Kjøller forside >> alle artikler >> Manus: Kronik i Jyllands-Posten

[Først lagt op 5/10 2016; senest revideret 27/7 2020]

Titel og medium ”Flygtninge bør behandles bedst muligt” offentliggjort som kronik i Jyllands-Posten d. 3/10 2016. Læs kronikken på jyllands-posten.dk. © klaus@kjoeller.dk

Flygtninge bør behandles bedst muligt

Vores politiske debat dumper med et brag til ikke-prøven. Men det hæmmer ikke partiernes stålsatte kamp om at få patent på uimodsigelige holdninger.

Af Klaus Kjøller, forfatter og kommentator

Hold fast, mens du læser næste sætning: Der er tværpolitisk enighed om flygtningepolitikken her i landet. Ja, det lyder overraskende, men det er ikke desto mindre sandheden. Alle er nemlig enige om, at vi bør behandle flygtninge bedst muligt. Enigheden skyldes ikke, at vi er enige om, hvordan flygtninge i detaljer skal behandles. Det er vi som bekendt slet ikke. Enigheden skyldes, at det sprogligt set er umuligt at benægte, at flygtninge skal behandles bedst muligt. Påstanden ”flygtninge skal ikke behandles bedst muligt” falder for ikke-prøven. Påstanden er absurd, meningsløs. Derfor støtter alle partier lige fra Enhedslisten til Nye Borgerlige den politik, at flygtninge skal behandles bedst muligt. Det er de nødt til for ikke at blive anset for at være vanvittige eller for ikke at beherske det danske sprog. Det danske sprog tvinger os til enighed om dette.

Og enigheden gælder ikke kun flygtningepolitikken. Også menneskesynet er alle vores politiske partier enige om. Deres fælles menneskesyn er, at ”ethvert menneske har værdi”, hvilket igen indebærer, at ”man skal respektere mennesket, uanset hvad det tror på, og hvilken hudfarve det har.” Det mener selv det mest indvandrerkritiske parti. Det ville nemlig være selvmord officielt at mene, at man ikke skal respektere mennesket.

Det er et kendetegn for politikeres sprogbrug, at der indgår mange af denne slags sprogligt uimodsigelige påstande. Men det er jo samtidig tydeligt for enhver, at enighed om sådanne selvfølgeligheder ikke forhindrer uenighed. Tværtimod. Enhver politisk debat er et drabeligt slagsmål om selv at komme til at stå som den, der forsvarer debattens overordnede selvfølgelighed mod modstandere, som påstås at benægte den.

Da partiet Nye Borgerlige havde fremlagt deres program for pressen, kunne man såedes dagen efter i Politiken (23/9) læse en artikel med denne overskrift: ”V og K: Nye Borgerliges menneskesyn er et andet end vores”.

Venstres fungerende politiske ordfører Jacob Jensen begrundede således: ”Det er blandt andet Nye Borgerliges politik om, at muslimer ikke må bære tørklæder på skoler og på offentlige arbejdspladser, der udgør et anderledes menneskesyn, fordi forslaget er uforeneligt med den frihed for den enkelte, som Venstre værdsætter.”

Og de Konservatives formand Søren Pape forklarede, at det blandt andet er et forslag om at knytte retten til offentlig forsørgelse til dansk statsborgerskab, der viser, at Nye Borgerlige har et andet menneskesyn end de Konservative. For så er mennesker, som ikke er danske statsborgere, åbenbart ikke så meget værd.

Når nu det er umuligt for nogen at være modstander af sprogligt uimodsigelige holdninger, så er det påfaldende, at politiske debatter ofte består i, at man forsøger at få andre partier til at fremstå, som om de er imod uimodsigelige holdninger. Den uimodsigelige holdning som V og K her tillægger Nye Borgerlige er, at partiet ikke værdsætter ethvert menneske, og at partiet ikke respekterer mennesket, uanset hvad det tror på, og hvilken hudfarve det har.

Derfor er det da også lige så sikkert som amen i kirken, at Nye Borgerlige i samme artikel forsikrer om partiets opbakning til selvfølgeligheden, som ingen officielt kan være imod: ”Der er ikke nogen, der er mere værd end andre. Vi siger ikke, at danskere er bedre end alle mulige andre.”

