Kommentatorpartiet

Kravene til alle kommentatorer om underholdning og kreativitet giver de politiske kommentatorers forenede politiske parti stor betydning.

Det har et skær af komik over sig når Lars Løkke Rasmussen kort efter sin åbningstale angreb de politiske kommentatorer for at få politik til mere at handle om proces end om substans. Venstres succes med at erobre magten i 2001 og beholde den gennem senere valg skyldes i høj grad at Anders Fogh Rasmussen ansatte og brugte processpecialisterne Henrik Qvortrup, Michael Kristiansen og Michael Ulvemann. Også Poul Nyrup brugte særlige rådgivere af denne type, bl.a. Ralf Pittelkow og Peter Mogensen, men uden samme succes. Fogh har været langt bedre til at lytte til sine processpecialister end Nyrup var. Foghs spindoktorer har aldrig fortalt om, at de blev lagt på is, fordi de sagde ting, som ikke passede ind i statsministerens forestilling om sig selv og dansk politik. Tværtimod: Både Qvortrup og Kristiansen taler i dag med stor respekt om deres tidligere chef uden at være betalt direkte af ham for det. Snart vil Ulvemann formentlig gøre det samme.

Der er overhovedet ikke udsigt til, at de politiske kommentatorer overvejer at pakke sammen. Som tiden går, vil der blive stadig flere forhenværende spindoktorer. Og mange af dem vil blive politiske kommentatorer. Arbejdet er i høj grad det samme. Begge producerer strategiske forslag, analyser, vurderinger og råd til den, der betaler hans eller hendes løn. Men der er også vigtige forskelle. Spindoktoren har et lille, udsøgt, topmotiveret elitepublikum, nemlig den politiker eller topledelse, der rådgives. Kommentatorens modtagere er hele den danske offentlighed. Denne offentlighed er meget svagere motiveret for at modtage budskabet og ved ofte næsten intet om substansen. Derfor er kommentatorerne nødt til at skrue op for underholdningen.

Og det er der også rigtigt gode muligheder for. En kommentator kan råde hvem som helst til hvad som helst uden fare for, at rådene bliver afprøvet i virkeligheden. Her er spindoktoren langt værre stillet. For når en spindoktors råd bliver omsat til virkelighed, så bliver det klart – i hvertfald for inderkredsen – om rådene var gode. Denne frihed for kontrol giver den politiske kommentar store kreative muligheder. Både når analysen skal gøres ekstra genial, og når rådgivningen skal være egnet til overskrift. Derfor var det også et håbløst forslag Lars Løkke kom med, da han i kølvandet på kritikken af sin åbningstale foreslog at Kloge Åge’erne lod sig opstille til Folketinget. Deres skarpsyn og gode ideer burde komme hele befolkningen til gode ved, at de selv kom i arbejdstøjet på Christiansborg. Men der skal langt større fristelser til at lokke en politisk kommentator væk fra sin gerning.

Processen er vigtig, for i den ligger fortællingen, som skaber interessen for sagen. Det er ingen fordel at være arkæolog for at nyde Spielbergs film ’Jagten på den forsvundne skat’. Eller rumforsker for at nyde ’Star Wars’. Vistnok nærmest tværtimod. På samme måde kan enhver dansker leve med i Lars Løkkes kamp for at blive ved med at være statsminister, Helle Thornings for at blive det og Villy Søvndals for at komme i regering. Og det er disse historier, som de politiske kommentatorer bl.a. fortæller i øjeblikket. Og kommentarerne skal helst kunne nydes af folk uden indsigt i den politiske substans, som kommentarerne inderst inde bygger på. Den politiske kommentar er for alle. Den politiske substans er altid mest for eliten. Dette strider mod vores skolelærdom om, at man skal forstå en sag, inden man kan have en holdning til den. Men i den praktiske politiske kommunikation gælder det modsatte princip: Hvis du ikke har en holdning til en sag, så gider du ikke forstå, ja ikke engang lytte. Den eneste vej frem til den vælger, som hele demokratiet handler om, er derfor at fortælle engagerende historier om de personer, som har noget i klemme, dvs. toppolitikerne eller ofre, der kværnes ned af systemet. Dette er den metode, som dagligt benyttes af politiske kommentatorer – og af politiske journalister, f.eks. i tv’s nyhedsudsendelser.

