politisk kommunikation, som bliver kronisk overeksponeret af kommentatorer og journalister, fordi det er noget de rent fagligt har forstand på, og fordi det samtidig er noget, som sker for øjnene af vælgerne. Pressehåndtering spiller en tilbagetrukkken rolle i bogen. I stedet sætter bogen fokus på politisk kommunikation som et ekspertområde, det er nødvendigt at inddrage i arbejdet bag kulisserne på linje med økonomi og jura. Det handler om at definere et partis identitet, sætte den politiske kurs for en regering og udvikle ny politik. Den politiske kommunikationsrådgiver sidder med inde ved bordet og bidrager på linje med de tunge drenge og piger, når svære, strategiske beslutninger træffes.

Del 1 og 2 er udmærkede introduktioner til politisk kommunikation. Der gøres god brug af relevante typedannelser, som bl.a. fremvises i instruktive diagrammer. Magt fremhæves i bogen som drivmidlet i politik, og bogen igennem bliver det stadig klarere, at det egentlig nye i bogen er Lipperts selvoplevede eksempler på embedsapparatets store politiske magt. Her kunne Lippert med fordel have refereret til Tynells ”Mørkelygten” (2014) for at styrke sin argumentation. Bogens del 3 om, hvordan magten smuldrer mellem hænderne på dem, der har den, er klart bogens mest interessante for dem, der allerede kender den politiske kommunikations lille katekismus, som gennemgås i bogens to første dele. Kort gengivet smuldrer magten, ifølge Lippert, fordi regeringen efter 12-18 måneder har udtømt regeringsgrundlaget og derfor stille og roligt overtager embedsapparatets langsigtede, indbyggede politik. Bogens mest interessante analyse findes måske i denne del, hvor der gives en overbevisende beskrivelse af interne forhold, når et valg nærmer sig for regering, som står til tab.

I samme del findes en god analyse af den politiske brug af udtrykket ”nødvendig beslutning”. Mange læsere i bogens målgruppe vil, mens de læser analysen, tænke på DONG-salget, men dette eksempel nævnes ikke i den forbindelse. Der er flere bemærkelsesværdige udeladelser eller nedtoninger i bogen.

Når man som Lippert har været så personligt involveret – og politisk engageret – i Thorning-regeringen, så er det en udfordring at skrive en generel, upartipolitisk bog om politisk kommunikation ud fra sine personlige erfaringer. Og bogens sidste del 3 kan da også på grund af udeladelser og ned- og optoninger vække den lidt uhøfllige tanke hos læseren, at bogens politiske ærinde er at spinne, at Thornings løftebrudsproblemer mere skyldes embedsapparatet end de Radikale. I det hele taget findes der i bogen påfaldende lidt om udfordringerne med at danne og undgå interne, ødelæggende stridigheder i de koalitionsregeringer, som er så almindelige her i landet. Med Thornings regering som vel nok ét af de mest lærerige eksempler.

Men alt i alt en interessant bog, som er god at få forstand af. Bogen udfolder og eksemplificerer alt det i politisk kommunikation, som ikke handler om spin. Og den gør det overbevisende, bl.a. fordi man klart mærker, at bogen bygger på selvoplevede eksempler, som Lippert på lødig vis forsøger at generalisere ud fra. Dette abstraktionsarbejde gør mange steder bogen rigeligt lang i spyttet og gør – ironisk nok – visse steder sprogbrugen ret embedsmandsagtig.

Selvfølgelig kunne Lippert også have skrevet en langt mere direkte, personlig beretning, f.eks. om sit årelange arbejde som særlig rådgiver for Nick Hækkerup i en turbulent regeringstid. Men så ville de vigtige, generelle pointer om kommunikationsrådgiverens centrale placering bag magtens kulisser være blevet skjult af en masse personfnidder, og den slags har bogens målgruppe rigeligt af i forvejen.

Boganmeldelse: Søren Lippert ”Bag magten. Om politisk kommunikation” Akademisk forlag 2016, 201 sider.

Klaus Kjøller, d. 1/6 2016

Øverst i dokumentet