Kjøller forside à alle artikler à Manus: remuladekrigen

[senest revideret 16/4 2005]

 

Titel og medium

”Remuladekrigen”, kommentar i Kristeligt Dagblad, bragt d. 23/7 1985 med manus-titlen. Den fik i avisen hertil denne underrubrik: ”KK om sommerens debat omkring ny retskrivning”. Den mere interessante underrubrik som jeg foreslog (se nedenfor) røg desværre ud. Men der var fin opsætning med billede fra en skoleklasse + billedtekst som citerede fra kommentaren.

 

 

 

Kommentar:

Remuladekrigen

Klaus Kjøller

 

 

Eller: Hvordan forskere, journalister og politikere vred os en gang agurkesalat af manuskriptet til den ny retskrivningsordbog.

 

 

FOLKENE BAG den ny retskrivningsordbog er dybt seriøse og højt kvalificerede forskere fra den solide, traditionelle del af dansk sprogforskning. Det manuskript de har leveret til trykning, er et minutiøst gennemdiskuteret produkt: Intet komma er uovervejet.

Derfor må det også være yderst krepérligt at nogle ugers spredte aviskriverier skulle kunne medføre ændringer. Men det synes i øjeblikket ikke udelukket at det kan gå sådan: Kulturministeren har beordret fremstillingen stoppet, og udbedt sig en forklaring af sprognævnet. Nævnets formand, professor Erik Hansen, har svaret at Mimi Jakobsen da hele tiden burde have været orienteret, både om remuladen og majonæsen, gennem ministeriets repræsentant i redaktionskomiteen. Hvortil Mimi svarer at det nu engang er hende der har det politiske ansvar for stavesikkerheden i landet.


JEG VIL slet ikke blande mig i debatten om stavning. Jeg har fuld tillid til sprognævnets ekspertise og sunde sans hvad dette angår.

Derimod synes jeg ikke at nævnet er præget af den største sprogpolitiske kløgt hvad angår offentlig fremtræden. Det man i erhvervslivet kalder PR.

Det virker yderst mystisk at man et halvt år inden bogen udkommer udsender en pressemeddelelse om at den kommer, og lader denne meddelelse kundgøre visse udvalgte nyheder. Man må da vide, ikke mindst fra debatten omkring fremkomsten af den forrige retskrivningsordbog, at en ikke ubetydelig del af dette lands befolkning har en betydelig del af deres følelsesliv bundet til ordenes stavning. En pressemeddelelses halvkvædede viser kan derfor sagtens fremprovokere vagt-i-gevær-kronikker og nu-kan-det-være-nok-ledere, mens panikken stille og roligt vokser i en nærende suppedas af uvidenhed.

DEN NY ordbog rummer flere nyheder:

1)     den er mere konsekvent bygget op,

2)     den rummer 8-9000 ny ord, mens et par tusinde er gledet ud,

3)     vejledningen er udvidet og pædagogiseret,

4)     ændringer i stavemåder, bl.a. gøres almindeligt udbredte stavemåder tilladte: ”bolche”, “hefte”, “farvel”, “angloamerikansk” (uden bindestreg), og der tillades danske stavemåder for visse franskinspirerede, fx “remulade”, “majonæse” “krem”. Disse fordanskninger sker iflg. en bekendtgørelse fra 1892 (som åbenbart ikke er blevet fulgt helt så konsekvent tidligere).

Hvor er den journalistiske historie i dette?

Uden at være verdensmester i bagklogskab kan man vist godt udpege fordanskningernes ny stavemåder som stort set det eneste der kan bruges i en bare lidt bredere journalistik. Intet af det andet vil kunne gøres til interessant læsestof for andre end eliten af professionelle sprogbrugere.

 

SÅ HAR vi debatten rullende. Tilsyneladende er det paradoksalt at der kan skrives så meget om så lidt. Den ene dag en gigant-leder, en såkaldt “bundskraber”, i Weekendavisen; den næste en kronik i Politiken – og næppe nogen dag uden mindst ét læserbrev i én af landets større aviser. Og det kan lade sig gøre fordi sagen kun tilsyneladende handler om remulade og majonæse. Den er kommet til at handle om om børn skal lære at stave ordentligt, eller om de bare skal lære at kommunikere, om sprognævnet er sin opgave voksen når man lammefromt accepterer sådanne vulgariseringer af stavningen, og om skriftsproget egentlig ikke undermineres derved. Debatten er blevet klart ideologiseret: på den ene side lov og orden, krav til den opvoksende generation osv.; på den anden 70’er-eftergivenhed, sødsuppe-pædagogik og plidder-pladder-tolerance.

 

DE POLITISKE frugter hænger tungt på grenene i sommervarmen og venter kun på at blive høstet. Og kun en helt uduelig kulturminister i en borgerlig regering ville undlade at gøre det. Sprognævnets formand forsvarer sig ihærdigt. Det er menneskeligt særdeles forståeligt, men egentlig ikke videre hensigtsmæssigt at en rådgiver-ekspert går i offentlig debat med sin minister, og oven i købet antyder embedsforsømmelse og den slags. Dette vil kun gøre det endnu mere umuligt for ministeren at bøje sig for rådgiverens argumenter – selv hvis hun skulle ønske det.

Eksperten står utroligt svagt trods sine fagligt skudsikre argumenter. Politikeren er nemlig ekspert i det der tæller i denne forbindelse: sine vælgeres meninger og værdier. Og i konkurrerende partiers muligheder for at udnytte hendes eventuelle tøven.

I politik er det nu engang således at remulade er remoulade, medmindre man kan få vælgerne overbevist om noget andet.


Klaus Kjøller, d. 17/7-85.

 

 

 

 

/