Forfatteren som kilde til lidelser

Forfatternes catch 22: Du er nødt til at fortsætte for at kunne stoppe

I betragtning af de betydelige nederlag som langt de fleste forfattere til stadighed lider, er deres tro på egne kvaliteter imponerende. Trods afvisninger og groft reducerende anmeldelser eller udgivelser i dyb stilhed fortsætter vi frem mod målet: at menneskeheden indser vores kvaliteter. Og stadig flere satser på en karriere som forfatter. I år har 257 ansøgt om at komme ind på forfatterskolen. Det er flere end nogensinde. Skolens rektor, Hans Otto Jørgensen, vånder sig ifølge dagens Berlingske Tidende. Der skal nu af ansøgningsmassen udvælges 6-8 til de to års skolegang. Resten får afslag. Og det er næppe sidste gang for de fleste. Hvis de da er rigtige forfattere ind i sjælen.

At være forfatter forudsætter nemlig et særligt talent for at forklare nederlag på måder som tjener som opmuntring til nye erobringer. Én af de almindeligste er at man ser afslaget som endnu et tegn på at omverdenen endnu ikke er moden til at værdsætte det man kommer med. Normalt vil ens nærmeste støtte denne tolkning. I enhver intim gruppe er man afhængig af at opretholde hinandens ansigt, så når der er én der taber ansigt i den store omverden, så vil intimgruppen, fx familie og venner, reparere så meget de kan på skaden.

Men hermed siger jeg ikke at det er familie og venners skyld at forfatterskaber fortsætter ud i håbløsheden. For det kan jo godt være at forfatteren har ret i at gennembruddet kommer med næste bog. Og så vil triumfen være dobbelt: Forfatteren fik succes til sidst trods ydmygende afvisninger og alles skepsis.

En anden frugtbar nederlagsforklaring kan hentes i at omdefinere målet for forfatterskabet. Man søger slet ikke menneskehedens anerkendelse, men skriver først og fremmest for sin egen skyld. Der er nogle indre dæmoner som tvinger én til at skrive. Denne psykotiske forklaringsmodel er anmelderes yndlingsforklaring. Den opfattes som kunstnerisk korrekt. En kunstner, herunder forfatter, er en særlig udvalgt med en særlig skæbne. Og hele projektet går ud på at forfatteren finder sin stemme. Ideen om at det gælder om at finde de mange læsere, blive rig og uafhængig bl.a. af anmelderne, virker frastødende på mange skønånder. Selv den forfatter der når de mange læsere, kan på vej til banken hjemsøges af dystre tanker om hvorvidt hun har prostitueret sig selv.

Det forfærdelige er at man ikke kan afvise at begge bortforklaringer er helt dækkende for realiteterne. Altså slet ikke er bortforklaringer, men sande forklaringer. Og forfatteren må selv vælge. Det er det der gør det så pinsomt at være forfatter. Det værste er at hvis man vælger at stoppe forfatterskabet, så vil ingen bemærke det. Derfor er man nødt til at fortsætte for at kunne stoppe.

Læs KjoellerNEWS: Ekstra Bladet appellerer direkte til forfatteren Klaus Kjøller