Det er her at EU-stoffet skranter. Det er svært at fortælle letfattelige, engagerende historier om de danske EU-kandidater. Enhver ved, at Lars Løkkes succes eller fiasko afhænger af, hvad den danske befolkning, herunder kommentatorer, medier og interesseorganisationer, synes om ham. Han og andre danske toppolitikere har et letfatteligt livsprojekt, som gør det let at leve sig ind i, hvad der er på spil, hver gang de optræder – uden at man behøver fatte substansen. De magtmæssige realiteter bag EU-kandidaterne er derimod stort set umulige af fatte i enkle skabeloner. Ligegyldig hvem der bliver valgt, så forsvinder vedkommende ind i en gigantisk parlamentarisk forsamling, hvor man indgår i abstrakte, internationale partidannelser. Den måske eneste mulighed for at fortælle en fængende historie om det, er at fortælle om danske kandidat Davids heroiske kamp mod bureaukratmonstret Goliat. Men rigtig mange af dem, der stiller op, er politikere, som hverken i deres karriere eller fysik ligner en frygtløs yngling David, og det gør det til en stor udfordring for journalister og kommentatorer at skabe interesse for sagen gennem denne historie.

Kravene til alle kommentatorer om underholdning og kreativitet giver de politiske kommentatorers forenede politiske parti stor betydning i dansk politik. Bag alle forskellene trækker de nemlig i samme værdimæssige retning.

Kommentatorernes samlede effekt er nuisme og kynisme. I ’nuisme’ ligger, at det, der sker lige nu og her, altid er særligt interessant, tankevækkende og viser en tendens. At være i stand til at kunne se de store linjer i enhver politisk nyhed, der dukker frem på tekst-tv, er en professionel nødvendighed for at kunne leve op til sine deadlines som kommentator. Mange kommentatorer har faste klummer eller udsendelser på TV eller i radio og skal simpelthen også kunne levere, selv når der slet ikke er sket noget.

Kynismen opstår, fordi det er nødvendigt hele tiden at afsløre en anden virkelighed end den, som de ansvarlige prøver at udbrede gennem tale, skrift og mediehåndtering. Derfor handler politikere, som behandles i en kommentar, som regel ud fra andre reelle motiver end dem, de selv giver. Ellers er der jo ikke noget at komme efter for en kommentator. Virkningen af dette er, at politikere næsten altid bliver fremstillet som hyklere. Eller – som Fogh høfligt sagde i et afskedsinterview – at politikerne bliver ’psykoanalyseret’ af kommentatorerne. De reelle motiver, som ofte står tilbage i kommentarerne, er de taktiske: at score stemmer, bevare eller få magten, skade modstanderne, tjene en masse penge, skabe sig et godt eftermæle.

Det kan lyde lidt sort og trist alt sammen. Men mange kommentatorer formår at være konstruktive, ja optimistiske – trods den evindelige afsløring af hykleri og det, der er værre. Det sker ikke mindst gennem tapper rådgivning, som jo altid forudsætter et vist håb om bedring hos den, rådene rettes til. Det kan også bare ske ved en dynamisk optræden på tv. Jo værre budskab en kommentator kommer med, jo vigtigere er det at levere det med godt humør.

Der er ingen udsigt til skrump i antallet af politiske kommentatorer i fremtiden. Men selvfølgelig vil Lars Løkke og andre altid kunne stoppe en bestemt kommentators hærgen i offentligheden. Nemlig ved at hyre ham eller hende som spindoktor.

Til toppen af siden