Dette minieksempel på en politisk debat, er ikke usædvanligt. Tværtimod er det et typisk eksempel på, hvordan en politisk debat foregår. Det er et bærende element i politiske debatter, at man forsøger at tage patent på en uimodsigelig holdning, som ingen kan være imod. Det sker ved at fremdrage eksempler på konsekvenser af modstanderens politik, som er egnet til at rejse mest muligt gru og rædsel. De negative eksempler indrammer man af erklæringer om at være varm tilhænger af den uimodsigelige holdning. Den samlede hensigt er at give vælgerpublikummet det indtryk, at alle andre partier end debattørens eget er modstander af den uimodsigelige holdning.

Alle politiske debatter er på denne måde en kamp om at få patent på en uimodsigelig holdning.

Ofte kritiserer universitetsuddannede retorikere denne massive brug af selvindlysende holdningspåstande i politik. De mener, at vælgere ikke bør udsættes for påstande, som det er umuligt at være imod af rent sproglige grunde. Politikere bør få mere indhold ind i deres sprog og ikke spilde tid på selvindlysende sandheder, som alle er enige om.

Denne kritik lyder umiddelbart ganske fornuftig. Og forskere i det politiske sprog har da også længe anset kritikken for at være så indlysende rigtig, at man i årtier har brugt betegnelsen ”plathed” om uimodsigelige holdninger. Betegnelsen er uheldig som fagudtryk, fordi den rummer en afstandtagen. Og det er ikke særligt hensigtsmæssigt at bruge fordømmende betegnelser, når man videnskabeligt skal forsøge at forstå en af det politiske sprogs væsentligste og mest nødvendige mekanismer. Derfor har jeg da også her i kronikken undgået at kalde uimodsigelige holdninger for platheder.

Men kritikken af det politiske sprogs heftige brug af uimodsigelige holdningspåstande er forkert. Den bygger på en idealiseret opfattelse af, hvad der foregår i vores offentlige politiske debat. En fejlopfattelse, som allerede indlæres i skolen, fordi det også er, hvad lærerne har lært, og hvad der står i mange læreplaner om demokratisk opdragelse. Vi lærer, at demokratiet bygger på offentlig diskussion mellem lige og frie borgere.

Men i virkeligheden er demokratiets offentlige samtale netop ikke en diskussion, men en debat. Der er stor forskel på disse to dialogformer. En forskel, som efter min erfaring ikke ofres tilstrækkelig opmærksomhed i skolens undervisning i politik. I en diskussion kan parterne ændre standpunkt undervejs. De kan blive overbevist af andre diskussionsdeltageres argumentation. Det sker normalt aldrig i en offentlig debat, at politikere ændrer standpunkter undervejs. Og hvis de gør, så viser de det ikke. Det kendetegner en debat, at den består i, at parterne tilsyneladende forsøger at overbevise hinanden for øjnene af et publikum. Men det kendetegner ikke en debat, at debatdeltagerne lader sig overbevise. Tværtimod. Deltagerne er låst fra begyndelse til slut. Låst af aftaler i deres parti, og låst af hensynet til, at det vil være en fjer i hatten på deres modstander, hvis de indrømmer, at han har overbevist dem. I en offentlig debat er det således, at jo mere en politiker udsættes for argumenter mod sine standpunkter og sin politik, jo mere nødvendigt er det for ham eller hende at fastholde sine standpunkter og sin politik. Ellers vil pressen og vælgerne kunne tro, at man er blevet blødgjort af modstanderen. Hvis der skal flyttes på standpunkter og indgås forlig, sker det bag lukkede døre, hvor mulighederne for egentlige diskussioner og indrømmelser med supplerende studehander er langt bedre.

Unge, som i skolen har lært, at demokratiet bygger på en offentlig, fri diskussion mellem ligemænd, kan let blive fyldt med lede, når de ser på virkeligheden. Det er synd. Og det er ikke virkelighedens skyld, for virkeligheden med offentlige debatter mellem politikere, som aldrig skifter mening foran åbne kameraer, er som den nu engang må være. Derimod er det synd, hvis demokratiets borgere i skolen ikke lærer, hvorfor en politisk debat er, som den er. Og blandt andet lærer om den evindelige kamp om at indtage positionenen som det eneste parti, der har de uimodsigelige holdninger, som alle nødvendigvis må have.

Kronikøren udgav ved Folketingets åbning, d. 4/10, bogen ”Det politiske sprog. Nødvendige løgne, platheder og bullshit”.

Klaus Kjøller, d. 27/9 2016.

Øverst i dokumentet