Den sidste ideologikritiker

Rygterne om ideologikritikkens død på universitetet er stærkt overdrevne. En personlig beretning.

Tidligere statsminister Poul Schlüter huskes bl.a. for disse udtalelser: ”ideologi er noget bras” og ”jeg er ikke så konservativ, at det gør noget.” Ordet ’ideologi’ er i dag et skældsord. Man bruger det ikke om sin egen tro. I den seneste tid er det brugt om islam som et angreb for at være mere end en religion, nemlig en autoritær, politisk bevægelse.

Sådan var det også i begyndelsen af 1970’erne, da ideologikritikken havde en kort hektisk tid på især de humanistiske fakulteter. ’Ideologi’ betød falsk bevidsthed og ’kritik’ betød afsløring af det borgerlige samfunds forkerte værdier på grundlag af nymarxismen, som ikke var en ideologi, men det modsatte, nemlig selve virkeligheden og den sande utopi, som uvægerligt ville indfinde sig.

Men ideologien bukkede mod forventning ikke under. Derimod døde ideologikritikken som bred bevægelse på universitetet ud i løbet af ganske få år. Ideologikritikken ankom under store fanfarer og megen bragesnak, men den ebbede ud få år efter uden så meget som et suk. Og det er ét af de dårligst udforskede spørgsmål i dansk åndshistorie, hvorfor det skete. Blandt årsagerne var måske, at det blev sværere og sværere for de politisk aktive studerende at overbevise sig selv om, at den danske befolkning ved valg efter valg undlod at stemme på de mest venstreorienterede partier, fordi de blev indoktrineret af TV-Avisen og pressen. Og det blev måske også sværere at mobilisere til stormøder, fordi der i de tidligere 1970’er blev indført en række reformer og nye studieordninger, som imødekom oprøret mod det forstenede, professorstyrede universitet. Og så tror jeg også, det spillede ind, at mange af de store talere ved massearrangementerne fik ansættelse på universitetet og fik børn og dermed også i deres daglige kamp for overlevelse lærte at sætte pris på flere og flere af det borgerlige samfunds institutioner. Mange valgte endog – helt i modstrid med deres pure ungdoms idealer – at lade børnene gå i privatejede institutioner sammen med andre privilegerede børn i stedet for de kommunale, hvor alle og enhver gik. Hertil kom måske, at man dagligt oplevede , hvor vanskeligt det var at opdrage sine egne børn til altruisme i familielivet, og dermed også indså, hvor umuligt det ville være at skabe det utopiske menneske, som frivilligt og med glæde overlod sine personlige ejendele til fællesskabet, og som ydede efter evne og modtog efter behov.

Dette kan kun være gætterier. Forskningen må finde den sande forklaring. Personligt passede jeg aldrig ind i den nymarxistiske bevægelse. De dengang politisk korrekte betragtede mig som ’sort’, dvs. at jeg politisk blev placeret til højre for DKP – og dermed uden for pædagogisk rækkevidde. Men det forhindrede mig ikke i at iagttage, hvad der skete. Og ideologikritikkens udebben har plaget mig i mange år, fordi jeg synes at behovet for den voksede i takt med, at den forsvandt. Og i dag er behovet større end nogensinde. Ideologi er et altfor vigtigt fænomen til, at man kan acceptere ordet ’ideologi’ som et skældsord. For en nøgtern betragtning er en ideologi en række påstande om verden eller samfundet, og en række værdier. Ideologien kan være en religion eller en politisk bevægelse – det er underordnet. Ideologibæreren vil altid selv synes, at hans ideologi er selve virkeligheden. Andre synes, at det er en virkelighedsflugt, som til tider kan være dødsens farlig.

Det mærkelige er, at nymarxisternes misbrug af ordet ’ideologi’ for mere end 30 år siden stadig hænger i universitetets haller. Når jeg i dag bruger begrebet ’ideologi’ over for studerende, så må jeg ofte gøre det på en undskyldende måde. Det er nødvendigt at fremhæve, at jeg bruger det som et helt upolitisk, videnskabeligt udtryk. Heldigvis benyttes ordet ikke mere af de kolleger, der brugte det meget intensivt som skældsord i de gode gamle dage. Og hvis de i dag bruger det i kollegiale sammenhænge, så kun selvironisk. Der er stadig en hørm af noget uartigt ved ’ideologi’. Det er som i en familie, hvor tidligere kæresters navne er tabu, fordi man nu er lykkeligt gift med en anden. Samtidig har jeg en fornemmelse af, at en del studerende i dag slet ikke kender den ideologikritiske guldalder i dansk humaniora. Flere gange har jeg måttet forklare uvidende studerende banale udtryk som ’det borgerlige samfunds systematiske indoktrinering af borgerne’, inden jeg blev i stand til at lægge luft til munkemarxisterne.

Men udviklingen er også svær at fatte. For formålet med ideologikritikken i dag er jo det diametralt modsatte af, hvad det var under den nymarxistiske periode. Ideologikritikken udføres nu ikke på hele samfundet for at vække til revolutionen. Til gengæld er der rigtig mange studerende, der i dag gerne vil skrive speciale om hvordan man bedre får ansatte og kunder til at tro på virksomhedens mission og visioner, altså ideologi. Og efterfølgende helt gratis rådgive virksomheden om, hvordan man indoktrinerer bedre. Det, som de gode gamle ideologikritikere kaldte borgerlig videnskab, dvs. indsamling af kendsgerninger, som slet ikke kan bruges til at omstyrte noget med, florerer blandt de studerende i dag.

Det kan man kalde en åndelig revolution, der vil noget. Og den har også ramt selve universitetets organisation. Massemøder har vi stadig, men de har ændret karakter. I begyndelsen af 70’erne blev vi indpisket af de revolutionære kadrer. I dag er det vores ansatte ledelser, sekunderet af pr-bureauer og organisationskonsulenter, der står for den ideologiske indoktrinering på ofte daglange personaledage. De tykke bøger med marxistisk kaudervælsk er også erstattet af lækre powerpointpræsentationer med de seneste buzzwords.

Når man har levet på universitetet så mange år, som jeg efterhånden har, så er det tankevækkende at se den lethed, hvormed universitetet tilpasser sig helt ekstremt modsatte politiske strømme. Man kan betragte det som troløshed eller som smidighed. Kendere af Joseph Hellers roman Catch 22 kan tænke på scenen med den gamle italiener i horehuset, som beretter om, hvordan italienerne overlever og bevarer deres identitet og uafhængighed, uanset om det er nazisterne, der har magten, eller de er besat af de allierede. De udfører de obligatoriske hyldester og ritualer, som besættelsesmagten kræver, men bevarer samtidig deres frie italienske sjæl. Man kan håbe, at det samme gælder for universitetet, uanset om det er besat af nymarxisterne, af politisk korrekte kulturradikale eller af erhvervslivet – og hvad der måtte komme i fremtiden.

Hvad er så universitetet under alle de skiftende besættelser? Er der en identitet? Ja, den respektløse fornuft. Universitetets særkende er den frygtløse, frie og lige diskussion, som bygger på den mest opdaterede viden om virkeligheden. Ingen ideologi bør nogensinde få fred på universitetet, fordi universitetets særkende bl.a. er at afdække og kritisere ideologiske dogmer af enhver art. Ingen krænkelse bør være helllig her. Men indrømmet: Det kan af og til være svært for de ansatte forskere at vifte med denne flotte fane og samtidig nå at gøre karriere under en længevarende ideologisk besættelse. Måske er det derfor, jeg i dag vistnok er den eneste tilbageværende, åbent praktiserende ideologikritiker på landets humanistiske fakulteter. Jeg opfordrer jævnligt specialestuderende og ph.d.-studerende til at overveje at inddrage ideologiske temaer i deres ofte meget pragmatiske og joborienterede tekniske projekter. Som regel falder ordene på stengrund. Til gengæld er jobbet sikret.

Men jeg opgiver ikke. Jeg kender mit ansvar som sidste overlevende eksemplar af en engang mægtig bevægelse, som aldrig ville vide af mig.